Læsetid: 5 min.

Rådet, hvis magt voksede med opgaven

I 50 år har Det Økonomiske Råd givet anbefalinger til den siddende regering. Og nu som tidligere er det sket med en tro på, at økonomer kan sætte to streger under den rigtige politik. Men i dag tillægges rådet større autoritet, end godt er, lyder kritikken. For hvis regeringen er svag, bliver rådet for stærkt
Det Økonomiske Råd blev etableret i 1962 med vedtagelsen af Lov om økonomisk samordning. Rådet har 25 medlemmer og ledes af et formandskab – de såkaldte vismænd. Her er det (fra venstre) Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Claus Thustrup Kreiner og Eirik Schrøder Amundsen – tre fjerdedele af formandskabet i 2012.

Det Økonomiske Råd blev etableret i 1962 med vedtagelsen af Lov om økonomisk samordning. Rådet har 25 medlemmer og ledes af et formandskab – de såkaldte vismænd. Her er det (fra venstre) Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Claus Thustrup Kreiner og Eirik Schrøder Amundsen – tre fjerdedele af formandskabet i 2012.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

8. december 2012

Det skulle være de bedste anbefalinger, vi kan få om rigets økonomi: Det Økonomiske Råd rådgiver den til enhver tid siddende regering om den økonomiske udvikling og om nødvendige reformer. Og rådet er autoriteten, der finder milliardhuller i efterløns-reformen og efterlyser en ny 2020-plan. Sådan er i hvert fald forestillingen om en objektiv vejledning leveret af de viseste mænd, som den blev født ind i opgangstider med fuld beskæftigelse i 1962.

Dengang, i de første år efter etableringen, var formålet at diskutere råderummet for lønstigninger i samfundet. Det foregik dog uden regnemodeller eller idé om antallet af offentlige ansatte, og derfor var der brug for sagkyndige råd, husker Jørgen Rosted, der i mange år har været ansat som økonom i Det Økonomiske Råd:

»Finansministeriet lavede katastrofale fejl. Du kan slet ikke forestille sig, hvor store fejlene var. Der stod for eksempel i finanslovsforslaget, at staten havde et overskud på 50 mia. Lige pludselig kom man ud med et underskud på 50 mia. Hovsa!« fortæller han.

På trods af den tunge start kan Det Økonomiske Råd, der også indbefatter Det Miljøøkonomiske Råd – nu fejre 50-årsjubilæum. Og det skyldes især en tro på, at institutionen kunne – og skulle – fungere uafhængigt af statsmagten. Men i løbet af dets levetid har rådet vokset sig stadig stærkere, og spørgsmålet er, om rådet har tilegnet sig mere magt, end godt er.

Stor modstand

Forestillingen om en entydig økonomisk saglighed, der er hævet over partipolitik, har især fundet grobund hos de radikale. Partiet var både drivkraften bag at give rådet særlige beføjelser i overvågningen af dansk økonomis europæiske konvergens her i 2012, og selve etableringen af Det Økonomiske Råd skete primært på initiativ af den daværende radikale økonomiminister Kjeld Philip.

Her blev det dog vedtaget af et relativt beskedent folketingsflertal, da Venstre og størstedelen af den konservative folketingsgruppe stemte imod. Især den konservative ordfører og senere finansminister Poul Møller var skeptisk og begrundede sit partis modstand mod den nye institution med en kritik af, at rådet ville »virke som dæksmand for den regering, der ikke kan enes om de nødvendige foranstaltninger.«

Man frygtede med andre ord, at rådet i skikkelse af formandskabets vismænd ville blive tillagt en uforholdsmæssig stor magt – især i perioder uden klar konsensus om den økonomiske politik. Og i al dets levetid har rådets evne til at agere uafhængigt da også været et centralt emne i debatten, fortæller Knud Heinesen, tidligere finansminister i Anker Jørgensens regeringer.

»Problemet er jo, at der ikke findes nogen rigtig objektiv økonomisk politik. Økonomisk politik er politik. Men derfor kan man godt have glæde af økonomernes ræsonnementer og deres forudsigelser, som dog tit har været forkerte,« siger Knud Heinesen og kalder rådet en fornuftig institution.

»Men det er ikke ensbetydende med, at vi har været enige hele vejen,« pointerer han.

Og han forstår godt de konservatives oprindelige kritik af risikoen for, at institutionen ikke kan agere uafhængigt.

»Det er klart, at hvis politikerne er svage i den forstand, at de har vanskeligt ved at enes om noget, er det tænkeligt, at økonomerne kan komme ind med synspunkter, som kan få lov til at spille en større rolle end ellers tiltænkt,« siger Knud Heinesen.

Den store rolle er dog ikke opstået ud af det blå. Niels Kærgård, professor i økonomi på Københavns Universitet og tidligere overvismand, var også med ved rådets tilblivelse. Og han mener, at den store autoritet, man tillægger rådet i dag, allerede blevet opbygget igennem 1960’erne og 1970’erne.

»Efter de første 10 år har rådet haft en betydelig troværdighed,« siger Niels Kærgård, som dog tager forbehold for, at indflydelsen ikke har været konstant:»Det er klart, at i situationer med flertalsregeringer behøver man at tage mindre hensyn til sagkundskaben. Men vi har jo overvejende haft mindretalsregeringer, og dér findes et større behov for at lytte til sagkundskaben.«

Professor Jørgen Rosted mener, at rådets autoritet er blevet større i takt med, at økonomer i både formandskab og ministerier generelt er blevet mere ens.

»I de senere år har man ikke kunnet skelne mellem vismændene og økonomerne fra Finansministeriet. Man kan ikke se forskel – det er i hvert fald sjældent. Og de er enige om, hvordan man skal bruge modellerne,« fastslår Jørgen Rosted. Han advarer imod, at ensretningen af økonomerne kan give dem mere magt. For hvis regeringen samtidig er svag, kan vismændene stå stærkere.

»Økonomerne har sat sig mere på magten og har nok også fået større indflydelse.«

Kampen om regnemodellerne

Før midten af 1970’erne fandtes der ikke samlede økonomiske modeller, som ministerier og økonomer kunne benytte til at beregne effekten af indgreb i dansk økonomi. Men med regnemodellerne ADAM og SMEC fik henholdsvis Det Økonomiske Råd og Finansministeriet nogle værktøjer at lægge den økonomiske linje efter. Igennem årene har der været en kraftig kritik af regnemodellerne – senest fra Enhedslistens Frank Aaen, som kritiserer regnemodellernes uigennemskuelighed.

Hovedeksponent for denne nye linje er Torben M. Andersen, økonomiprofessor og tidligere overvismand. Han fortæller, at man i rådet slet ikke var overraskede over, at den nuværende regering valgte at beholde de samme regnemodeller, som den tidligere regering havde lagt sin politik efter. En beslutning, der ellers blev heftigt kritiseret.

»At modellerne skulle have en speciel bias, er en misforståelse af modellerne. Alle, der arbejder med modeller ved, at de er værktøjer. Der vil altid ske en vurdering af, om resultaterne hænger sammen eller ej,« siger Torben M. Andersen og fastslår, at rådet er kommet for at blive.

»I og med at institutionen har overlevet, og der har været stor interesse fra udlandet til at kopiere Det Økonomiske Råd, har det bevist sin berettigelse. Om man vil kalde det magt, er op til en selv.«

Mere forbeholden er Mogens Lykketoft (S), der trådte til som finansminister i 1993 under Nyrup.

»Jeg har haft en kritisk tilgang til institutionerne. Rådets anbefalinger er jo udtryk for et valg af forudsætninger. De er et skøn over sammenhænge. Derfor kan de være med til at supplere et billede, men politikere skal ikke følge rådene slavisk,« siger den nuværende formand for Folketinget.

Trods sin »uforandrede kritiske holdning« mener han dog, at rådet opfylder den opgave, det har fået. Derimod er det op til politikerne at forholde sig rationelt til rådets anbefalinger: »Mange er tilbøjelige til at tillægge formandskabet en form for næsten overjordisk neutralitet. Men alle vismænd møder jo op med en overbevisning – ikke partipolitisk, men et livssyn.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Rådet sidder der uanset om de får ret i deres anbefalinger eller ej.
De har deres på det tørre - uanset hvad der sker.
Det er da smart.

Kristian Rikard

Tillykke til Vismændene og DØRS. Men netop ved denne lejlighed savner jeg, at man faktisk også gør opmærksom på hvem "de menige" af rådets medlemmer er!

Olav Bo Hessellund

”Men i løbet af dets levetid har rådet vokset sig stadig stærkere, og spørgsmålet er, om rådet har tilegnet sig mere magt, end godt er.”

Til det spørgsmål er vel kun at svare, udfra erfaringerne med VKO i nullerne, at rådet ikke har mere magt end hvad regeringen tillader. I hvert fald, hvis man skal tro tidl. overvismand Peter Birch Sørensen, som i sidste nummer af djøf-bladet med en vis bitterhed og resignation - fornemmer man - gør opmærksom på, at vismændene allerede i 2004 uden held advarede regeringen om risikoen for overophedning af økonomien i løbet af et par år. Den advarsel valgte Anders Fogh som bekendt at overhøre . og regningen kommer vi nu til at betale i de kommende år med lavvækst og arbejdsløshed.

Anders Foghs respekt for vismændenes råd kunne ligge på et lille sted, når rådene ikke passede i hans kram. Kritikerne af hans økonomiske politik blev betegnet som ”grædekoner”, der burde ”skrive lærebøgerne om”.

Artiklens overskrift er derfor ikke særlig dækkende.

Dorte Sørensen

Er det ikke en god lejlighed til at se på de benyttede modeller og tydeliggøre, at de KUN er værktøjer, der kan fortælle forskelige udviklinger alt efter hvad der er taget med i modellerne.

PS: Har medierne gennem tiden ikke også været skyld i Rådets overhøjhed. Fx husker jeg i min ungdom, at Anders Ølgaard (økonomiprofessoren fra KU, jeg kan ikke huske om det er korrekt stavet ) var i medierne i tide og i utide og altid med ærbødighed som OVERVISMANDEN. Noget af det samme kan siges om Torben M Andersen fra Århus Universitet.

De sidste 12 år har det økonomiske råd desværre rådet helt forgæves.

Selv om rådet er dybtblåt har den lige så blå regering konstant overhørt alle formaninger om at få lidt fornuft ind i økonomipolitiken. Hvorvidt man kan sige at rådet har magt har jeg lidt svært med at forstå. Tværtimod ligner rådet en tandløs mumie.

Vi KUNNE have afværget krisen i Danmark, der var bare ikke politisk vilje til at gøre det fordi krisen jo tjener et formål jf. chokdoktrinen.

Hvad der chokerer mig mest er befolkningens dumhed.

Hvordan kan man have tillid til politikere der lader sig overraske af en krise som for alle der gad åbne øjnene igennem et årti har udviklet sig i fuld offentlighed!

På hvilken planet har Naja Dandanell levet de sidste 12 år?

Artiklen er et usselt forsøg på at prøve at tørre VKO's katastrofale økonomipolitik det af på det Økonomiske Råd, som gang på gang har advaret om boligboblen og finanskrisen og er kommet med en række fornuftige anbefalinger som regeringen bare affejede som nonsens, mens samme politikere kunne slippe af sted med at lave regnefejl på over 100 milliarder!

Når det kniber med sagligheden og dokumentation for ens påstande kan man jo altid spille "Demokrati kortet". Man kan trygt regne med at det altid falder i god jord hvis man peger på et økonomisk komplot imod de kære folkevalgte à la:

»Økonomerne har sat sig mere på magten og har nok også fået større indflydelse.«

Lidt klarsyn viser artiklens forfatter dog:

»Problemet er jo, at der ikke findes nogen rigtig objektiv økonomisk politik. Økonomisk politik er politik.

Ja, i den grad! Og vi ligger jo kun som vi har redt os når vi i årtier, motiveret af ren grådighed, har tilladt at vores kære folkevalgte systematisk og konsekvent har overdraget magten over økonomipolitikken til de frie markedskræfter.

Det er bare forkert at klandre økonomerne for det.

Det er OS, OS og ingen andre der er ansvarlig for denne katastrofe. Og vi bliver jo bare ved. Denne artikel er for mig set bare et forsøg på at vaske hænder i uskyldighedens rene vand.

Intet har ændret sig, på trods af finanskrisens bagklogskab. Det er OS der er generalforsamlingen for Danmark A/S, det er OS der vælger bestyrelse og administrerende direktør og vi er stadig styret af den samme grådighed der fik os i suppedasen.

Vel de fleste af os i hvert fald.

Rolf Eric Anithason

Danmark är ett underligt land.

På ena sidan av den ekonomiska politiken, har man fastkurspolitik till den tyska marken sedan 1980-talet. Denna politik håller man fast i, i med- och motvind, vilket betyder att Deutsche Bundesbanks monetära politik blir Danmarks monetära politik. Idag är det Europeiska Centralbanken som sätter politiken och som indirekt styr värdet av kronen, men det ändrar inte på Danmarks endogena roll i frågan. Sedan hör man en majoritet av befolkning gå och snacka om suveränitet. Detta skulle också vara rättfärdiggörelsen av alla utgifter Danmark har, när vi inte har antagit unionen gemensamma mynt - euron, men ändå lyder under alla dess regler/konsekvenser.

På andra sidan av den ekonomiska politiken, har man en finanspolitik som också är utdeligerad till ett oavhängigt råd enligt lag, för att politikerna ska bli fri från ansvar för deras beslut, utan ska kunna peka på rådets råd om ens beslut skulle gå fel.

Och så tror folk att Danmark är suveränt och driver sina egna frågor? Jag är inte nödvändigtvis oenig i konstruktionen, jag tycker bara det är imponerande att folk är så förda bakom ljuset eller rent av förnekar verkligheten - kalla en spader för en spader!

Olav Bo Hessellund

Rolf:
Ja, du har muligvis ret: Det er muligvis et nationalt karaktertræk det med, at mange danskere gerne vil blæse og have mel i munden på samme tid. (Måske er det oveni købet en særlig radikal specialitet).

Konsekvens og principfasthed viger vi ofte uden om med henvisning til, at vi hellere vil være "pragmatiske" Andre vil kalde det principløshed.