Juleid er det pragmatiske kulturmøde

»Goddag og velkommen« siger skole-hjemvejleder Nanna Butters, slår ud med armene og giver den nærmeste tørklædte-kvinde en stor krammer. Hun og børnehaveklasseleder Iman Al-Hayali tager imod med hilsner på dansk og arabisk til 30-35 kvinder, hvoraf godt halvdelen bærer tørklæde.

Eftermiddagens arrangement på Blågård Skole hedder Juleid, der er en sammentrækning af jul og den muslimske højtid Eid. Men det er også et af fem årlige MOR-møder, hvor kun mødre og børn op til 4. klasse er inviterede.

Lignende møder er tidligere blevet hængt ud for at være uforlignelige med demokrati og ligestilling. I 2010 brugte Villy Søvndal (SF) ord som ’middelalderligt’ og ’reaktionært’ om et forældremøde på Holbergskolen om mobning, fordi det ligesom MOR-møderne kun var for kvinder. Han trak dog senere i land.

Et tredje fælles

Officielt lyder det i indbydelsen, at  ’Mortens aften + Thanksgiving = Juleid?’. Nanna Butters forklarer, at de ved at inkludere hele fire højtider i navnet skaber et arrangement, hvor alle kan være med – et fælles tredje, som hun kalder det.

De nye traditioner er ikke i øjnefaldende. En sammenkogt ret med masser af majs repræsenterer Thanksgiving, mens det lange bord foran børnehaveklasserne er fyldt med pebernødder, dadler og eidkager. Børnene tager for sig af det hele og går hurtigt i gang med at lave juledekorationer, mens de voksne uddeler kram, smil og korte hilsener. De fleste ser ud til at kende hinanden i forvejen.

Mens børnene leger samler mødrene sig hurtigt i mindre grupper. I den ene ende af bordet sidder en gruppe kvinder med tørklæder og sludrer sammen på arabisk. Flere af dem taler næsten ikke dansk. Det sætter grænser for, hvor lange og dybe samtaler de kan føre med de danske mødre.

Det er dog ikke så vigtigt, fortæller Lise-Lotte Duch, som for ni år siden var med til at starte MOR-møderne, da hendes søn Albert begyndte i børnehaveklassen. Hun og Nana Butters forklarer, at mange af de etniske kvinder ikke kommer til forældremøderne, og at MOR-møderne derfor er den eneste mulighed for at få sat ansigt på hinanden og finde ud af, hvem der er mor til hvilke børn.

Improviseret oversættelse

»Hej, har vores sønner ikke gået i klasse sammen?« spørger Hala Anoti, mor til fire og medhjælper i børnehaveklassen, da hun ser Lise-Lotte Duch. Hala Anoti har været forælder på Blågård Skole i over ti år. Tre af hendes fire børn er allerede gået ud af skolen, mens den yngste går i 2. klasse. Det viser sig rigtig nok, at de to kvinder har haft børn i samme klasse, og en længere samtale udfolder sig om sønnernes færd siden skolegangen. Den ene går i 3. g, den anden er snart færdig som mekaniker.

Samtalen bliver afbrudt, da en elev fra de større klasser kommer forbi mødet og beder om ordet. Hun vil fortælle mødrene om et projekt, hvor nogle af skolens ældre elever tilbyder sig som mæglere, hvis de mindre børn kommer op at skændes i skolegården.

Iman Al-Hayali sender et hurtigt blik ud over gruppen af kvinder og konstaterer, at der i dag er flere af de fremmødte, der ikke forstår tilstrækkeligt dansk til at følge med i pigens præsentation. Mødrene udpeger hurtigt en kvinde, der både taler dansk og arabisk, til at agere tolk. De næste fem minutter er alles koncentration rettet mod enden af bordet, hvor den arabiske kvinde og den danske pige skiftes til at tale.

Hala Anoti taler flydende dansk og går ikke selv med tørklæde. Alligevel ser hun det som en stor fordel, at møderne kun er for kvinder. Det gør, at også de muslimske kvinder med tørklæder kan åbne op, danse eller synge, forklarer hun. Nogle etnisk-danske kvinder slåer sig til Hala og Lise-Lottes samtale. De er enige med Hala Anoti i, at der skal være plads til alle kulturer på MOR-møderne. Det er kulturmødet og den kulturelle forståelse, som flere af dem fremhæver som formålet med møderne.

Lise-Lotte Duch forklarer, at hun nogle gange glemmer at tage skoene af, når hun henter børn i arabiske hjem. Men hvis de to mødre kender hinanden fra MOR-møderne, er der en forståelse for, at man nogle gange kommer til at overtræde de kulturelle grænser og normer. »Man kan tilgive mere, når man kender hinanden,« tilføjer hun og smiler.