Læsetid: 4 min.

EU er for svær at diskutere i offentligheden

Ingen interesserer sig for den kommende bankunion i Danmark, fordi emnet er for svært, mener flere eksperter, der også fremhæver politikernes ansvar for den manglende debat. Og vi kan i fremtiden forvente, at EU vil forsøge at snige mere og mere union ind ad bagvejen, vurderer både eksperter og politikere
Direktiver og forordninger er ikke ligefrem sexede begreber, og det er ifølge eksperter én af grundene til, at EU-debatten i Danmark har trange kår.

Direktiver og forordninger er ikke ligefrem sexede begreber, og det er ifølge eksperter én af grundene til, at EU-debatten i Danmark har trange kår.

Patrick Seeger

12. december 2012

Direktiver, forordninger, patentdomstol og bankunion. Ikke ligefrem sexede begreber, og det er ifølge to EU-forskere én af grundene til, at EU-debatten i Danmark har så trange kår, som tilfældet er. »Det er ganske enkelt for stort og svært at sætte sig ind i. I stedet for at bruge kræfterne på det, lader man være. Og så er erfaringerne med folkelige EU-diskussioner jo ikke de bedste,« siger Uffe Østergård, professor og EU-ekspert ved Copenhagen Business School.

Rebecca Adler-Nissen, som er EU-forsker ved Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet, bakker Uffe Østergård op.

»Den type EU-stof kan virke kompliceret – også for journalister. Samtidig tror jeg, at der er ved at være en mæthed i forhold til, hvor meget folk vil høre om euro-krisen. Gennem det seneste års tid har det været meget debat om EU’s krise, og så kommer bankunionen i slipstrømmen af det, hvor folk måske føler, de har hørt nok. Lige nu handler den officielle kommunikation om bankunionen mest om at berolige markeder og politikere frem for at involvere borgerne,« siger Rebecca Adler-Nissen. Det ærgrer Uffe Østergård, at politikerne ikke bruger de lejligheder, der er til at diskutere EU.

»En bankunion er ikke velegnet til en bred demokratisk diskussion, men når vi ikke tager diskussionen glider EU længere og længere ud af bevidstheden. Samtidig betyder det, at vi overhovedet ingen muligheder har for at præge beslutningerne i dansk retning. Når ingen – heller ikke politikerne – mener noget om det i offentligheden, er det svært at vide, hvor danskerne står,« siger Uffe Østergård.

Ifølge Rebecca Adler-Nissen er årsagen til den manglende debat klar: Ingen har direkte ejerskab til EU.

»Få danske politikere har en interesse i at bruge energi på forklare danskerne, hvad der sker i EU og diskutere med dem. Ingen er direkte på valg i forbindelse med styrkelsen af det økonomiske samarbejde. Finansloven er jo også kompliceret, men her har politikerne en meget klar interesse i at få fortalt befolkningen, hvorfor den er vigtig, og hvor de selv står. Det har man ikke på samme måde med EU. Før der bliver direkte valg til eksempelvis posten som EU-formand, tror jeg ikke, at den folkelige opbakning og diskussion breder sig for alvor. Men det kunne måske medføre et helt andet engagement,« siger Rebecca Adler-Nissen.

EU ad bagvejen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde i går på sit ugentlige pressemøde, at det fortsat er et uafklaret spørgsmål, om Danmark skal tilslutte sig bankunionen. I øjeblikket vurderes det, om dansk deltagelse i den kommende patentdomstol kræver en folkeafstemning. Den gråzone vil EU ifølge eksperterne oftere og oftere bevæge sig ind i.

»Beslutninger, som regeringer træffer uden en forudgående folkelig debat, er naturligvis ikke gode for legitimiteten af EU-projektet. Men i de kommende år, forventer jeg, at vi vil opleve et tættere europæisk samarbejde omkring euroen. Der vil blive ændret på kompetencerne – enten formelt eller i praksis – fordi euroen i sin konstruktion har vist sig ikke at være optimal. Hvorvidt Danmark så er med i det hele, er et andet spørgsmål,« siger Rebecca Adler-Nissen.

Mere union ad bagvejen forudser Uffe Østergård også. »Krisen betyder, at EU-systemet bliver nødt til at rykke tættere sammen. Det, tror jeg, vi vil se i de kommende år. Men hvis det – ligesom med bankkontrol – ingen synlige følger får for den almindelige danskers dagligdag, tror jeg ikke, at mange vil opdage det, fordi debatten ikke vil eksistere,« siger han.

Rimeligt Folketinget bestemmer

På Christiansborg er harmen over en kommende bankunion hos EU-modstandspartiet Dansk Folkeparti stor.

»Når man laver ens finanspolitiske regler for bankerne, så laver man altså også fælles finanspolitik. På den måde prøver man – ad bagdøren – at snige ændringer ind, ligesom det skete med finanspagten. Men den øgede økonomiske integration sagde befolkningen nej til ved euro-afstemningen,« siger Pia Adelsteen, Dansk Folkepartis EU-ordfører.

Hun mener, at det er problematisk, at ja-partierne og EU-systemet efter hendes overbevisning forsøger at udvide EU’s beføjelser uden folkeafstemninger.

»For øjeblikket diskuterer vi for eksempel patentdomstolen, hvor tilhængerne henviser til, at hvis der kommer en folkeafstemning, så vil den bare komme til at handle om alt muligt andet. Og det er sikkert rigtig nok. Men hvis skyld er det? Unionspartiernes. For hver gang vi netop skulle spørge befolkningen om dens holdning til ændringer, så prøver de at kvæle debatten ved at henvise til det repræsentative demokrati,« siger Pia Adelsteen.

Hos Socialdemokraterne afviser EU-ordfører Jens Joel, at regeringen forsøger at få mere EU ad bagvejen.

»Vi sniger ikke Danmark med i noget som helst. Når det færdige forslag ligger klart, vil vi også kunne se, om det vil medføre en suverænitetsafgivelse, som medfører en folkeafstemning eller krav om fem sjettedeles flertal i Folketinget. Det er en rimelig forudsigelig og fast procedure, at Justitsministeriet vurderer, om det medfører suverænitetsafgivelse jævnfør grundloven. Og det er ikke noget, vi politikere vurderer. Den procedure har jeg det fint med at følge, og hvis der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, så mener jeg – som udgangspunkt – at det er rimeligt, at Folketinget træffer beslutningen,« siger Jens Joel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Andersen

Der er ikke tvivl om at befolkningen er for dumme til at fatte politikernes storstilede EUprojekt og derfor ikke bliver spurgt mere end nødvendigt.

Lige så lidt tvivl er der om at politikernes høje tanker og store lyst til EUprojektet ikke kølnes, før de astronomiske lønnonger, diæter, honorarer og fordele politikerne har ud af samme EU nedsættes.

Her prøver en journalist så at belyse ement fortrinsvis ved at ringe til CBS,hvor var vi uden CBS?? og sammen med Uffe Østergaard rører vi så lidt rundt i emnet at ingen interesserer sig for EU og da slet ikke en bankunion:
Emnet kræver som så mange andre noget research og derved bliver det for svært!!
Så fremføres det , at det ikke interesserer danskerne!!. Nu er det jo sådan, at vi har et folketing og vi har politikere, der sidder i EU. Derudover har vi en anske stor del af rimeligt uddannede og proffessionelt interesserede samt et antal alment interesserede og meningsdannere, som går meget op i f.eks en bankunion.
Så at skrive det er usexet, viser måske en af årsagerne til at emnet ikke når bredere ud. Det skal være sexet!!! Måske skulle man finde nogle seriøse journalister til at behandle stoffet.
Hvis han er refereret korrekt skulle samme Uffe Østergaard have udtalt: Men hvis det – ligesom med bankkontrol – ingen synlige følger får for den almindelige danskers dagligdag, tror jeg ikke, at mange vil opdage det, fordi debatten ikke vil eksistere,« siger han !!
Der sidder idag et stort antal danskere, der blevet franarret store summer ved køb af 'produkter'. Der sidder derudover et stort antal danskere, der har mistet store summer ved bankkonkurser, der kom som lyn fra en klar himmel.
Mon ikke de er interesserede??
Kunne vi få debatten op på et højere niveau.
Det er jo ikke en DR udsendelse.

Problemet er vel også, at politikere ofte ikke har en dyt forstand på de ting, de udtaler sig om.

Det er især beskæmmende at høre politikere udtale sig om økonomiske og finansielle emner, når det står lysende klart, hvor lidt de i virkeligheden ved. På det punkt adskiller danske politikere sig i øvrigt ikke fra de fleste andre landes.

Danske folketings politikere er som regel uddannet i offentlig administration, eller hvis vi er rigtig heldige, er de ikke engang færdig uddannede og har aldrig haft et rigtigt arbejde, og da slet ikke i det private erhvervsliv, som er en så yndet prygelknabe.

Når de så får ministeransvar sker der tit noget mirakuløst. De selv samme politikere vender ofte på en tallerken, og man må formode, at de så får et lynkursus af nogen som ved bedre.

Lise Lotte Rahbek

Hvis nu de folkevalgte, demokratiske repræsentanter for befolkningen ikke var så bange for at tage folkeafstemninger lidt oftere,
så kunne det være, at afstemningerne ikke kom til at handle om alt muligt andet.

Men når befolkningen kun får lejlighed til at stemme om EU-emner hvert 6-10. år eller deromkring, så har de nået at opsamle MANGE EU frustrationer, som meget typisk vil udforme sig i et nej, nej og nej!
Og hvis de danske politikere stille i EU med nej, nej og nej, så bliver de ugleset og mobbet, og så bliver de kede af det.

Så.. det er meget nemmere ikke at have nogle afstemninger. Det er smadder udemokratisk, elitært og borger-ignorant, men det er altså meget nemmere at håndtere end afstemninger og nej'er.

Jørgen Mathiasen

Den danske regering kom igennem med sit forslag om en EU-patentdomstol. I stedet for at søge om et patent i 27 lande, kan man i fremtiden indenfor EUs jurisdiktion nøjes med at søge en gang, et sted. Det er ligesom afskaffelsen af toldbomme for hver 7 mil en begrænsning af småstatsvæsnet.

Forslaget vender nu tilbage til Folketinget som lovgiver. Da det indebærer suverænitetsoverførsel, skal der 5/6 flertal til. Er der ikke det vil, vil du blive spurgt ved en folkeafstemning. Så vil du ikke alene få mulighed for at overveje fordele og ulemper ved 27 patentansøgninger over for 1, men kommer også til at diskutere det med de andre vælgere.

26 + 1 uden for døren er selvfølgelig en mulighed, især hvis man supplerer den med en lovparagraf, hvor der står, at kongeriget fremtidigt automatisk godkender patenter, som EU-patentdomstolen har godkendt.

Vi ser lige, hvad løsningen for kongerigets vedkommende bliver.

Der er flere ting, man kan gøre for at informere og oplyse om EU, der ganske rigtigt kan virke uoverskuelig.
Den danske regering kunne f.eks. starte med at efterligne den svenske, der på sin hjemmeside lader EU stå øverst på sit eget faneblad. Klikker man på det link, kommer man til en side om EU med kommende møder og med kommenterede dagsordener. Her kan borgeren følge med i, hvad der foregår.

Når det danske udenrigsministerium putter EU nederst på dets hjemmeside er det fordi, har UM forklaret mig, at borgeren først kigger nederst på siden. Hverken her eller på den danske EU-repræsentation i Bruxelles opdaterer man med møder og dagsordener. På Rep'ens side er den seneste nyhed at man fejrede 2. oktober.
På min hjemmeside om EU har jeg lagt links og tips til at følge med.<

Bjørn Pedersen

Jeg tror nu ikke at det blot er et spørgsmål om at emnerne er "sexede" eller ej. Et er at man som borger ikke føler, at man har inflydelse på hvad der sker i og med EU, men hvis man slet ikke ser EU projektet til at begynde som andet end en magtfuld elites prestigeprojekt hvor folket blot er statister, så kan man gøre nok så meget for at "inkludere" folk.

Hvis et projekts overordnede retning allerede er bestemt på forhånd af "dem der betyder noget", er folkelig "indflydelse" blot teaterdemokrati.

Philip B. Johnsen

»Vi sniger ikke Danmark med i noget som helst. Når det færdige forslag ligger klart, vil vi også kunne se, om det vil medføre en suverænitetsafgivelse, som medfører en folkeafstemning eller krav om fem sjettedeles flertal i Folketinget. Det er en rimelig forudsigelig og fast procedure, at Justitsministeriet vurderer, om det medfører suverænitetsafgivelse jævnfør grundloven. Og det er ikke noget, vi politikere vurderer. Den procedure har jeg det fint med at følge, og hvis der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, så mener jeg – som udgangspunkt – at det er rimeligt, at Folketinget træffer beslutningen,« siger Jens Joel.

Jeg kan ikke komme i tanke om en sag, hvor jeg ikke vil være enig med Jens Joel i overstående, på nær i denne.

Det skyldes, at det er tydeligt, der ikke er taget et opgør med den danske finanssektor efter 2008, hvilket tyder på, at danske politikere ikke ved, hvad de skal gøre, dette ligner en øvelse i, at feje sagen ind under gulvtæppet.

»Den type EU-stof kan virke kompliceret – også for journalister. « siger Rebecca Adler-Nissen.

Så er det politikers pligt, at gøre det forståeligt!
Eller er danskerne for dumme til at forstå, at Finans krakket i 2008 var noget skidt?

Dan Johannesson

For dem som alligevel gerne vil 'forstå projektet', omend set fra en ganske anden vinkel, vil jeg kraftigt anbefale at læse min artikel "dukkefolket", der både viser hvordan befolkningerne gøres føjelige, og samtidig belyser destinationen, for EU projektet, som ikke just er munter.

http://www.danjohannesson.dk/1244

Det er nok nærmere politikene der ikke fatter en brik, og ikke befolkningen. Bare se hvor klog befolkningen var mht. Euroen og hvor dumme politikerne var.

Michael Kongstad Nielsen

Bankunionen er nem nok at forstå: 6000 banker skal under et fælles europæisk banktilsyn, der skal holde øje med, at de kører ordentligt, og i yderste fald lukke en bank, hvilket vel svarer til konkurs, men mon ikke EU så overtager alle forpligtelser? Altså skatteyderne. Som sædvanligt.

Jeg tvivler dog på, at Tønder Bank havde været under sådan en bankunions paraply, den var nok for lille,men de større danske banker, hvis vi tilslutter os. Men hvorfor skulle vi det? I Danmark har vi vores eget banktilsyn, som vi må have tillid til er tilstrækkeligt, og hvis ikke, så se at få det op i gear!

Så siger tilhængerne i Berlingske og Børsen, at hvis Danmark holder sig uden for unionen, så mister finansverdenen lige pludselig tilliden til danske banker. Nå - det var da mærkeligt, tilliden var der ellers lige før? Den slags argumenter er så langhårede, at man bliver træt af debatten, inden den kommer igang. Den bliver præget af ideologi, fortielser, falske argumenter og slet skjulte lokke eller skræmmekampagner.

Hvis man vil have debatten, må man turde tage den ærligt og redeligt.....ellers står offentligheden af.

Diskussionen er fraværende da ingen har indflydelse på resultatet, som igen bliver besluttet af en udemokratisk sammenslutning.

Farven og lugten kan variere.

Skjold Christensen

Det er som om debatten blot handler om at befolkningen har "gennemskuelig" de "dumme centralister i Bruxelles ". Det er for simpelt!.
Det handler ikke om de " dumme" og de " kloge" især i Danmark.
EU er som statsministeren siger en succes!
Uden EU havde vi været ilde stedt.

Tror folks væmmelse ved at diskutere en bankunion og fremtidig tættere læst samarbejde - er at EU i svære tider ikke har vist deres værd. Og i gode tider ikke har vist rettidig mådehold og overblik.

Synes de skulle klappe hesten, og se at få ryddet op i de fejl og mangler de allerede har rodet sig ud i, bl.a at gøre de enkelte lande økonomisk ansvarlige til overhovedet at have en nogenlunde harmoinisk enhed!

Simon Olmo Larsen

Peder Kruse

Okay, det vidste jeg ikke, at det var de åbne døres politik, der har skabt de problemer vi har idag, men det har været et rent ta'selv bord, kan jeg forså, jeg troede det forholdte sig omvendt, at ta'selv bordet kun har været for vip'erne, men sådan bliver man klogere dag for dag

Tønder Bank gik under det danske Finanstilsyns radar fordi de snød med nøgletallene - en uvildig revision er nødvendig hvis dårlige banker skal spottes.

Og ønsker man at stække de internationale banker så skal der et EU-banktilsyn til. Hvordan skal man ellers sikre at Danske Bank ikke spiller hasard i Irland.

Philip B. Johnsen

@Bill Atkins

Hvad skulle forhindre, at de største banker i Europa flytter hovedkontoret til England eller til New York, hvor der ikke er særlig EU kontrol

Det er ikke et EU problem, det er et internationalt problem, og vi ved, at et internationalt problem bliver sjældent løst, se bare på den manglende handlingskraft, på den verdensomspændende, lurende klima katastrofe og de sultende børn i Afrika.

De Britiske banker ser netop skævt til EU-banktilsynet fordi det vil indebære konkurrencemæssige ulemper at stå uden for. Og USA der generelt ser skævt til EU bryder sig heller ikke om det skærpede banktilsyn i EU.

Philip B. Johnsen

@Bill Atkins

Briterne har mange gode grunde til ikke, at ville deltage, blandt andet nogle meget spekulative lån til sydeuropæiske kommuner og det vil indebære konkurrencemæssige ulemper at stå uden for EU-banktilsynet.

Men det vil være i alle bankers interesse ikke, at være underlagt særlig EU kontrol, alle banker konkurrere med hinanden, og videregiver helst ikke informationer derfor:

”Hvad skulle forhindre, at de største banker i Europa flytter hovedkontoret til England eller til New York, hvor der ikke er særlig EU kontrol”

Jørgen Mathiasen

Banktilsynet er landet, og BBC skriver, at forhandlerne har anstrengt med at undgå regler, som kræver traktatændringer - og den deraf følgende offentlige debat om EU.

Det skyldes selvfølgelig fortidens erfaringer, bl.a med at en fransk vælgerbefolkning mødte op for at give den franske regering et blåt øje, da man skulle stemme om en forfatningstraktat.

Der er også en begrundelse med placering i fremtiden, nemlig det tyske forbundsdagsvalg i 2013.
Banktilsynet er ikke bare et tilsyn med banker, kriselandene forventer sig også et større tysk engagement for fælles problemer (transferunion), og det ønsker Merkel ikke at gøre til et hovedemne i valgkampen. Ikke fordi der i Forbundsdagen er en opposition til venstre, som er imod grundtanken eller EU i det hele taget, men fordi, det kan koste borgerlige vælgere, og dermed svække Merkel i den efterfølgende regeringsdannelse. Derfor har den tyske regering ikke travlt med at få banktilsynet fuldt implementeret eller at diskutere sagen med egne vælgere.

Bjarne Falk Rangård

Vælgerne var da kloge nok til at holde sig væk fra Euroen.
VKO var meget glade for retsforbeholdet der muliggjorde deres "faste og fair" indvandrerpolitik, selv om de nødigt indrømmer det.

Det er da også ubegribeligt med al den integrationsiver og sidde med ved bordet snak, at den danske regering ikke forsøger mere ihærdigt at få indflydelse på "Tobin-skatten". Den er til gengæld meget simpel at forstå:
Dem der skaber ulykkerne er selv med til at betale regningen fremfor at sende den videre.
Desuden kan det dæmpe den uansvarlige kasino-økonomi og få investeringerne hen til egentlig produktive formål.
Men bankerne = dem der finansierer valgkampe er ikke enige.

Antallet af afstemninger om EU-forhold kan beregnes udfra en simpel formel:
Antal af NEJ + 1

Det er en demokratisk grundregel.

Philip B. Johnsen

Ikke fordi vi er blevet meget klogere på hvilke krav der skal stilles bankerne under tilsyn af Den Europæiske Centralbank ECB, men det er sikkert de kan lukke danske banker der er aktive i EU.

Hold øje med, hvor nye filialer af banker der udvider uden for oprindelseslandet af banken, hvis denne er aktiv i EU.

Vil der være kapital flugt til markeder, der ikke kommer under EU tilsyn.

Men vil man få ryddet op i den danske finanssektor, eller er det kun at feje krakket i 2008 ind under gulvtæppet.

Det er absolut ikke for svært at diskutere EU i offentligheden.

Det der er for svært er at finde de gode, holdbare argumenter der skal overtale offentligheden til at tro på den kurs EU sejler på.

Brian Pietersen

jeg vil have en helt og holdent dansk statsbank..så kan dem der vil støtte de grådige banker...støtte dem..jeg vil bare ik.

Philip B. Johnson,

Det gamle udflytningsargument er efterhånden så nedslidt at ingen med en smule hjerne tilbage kan tage det alvorligt.

Så lad dem dog bare udflytte så meget og så mange som de orker. De har jo kun skabt kaos og ødelæggelse.

Alt det gode vi har opbygget her i Europa er ikke sket med hjælp af finanskapitalen men på trods af finanskapitalen, og det er på allerhøjeste tid at vi smider dem fra porten. De penge de opererer med er jo intet andet end varm luft, så lad dem bare tage det hele med sig, samt alle de røvhuller som tror de kan afpresse os med trusler om at lade os sejle i vores egen sø.

Yes, please! Det kan ikke gå for stærkt.

Systemet skal være med til at bevare den elitære klasse i Europa, således at større skandaler kan ordnes" inden for murerne" og afhjælpes med folkets midler, såspm i ATP/Danske Bank sagen, Fremover sikker helt uden at offentligheden får nys om hvor galt det står til.

Europa er ved at revne på midten, og eliten er begyndt at cementere deres "beskyttelsbunkere", og taberne render forvilede nøgne rundt - og aner ikke hvad der sker.

Det er middelalderens godsejere og herremænd - om igen.

John Vedsegaard

Egentlig er det sjovt at se, når der diskuteres EU i forskellige fora på internettet, er stort set alle modstandere - oven i købet uanset hvilket parti debatørerne ellers kommer fra.