Læsetid: 9 min.

Den modvillige kandidat

Da Villy Søvndal stoppede som formand for SF, øjnede hans modstandere i partiet en chance for at generobre magten. Men kunne de finde en formandskandidat til at gøre det?
SF’s daværende næstformand Mattias Tesfaye lykønsker Annette Vilhelmsen med valget i Den Sorte Diamant lørdag den 13. oktober. Men Annette Vilhelmsen var længe i tvivl om, hvorvidt hun skulle stille op mod Astrid Krag og Børnebanden.

SF’s daværende næstformand Mattias Tesfaye lykønsker Annette Vilhelmsen med valget i Den Sorte Diamant lørdag den 13. oktober. Men Annette Vilhelmsen var længe i tvivl om, hvorvidt hun skulle stille op mod Astrid Krag og Børnebanden.

Thomas Lekfeldt

27. december 2012

Annette Vilhelmsen sidder i bussen på vej til lufthavnen i Toronto efter at have været på studietur i Canada med Folketingets børne- og uddannelsesudvalg, da hun sidst på eftermiddagen bliver ringet op af SF-medlem af Københavns Borgerrepræsentation Neil Bloem. Han har et tilbud.

Sammen med to andre partifæller, Martin Pelle og Trine Chilie, har Neil Bloem torsdag den 13. september ringet rundt til SF’s tillidsfolk. Efter Villy Søvndals afgang som partiformand spørger de, om tillidsfolkene vil være stillere for Annette Vilhelmsen og/eller medlem af landsledelsen Trine Pertou Mach som formandskandidat. Der kræves 100 for at kunne stille op.

Sidst på eftermiddagen har de tre sat sig sammen i et lokale i Blågårdsgade på Nørrebro og er begyndt at skrive navnene på stillerne ind i et excelark.

De tre mener, at Annette Vilhelmsen har den bedste chance for at slå Astrid Krag, som allerede har meldt sit kandidatur. Det gør de fleste andre også, afslører telefonsamtalerne. Hvilket Neil Bloem fortæller Annette Vilhelmsen.

Annette Vilhelmsen bliver ikke alene glad for, at 120 har meldt sig som stillere. Den 53-årige tidligere lokalpolitiker fra Kerteminde har frygtet, hvem der i givet fald ville støtte hende.

»Gad vide, om de unge vil være med? Og dem fra byerne? De vil nok helst have en anden. Jeg vil ikke være en klovn, en joker. Det skal være seriøst og ikke bare et alibi for, at Astrid får en modkandidat«, har Annette Vilhelmsen tænkt.

Frygten er ubegrundet.

Aldersmæssigt og geografisk er der bred opbakning på denne første udgave af hendes stillerliste.

I Danmark er klokken 00.53 – og det er blevet fredag – da Annette Vilhelmsen og Neil Bloem afslutter samtalen, og han emailer hende stillerlisten og medfølgende tekst:

»Kære Annette, Du skal være vores næste formand. Her er i dine personlige stillere i første omgang – vi har p.t. mindst 60 mere, som vi taster ind, når der er tid, og de kommer væltende«.

Neil Bloem og de to andre håber, at stillerlisten får Annette Vilhelmsen til endeligt at beslutte sig for at stille op til valget som formand for SF.

Søvndals lange farvel

Da Villy Søvndal trækker sig som formand for SF fredag morgen den 7. september, tænker Annette Vilhelmsen: »Hvad fanden sker der?«

Og sådan tænker de fleste SF’ere.

Men allerede i slutningen af 2009 har Villy Søvndal fortalt sin nærmeste kreds i partiet – herunder blandt andre Astrid Krag, Thor Möger Pedersen og SF’s pressechef Claus Perregaard – at det kommende folketingsvalg bliver hans sidste som formand. Og i lige så lang tid har kredsen vist, at Villy Søvndals foretrukne afløser er den 29-årige Astrid Krag.

Naturligt nok forsøger de at overtale Villy Søvndal til at tage endnu et valg. SF’s forventede første regeringsperiode bliver svær, det vil udfordre partiets sammenhold, og den såkaldte børnebande, eller unge generation af arbejderister, mangler tid til at vokse op politisk.

Villy Søvndal fastholder beslutningen og overvejer endda at gå lige efter regeringsdannelsen i 2011. Velvidende at timingen altid vil være dårlig, beslutter Villy Søvndal, at nu skal det så være, hvis en ny formand også skal have tid til at komme på plads inden det næste kommunal-, Europa-Parlaments- og selvfølgelig ikke mindst folketingsvalg. Og ikke mindst: Partiformanden kan stadig vælge tidspunktet for sin afgang, før andre i SF gør det for ham.

Da det endelig sker, frygter Astrid Krag og den unge generation, som blandt andre også omfatter politisk ordfører Jesper Petersen og næstformand Mattias Tesfaye, derfor, at det måske er en omgang for tidligt. Astrid Krags alder er ikke ideel. Hverken for den nybagte mor eller partiet. Astrid Krag ser bare ikke andre muligheder. SF’s såkaldte mellemgeneration forlod stort set alle partiet under Holger K. Nielsens formandstid, og de har ingen oplagt formandskandidat i 40’erne. Spøgefuldt taler hendes støtter om »Krag eller kaos«. Og som kassemanden i formandskandidatens lokale Netto bemærker:

»Jeg fatter ikke, at de taler om erfaring. Dig har jeg jo kendt i mange år fra Folketinget – hvorimod hende, Annette Vilhelmsen, har jeg aldrig hørt om.«

Selv om Villy Søvndal officielt afstår fra at pege på sin afløser, så går der heller ikke mange minutter efter hans afgang, før TV 2 News »erfarer«, at Astrid Krag stiller op.

Astrid Krag skriver ganske vist på Facebook, at hun ikke har gjort sin stilling op, og »i dag skal handle om Villy«. Men det uafklarede spørgsmål er, om miljøminister Ida Auken fra SF’s såkaldte grønne fløj stiller op.

Da Ida Auken om søndagen melder pas og en anden potentiel formandskandidat – næstformand Mette Touborg – ligeså om mandagen, er vejen banet for, at Astrid Krag onsdag den 13. september officielt melder sig som kandidat .

Ifølge Weekendavisens Hans Mortensen, forfatter til Den røde tråd – SF og vejen til magten, er der ikke »nogen realistisk mulighed for, at Astrid Krag ikke skulle blive valgt.« Berlingskes kommentator, Thomas Larsen, kalder det en »sensation«, hvis det ikke sker. Og Altingets Erik Holstein kommer frem til, at alt andet »må anses for at være utænkeligt i en grad, der ville sætte al politisk logik ud af kraft«.

’Den nordkoreanske retorik’

Annette Vilhelmsen aflyser sine møder resten af dagen, da hun den 7. september får en SMS om Villy Søvndals afgang og tager ind på Christiansborg. Her begynder ikke bare Astrid Krags støtter straks at ringe rundt (men undgår møder af frygt for, at det vil forstærke billedet af aftalt spil, hvis sådanne slipper ud).

Annette Vilhelmsen og de andre i SF, som er blevet kaldt venstrefløjen, folkesocialisterne eller de fodformede, spørger sig selv, hvad der nu skal ske.

De har følt sig kørt over af Villy Søvndal og ikke mindst af skatteminister Thor Möger Pedersen, som er blevet personificeringen af partiformandens politiske projekt.

Alle politikere og partier ofrer nogle af deres holdninger på grund af den politiske nødvendighed. Problemet er, når de nødvendige indrømmelser bliver til en holdning. Når det politisk belejlige bliver sandheden.

I SF kalder Villy Søvndals kritikere det for den »nordkoreanske retorik«: Nederlag bliver solgt som sejre. Og kompromiserne med først Socialdemokraterne og siden også de radikale bliver begrundet med strategien om at komme – og vedblive at være – i regering. Ikke med at det er den rigtige politik.

Omvendt har specielt Thor Möger Pedersen og Jesper Petersen også understreget på interne møder, at nok skal nederlag ikke sælges som sejre, men SF skal heller ikke tage sine sejre for givet. Under alle omstændigheder bliver SF’s politiske og organisatoriske forandringer aldrig forankret i partiet.

Pressechefen Claus Perregaard har brugt billedet med en person, der skal krydse en fossende flod. Man vader ikke bare ud med en tung rygsæk. I stedet bruger du en stav, så der altid er to støttepunkter, føler dig frem, finder ud af om bunden kan bære – og tager et skridt af gangen.

Forud for SF’s landsmøde i april i Kolding forventer/frygter mange i partiet imidlertid, at Villy Søvndal vil miste balancen, fordi han efterhånden kun har fodfæste ét sted i SF: de unge.

Men den fortsatte respekt for formanden resulterer i, at venstre-fløjen, folkesocialisterne og de fodformedes medlemmer taber afstemningerne i Kolding – og ikke mindst den efterfølgende dramatiske afstemning i landsledelsen om de to næstformandsposter. Her gennemtrumfer Villy Søvndal fravalget af Meta Fuglsang. På trods af at partiformanden på landsmødet har talt om at »bygge bro i SF«.

På den måde lykkes det Villy Søvndal at stjæle nederlaget ud af sejrens kæber, da fravalget af Meta Fulgsang medfører en disillusion hos de partimedlemmer, som netop har fulgt hans opfordring om at stå sammen i SF.

Valget til landsledelsen afslører samtidig to ting: SF’s grønne fløj mangler fuldstændig opbakning i partiet, ligesom kun en kandidat teknisk set (da de delegerede har flere stemmer) får mere end halvdelen af slagsen ved valget til landsledelsen: Meta Fuglsang.

Efter Villy Søvndals afgang er Annette Vilhelmsen imidlertid klar over, at der skal handle hurtigt. Ellers bliver det en etableret sandhed, at Astrid Krag er SF’s næste formand.

Mach-mødet

»Hvad med dig, Annette?«

Folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen spørger som den første Annette Vilhelmsen, om hun har lyst til at blive formand for SF.

Det er kun få timer siden, at Villy Søvndal stoppede, og Lisbeth Bech Poulsen, Annette Vilhelmsen, Neil Bloem, Meta Fuglsang, de to andre landsledelsesmedlemmer Ida Damborg og Peter Westermann samt Trine Pertou Mach er samlet hos sidstnævnte. Trine Pertou Mach lægger hus til, fordi hun også skal passe sine børn.

For Annette Vilhelmsen, som på det tidspunkt er så ukendt, at Folketingets Bibliotek end ikke har et eneste avisudklip med hende i mapperne med MF’ere, er det uvirkeligt, at hun nu er i spil til formandsposten i SF. Men Annette Vilhelmsen tænker: »Nogen skal jo stille op. Vi bliver nødt til at gøre noget«.

Annette Vilhelmsens navn er heller ikke det eneste navn, som kommer på bordet den eftermiddag. Mette Touborg (som på det tidspunkt endnu ikke har trukket sig) og værten diskuteres også som muligheder.

Trine Pertou Mach har markeret sig som en af de mest åbenmundede kritikere af SF’s nuværende linje, og en valgkamp mellem hende og Astrid Krag vil udstille den politiske konflikt i partiet.

Hvorimod Annette Vilhelmsen måske er mindre markant – og kendt – men af samme årsag appellerer til en bredere skare SF’ere.

Selv om de fleste af mødedeltagerne foretrækker Annette Vilhelmsen, så aftaler hun og Trine Pertou Mach at gå i tænkeboks.

Allerede inden mødet slutter har Syddjurs SF-borgmester Kirstine Bille dog offentligt – som den første – peget på Annette Vilhelmsen.

»Hun gør det godt og har en god baggrund, men problemet er selvfølgelig det velkendte, at hun ikke er kendt nok i offentligheden,« siger Kirstine Bille til Lokalavisen.

Næste dag ringer politiken.dk også til Kirstine Bille, som giver et »utraditionelt bud«. Både til internetavisen – og dagen efter til TV 2/Fyn – fortæller Annette Vilhelmsen, at hun er glædelig overrasket. I Københavns Lufthavn – på vej til Canada – fortæller Annette Vilhelmsen tv-stationen, at hun vil bruge den kommende uge til at »overveje min stilling«. Peter Westermann ser interviewet og ringer, lige inden flyet letter:

»Så er du jo meget seriøst i spil!«

»Jamen, det er fint,« lyder svaret.

’Jeg gør det alligevel!’

Astrid Krag er de dage mest er optaget af at sikre sig, at Ida Auken ikke stiller op. Men snart hører Astrid Krag og hendes støtter, at SF’s venstrefløj kommer med en kandidat – og at Trine Pertou Mach er i spil. Annette Vilhelmsens navn kommer til gengæld som en overraskelse. Ingen har hidtil bemærket, at Annette Vilhelmsen »har en formand i maven«, som det bemærkes.

Mange af Astrid Krags støtter håber, at det bliver Trine Pertou Mach. Netop fordi de forventer, at hun kun vil få stemmer fra dem, Villy Søvndal har kaldt »brokkehovederne« i SF. Men tvivlere advarer om, at en formandskandidat i praksis skal være medlem af Folketinget, hvilket udelukker hende (Trine Pertou Mach har endda lige opgivet sit folketingskandidatur i protest mod SF’s linje den seneste tid).

Af samme årsager presses Trine Pertou Mach nu af sine egne til ikke at stille op. Mens Anne Vilhelmsen omvendt presses til at gøre det.

Den ene dag ringer Annette Vilhelmsen hjem fra Canada til sin ægtefælle, John, i Kerteminde med beskeden:

»John, det gør jeg ikke, det her. Det er simpelthen for langt ude«.

Dagen efter lyder det:

»Nu kan det godt være, at jeg gør det alligevel!«.

Trine Pertou Mach beslutter sig også flere gange om dagen for at stille op. For så alligevel ikke at gøre det. Indtil hun torsdag den 13. september ringer til Annette Vilhelmsen. Beskeden er, at Trine Pertou Mach ikke kan forene formandsposten med at have små børn og en ægtefælle, som arbejder i udlandet i ugens løb.

Da Annette Vilhelmsen fredag den 14. september lander i København, er hun også kommet frem til en afklaring.

Kun én ting kan forhindre Annette Vilhelmsen i at stille op som formand for SF.

Læs andet afsnit i morgen

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kylle Zimmermann

"Her gennemtrumfer Villy Søvndal fravalget af Meta Fuglsang"
Jeg synes godt, man kan stille spørgsmål ved udtrykket gennemtrumfer!
Lækkede stemmetal fortæller, at hans stemme ikke var afgørende!
Men når det overhovedet kan fortælles, hvilke næstformandskandidater Villy Søvndal har forestrukket, er årsagen, at de i artiklen omtalte "folkesocialister og fodformede", som tabte afstemningerne om partiets linje på Landsmødet, syntes det skulle ud fra det lukkede møde i den nyvalgte Landsledelse!