Læsetid: 3 min.

Embedsmændene, der bare gerne ville gøre deres arbejde

Den ene embedsmand hørte sidebemærkninger om vrede i toppen af Skatteministeriet. Den anden valgte at holde sig i uvidenhed. Men begge afdelingschefer, som Skattesags-kommissionen afhørte torsdag, kunne berette om en usædvanlig grundig sagsbehandling
2. november 2012

Da sagsbehandlerne i SKAT København i sommeren 2010 begyndte arbejdet med Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnocks, skattesag, kom direktøren for skatteregionen, Erling Andersen, med én eneste instruks: »Vi skulle afgøre denne her sag fuldstændig korrekt.« Det fortalte afdelingsleder i SKAT København Hanne Dahl Kofod, da Skattesagskommissionen torsdag begyndte afhøringerne af de embedsmænd, der behandlede den højtprofilerede sag.

Meget i forløbet var anderledes, end embedsmændene var vant til. Ifølge skatteforvaltningsloven måtte alene den københavnske skatteregion træffe afgørelse om Stephen Kinnocks skattepligt.

Men alligevel var det såkaldte Koncerncenter, der sorterede direkte under daværende skatteminister Troels Lund Poulsen, ualmindelig aktivt i forhold til sagen.

Ifølge Hanne Dahl Kofod var det Koncerncentret, der på baggrund af kritiske artikler i BT ville have SKAT København til at gå ind i sagen, allerede før Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidt havde indgivet deres selvangivelse.

»Måske ville det have været naturligt at vente, indtil den var indgivet,« konstaterede afdelingslederen.

Usædvanligt var det også, at departementschef i Skatteministeriet Peter Loft ved flere lejligheder udleverede papirer om sagen til direktøren for SKAT København, Erling Andersen.

Blandt andet kom Peter Loft ved et møde med et senere meget omtalt notat, der har vist sig at være udfærdiget af redaktionschef på BT Simon Andersen, og som departementschefen havde fået af Troels Lund Poulsen. Notatet konkluderede, at Stephen Kinnock efter alt at dømme var skattepligtig til Danmark. Problemet var bare, forklarede Hanne Dahl Kofod, at præmisserne var forkerte, og derfor kunne sagsbehandlerne »ikke rigtig bruge de konklusioner til noget«.

Ubrugelige papirer

Heller ikke fire håndskrevne linjer, som departementschef Peter Loft skrev ned ved et møde om sagen og ønskede indsat i afgørelsen, ville sagsbehandlerne bruge. Som det tidligere er blevet beskrevet i pressen, indeholdt de fire linjer blandt andet en bemærkning om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks »familiemæssige forhold«. En bemærkning, som af mange iagttagere er blevet læst som en indirekte henvisning til rygtet om, at Stephen Kinnock skulle være homoseksuel.

De fire linjer var overflødige, mente Hanne Dahl Kofod, som kunne huske, at hendes øverste chef i SKAT København, Erling Andersen, var enig: »Han sagde, det var vores afgørelse, og at han ikke mente, at det var relevant for afgørelsen.«

Senere hørte afdelingslederen i »en sidebemærkning« – muligvis fra Erling Andersen eller hendes nærmeste chef, skattedirektør Lisbeth Rasmussen – at Peter Loft var utilfreds med, at de fire linjer ikke kom med i afgørelsen.

I en anden »sidebemærkning« – hvis afsender hun heller ikke kunne huske med sikkerhed – hørte Hanne Dahl Kofod i tiden efter SKAT Københavns frifindelse af Stephen Kinnock for dansk skattepligt i september 2010, »at ministeren var utilfreds med afgørelsen«. En oplysning, som også Erling Andersen senere skrev ind i sin redegørelse for sagen. Men som Hanne Dahl Kofod sagde: »Det tænkte jeg ikke mere over. Nu var den jo truffet.«

Et beskyttende lag

Også afdelingsleder Inger Sommer Hansen fra SKAT København, der ligeledes var en del af sagsbehandlergruppen, blev afhørt i løbet af kommissionens næsten syv timer lange arbejdsdag.

Hun havde hørt mindre til rygterne om magtfordrejning i Skatteministeriet. For som hun sagde, havde hun »på fornemmelsen, at jeg skulle holde mig i uvidenhed«.

En usædvanlig aktivitet omkring sagen, kunne hun dog godt mærke, og enkelte gange spurgte hun skattedirektør Lisbeth Rasmussen, »hvad der foregår«.

Men beskeden fra skattedirektøren var ikke til at misforstå: »Er du sikker på, at du vil vide det,« spurgte Lisbeth Rasmussen. Og det svarede Inger Sommer Hansen nej til.

Når hun tænkte sig om, ville hun helst ikke vide det. Hun ville bare gerne have sagen afgjort så korrekt som muligt.

At de øverste chefer i SKAT København således agerede beskyttende lag mellem Skatteministeriets departement og sagsbehandlerne i den københavnske skatteregion, var i det hele taget det indtryk, de to afdelingsledere efterlod. Blandt andet kom det frem, at hverken direktør for SKAT København Erling Andersen eller hans skattedirektør, Lisbeth Rasmussen, refererede for dem fra møderne om sagen i Skatteministeriet.

De sørgede tilsyneladende for, at sagsbehandlerne fik ro til at træffe den rigtige afgørelse uden at blive påvirket udefra.

Og ro var der brug for, for sagsbehandlingen var usædvanlig grundig. Oplysningerne fra Stephen Kinnock om bolig- og arbejdsforhold blev krydstjekket med en kopi af hans kalender, flybilletter, kontoudskrifter og al anden dokumentation, som sagsbehandlerne kunne skaffe.

Kommissionens udspørger, advokat Lars Kjeldsen, spurgte Inger Sommer Hansen, hvor på en skala fra 0 til 100 grundigheden af sagsbehandlingen befandt sig, hvis 50 var normalen. »98« svarede hun. Eller som Hanne Dahl Kofod sagde: »Vi er selvfølgelig altid grundige. Men vi var nok mere grundige.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tjae, - mange af de, på den ene eller den anden måde, indblandede, både blandt politikere, embedsmænd og journalister, synes hellere at ville ’vaske hænder’ end at ville ’røre ved den varme kartoffel’, for ’kernen’ i, hvad der også ovenfor omtales som ”Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag”, synes da at være en rygtesprednings kampagne med magtpolitisk sigte og i den forbindelse: En mulig overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

Så BT’s påberåbelse af den journalistiske kildebeskyttelse synes da, helt mod dennes hensigt, at blive misbrugt til at ville forhindre en mulig opklaring af, om der er, hvad der vel så rettelig burde kaldes en ’ Troels Lund Poulsen-sag’, - altså om der udover i journaliststanden også ”er noget råddent i Danmarks rige”.

En redaktionel ’whistleblower’ efterspørges, hvem ved, måske kunne det resultere i en Cavlingpris til en BT-journalist, c’’,).

Med venlig hilsen

En stærkt følsom sag der allerede er 'varm' og potentielt kan være udslagsgivende for et kommende valg - vel ikke underligt at ledelsen er stærkt interesseret i at den bliver behandlet så pletfrit som muligt?