Læsetid: 4 min.

Afdelingschef: Statsløses rettigheder var ikke til at overse

Det var ikke meget, Birgit Kleis kunne huske om de statsløse fra sin tid som kontorchef i Indfødsretskontoret, da hun var indkaldt som vidne i Statsløsekommissionen. Til gengæld huskede afdelingschef Torsten Hesselbjerg tydeligt, at statsløses rettigheder var beskrevet udførligt
Torsten Hesselbjerg var i går indkaldt som vidne i Statskommissionen. Fra 1993-99 var han chef for Justitsministeriets Lovkontor, og derfor kom Indfødsretskontoret under ham, da det i 1993 blev overflyttet fra Indenrigsministeriet.

Torsten Hesselbjerg var i går indkaldt som vidne i Statskommissionen. Fra 1993-99 var han chef for Justitsministeriets Lovkontor, og derfor kom Indfødsretskontoret under ham, da det i 1993 blev overflyttet fra Indenrigsministeriet.

Malte Kristiansen

11. december 2012

Hver gang Statsløsekommissionens udspørger, advokat Poul Heidmann, i går forsøgte at få den tidligere kontorchef i Justitsministeriets Indfødsretskontor Birgit Kleis til at huske noget konkret vedrørende de statsløse, meldte hun pas:

»Det har jeg desværre ingen erindring om.«

Derfor kunne kontorchefen, der bestred posten fra 1995-2000, ikke fortælle, hvorfor de statsløses særlige adgang til statsborgerskab forsvandt fra Indfødsretslovens paragraffer, da den blev ændret i december 1999.

Hun kunne dog huske, at den sag, som fik justitsminister Frank Jensen til at kræve ren straffeattest for unge, der skulle have statsborgerskab, opstod samme dag som ’århundredets orkan’ den 3. december 1999. En ung udvisningsdømt fik i stedet dansk statsborgerskab, der ophævede dommen. I den forbindelse blev det diskuteret i Indfødsretskontoret, hvordan man bedst kunne sikre overholdelsen af FN-konventionen fra 1961 om begrænsning af statsløshed, som gav statsløse født i Danmark ret til statsborgerskab, også selv om de ikke havde en ren straffeattest.

Under kommissionens forrige møde fortalte Kleis’ souschef, Niels Beckman, at han dengang var enig med sin kontorchef om, at det bedste ville være at nævne de statsløse direkte i lovteksten. Men da det færdige lovudkast blev fremlagt, var de statsløse gledet om i lovbemærkningerne, uden at Birgit Kleis trods mange spørgsmål kunne erindre, hvorfor det endte sådan.

Selv om Heidmann kunne læse op af forskellige notater og et udkast til lovændringen, hvor de statsløse var nævnt direkte i lovteksten, hjalp det ikke rigtigt på hukommelsen.

»Der er ingen tvivl om, at vi ville forsøge at opnå så stor sikkerhed som muligt for at få konventionen opfyldt. Den ville være stor, hvis det stod i selve loven. Men jeg kan slet ikke huske, hvorfor det ikke endte, som det står her.«Heidmann ville vide, om Kleis erindrede overvejelser om, hvorvidt løsningen om at skrive de statsløse om i lovbemærkningerne var konventionsmedholdeligt?

Kleis: »Jeg tror ikke, det er noget, jeg har tænkt på.«

Glimrende løsning

Efter frokost var det den forhenværende rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, der satte sig foran kommissionen. Fra 1993-99 var hanchef for Justitsministeriets Lovkontor, og derfor kom Indfødsretskontoret under ham, da det i 1993 blev overflyttet fra Indenrigsministeriet.

I starten lå Indfødsretskontoret ikke engang på Slotsholmen, men på den lidt afsides Datavej i Birkerød, men efter knap fem år lykkedes det Hesselbjerg at få kontoret fysisk flyttet ind i ministeriet.

I modsætning til sin kontorchef kunne en veloplagt Hesselbjerg sagtens huske lovændringen i 1999. Og den dag i dag ville han have valgt akkurat samme løsning, forsikrede han. Han så det overhovedet ikke som en udhuling af de statsløses rettigheder, at de kun var nævnt i lovbemærkningerne.

»Nogen kunne sige, det er lovgivning på bemærkningerne, for de statsløses adgang til statsborgerskab står jo ikke i bestemmelsen,« fiskede Heidmann.

»Det er en klar pligt, for det ville være ulovmedholdeligt, hvis man ikke gav de statsløse statsborgerskab,« forklarede Hesselbjerg og lagde til: »Vi siger det knivskarpt på den måde. Vi sidder jo kun her, fordi det af nogle grunde går i glemmebogen,« fortsatte Hesselbjerg. »Jeg vil bare sige, at det, der var rigtigt i 1999, bliver ikke forkert, fordi der sker noget beklageligt flere år senere.«

Haarders ansvar?

Havde det trods alt ikke været nemmere for de statsløse og for sagsbehandlerne, hvis det alligevel var skrevet ind i lovteksten, ville Heidmann høre. »Så havde der været et element af kommunikation i det,« som han tilføjede.

Hertil svarede Hesselbjerg, at de statsløses rettigheder jo var nævnt adskillige steder, bl.a. i svar til Folketinget i 2000, i Karnovs lovsamling 2003 foruden i den håndbog i indfødsret fra 2004, som Birgit Kleis var medforfatter af: »Det står en, to, tre, fire, fem gange. Skulle det have stået seks, syv eller otte gange?«

»Kommunikerede du til medarbejderne, at det var den helt rigtige løsning, inden du skulle over i rigspolitiet,« spurgte Heidmann.

»Nej, sådan foregår det ikke. Kleis kommer med de dokumenter, vi gennemgår dem sammen, jeg skriver under... Men jeg siger ikke: Husk nu, at du er on your own, når jeg holder op.«

Hesselbjerg bekræftede, at rettighederne for de 18-21 statsløse burde være skrevet ind i det cirkulære, som regulerer Indfødsretskontorets sagsbehandling. Men det skete ikke, da cirkulæret i 2002 blev ændret under VK-regeringen. Det må kommissionen spørge Rikke Steffensen om, når hun afhøres, foreslog Hesselbjerg. Hun overtog posten som kontorchef i 2000 efter Kleis.

Den eneste bisidder, der havde spørgsmål, var advokat Anders Valentiner-Branth. Han er bisidder for bl.a. Bertel Haarder, der var integrationsminister i 2002, hvor de statsløse altså ikke blev skrevet ind i indfødsretscirkulæret, sådan som Hesselbjerg havde forventet.»Bestod der en pligt til at ændre cirkulæret,« spurgte advokaten.»Haha, nej, du kan ikke sige det så knivskarpt, at der begås en tjenesteforseelse ved ikke at gøre det. Kunne man have gjort det? Ja. Ville det have været naturligt? Ja. Er det en fejl...«

Hesselbjerg slår ud med armene, inden han fortsætter:»Der må de pågældende selv forklare sig. Det kunne være gjort, og det havde måske været en meget god idé. Det er det, vi lægger op til med de formuleringer, vi anvender. Men på den anden side: De statsløses rettigheder står jo som nævnt mange andre steder, og man kan spørge på så lille et forvaltningsområde: Hvor mange gange skal man tygge maden for dem?«

Næste møde i kommisionen er i morgen, hvor bl.a. tidligere justitsminister Frank Jensen skal afgive forklaring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Abildgaard

Saa altsaa...ALT...ganske enkelt ALT for at undgaa de Internationale konventioner, som man dog underskriver, men alligevel gemmer saa godt og grundigt i lovteksterne, at de er lette(st) at ''glemme' som Kleis synes at goere konsekvent!?

Sikke et land.....

Heinrich R. Jørgensen

Birgit Kleis har næppe glemt noget. Som nævnt i artiklen, er hun medforfatter til et værk om indfødsret -- et yderst kompetent værk, der prydede reolerne i Integrationsministeriet.

Birgit Kleis begår 'en Grethe Fenger Møller', ved i tragediens andet akt at parodiere den famøse scene fra første akt ("Tamilsagen"), hvor akut hukommelsessvigt rammer et større antal personer.

Det er utroligt, så travlt mange har med at klynge Frank Jensen op på misæren. Stumperne af Fremskridtspartiet, kaldet Frihedspartiet 2000, havde i 1999, før den 3. december (datoen for julestormen og Frank Jensens indignation -- to naturfænomener, hvis erindring end ikke er bortvisket i Birgit Kleis hukommelse), fremsat forslag om, at forvaltningen ikke skulle forvalte indfødsretslovgivningen, men at denne i stedet skulle overgå til Folketinget og navnligt Indfødsretsudvalget. Et forrykt koncept, der skabte grundlaget for en senere ændring (2004), hvor tilståelse af indfødsret (= tildeling af statsborgerskab) ved begæring (= ansøgning) blev afskaffet for nogle gruppers vedkommende.

Torsten Hesselbjerg virker ærlig og redelig. Han har næppe heller fingrene i suppedasen. Han kommer til efter Tamilsagens afslutning, og forlader pinden før der igen går råd i etaten.

Heinrich

Der er ikke tvivl om, at den tidligere rigspolitichef har en god hukommelse om sagen, da han fik en noget hårdhændet behandling dengang han blev sat fra bestillingen som rigspolitichef.
Han har ingen grund til ikke at erindre hvad der er sket.

Men Birthe Kleis er i gang med en "Viggo Fischer", det var ham der under Tamilsagen sagde: "Det husker jeg ikke" 107 gange.

Heinrich R. Jørgensen

Niels,

tak for korrektion. Jo, det var Viggo Fischer der havde hukommelsestab.

Erik Ninn Hansen led i øvrigt under momentant hukommelsestab -- det fortog sig dog umiddelbart efter afhøringerne. Den mand havde en glemsomhed som en elefant...

Grethe Fenger Møller blev dømt for falsk vidneforklaring. Er alternativerne at lyve eller foregive at have hukommelsestab, er der meget der taler for at det sidste er den smarteste strategi ;-)

Det må stå klart for enhver, at Birgit Kleis lyver, og jeg synes det er krænkende for retsbevidstheden, at hun åbenbart ikke risikerer at blive straffet for det.

Heinrich R. Jørgensen

Embedsmænd er fredhellige. Det samme er ministre.

Efter Tamilsagen indså man at disse udfordringer ikke kunne negligeres. Således blev ministeransvarlighedsloven og tjenestemandsloven skærpede hvad angår disses pligter og muligheder for at holde dem ansvarlige.

Tamilsagen II / statsløsegate er omhyggeligt konstrueret og iscenesat, så de berørte kredse kan erklære, at de svigtede deres opgave på legalistisk vis, og dermed ikke uhjemlet. Det er 'dygtige' strateger og jurister, der står bag. Der er ikke tale om nogen svipser.

Birgit Kleis må i denne sammenhæng selv kunne se, at hun ikke længere har en hukommelse, der gør hende kompetent til en høj stilling.

Det er forhåbentlig et nyere problem, så vi ikke risikerer senere at skulle høre om andre vigtige ting, som hun har glemt - og dermed også glemt at handle korrekt på, herunder måske glemt at orientere skiftende ministre ud fra.

Hun må naturligvis hurtigst muligt have en fornuftig fratrædelsesordning.

Bjarne Falk Rangård

Birgit Kleis kan trods sin ekstremt dårlige hukommelse sikkert huske at hæve sin løn hver måned.
Men det sikrer en NEM-konto jo.
Og så må vi takke stormen for at den blæste al erindring ud hos de involverede embedsmænd.

Hver gang du har glemt at betale eller opgive en indkomst på selvangivelsen kan du jo prøve at svare
"det erindrer jeg ikke"
og se hvordan det går.

Mandatar Torben Wilken

Som eneste borger fulgte jeg mødet hele dagen. Det er et voldsomt opbud af "de dyre drenge & piger" man møder et sådant sted. . Salen er stor og alle er udstyret med de samme mikrofoner som man anvender i Folketinget. Det er tydeligt, at alle kender deres eget værd og vi andre tilhører en helt anden race eller gruppe.

Hele dette cirkus koster rigtig mange penge, skatteborgernes penge og alligevel kan man ikke leve op til dagens tekniske standart. I Folketinget kan man styre lyden så alle tilhørere kan høre hvad der bliver sagt af alle. På Fremtidsvej nr. 1 er der dels skruet ned for lyden og dels har aktørerne ingen udvist interesse i, at tilhørerne, som bruger noget af deres liv på at være til stede, kan høre og blive lidt klogere. At være til stede og høre det hele direkte, er ikke det samme som at være henvist til journalisternes fortolkning af det der blev sagt.

Enten lukker man slet ikke op for mikrofonen eller også gjorde man som udspørger, advokat Poul Heidmann, der blot vender sig bort fra mikrofonen for at læse op af de store ringbind, svagt mumlende. For de andre er dette ikke et problem, de har nemlig alle det samme ringbind, som er mindst 15 cm bredt over ryggen, hvor de selv kan følge med i teksten.

Akustikken er yderst ringe. En venlig henstilling til kommissionsbetjenten i pausen, blev efter forelæggelsen affejet med, ”hvis vi skruer op for lyden, så hyler mikrofonerne”. Det er simpelthen for dårligt. Disse, (i deres egne øjne) meget vigtige personager må forstå, at meningen med offentlig mulighed for at være til stede og selv høre hvad der bliver sagt forudsætter, at man fysisk kan høre ordrerne. Det kan man i kirken, i Folketinget og det kan man på teateret. Den person som ikke kan høres, bare hen til sufflørkassen, mister jobbet.

Den detroniserede Torsten Hesselbjerg viste alle de tilstedeværende baghjul både i juridisk vide og i evnen til at finde alle de relevante opslag, som udspørger, advokat Poul Heidmann febrilsk ledte efter i sine store ringbind. Torsten Hesselbjerg: ”Jeg tror jeg ved hvad De henviser til, (efter nogle få håndrygs kast med venstre hånd, sådan 60 sider af gangen) skal jeg læse op for Dem Heidmann? Nej stammede Heidmann, jeg har det her. Den mand Torsten Hesselbjerg kan retsplejen og er et juridisk genie. Det passede ham godt at vise det i denne forsamling, hvor ingen nåede ham til sokkeholderne.

Hvad var det så Torsten Hesselbjerg sagde.
Da jeg kom til, var effektiviteten i indfødsretskontoret alt for dårlig. Ofte tog en sag mindst 3 år at blive behandlet. Det var hans første opgave at få ændret og det lykkedes, så sagerne blev behandlet under et år. Min holdning er og var den, at hvis man har ret til dansk indfødsret, så skal man ikke gå og vente på den, så skal man have den hurtigst muligt. Det var målsætningen.

Da udspørger Heidmann kom ind på de mange cirkulære der blev lavet om det samme emne, belærte Torsten Hesselbjerg forsamling og især Heidmann om problemstillingen. Der er det juridiske i lovteksten og så de politiske ønsker om at sende politiske signaler. Ministeren ønskede at statsløse, der ønskede at få indfødsret i Danmark skulle vide, at så skulle de ikke lave kriminalitet først. Vi skulle så finde en forståelig bagatel-grænse for hvornår en kriminalitet var så alvorlig, at statsborgerskab ikke skulle gives. Det var en svær opgave. Glem alt om, at embedsmændene har onde hensigter. Det har de ikke. Men de skal have nogle klare retningslinjer. Derfor forsøgte vi at komme ministeren i møde og ændrede cirkulærerne efterhånden som vi blev klogere på, hvor en grænse måtte ligge.

Man skal forstå, der er to ting der skal arbejde sammen i en lovtekst, der er det juridiske og det skal være præcist og klart forståeligt, og så er der de politiske ønsker om politiske klare signaler. De to ting skal helst gå sammen hånd i hånd og det er ikke altid let at opfylde på en gang. Derfor blev retskravet flyttet til bemærkningerne til lovforslaget og ministerens politiske signal kom til at stå i lovteksten. Det var måske ikke den mest smarte måde at gøre det på, men så stod det i hvert fald klart hvad retskravet var. Problemet var jo ikke så stort. Alle kendte jo godt retskravet i forvejen.

Det er måske her vi skal finde årsagen til, at borgernes retskrav udtyndes lidt efter lidt med tiden hen af vejen. Den enkle måde at lovgive på, er at opstille det formål som en lov skal opfylde og så lade dette komme til klart udtryk i lovteksten. De politiske hensigter og signaler hører ikke hjemme i selve lovteksten. Der giver de kun anledning til skævvridning. Der byttes om på hoved og bisætningen.

Sluttelig må man ikke fortænke vidnerne i, at de bestemt ikke ønsker at ramme nogen andre i denne betændte sag og slet ikke selv påtage sig skylden. Dagens møde bekræftede kun denne sandhed. Tilståelsen skal findes i det, der ikke bliver sagt. Dagens første aktør, Birgit Kleis, levede til fulde op til denne kendsgerning.

Heinrich R. Jørgensen

Tak,

tak for din ihærdige indsat i almindelighed, og også for en glimrende stemningsrapport fra Fremtidsvej.

Der er ingen grund til at favne tesen om, at statsløsesagen skyldtes svipsere. Der ligger intention, plan, vilje og handling bag affæren. Hvad der skete, skyldtes målrettet rævekagebagning.