Læsetid: 3 min.

Der er grænser for alt – også grøn omstilling

1,5 mia. til det grønne i finanslovsaftalen, men blank regeringsafvisning af Enhedslistens forslag om en kommission for grøn omstilling. Nu kommer forslaget i stedet i Folketingssalen
Den største enkeltpost i den grønne del af finanslovsaftalen bliver en elektrificering af strækningen Køge-Næstved til en pris på 650 mio. kr.

Den største enkeltpost i den grønne del af finanslovsaftalen bliver en elektrificering af strækningen Køge-Næstved til en pris på 650 mio. kr.

Lars Havn Eriksen

12. november 2012

Godt 1,5 mia. kr. er der afsat til ’grøn omstilling’ i gårsdagens finanslovsaftale mellem regeringen og Enhedslisten. Elektriske tog, grøn forretningsudvikling, mere økologisk landbrug og byggeri, ny energiteknologi, energirenovering af offentlige kontorer og en grøn kautionsordning for små og mellemstore virksomheder – det er alt sammen med på listen over nye tiltag, der skal fremme bæredygtigheden.

»Indsatsen sigter på at styrke en grøn omstilling, der mindsker ressourcebelastningen, fremmer den økologiske omstilling, reducerer energiforbruget og skaber nye grønne jobområder,« hedder det i søndagens aftaletekst.

»Det, vi har aftalt her, trækker i helt den rigtige retning. Jeg er glad for det, og det er i det hele taget en rigtig god aftale,« siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der sammen med finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har ført de centrale forhandlinger med Enhedslisten.

Men ikke alle grønne forslag på forhandlingsbordet kom med, og hos Enhedslisten er glæden over aftalens grønne indhold behersket. Partiets centrale krav om en kommission for grøn omstilling blev nemlig afvist af regeringens forhandlere.

»Regeringen var fuldstændig afvisende. Dens forhandlere mente, at det var en rigtig dårlig idé, som man slet ikke har brug for,« siger Enhedslistens gruppeformand Per Clausen.

Partiet har ønsket en kommission, der foretager en samlet analyse af, hvordan Danmarks økonomi kan stilles om til en cirkulær, grøn økonomi, »der opererer inden for de grænser, der sættes af miljø og ressourcer,« og dermed kan præstere en absolut afkobling fra ressourceforbrug og forurening. Målet skulle bl.a. være at reducere Danmarks økologiske fodaftryk til en tiendedel i 2050. Kommissionen skulle via scenarier, der kobler de forskellige sektorer og politikområder, belyse, hvordan en sådan langsigtet vision kan virkeliggøres, herunder hvilke tekniske, sociale, organisatoriske og institutionelle forandringer og hvilke økonomiske virkemidler det vil forudsætte.

Bred støtte uden for regeringen

Ideen om en sådan uafhængig kommission af fagfolk har på forhånd haft støtte fra Det Økologiske Råd, WWF, Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening og 92-gruppen, de danske miljø- og udviklingsorganisationers netværk, men altså ikke fra regeringen.

»Man mener ikke, der er brug for nogen helhedsvurderinger og heller ikke, at der er behov for, at fagfolk uafhængige af regeringen laver den slags analyser. Man synes, det ligger rigtig godt i ministerierne, og at regeringen allerede har helt styr på det,« siger Per Clausen.

»Jeg synes, det rejser spørgsmålet, om regeringen overhovedet mener det, der står i regeringsgrundlaget, alvorligt. Vil man have en egentlig grøn omstilling af hele økonomien, er det indlysende, at vi mangler en helhedsanalyse, der kan føre til konkret viden om, hvad vi skal gøre.«

Per Clausen oplever, at nogle i regeringen slet ikke har forstået, hvor nødvendig og omfattende en omstilling, der er tale om.

»Samtidig er nogle sikkert nervøse for, hvad der sker, hvis man først begynder at diskutere det,« siger Enhedslistens forhandler.

Margrethe Vestager siger, at »tiden er ikke til flere kommissioner.«

»Vi har efterhånden mange kommissioner – Natur- og landbrugskommissionen, Produktivitetskommissionen – og vi har sat en række ting i søen. Der er brug for et helhedsperspektiv nu og her i stedet for at lukke det inde i et kommissionsarbejde.«

»En finanslov er hverken al politiks moder eller al politiks afslutning, men den finanslovsaftale, vi har indgået, repræsenterer bæredygtigheden i bredeste forstand, og jeg ville være ærgerlig, hvis vi skulle lægge yderligere initiativer i den dagsorden i skuffen og vente på en kommission, der måske først bliver færdig, når vi når frem til et folketingsvalg,« siger økonomi- og indenrigsministeren.

Hendes parti, Radikale Venstre, har netop vedtaget et omfattende bæredygtighedsprogram, der taler om nødvendigheden af »et paradigmeskift« og en »samfundsændring på niveau med overgangen fra bondesamfund til industrisamfund« i en proces, der bl.a. »kræver politisk mod.«

— Synes du, finanslovsaftalen er i tråd med jeres bæredygtighedsprogram?

»Det synes jeg bestemt. Vi udtømmer ikke bæredygtighedsdagsordenen med en finanslov for 2013, men vi tager meget væsentlige skridt i den rigtige retning,« siger Vestager.

Per Clausen oplyser, at Enhedslisten nu vil fremlægge ideen om en kommission for grøn omstilling som beslutningsforslag i Folketinget.

»Vi kan ikke nøjes med en debat i et lukket forhandlingsrum. Der er brug for en offentlig debat om omstillingen, og regeringen må i det offentlige rum argumentere for, hvorfor det er en dårlig idé med en kommission til det formål.«

Enhedslistens forslag er bl.a. inspireret af den tidligere britiske regerings uafhængige bæredygtighedskommission, der i 2009 barslede med rapporten Prosperity without growth? efter et omfattende, tværfagligt analysearbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Andersen

Al den varme luft regeringen lukker ud må da kunne bruges fornuftigt til opvarmning eller andet???

Det er jo det rene spild......af ord??

Kald det dog noget andet end en kommission, hvis de Radikale ikke tåler flere kommissioner. Det er jo den brede offentlige debat, der er vigtig at få igang nu.
At regeringen helst vil undgå en sådan debat er klart, den kunne jo gå hen og sætte spørgsmålstegn ved den satans vækst, - og dermed hele regeringens grundlag.!

Michael Kongstad Nielsen

Billedet kan umuligt være fra Køge-Næstved
banen, så mange spor og bred tracé har den ikke. Det ligner snarere noget fra Rødby Havn.