Læsetid: 4 min.

Enhedslisten kastes ud i kampvalg om EU-valg

Vælgermæssigt vokseværk i Enhedslisten får partiet til at sende spørgsmålet om en EU-opstilling til urafstemning. Modstanderne af opstillingen frygter, at det kan betyde enden for Folkebevægelsen mod EU
Enhedslisten har tidligere anbefalet vælgerne at stemme på enten JuniBevægelsen eller Folkebevægelsen mod EU til Europa-Parlamentsvalgene.

Enhedslisten har tidligere anbefalet vælgerne at stemme på enten JuniBevægelsen eller Folkebevægelsen mod EU til Europa-Parlamentsvalgene.

Torkil Adsersen

8. november 2012

Når vælgerne næste gang skal stemme til Europa-Parlamentsvalget får de måske for første gang mulighed for at sætte krydset ved Liste Ø. Enhedslistens hovedbestyrelse har nemlig besluttet at sende spørgsmålet om en EU-opstilling til vejledende urafstemning blandt medlemmerne, efter at partiet er vokset til en størrelse som giver håb om et mandat.

Selv om ingen i Enhedslisten på forhånd tør spå om udfaldet af urafstemningen, så mener partiets tidligere EU-ordfører, Keld Albrechtsen, at det faktisk har en »pligt« til at stille op til Europa-Parlamentsvalget.

»Et parti kan ikke gå ud og skaffe sig en stor vælgeropbakning og så ikke ville den fuldt ud. Man må tage det på sig, at man skal gøre alt, hvad man kan, for dem man repræsenterer og bruge alle muligheder for at få indflydelse,« siger Keld Albrechtsen.

Enhedslisten har ved valgene til Europa-Parlamentsvalgene tidligere anbefalet vælgerne at stemme på enten Junibevægelsen eller Folkebevægelsen mod EU, ligesom partiets medlemmer har været rigt repræsenteret på de to modstanderbevægelsers kandidatlister.

Luk og sluk

Men i 2009 var netop Keld Albrechtsen, som landsformand, med til at lukke og slukke JuniBevægelsen ef-ter, at bevægelsen det år kun fik 2,4 procent af stemmerne ved Europa-Parlamentsvalget og dermed tabte sit ene mandat i parlamentet. I stedet sikrede Folkebevægelsen mod EU, med 7,2 procent af stemmerne, sig ét mandat.Enhedslistens støtte har dog ikke kun skyldtes politisk enighed med de to bevægelser: Liste Ø har ikke været i nærheden af de syv til otte procent, der kræves for ét mandat i Europa-Parlamentet. Men ved det seneste folketingsvalg fik Enhedslisten 6,7 procent, hvilket i foråret fik Enhedlistens gruppeformand, Per Clausen, til at rejse spørgsmålet, om ikke tiden var kommet. Selv om Enhedslisten i givet fald vil indgå et valgforbund med Folkebevægelsen mod EU - for at forhindre stemmespild - så frygter modstandere af en sådan opstilling, at den vil være et dødskys for Folkebevægelsen.

En af modstanderne er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og mangeårigt medlem af Folkebevægelsen mod EU, Jakob Lindblom. Jakob Lindblom advarer om, at der næppe vil være plads til både Enhedslisten og Folkebevægelsen. Årsag? Partiet og bevægelsen appellerer til de samme vælgere på venstrefløjen.

»Konkvensen kan blive, at EU-modstanden svækkes, fordi Folkebevægelsen er afhængig af pladsen i Europa-Parlamentet. Og det er Folkebevægelsen, som står for de brede kampagner og det daglige arbejde. Derfor vil det her være alt for risikabelt for EU-modstanden i Danmark. Vi risikerer jo at overlade EU-modstanden til Dansk Folkeparti, hvis Enhedslisten igen skulle gå tilbage,« siger Jakob Lindblom.

Varm kartoffel

At opstillingen til Europa-Parlamentet er en varm kartoffel i Enhedslisten afslører, at hverken Per Clausen eller partiets EU-ordfører, Nikolaj Villumsen, i dag vil afsløre deres holdning til spørgsmålet.

Mens Per Clausen forklarer, at »det har jeg ingen klar mening om,« så nøjes Nikolaj Villumsen med overlade svaret til Enhedslistens medlemmer:

»Man kan diskutere både for og imod - og nu skal folk have tid til at diskutere det i stedet for, at jeg forsøger at lægge en linje. Men det gode er udgangspunktet: Hvordan man styrker den progressive EU-kritik og modstand«. Folkebevægelsens EU-parlamentariker, Enhedslistens tidligere mangeårige rets- og udenrigsordfører Søren Søndergaard, har heller ikke mange kommentarer til den eventuelle udfordring ved valget til Europa-Parlamentet i 2014:

»Rammen om diskussionen – hvad enten man går ind for en opstilling eller ej – er, hvordan man bedst styrker EU-modstanden. Og det kan jeg kun være glad for. Hvad man så vælger i Enhedslisten er partiets eget valg. Men når Enhedslisten har truffet det valg, så er det klart, at Folkebevægelsen vil tage bestik af situationen og hvordan vi skal forholde os til den,« siger Søren Søndergaard.

I forvejen er situationen den, at Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsens samlede mandattal det seneste kvarte århundrede er skrumpet ind fra fire ud af Danmarks i alt 16 danske mandater ved det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 og til det nuværende ene ud af i de i dag i alt 13 (de færre danske mandater skyldes EU’s udvidelse siden starten).

Vokseværk

Når man oveni dette lægger, at EU-modstanden/kritikken de seneste år mest har haft vokseværk på højrefløjen hos først Dansk Folkeparti og nu også Liberal Alliance, så tør professor ved Institut for Statskundskab, ved Aarhus Universitet, Jørgen Elklit ikke gætte på, om der både vil være plads til Enhedslisten og Folkebevæ-gelsen mod EU. Men Jørgen Elklit mener dog, at der allerede er en sikker vinder: Enhedslisten.

»På en måde er det mest interessante, at Enhedslisten vil lægge det ud til urafstemning. Urafstemninger herhjemmme har typisk været om formandsposten, men hvis man også får nogle om, hvad man egentlig skal gøre, så bliver det lidt mere interessant at være medlem af et parti. Så uanset om Enhedslisten vælger at stille op eller ej, så har de vundet internt,« siger Jørgen Elklit.

Det bliver de delegerede på Enhedslistens årsmøde til april som kommer til at tage endelig stilling til spørgsmålet om en EU-afstemning. Selv de delegerede kan vælge at se bort fra resultatet af den vejledende urafstemning, så anses dette i partiet for usandsynligt, hvis medlemmerne kommer frem til et klart resultat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Det ville være ren og skær sekterisme, hvis Enhedslisten skulle gå hen og stille selvstændigt op til EU-parlamentet. Er der der nogle, der har nogle gode argumenter for, at jeg tager fejl? Kampen mod EU er ikke kampen for socialisme, men for national selvbestemmelsesret. Et parti, som ikke styrker brede frontorganisationer overalt hvor det er muligt, er et sekterisk parti - et splittende parti. Et parti som ikke har forstået hvad det vil sige at være parti. Jeg synes, at vi skal sætte samarbejdet med vore borgerlige og 'upolitiske' kampfæller højere end partimæssig profilering, som vel ret beset nemt kan foregå inden for folkebevægelsen. Ihukommende at Enhedslisten aldrig er blevet forfordelt i samarbejdet.

Jeg mangler nogen viden om hvem der stemmer på hvem for at kunne gennemskue det spørgsmål.
Jeg kan både se fordele og ulemper. Den er svær.

Det er ikke kampvalg med varme kartofler som tilbehør, der er lagt op til, men en vurdering af, hvad der er klogest at gøre.
Et valgforbund vil selvfølgelig være oplagt, således at man undgår, at stemmer ikke bliver brugt.
At det skulle være en sekterisk handling at stille op til et parlamentsvalg og være i valgforbund med en bevægelse, som også stiller op til parlamentsvalget, kan jeg ikke se.
At nogle af bevægelsens stemmer skulle blive skræmt væk, ved at være i valgforbund med Enhedslisten, tror jeg ikke.
Ved sidste parlamentsvalg, var Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF i valgforbund.

Kære alle

Til orientering, så har jeg givet dette interview til Enhedslistens medlemsblad, hvor arguemnterne uddybes lidt :-)

Kh.
Jakob

1 Skal Enhedslisten stille op til Europaparlamentsvalget i 2014?

Nej, Enhedslisten skal bygge bevægelser op og ikke rive dem ned. Stiller vi op selv, så vil det med stor sandsynlig koste Folkebevægelsen deres mandat i EU-parlamentet og dermed bevægelsens platform og eksistens. Og det vil være fantastisk ærgerligt.

Enhedslisten vil sammen med DF og LA aldrig kunne mønstre 50 procent, som det kræves for at vinde en folkeafstemning om kommende traktater eller EU-forbeholdene, så der er fortsat brug for Folkebevægelsen som en alliance, der kan appellere bredere.

Og så sikrer Folkebevægelsen i øvrigt, at der er fokus på EU – også mellem valgene, hvor de fleste partier svigter. Ved underskriftsindsamlingen mod Finanspagten indsamlede Folkebevægelsen fx dobbelt så mange underskrifter, som Enhedslisten, og uddelte 125.000 styks materiale eller 4-5 gange så meget som Enhedslisten. Og i disse dage uddeles Folkebevægelsens seneste avis i et oplag på 210.000.

Når folk brænder for en sag, så er motivationen meget stor, det kender vi jo også fra klima- og miljøbevægelser. Det skal vi opmuntre og støtte. Og så er det bare fedt, at vi har en bevægelse, som Folkebevægelsen, der stort set fører samme sociale og demokratiske kritik af EU som Enhedslisten.

Der er jo ikke nogen forskel, om det er Søren Søndergaard eller Christian Juhl, som holder tale ved en faglig blokade mod EU’s løndumping og asociale krisepolitik. Så vi skal styrke Folkebevægelsen i stedet for at stille op selv.

2 Er det realistisk, at både Enhedslisten og Folkebevægelsen kan få mandat?

Man kan godt drømme, men realistisk set, så vil det være meget svært at nå 16 %, som giver 2 mandater. Sidste gang der var valg havde Folkebevægelsen flot fremgang. Dengang viste målinger, at halvdelen af dem, som stemte Enhedslisten ved valget i 07 stemte FB i 09.

Med Ø’s fremgang siden, så er det helt sikkert, at rigtigt mange af de kritiske S og SF-vælgere, som dengang stemte Folkebevægelsen i dag stemmer Ø. Dermed er der et kæmpe stemmeoverlap, så jeg anser det for usandsynligt, at få to mandater.

Til gengæld er jeg næsten sikker på, at ét mandat vil gå til Ø, da vi har en større organisation, flere penge og dagligt er i medierne. Den størrelse skal vi i stedet bruge til at hjælpe Folkebevægelsen til et supervalg.

Hvis vi stiller op selv, så vil det dræne FB for den store hjælp, som mange lokalafdelinger sidste gang ydede til FB’s kampagne. Folkebevægelsen vil derfor ende som de små i et valgforbund og det vil koste den livet, som det gjorde med Junibevægelsen.

3 Hvordan styrker vi EU-modstanden bedst muligt?

Enhedslisten skal hjælpe til et brag af en Folkebevægelseskampagne, som med Ø’s nye størrelse virkeligt kan rykke. Vi skal sikre, at der er kendte Ø-folk højt oppe på listen, som kan appellere til vore vælgere og vi skal anerkende vigtigheden af bevægelsesarbejde.

Det værste der kan ske er, hvis Ø tager FB’s mandat, så FB mangler ved fremtidige folkeafstemninger og hvis Ø så oven i købet ikke har styrken til at nå 8 procent i 2019, så er der slet ikke nogen EU-modstandere tilbage i parlamentet. Derudover skal EL da bare give den gas på EU-spørgsmålet i øvrigt, men uden at stille op selv.

Sören Tolsgaard

Javel har EL vokseværk, og så meget desto mere grund til at fastholde det tætte samarbejde med andre politiske organisationer i Folkebevægelsen, hvis samlede opgave er for vigtig til at splitte pga. skiftende vælgeropbakning og styrkeforhold.

Også i relation til søsterorganisationer i andre EU-lande er det væsentligt, at viljen til samarbejde er stærkere end trangen til at danne fraktioner. EL bør om nogen vide, at sammenhold gør stærk, mens den fælles sag som regel taber terræn ved ligefrem at tilstræbe fraktionering.

Jo men opfylder Folkebevægelsens mandat EL politiske mål. Folkebevægelsen har sat sig selv uden for indflydelse bl.a. fordi man ikke vil påtage sig formandskab i gruppen.

Man kunne jo også fremføre det argument, at hvis Enhedslisten stiller op, så havde alle EU modstandere mulighed for at vælge, om man ville støtte modstanden mod EU gennem et parti, som man også var politisk enig med, eller gennem en bevægelse, hvor enigheden er begrænset til modstanden mod EU.

Sören Tolsgaard

Tja, det minder mig om dengang, de partier, som EL opstod fra, endnu arbejdede hver for sig og brugte tiden på at kævles indbyrdes. Ingen af disse partier var i stand til at opnå den repræsentation i folketinget, som kun er kommet i stand ved at fokusere på fællesskabet, fremfor på ideologiske detaljer.

EL's enegang kunne meget vel blive den detalje (eller det "valg"), som på længere sigt splitter EU-modstanden, så den ikke længere bliver i stand til at komme til orde i parlamentarisk sammenhæng. Og det er ikke mit indtryk, at EL på nogen måde er blevet forfordelt i forbindelse med sit engagement i Folkebevægelsen. Sagen handler snarere om nogle politikeres trang til at profilere partiet og sig selv mere markant, hvilket kan blive dyrt betalt.

I er godt klar over at EU, via direktiver og forordninger, faktisk har sørget for at løst ansatte, vikarer, har næsten samme fordele på arbejdsmarkedet som fastsansatte.

Det er EU's direktiver mv. som har sørget for at løst-ansatte, som har 8+ timer om ugen - hver uge - skal have en kontrakt. Og de samme rettigheder som de fast-ansatte.

EUs barsels-direktiv er bedre end det de danske regler kan fremvise, EUs regler for medarbejdere i bestyrelser er bedre end de danske regler.

Og med eller uden Enhedslisten er Folkebevægelsen færdig i EU-parlamentet. MÅ jeg ikke minde om Folkebevægelsens dybt racistiske plakat 'velkommen til 28 millioner polakker i Danmark?' ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998?

Der er en grund til at højrefløjen hader EU, nogle hader EU pga deres national-konservatisme, andre hader EU, fordi de ser EU som et socialistisk projekt..

Sören Tolsgaard

Og EU's regler for fri bevægelighed af uorganiseret arbejdskraft (bl.a. millioner af polakker) er bedre end de forhold, vi hidtil har haft i Danmark?

Jeg har intet imod polakker, kender personligt flere af dem, men de danske fagforeninger vil få mere end vanskeligt ved at hamle op med det løntryk, som EU's integrationsbestræbelser nu har gennemtrumfet på det danske arbejdsmarked. De danske politikerne skal vi ikke vente megen hjælp fra, de tør ikke tale Bruxelles imod.

Så er der kun tilbage at håbe på, at bureaukraterne i Bruxelles vil indføre nogle regler, som vil tvinge de udenlandske firmaer til at rette ind efter de danske overenskomster. Det tror jeg dog ikke, at vi skal regne med. Tværtimod er det meningen, at vore lønninger skal presses i bund, at strejker og blokader skal kriminaliseres, når lavtlønnede polakker overtager abejdet, hvorefter EU allernådigst vil implimentere en mindsteløn omkring 50 kr. En tarif, som mange danskere, der til den tid er anbragt på bistandshjælp, fremover også må arbejde for.

Vi blev lovet, at østlandene skulle op på vesteuropæisk niveau, men virkeligheden bliver, at vores underklasse skal trækkes ned på deres niveau. Den skandinaviske velfærdsmodel bliver afviklet og et pjalteproletariat bliver skabt. Velbekomme!