Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ny universitetsavis får kritik fra sin fødsel

Aarhus Universitet kommer ansatte og studerende i møde med en ny uafhængig avis, der skal lave kritisk og dybdegående journalistik. Men den nye avis har højst fået et halvt frihedsbrev, for den er stadig underlagt kommunikationsafdelingen, lyder kritikken
Indland
28. november 2012

En ny universitetsavis på Aarhus Universitet (AU) skal være med til at genskabe et godt debatklima efter forårets offentlige slagsmål mellem ledelsen, ansatte og studerende. Fra flere sider bliver avisen kaldt et skridt i den rigtige retning, men det nye medies kommissorium vækker også bekymring.

Aarhus Universitet betegner selv sin nye avis som »redaktionel uafhængig«, men det fremgår ikke klart nogen steder, om den nye avis er uafhængig af ledelsen, bemærker Richard Bisgaard, der er chefredaktør for Universitetsavisen på Københavns Universitet (KU).

»Af samme årsag fremstår AU-grundlaget noget mudret og langt fra ’kendetegnet ved klare afsenderforhold’, som det ellers påstås,« skriver Richard Bisgaard i en kommentar, efter Information har bedt ham om at se på kommissoriet for den nye avis.

Desuden mudres afsenderforholdet yderligere ved, at avisen organisatorisk er placeret i kommunikationsafdelingen, og at redaktøren refererer til vicedirektøren for kommunikation, mener han.

»På KU er der vandtætte skotter mellem den uafhængige redaktion og rektors kommunikationsafdeling,« skriver Richard Bisgaard.

Det samme bemærker redaktionssekretær Jørn Albertus fra den uafhængige universitetsavis CBS Observer, der også har set kommissoriet.

»Jeg vil ikke kalde det et frihedsbrev. Man kan ikke sige, at det nye medie er helt uafhængigt af ledelsen, når redaktøren skal referere til et medlem af ledelsen,« siger han.

Skal stå sin prøve

Foråret bød på hård og vedvarende kritik af Aarhus Universitet. Et af de største kritikpunkter var netop, at der ikke var rum til en fri debat på universitetet. Tre studenterorganisationer skrev et åbent brev til ledelsen, hvor de blandt andet krævede et frihedsbrev til universitetsavisen UNIvers, så den kunne bedrive uafhængig journalistik om Aarhus Universitet.

På den baggrund har to arbejdsgrupper med ansatte og studerende sammen med prorektor Søren E. Frandsen formuleret rammerne for en ny avis. Avisen får en redaktør på fuld tid, en journalist på fuld tid og en oversætter på deltid. Dertil skal en redaktionskomité af ansatte, studerende og en repræsentant fra ledelsen sikre den redaktionelle frihed. Økonomien er en del af kommunikationsafdelingens budget, men skal klart skilles ud, så redaktøren i praksis har sit eget budget, siger Søren E. Frandsen.

En af dem, der har siddet med i arbejdet, er lektor Tonny Brems Knudsen fra Institut for Statskundskab, der selv var en af kritikerne i foråret. Han er meget tilfreds med det samlede resultat.

»Jeg var heller ikke lykkelig for, at redaktøren skal referere til vicedirektøren. Men det har dæmpet min betænkelighed, at der er lagt op til, at de redaktionelle linjer udelukkende er et anliggende for redaktøren og redaktionskomiteen. Og at vicedirektøren kun personalemæssigt set er chefen,« siger han og refererer til, at redaktionskomiteen også skal sikre »armslængdeprincippet«.

»Ledelsen skal på ingen måde blande sig i redaktørens arbejde, og det skal nu stå sin prøve,« siger han.

Også Richard Bisgaard fremhæver sikringen af armslængdeprincippet og redaktionskomiteens demokratiske sammensætning som styrker ved grundlaget for den nye AU-avis.

Prorektor Søren E. Frandsen forsikrer, at det kun er en formel foranstaltning, at redaktøren skal referere til vicedirektøren for kommunikation. Der er reelt tale om en uafhængighed af ledelsen, studerende og medarbejdere, siger han.

»Hvis ledelsen er utilfreds med en artikel, må man tage det op via redaktionskomiteen og redaktøren, ligesom andre kan gøre det. Så man har skærmet redaktøren af for en eventuelt truende ledelse eller andre med særlige interesser,« siger han.

– Hvorfor ikke bare skrive uafhængigheden af ledelsen direkte ind i kommissoriet?

»Jeg synes, det står der. Når der står, at redaktionskomiteen skal sikre AU-mediets redaktionelle frihed herunder armslængdeprincippet, så har vi fået banket det på plads, at her er højt til loftet,« siger Søren E. Frandsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her