Nyhed
Læsetid: 3 min.

Privat pasning stortrives

Lærerforening ønsker et opgør med for meget administration og foreslår selveje. Flere og flere daginstitutioner bliver private netop på grund af færre adminstrationsudgifter og mere forældreengagement
Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har ændret mening og lufter nu muligheden for at gøre folkeskolerne selvejende.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, har ændret mening og lufter nu muligheden for at gøre folkeskolerne selvejende.

Indland
6. november 2012

Lærernes formand spillede i går ud med et kontroversielt forslag: Gør skolerne selvejende og spar penge på administration. Den opskrift bruger flere og flere, og på daginstitutionsområdet ryger de private pasningstilbud i vejret. På bare fire år er de steget med mere end 55 procent, så antallet i 2011 var på 378. Samtidig er mængden af kommunale institutioner faldet fra 3314 til 3190, viser tal fra Danmarks Statistik. Og tallene overrasker ikke hos Daginstitutionernes Landsorganisation:

»Den udvikling vil fortsætte, det er jeg ikke et sekund i tvivl om,« siger sekretariatschef Morten Kyst. Stigningen sker efter, at det i 2005 blev muligt at oprette private daginstitutioner. Og den mulighed bliver brugt flittigt, fordi det giver ledere og forældre en større grad af frihed, fortæller Morten Kyst.

»Der er et stort ønske hos ledere og forældre om at blive fri for kommunal overstyring, hvor der er facitlister for alting og en masse forordninger og retningslinjer, der skal følges. Hele den dyne af bureaukrati og kontrol vil man gerne slippe af med.« Og ifølge Morten Kyst oplever de private institutioner at blive frigjort fra mange møder i forvaltning og kommune og på den måde få større råderum og flere ressourcer.

Overenskomstforhandlinger

Samme ønske har man på skoleområdet, hvor formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, lufter muligheden for at gøre folkeskolerne selvejende. For et år siden var han ellers lodret imod at tænke i privatiseringsbaner.

»Når jeg har skiftet holdning inden for et år, skyldes det, at jo mere økonomien strammer, jo vigtigere er det, at vi bruger ressourcerne rigtigt. Og vi bliver nødt til at spørge os selv, om vi har råd til at have så stort et administrationsapparat,« siger Anders Bondo Christensen.

Den opsigtsvækkende udmelding kommer lige op til forhandlingerne om de offentlige overenskomster i 2013, hvor KL allerede har stillet en række barske krav, der blandt andet vil ramme lærerne på deres løn og arbejdstid. Anders Bondo Christensen vil især gerne have afskaffet dobbelttestsystemet, hvor eksempelvis læsetests bliver udarbejdet i både kommunalt og statsligt regi og bevirker, at skoleledere bruger lang tid på at lave indberetninger til begge instanser.

»En halvering af myndighedsniveauer kunne være en del af vejen. Jeg er helt sikker på, at mange skoleledere vil kunne fortælle, at de bruger meget af deres tid på forvaltningsopgaver i stedet for at være ude på skolen og have fokus på kvaliteten i lærernes undervisning. Det er dét, der rykker – ikke at sidde til møde i forvaltningen.«

Mindre bureaukrati

Man kan også udtrykke det så klart, som direktøren for Landsforeningen af Frie Børnehaver og Fritidshjem, der sælger hjælp til administration og organiserer selvejende dagtilbud, Jens Terp, gør det:

»Selveje giver en mere strømlinet administrationsmodel, fordi vi har centraliseret løn- og regnskabsadministrationen,« siger Jens Terp og hilser lærerforeningens forslag velkommen.

Han mener, at selveje er en måde at afhjælpe bureaukrati, fordi man ikke konstant behøver at tage kommunerne med på råd.

Og da langt størstedelen af de private institutioner er non-profit, går alle indtægter til institutionerne. En undersøgelse fra Rambøll sidste forår peger også på en anden gevinst, nemlig at når det kommunale greb løsnes, opstår en større tilfredshed blandt forældre. Det samme oplever Jens Terp:

»Vores erfaring er, at det skaber et større ejerskab, et større fællesskab og en naturlig platform for samarbejdet mellem det professionelle pædagogiske miljø og forældrenes engagement i børnenes hverdag. Engagementet stiger simpelthen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

kan godt høre vi ved at blive den 52ed stat :( så bliver det fængselsvæsnet næste gang.