Analyse
Læsetid: 3 min.

Danmark står foran retningsvalg om EU

I mange år har Danmark med succes koblet sig så tæt på euro-samarbejdet som praktisk muligt uden at blive fuldt medlem. Men den kommende EU-bankunion og planer om vidtgående udbygning af euro-samarbejdet sætter den danske Europa-politik under pres
I mange år har Danmark med succes koblet sig så tæt på euro-samarbejdet som praktisk muligt uden at blive fuldt medlem. Men den kommende EU-bankunion og planer om vidtgående udbygning af euro-samarbejdet sætter den danske Europa-politik under pres
Indland
12. december 2012

Præcis 20 år efter at de danske EU-forbehold kom på plads i Edinburgh-aftalen i 1992, bliver den nølende danske Europa-politik nu afgørende udfordret.

Til EU’s topmøde i morgen og fredag har EU’s præsident Herman Van Rompuy udarbejdet vidtgående forslag til udvikling af eurosamarbejdet gennem en stram tidsplan. Det bliver en ny udfordring til regeringen, der i forvejen kæmper for, at Danmark bliver koblet på det fælleseuropæiske banktilsyn, der bliver kernen i EU’s nye bankunion.

Økonomiminister Margrethe Vestager deltager i dag i et møde mellem EU’s økonomi- og finansministre, hvor man på ny vil forsøge at nå til enighed om det juridiske grundlag for etableringen af banktilsynet, der skal styres af den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt.

Diplomater fra medlemslandene har i forhandlinger arbejdet sig nærmere et kompromis, og meget tyder på en løsning senest på EU-topmødet, der åbner for, at de 10 lande uden for eurozonen kan være med i banktilsynet.

»Det vil være pinligt, hvis der ikke bliver enighed,« sagde Vestager efter et møde i sidste uge. Et muligt kompromis går ud på, at lande uden for eurozonen får begrænset stemmeret ved de afgørende beslutninger, men at ECB’s styrelsesråd – hvor kun de 17 euro-lande er repræsenteret – stadig har den øverste politiske kontrol med det nye banktilsyn.

Danmark i en svær position

Med en sådan løsning kan Danmark sandsynligvis sige ja til endelig deltagelse i banktilsynet næste år – også uden at spørgsmålet skal til folkeafstemning, hedder det i Bruxelles.

Men Van Rompuys forslag om at udvide euro-samarbejdet vækker uro i landene uden for euro-samarbejdet. Frygten går på, at eurolandene inden for få år vil have etableret et tæt indre samarbejde, der svækker landene uden for i politisk og økonomisk indflydelse.

Det bringer især Danmark i en svær position. Siden euro-samarbejdets oprettelse i 1999 har skiftende regeringer fulgt en politik om at placere sig politisk og økonomisk så tæt på eurozonen som muligt uden at være direkte medlem. Og det indtil videre ganske succesrigt. Kronen har kunnet følge euroen i en fast kurs, hvilket er hovedhjørnestenen i dansk økonomisk politik. Og samtidig er Danmark som ikke-euroland sluppet for at skulle bidrage med store lån til redning af Grækenland og andre gældstruede lande.

Kort beskrevet foreslår Van Rompuy – som har udarbejdet rapporten efter samråd med EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso og ECB-chefen Mario Draghi – at bankunionen skal på plads, at eurolandene skal indgå ekstra forpligtigelser om overholdelse af finanspolitiske mål, og at der skal skabes et nyt økonomisk instrument til at sikre eurosamarbejdet – eventuelt gennem et fælles ’eurobudget’.

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomiminister Margrethe Vestager har i den forløbne uge sagt, at man må se nærmere på forslagene, før man vurderer, om Danmark skal koble sig på, hvilket Van Rompuy åbner op for. Men at Danmark går åbent ind i diskussionen for at kunne fortsætte politikken med at ’skygge’ eurosamarbejdet så tæt som muligt.

Udvidet samarbejde

For selv om forslaget ikke indebærer diskussion om direkte ændring af EU-traktaten – i hvert fald ikke før efter valget til Europa-Parlamentet i sommeren 2014 – er eurolandene besluttet på at udnytte den eksisterende traktat til at udvide deres samarbejde, så meget som muligt, siger euroanalytikere. »Det er gået op for politikerne, at de må tage tøjlerne i egen hånd. Kun ved at udvikle det europæiske samarbejde dybere kan der skabes et første globalt bud på at kontrollere de kræfter, der udløste finanskrisen,« påpeger den tyske økonom Peter Bofinger, medlem af det tyske økonomiske vismandsråd.

»Det afgørende er først at få bankunionen etableret. Men på længere sigt er målet en politisk union, der skal skabe stabilitet.«

Sammen med de øvrige tyske vismænd opfordrede Bofinger tidligere i år til at skabe en ny økonomisk instans, som kan sættes ind i eurokrisen, hvilket Van Rompuys forslag også indeholder. Det har kostet Europas skatteydere 4.500 mia. euro siden 2008 at redde bankerne ud af finanskrisen, viser en opgørelse fra EU-Kommissionen. Det svarer til næsten 10 procent om året af EU’s samlede bruttonationalprodukt, BNP, hvilket igen førte til røde tal på statsbudgetterne og den gældskrise, som har plaget eurosamarbejdet i de seneste tre år. Den nye fælles stramme EU-overvågning af bankerne skal forhindre en gentagelse af spekulationerne, der førte til finanskrisen, argumenterer Van Rompuy. Det er første prioritet. Anden prioritet er at modernisere og reformere euro-systemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Overgaard Bjerre

"Et muligt kompromis går ud på, at lande uden for eurozonen får begrænset stemmeret ved de afgørende beslutninger, men at ECB’s styrelsesråd – hvor kun de 17 euro-lande er repræsenteret – stadig har den øverste politiske kontrol med det nye banktilsyn."

Så bliver det lettere næste gang, at argumentere for et fuldt medlemsskab, ellers har DK jo ingen indflydelse, kan jeg allerede høre argumenterne.

Og hvad med åbenheden om bankchefernes lønninger? Den side er glemt af journalisterne. Og måske også af politikeren M. Vestager, som ellers sagde, at det var noget vi havde lært af bankkrisen. Altså, at der skulle være åbenhed.

Jeg mener, at det er en traktatændring, hvor befolkningen SKAL spørges. Det siger DF og hvad siger Enhedslisten? Skal koncernernes totale magt luskes ind ad bagdøren? Det er det, som er spørgsmålet.

Michael Borregaard

Den krise, der raser i Europa og USA er ikke kun økonomisk, og den er hverken forbigående eller lokal – den er politisk skabt. Der er noget råddent over det, og det er ikke kun i Danmark, at der er noget galt. Det er noget større, det er den legale korruption og retfærdiggørelsesmyternes manglende italesættelse. For den politiske magt gennem legal korruption hviler i italesættelsen af realiteten, realitetens italesættelse.

Ønsker man virkelig vækst, og hjulene tilnærmelsesvist skal komme i gang, skal man have et velfungerende og smidigt finanssystem, og her hjælper det ikke, at på en og samme tid at redde bankerne, men samtidig overregulere, for så skyder man sig - med omvendt fortegn - selv i foden. Og det er netop dette der er sket, for på en og samme tid, har bankerne - på skatteydernes regning - fået pumpet milliarder og milliarder, men i det store hele, er bankernes udlån ikke steget siden finanskrisen. Men er brugt til, at skabe sikkerhed og lukke huller med - altså fremstå i et positivt og soliditetsmæssigt lys, mens man samtidig med, har skruet op for låneomkostningerne med henblik på, at tilfredsstille aktionærerne. Bankerne gør præcis det samme, som før krisen, de danser videre - på vegne af deres aktionærer smhl. årsregnskabet - men, inden for lovgivningens rammer.

Gennemsigtighed er meget mere end gearingsgraden, hvorfor det på kort sigt, var vigtigere, at man fokuserede på det uhensigtsmæssige ved låneformerne, og den dertil forbundne risiko ved samme, og løsner lidt på den snor man har strammet omkring kapitalkravene til bankerne – som bankvæsnet er opbygget, er der tale om kvartals-kapitalisme, det handler om aktionærerne, og aktionærerne er for bankerne vigtigere end samfundet, løsner man således lidt på kapitalkravene, vil bankerne have mindre behov for, at konsolidere sig, og dermed ingen undskyldning for, ikke at låne ud, for som skrevet tidligere, der er mange ærlige erhverv som i dag ikke kan låne, som følge af, at man inden for lovgivningen er gået fra løse håndled fra før krisen, til stram jernhånd, efter krisen. Tilsammen er resultatet det samme, de løse håndled, er årsagen til selve krisen, mens jernhånden er en stor del af årsagen til, at krisen bliver forlænget, for hvor lovgivningen før var glat som en ål, er den i dag skyld i, at finansmarkedet er ufleksibelt, for den manglende smidighed skyldtes lovgivningen, ikke kun økonomien. For det er nu engang hovedsagligt politik, og ikke økonomi, der afgør konkurrencen og smidigheden i den globale økonomi.

Frem til år 2001, blev et gearingsforhold på 10:1 betragtet som en utrolig risikabel gældssætning. I årene efter skred dette forhold og gearingsforhold over 30:1 blev reglen nærmere end undtagelsen. Og denne risikovillighed spredte sig som en steppebrand til alle dele af finanssektoren – investeringsanker, almindelige banker, forsikringsselskaber osv. – og til alle dele af verden, herunder Danmark, hvor man liberaliserede de afdragsfrie lån, dette på trods af, at afdragsfrie lån er forbundet med en ottedoblet risiko.

Problemet med EU og pengepolitikken i dag, som dengang er, at EU som helhed er blevet en minimalstat, som helst ser en stabil prisudvikling på 2 % om året, hvilket sker på bekostning af den nødvendige konkurrence i ned- og opadgående retning landene imellem. Og eftersom det er centralbanken der har eneret på, at udstede penge, er det dem som skaber inflation og/eller deflation i samfundet.

Noget andet som springer i øjnene i forhold til diskussionen om finanskrisen er eksempelvis Søren Hoves prisvindende rapport som vandt nordisk økonomipris i 2010, hans analyser viser, at USA’s centralbank fra 1998 til 2008 sænkede sin styrerente proportionalt med nedgangen på børsindekset Standard & Poors 500. Derimod hævede centralbanken ikke renten i takt med, at S&P 500 steg. Og dermed var det den asymmetriske pengepolitik som skabte den moralske risiko som førte til finanskrisen. For efter dot.com-boblen, satte man renten ned, og med offentlige investeringer lykkedes det USA at udskyde recession, altså den naturlige korrektion, og USA oplevede blot en mindre krise. Efter 9/11 blev renten sat yderligere ned, for at vise, at USA ikke var skræmt, man forsatte som om, intet var hændt. De lette penge som FED i fællesskab med de halvstatslige kreditinstitutter Freddie Mac og Fannie Mae bragte ud i samfundet blev brugt til spekulation i ejendomme, som steg markant i værdi - ud fra et ordspil, kan man sige, at suprime blev til primetime, for rentefesten opfostrede troen på risikofri arbitrage.

I et historisk perspektiv kan man som sammenligningsgrundlag ud over dot.com-boblen samt suprimekrisen eksempelvis nævne den fem år lange depression som begyndte i 1873, da man byggede verdens første skyskraber, The Equitable Life Building. Den store depression i 1930erne begyndte ligeledes efter byggeriet af tre markante skyskrabere: 40 Wall Street, Chrysler Building og den ikoniske Empire State Building.

I det store hele, er problemet, at politikerne i høj grad er ”issue-takers”, det vil sige, de i bund og grund handler ud fra de tematikker, der dominerer, bestemte individers bekymringer og/eller begejstring, på bekostning af samfundet. Det skete op til finanskrisen, og det er sket efter finanskrisen. Man er gået fra en yderpol, til en anden. Dette til skade for det sunde marked. Den siddende regering, og magtaksen inden for EU vil naturligvis gerne fremstille dem selv, som handler de nøgternt, fornuftigt og velovervejet. Sådan er det bare ikke. Der er tale om en illusion. Selvfølgelig argumenter de rationelt for deres valg, men der er i vid udstrækning alene tale om efterrationalisering. Og det er en afvejning, som er med til, at skabe en unødig polarisering, som faktisk leder opmærksomheden fra problemerne, nemlig arbejdsløsheden.

Graver man eksempelvis ned i centralbankens historik, viser denne, at den førte pengepolitik af ECB efter dot.com-boblen, var for ekspansiv, og stabilitetspagtens formålsbestemmelse for slap. Det har sikkert i manges øjne virket progressivt at øge købekraften for det var en periode med stigende arbejdsløshed, der fra år 2001 ramte flere europæiske lande, heriblandt, Portugal, Italien, Frankrig samt ikke mindst Tyskland, hvor arbejdsløsheden steg markant frem til april 2005.

At man gjorde pengepolitikken til vækstmotor, var ifølge artiklen: Finansøkonomien som ny vækstmotor er en blindgyde, en følge af, at man kunne se, at evnen til vækst på traditionel vis var i fare – fra engang i 1960erne synligt via de kontinuerlige faldende BNP-vækstrater for i-landenes økonomier. I denne situation vendte man blikket mod finanssektoren. For kunne man ikke længere konkurrere, skabe overskud og vækst ved, at producere varer, måtte man søge at konkurrere på, at hente renter ud af produktionen af varer.

Vejen blev omkring 1980 banet for den finansielle økonomis ekspansion gennem de liberaliseringer, der åbnede for fri kapitalbevægelse, for bankernes engagement i spekulative forretninger med værdipapirer og for større udlån, end bankerne faktisk havde kapital til, dermed skabte man derivat-økonomien. Derivaternes logik ses i dag, for det var den der gjorde det muligt for de finansielle aktører, at skabe den sfære af økonomiske udvekslinger, som førte til finanskrisen. For til sidst skete der det, der altid sker, når man presser systemet for langt - boblen sprang.

Finanskrisen kunne i et historisk perspektiv for en stor dels vedkommende ligesom da depressionen som ramte i 1929, havde været undgået, såfremt man havde fulgt Nobelprismodtager Friedrich August Von Hayeks` og Ludwig Von Mises teori om konjunkturcyklus, nemlig, Austrian Business Cycle Theory.

Den finanskrise vi har i dag, kom bag på mange. Men vi var blevet advaret imod den. En af dem der har råbt højest om at der ville komme en finanskrise var Peter Schiff. Flere gange har han før krisen sagt at der ville komme en stor krise, og han sagde vel at mærke STOR krise. Hvordan kunne han så se det? Enkelt, han brugte gode gamle økonomiske analyseredskaber, og konkluderede at vores rigdom var baseret på papirpenge, og ikke havde noget afsæt i en øget produktion. Dertil var der for store forbrugslån som ikke ville medføre øget rigdom, da de ikke blev brugt til investeringer, men forbrug. Men folk ville ikke høre på ham. I stedet anklagede modstandere ham for at være ignorant og en sortseer. Modstanderne kunne kun se det skulle gå opad. Nogle få kan gå med til at der kommer en mindre krise.

Det er fuldstændig som før børskrakket i 1929. Der valgte man også at ignorere klassiske økonomiske analyser som viste klare advarselstegn. ABCT som Teori vurderer, at årsagen til større kriser skal findes i, centralbanker der sætter renten for lavt og for længe. Dette medfører, at det bliver for let, at låne penge, og dermed udvides pengemængden, altså inflationen. De nemme penge, resulterer i øget spekulation, for lidt opsparing, og dertil hørende bobler.

Landet ligger sådan, at den overdrevne tilførsel af flere penge til markedet har været inflation, og ikke vækst, sådan som det ellers er blevet registreret. Ser man på det i dag, er forbruget i Danmark ifølge artiklerne: Panikken aflyst: Vi bruger masser af penge, og, Når du bruger penge her tæller det ikke, faktisk lige så højt, som da kapitalværdierne var på sit højeste i 2007, så det er ikke forbrugshumøret, altså den reelle tilvækst den er gal med, men, at kapitalværdierne falder i værdi, og dermed skyldtes vækstkrisen som politikerne og eksperter taler danskerne ørerne fulde om, ikke det manglende forbrug, for specielt forbrugsfesten i Danmark er en illusion, men, at der ikke længere kan skabes systematisk inflation i kapitalværdierne som kan tilskrives som vækst. For inflationen i kapitalværdierne er jo vigende.

At man ikke længere kan tilskrive pålydende værdier som vækst, er blot en af flere bekræftelser på, at specielt 00erne er politisk karakteriseret ved det forsømte årti..

Skal hjulene igen begynde at dreje rundt i Europa, skal man aktivt starte med, at arbejde med reguleringer af bankernes låneformer samt arbejde med diskontoen med respekt for læren om tidligere tiders dominoeffekter med henblik på, at skabe et nødvendigt lighedstegn mellem solidaritet og bæredygtighed.

Bankunion, nej tak, i stedet skulle man regulere låneformerne, for det er låneformerne, og gearingsforholdet gennem spekulation, som har gjort, at mange ellers sunde banker, over en kort årrække, gik fra, at have en sund soliditet, og til at være på afgrundens rand. Krisen er en bekræftelse på, at en stor del af den arbejdsløshed som vi kender den i dag, er en konsekvens af de institutioner, herunder lovgivningen, der er i økonomie.

Det interessante ved bæredygtig udvikling er, at det kræver kapital, læs eksempelvis Nicholas Sterns miljørapport, fra 2006, om bæredygtig udvikling. I forhold hertil løber vi ind i et paradoksalt problem, for bankerne har fået skurkerollen, fordi det er dem, som er på statsstøtte. Når nogen for statsstøtte, så føler borgerne sig berettiget til, at føle sig forarget. Dermed er på mange områder blevet skabt en omvendt politisk-populistisk bølge, hvor det er forargelsen der bærer beslutningerne, hvor det i de gode år, var begejstringen der skabte den politisk-populistiske bølge, er det i dag forargelsen. Det tragiskkomiske ved modsætningerne er, at for begges vedkommende, er der tale om yderpunkter, for hvor man før, havde travlt med, at deregulere, har man i dag travlt med, at regulere. For det er grundlæggende reguleringerne, og de nye solvenskrav, som hæmmer den udvikling, der er brug for, for der er masser af virksomheder, der har svært ved, at skaffe finansiering til hæderlige formål - dette kan de ikke, for der er jo netop gang i en politisk-populistisk bølge, som ensidigt har placeret ansvaret for finanskrisen, hos bankerne.

Frem mod den økonomiske krise kom finansmarkederne ud af kontrol - dette er kendt af de fleste, ligeledes konklusionen i serien, Sikke en fest, på dr. Men det var ikke på grund af grådighed eller dumhed, men fordi markedet fik lov til at være markedet, og politikerne glemte at være politikere.

Om finansselskaberne, der lånte penge til
investeringer, har den konservative økonom Richard Posner en væsentlig pointe, der står i direkte modsætning til den konsensus, der ellers præger kommentarer til krisen. Det var hverken grådighed eller dumhed, der forårsagede krisen. ”Grådighed og dumhed er faste bestanddele af historien, det er økonomiske kriser trods alt ikke. Tværtimod, for det enkelte finansselskab var investeringerne, hvor risikofyldte de end var, fuldstændig rationelle, og intet enkelt selskab har ansvaret for krisen, der hærger finansmarkedet. Det har kun markedet, og skabelsen af derivat-økonomien i sig selv”. Det har han fuldstændigt ret i, for rent historisk har finansverden en lang tradition for at kludre i det, fra den hollandske tulipanboble i 1637 til i dag.

Konklusionen er ikke, at der ikke er behov for, at effektivisere den offentlige sektor samt inden for EU gennem arbejdsmarkedsreformer arbejde for stabilitet, men, at regeringen under Helle Thorning-Schmidts ledelse som EU som institution har ”glemt” og/eller ignorerer, at den af funktion, er tjener, og samfundet, ikke den enkelte borger og/eller stat, deres arbejdsgiver. Skal der endelig føres tilsyn, kan man starte med, at lære af historien, og evaluere centralbankernes rolle for rentespændet, og dermed tilskyndelsen til spekulation.

Med venligst hilsen

Karen Lisbeth Schmidt

Vi europæiske skatteydere er virkelig gjort til grin for egne penge! Er der ingen myndigheder der kan oplyse os om, hvor alle milliarderne er? De kan vel ikke bare forsvinde i den blå luft. Eller i skattely ?!
Og nu må op mod 25% af de samme skatteydere betale endnu engang med arbejdsløshed og social deroute. Mærkeligt at der ikke gøres oprør.
Det må være muligt at opfinde et andet system, så vi får en retfærdig fordeling af de ressourcer, som hårdt arbejdende mennesker hver dag bidrager til at opbygge.

P.s. Hvornår kommer skatten på finanstransaktioner?

Morten Rasmussen

@Karen Lisbeth Schmidt:

Skatten på finanstransaktioner kommer til at møde hård modstand fra mig, hvis den skal ned i EU's lommer.

Det ville bare give dem et 'skjult' budgettilskud som kan give yderligere vækst til den teknokratiske kommision.

Hvis EU skal have skat, skal det stå hver måned på min lønsedel.