Rigsrevisionen har nu tilrettelagt en større undersøgelse af universiteternes økonomi, der blandt andet skal vurdere de forklaringer, universiteterne selv er kommet med, på de seneste års millionoverskud.
I et indledende notat viser Rigsrevisionen, at universiteternes egenkapital er steget fra 5 pct. af omsætningen i 2005 til 14 pct. af omsætningen ved udgangen af 2011. De tal er uden DTU, der skiller sig ud med en særlig stor egenkapital. Men det er især de seneste to års uventet store millionoverskud, der har gjort udslaget.
Rekordåret var 2011, hvor det samlede overskud var på 786 millioner kroner. Nogle universiteter har selv angivet i deres årsrapporter, at de polstrede sig mod usikre økonomiske tider, og den forklaring blev gentaget flittigt i pressen. Men ifølge en analyse fra Uddannelsesministeriet var overskuddet næsten syv gange så stort som budgetteret.
Topscoreren var Københavns Universitet, der indkasserede 300 millioner kroner mere end forventet. Over for ministeriet har universiteterne forklaret, at overskuddene i højere grad skyldes uventede indtægter end sparetiltag.
Derfor vil Rigsrevisionen undersøge udvalgte universiteters økonomistyring, så man kan vurdere, om universiteterne er kommet med de rigtige begrundelser, eller om de blot ikke var i stand til at styre deres økonomi. Det ser formand for rektorkollegiet Jens Oddershede, Syddansk Universitet, frem til.
»Man skal vurdere, om de forklaringer, vi har givet, holder vand. Og hvis man har nogle problemer, så er det da om at få dem afklaret så hurtigt som muligt, så vi kan rette op på dem. Universiteterne kan aldrig have noget imod, at vi får afdækket, om vi har nogle ting, vi kan gøre bedre,« siger Jens Oddershede.
Han er meget tilfreds med, at Rigsrevisionen også vil se på det enkelte universitet og ikke blot sektoren som helhed.
»Forklaringen varierer meget fra universitet til universitet. Nogle har måske noget, de skal forklare, andre har det ikke,« siger han.
Undersøgelsen af universiteternes egenkapital kommer på opfordring fra Statsrevisorerne, efter Information i foråret beskrev de store formuer. Statsrevisor Mogens Jensen (S) er glad for, at den nu bliver til noget:
»Det jeg glæder mig til at få belyst er, om der bliver ophobet for meget kapital og overskud, som rettelig burde gå til uddannelse og forskning.«
Rigsrevisionen forventer at afgive sin beretning i sommeren 2013.