Klumme
Læsetid: 3 min.

Til EU med håndtasken

I EU er det ikke ’én, en for alle, alle for en’ , som vi sang med fodboldlandsholdet i firserne. Til gengæld står vi tilsyneladende sammen i modstanden mod at give flere penge til det frådende fællesskabsmonster
Indland
24. november 2012

For et par måneder siden var jeg i biografen og se Jernladyen om Margaret Thatcher. Udover at være en anderledes måde at gribe en politisk biografisk film an på – som et tilbageblik gennem en senil og syg Thatcher spillet af Meryl Streep – er filmen også et godt eksempel på kernen i al politisk debat: Diskussionen om den enkelte over for fællesskabets samlede interesser. Hvor egoistiske kan vi kort sagt tillade os at være i en verden, hvor andre mennesker har ligeså meget ret til et godt liv som os selv? Og i hvilket omfang er det vores ansvar at holde andre økonomier i sving, når vi selv mærker krisen kradse i nakken?

Thatcher mestrede at bruge og misbruge denne modstilling i politik. Hendes evne til indignation på vegne af briterne – og især de små handlende som hendes egen far – var uovertruffen og effektiv. Hendes kamp for, at EU’s budgetter ikke alene skulle hvile på tekniske udregninger, men også på en rimelighedsbetragtning, er et godt eksempel og resulterede i, at hun i juni 1984 fik forhandlet den britiske EU-rabat hjem på et topmøde i den franske by Fontainebleau.

Baggrunden var, at Storbritannien på grund af sin forholdsvis beskedne landbrugssektor ikke fik så mange penge tilbage fra EU, som de betalte ind. Ifølge briternes egne beregninger, som det er beskrevet i Jørgen Sevaldsens biografi Thatcher fra 2010, betalte de i 1979 godt tre milliarder pund til EF, mens der kun gik godt to milliarder pund den anden vej. Købmandsdatteren Thatchers rimelighedsbetragtninger provokerede de andre stats- og regeringschefer. For kunne man overhovedet tænke sådan som en del af et større fællesskab? Nej. Denne upassende mig-tankegang stred aldeles mod hele princippet bag EF – nemlig at vi er en del af noget større end os selv. Den slags kræver en mere holistisk tilgang end Mrs. Thatcher leverede, da hun med bister stemmeføring og vandonduleret hår sagde:

»Vi beder ikke Unionen om penge. Vi beder Unionen om at give os vores egne penge tilbage.«

Danmark, som dengang var ’nettomodtager’ og ikke som i dag ’nettobidragyder’, mente sjovt nok slet ikke, at det gav mening at klistre den slags mærkater på EU-landene: Fordele og ulemper ved det europæiske fællesskab kunne ikke gøres op i bundlinje, lød argumentet – og sådan lyder det stadig fra de stærkeste EU-tilhængere herhjemme.

Men den holdning er i dag knap så moderne i Danmark. For hvad er der egentlig i vejen med at spørge, hvad vi får for pengene? Er det ikke rimeligt nok at forvente, at vi også i kroner og ører får noget ud af de midler, som vi hvert år sender til EU – og ikke kun bidrager til at andre ikke får det ringere?

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er selv draget til Europa for at svinge håndtasken for en dansk EU-rabat – et krav som blev fremsat under den tidligere VK-regering og som nu følges op:

»Vi skal have en rabat på indtægtssiden. Det er vores hovedprioritet. Det er vores røde linje,« som Thorning udtrykte det i Jyllands-Posten i denne uge og en overskrift på politiken.dk forkyndte, at Thorning var på vej til EU med ikke mindre end en »a-bombe« i tasken: Truslen om et veto i budgetforhandlingerne.

Og sådan flytter vi os med tiden. Tidligere var alene tanken om en rabat et anslag mod selve det, at vi var en del af et fællesskab. I krisetider bliver vi imidlertid alle animeret til at passe lidt bedre på slanterne end i opgangstider – og i vores søgen efter en fælles fjende, bliver fællesskabet et monster. Og derfor kommer EU-budgetslagsmålet til at fylde langt mere end den mere filosofiske debat om, hvor vi vil hen med det europæiske fællesskab.

Kravet om et dansk veto støttes i øvrigt kun af ... tadaaa ... Danmark! Det afgørende er dog blot, at ingen af de 26 andre EU-lande taler direkte imod os. Altså at de andre er solidariske med vores individuelle krav.

Thatcher afviste de mere fællesskabsorienterede af sine europæiske kolleger, som hun mente havde en ’udenrigsministeriel tankegang’, som hun kaldte det i en senere BBC-dokumentar:

»En typisk udenrigsministeriel tankegang: Unionens hele betyder mere end, at det enkelte land som Storbritannien skal have en ’fair deal’.«

Det er også typisk udenrigsministre. De er så optaget af andre end dem selv.

 

Amalie Kestler er politisk redaktør på Information

 

Ugens personlige klummer: Mandag: DerudefraTirsdag: 10’erneOnsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: KampzonerLørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Storbritannien skulle have en "fair deal", sagde Margaret Thatcher dengang.
Amalie Kestler er derimod ikke fair i sin artikel, for én ting er, at man er politisk uening med Thatcher, men derfor behøver man ikke at nedgøre hende som "købmandsdatter" med "vandonduleret hår" for at hævde sine egne synspunkters overlegenhed.

Men Storbritannien blev nulstillet i forhold til EU dengang. Beslutningen var bare, at UK ikke skulle betale mere ind til EU, end at landet fik 66 % tilbage. UK har altså gennem alle årene været nettobidragyder, og ikke "med på en fribillet", som nogle går og mener.

Det blev også besluttet dengang, at "enhver stat, der i forhold til sin relative velstand bærer en for tung budgetbyrde, til sin tid ville kunne opnå en justering". Det har dannet grundlag for, at Tyskland, Holland, Østrig og Sverige får store "rabatter" i forhold til, hvad de skulle have betalt. I alt får Tyskland således en rabat på ca. 18 mia. kroner, og det er der ikke nogen i EU eller på Informations redaktion, der råber op om.

Men Danmark, der ikke får rabat, bliver hånet for at ville have sølle 1 mia. kr. i rabat.

Se om rabatterne her:
http://www.euo.dk/spsv/off/alle/budgetrabat/

Vigtigere er dog at se på, hvad EU bruger alle disse penge til. Det burde Information skrive en masse om i stedet for denne lille rabatsag. Godt 1000 mia. kr. om året, bliver der brugt på tåbelig landbrugsstøtte, fejlslagne udkantsprojekter , en overflødig udenrigsrepræsentation, og en afsindigt fråsende administration i Bruxelles og i kontorer i samtlige medlemdslande. Hvad skal vi med alt dette? Landbrugsstøtten alene gør mere skade end gavn, 7 mia. kr. hældes ud over dansk landbrug, som sagtens kunne have klaret sig uden. Nu har det blot medvirket til ejendomsprisernes alt for høje niveau.

Derfor burde Danmark bakke op om Camerons og UK´s krav om generel nedsætte af EU-budgettet. Så var der også mindre grund til at bede om rabat.

Michael Kongstad Nielsen

Rettelse: 2. afsnit: "Men Storbritannien blev ikke ...."

Niels Engelsted

"det frådende fællesskabsmonster"--halløjsa, hvor det kører!