Læsetid: 3 min.

Krisen får danskerne til at æde nedskæringer

Selv om mange tusinde ledige mister deres dagpengeret ved årsskiftet, har det ikke skabt reaktioner i befolkningen. Den øgede krisebevidsthed medfører en stiltiende accept, og det gør det svært for fagbevægelsen at skabe momentum for demonstrationer
22. december 2012

Om ti dage falder tusindvis af mennesker ud af dagpengesystemet. Helle Thorning-Schmidt har tidligere kaldt det at »dolke helt almindelige lønmodtagere i ryggen,« men alligevel ser det ud til, at befolkningen stiltiende accepterer konsekvensen. At folk ikke går på barrikaderne, skyldes en øget krisebevidsthed, mener lektor Søren Juul, der forsker i solidaritet på RUC.

»I den krisetid, vi har, er der ikke ret meget plads til at kæmpe. Man taler selvfølgelig om det, men man går ikke ind med alt, hvad man har,« siger Søren Juul. Det skyldes især den særlige kriseretorik, der er opstået netop denne gang:

»Denne krise italesættes og forstås helt og aldeles som en vækstkrise. Ideen er, hvis bare vi får gang i væksten, er alt godt. Det står uden for diskussion. Tidligere handlede kriser om solidaritet og arbejderklassens sammenhold.«

Men arbejderklassen har åbenbart mistet gejsten: Undersøgelser foretaget af analyseinstituttet YouGov for Ugebrevet A4 viser, at danskernes forventninger til en bedre velfærd er faldet markant fra 2011 til i år. Oven på valget i september 2011 svarede næsten hver fjerde vælger – 23 procent – at de regnede med en bedre velfærd, når de kiggede et år frem i tiden.

I dag er det kun 8 procent, der har positive forventninger til en forbedret velfærd, når de tænker et år frem. Desuden er andelen af vælgere, der forventer dårligere velfærd, steget fra 27 til 42 procent.

Ifølge Jon Kvist, der er professor på Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, skyldes den faldende velfærdsoptimisme skuffede forventninger hos befolkningen.

»I løbet af det sidste halvandet år har dele af befolkningen fået en øjenåbner i den forstand, at krisen ikke er så kortvarig som først antaget. Og den ændrede kriseopfattelse har også forandret opfattelsen af, hvad det politiske system er i stand til at løse,« siger Jon Kvist

Han peger på, at forventningerne efter valget er dalet:

»Man valgte en socialdemokratisk ledet regering i den tro, at politikken ville skifte, men der har man fået en erkendelse af, at verden ikke er blevet så meget anderledes end tidligere,« siger Jon Kvist.

Skattereformen ramte ikke millionærerne, og dagpengeperioden forblev to år. Dertil er der i løbet af de sidste tre år kommet 30.000 færre offentligt ansatte, hvilket har haft stor betydning for befolkningens øgede krisebevidsthed, mener Jon Kvist.

»Det er en slags usynlig tilbagerulning af velfærdsstaten, som godt nok ikke er konkret vedtaget på Christiansborg, men det bliver ikke desto mindre resultatet. Og det er befolkningen udmærket klar over,« siger han.

Man dukker sig

I fagbevægelsen mener man, at regeringens økonomiske politik er forfejlet, men alligevel er det svært at aktivere lønmodtagerne, fordi de frygter for deres job, forklarer formand for FOA, Dennis Kristensen:

»Det er helt tydeligt, at hvis man skruer tingene fire-fem år tilbage i tiden, så ville der ved sådan en reform både have været stemning blandt danskerne og øjeblikkelig vilje blandt fagbevægelsen til at vise Christiansborg, at denne reform var der ikke folkelig opbakning til. Men det er langt vanskeligere nu,« siger Dennis Kristensen.

Han mener, at i forhold til krisebevidstheden er utrygheden i den grad rullet ind over danskerne. Det betyder, at lønmodtagerne accepterer mere end tidligere: Man arbejder hurtigere, og man tager ikke konflikter med ledere og kolleger i samme omfang, som man gjorde før: »Det er blevet rigtig vigtigt for os, at vi bliver opfattet som en arbejdskraft, der ikke er til besvær, og dermed forsvinder noget af grobunden for at ville stikke hovedet frem og sige, at ’selv om jeg har mit på det tørre lige nu, vil jeg ikke være med til at se, at andre bliver mast’,« siger Dennis Kristensen.

Måske efter nytår

At befolkningen i højere grad indordner sig af frygt for at miste jobbet, kan 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen tydeligt se:

»Fakta er, at der er ikke den voldsomme trang til at stille sig op og lave de store manifestationer, fordi man er opmærksom på, at vi er midt i en krise. De, der har et job, er simpelthen bange for at miste det,« siger Poul Erik Skov Christensen. Han vil dog ikke afvise, at der efter nytår kommer demonstrationer:

»Man kan levende forestille sig, at når befolkningen efter nytår kan se, hvor mange der egentlig bliver ramt, vil der blive skabt et større momentum for, at vi kan gå ud og lave nogle manifestationer,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Andersen

Pressen må da få forhøjet sin mediestøtte fremover, med det fremragende job, den gør med at forberede kommende forringelser af velfærdsstaten ved at undlade sin kritiske holdning til de prøveballoner ministerierne sender til vejrs i en lang række.

Hvis den kollektive trafik kørte lige så præsist som dette tæppebombardement af klichéer, så kunne vi køre i hver sin bus.

Måske vi endelig kan se at når finans er global, markedet er globalt, så nytter det ikke at tro at arbejdsmarkedet og reguleringen af det, er lokal.

"Men arbejderklassen har åbenbart mistet gejsten: Undersøgelser foretaget af analyseinstituttet YouGov for Ugebrevet A4 viser, at danskernes forventninger til en bedre velfærd er faldet markant fra 2011 til i år. Oven på valget i september 2011 svarede næsten hver fjerde vælger – 23 procent – at de regnede med en bedre velfærd, når de kiggede et år frem i tiden.

I dag er det kun 8 procent, der har positive forventninger til en forbedret velfærd, når de tænker et år frem. Desuden er andelen af vælgere, der forventer dårligere velfærd, steget fra 27 til 42 procent.

Ifølge Jon Kvist, der er professor på Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, skyldes den faldende velfærdsoptimisme skuffede forventninger hos befolkningen."

Forleden udlagde nærværende dagblads redaktør ovenstående stemningsmåling som tegn på at danskerne har givet folketinget/regeringen/HTS 'mandat' til at føre udsigtsløs nedskæringspolitik. Kvist er dog mere moderat, omend det jo går helt galt når han efterfølgende causerer:

"»I løbet af det sidste halvandet år har dele af befolkningen fået en øjenåbner i den forstand, at krisen ikke er så kortvarig som først antaget. Og den ændrede kriseopfattelse har også forandret opfattelsen af, hvad det politiske system er i stand til at løse,« siger Jon Kvist

Han peger på, at forventningerne efter valget er dalet:

»Man valgte en socialdemokratisk ledet regering i den tro, at politikken ville skifte, men der har man fået en erkendelse af, at verden ikke er blevet så meget anderledes end tidligere,« siger Jon Kvist".

Kvist antager at befolkningen har fået en 'øjenåbner' og en 'erkendelse af' at 'verden' ikke er blevet 'anderledes' end 'tidligere'. En noget besynderlig udlægning af at den siddende regering efter sin tiltrædelse besluttede sig for at videreføre VKO's politiske sigtelinjer, i direkte modstrid med hvad den op til valget havde hævdet. Snarere er der vel tale om at betydelige dele af vælgerne resignerer overfor den omfattende parlamentatiske krise; en krise som politikerne ikke vil erkende og som befolkningerne oplever sig magtesløse overfor. En krise, som på den ene side risikerer at føre os dybere ind i demokraturets deroute - og på den anden side giver os mulighed for at få øje på de dybtliggende systemfejl, som konstituerer adskillige af de symptomer på politisk og kulturel deprivation, der idag er os til del.

Rasmus Kongshøj

Den såkaldte 'krisebevidsthed' er ikke andet end enn fuldstændig kapitulation til de borgerlige. Hvis vi havde haft en fri og alsidig presse, ville der sikkert også være en ganske anden form for krisebevidsthed, hvor man ikke accepterede nedskæringer i dagpengene, da man nu selv risikerede at miste jobbet.