Læsetid: 3 min.

FOA efterlyser handling fra politikerne

Kommunerne og regionerne bør sammen med regeringen fortælle de offentligt ansatte, hvordan innovation og afbureaukratisering skal effektivisere den offentlige sektor, mener Dennis Kristensen, formand for FOA
2. november 2012

Hvis regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner skal nå de økonomiske målsætninger, som parterne har forpligtet sig på, skal der til at komme handling bag ordene, mener formand for Forbundet for Offentligt Ansatte Dennis Kristensen.

Han efterlyser, at regeringen, kommunerne og regionerne begynder at fortælle, hvordan de vil finde de milliarder i effektiviseringer af den offentlige sektor, som de hver især har forpligtet sig på i 2020-planer og økonomiaftaler.

»Efterhånden er det blevet sådan, at hver regering automatisk forestiller sig en reform af det offentlige skal bidrage med mange milliarder. Men det er som at klappe en gammel hest. Den bliver kun mere svajrygget og mister håret, jo mere man klapper den. Det fører ingen vegne,« siger Dennis Kristensen.

Men hvis der kommer handling bag ordene i regeringens økonomiaftale mellem KL og regionerne samt regeringens 2020-plan, hvor modernisering af den offentlige sektor skal bidrage med fem milliarder kroner, frygter Dennis Kristensen, at der blot er tale om en spareøvelse.

Han understreger dog, at han gerne vil være med til at reformere den offentlige sektor, men det bør ske gennem nytænkning – og ikke blot mere af det samme.

»Vi føler os forpligtet til at levere høj kvalitet til de borgere, som er grunden til, at vi overhovedet eksisterer som offentligt ansatte,« siger han.

Ifølge Dennis Kristensen har det været svært for fagforeningen at finde ud af, hvordan politikerne på Christiansborg, regionsråd og kommunalbestyrelser forestiller sig, at der skal afbureaukratiseres og skabes nye, innovative løsninger.

»Indtil videre virker det til at være ’den hemmelige reform’, der er tale om. Og ser man på retorikken omkring den offentlige sektor, tales der ikke meget om investeringer. Det bekymrer mig,« siger han.

Samtidig bekymrer det Dennis Kristensen, at der tilsyneladende ikke er sammenhæng mellem de politiske niveauer. Det vil sige, at politikerne på Christiansborg kan have et ønske om at afbureaukratisere, men at deres kolleger i kommunalbestyrelserne indfører flere regler og dokumentationskrav.

»Når vi taler afbureaukratisering og innovation, er det vigtigt med tillid til den enkelte medarbejder. Der skal skabes rum til, at medarbejderne kan levere et stykke positivt og ordentligt arbejde,« siger Dennis Kristensen.

Gentænkes fra bunden

I Kommunernes Landsforening mener formand Erik Nielsen (S), at kommunerne er allerede i fuld gang med at afbureaukratisere og modernisere de kommunale forvaltninger.

»Ingen kan vist beskylde os for ikke at bruge tid på afbureaukratisering. Jeg tror, alle direktioner og kommunalbestyrelser har været igennem deres egne regler for at se, hvilke der virkelig er nødvendige,« siger han.

Erik Nielsen medgiver dog, at der er brug for nytænkning på området.

»Der er brug for, at vi gentænker styringen af den offentlige sektor fra bunden. Fra bunden er man nødt til at se på, hvad er det for en opgave, der skal løses, og hvad skal der til for at løse den. Det skal betyde, at vi kommer væk fra regelstyringen, så vi kan udnytte ressourcerne meget bedre,« siger Erik Nielsen.

Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, medgiver, at der er behov for et øget fokus innovation og afbureaukratisering.

»I øjeblikket går det sådan set godt nok med afbureaukratiseringen, men hvis vi skal lykkes, kræver det en benhård disciplin fra især folketingspolitikerne om ikke konstant at indføre nye dokumentationskrav på grund af enkelt sager,« siger Bent Hansen.

Ifølge Bent Hansen skal regionernes sygehuse hvert år effektivisere gennem afbureaukratisering og nye, innovative løsninger spare to procent af deres samlede budgetter: »Det kan aldrig lade sig gøre ved kun at piske folk til at være hurtigere til deres job. Det lader sig kun gøre, fordi vi finder på smartere løsninger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu