Læsetid: 3 min.

Radikal kvinde ventes at afløse Uffe Elbæk

Uffe Elbæk går efter beskyldninger om kammerateri og vennetjenester. Regeringen forventes at udpege en kvinde fra den radikale folketingsgruppe som hans afløser
Uffe Elbæk går efter beskyldninger om kammerateri og vennetjenester. Regeringen forventes at udpege en kvinde fra den radikale folketingsgruppe som hans afløser
6. december 2012

Når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i dag træder ud på Amalienborg Slotsplads for at præsentere sin nye kulturminister, ventes vedkommende at være et kvindeligt medlem fra de radikales folketingsgruppen.

Efter at kulturminister Uffe Elbæk (R) i går trak sig fra posten efter beskyldninger om nepotisme, vennetjenester og lemfældig omgang med skattekroner i forbindelse med sagen om Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), har økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) nemlig allerede sat navn på efterfølgeren, erfarer Information.

Margrethe Vestager holder navnet hemmeligt, men ifølge Informations oplysninger skulle det være et af de ni kvindelige medlemmer af den i alt 17 mand store radikale folketingsgruppe. På forhånd nævnes EU- og forskningsordfører Sofie Carsten Nielsen, fødevare- og sundhedsordfører Camilla Hersom og endda gruppeformand, Marianne Jelved, som oplagte bud. De to førstnævnte gør det klart, at de selvfølgelig ikke takker nej til et tilbud, om end Sofie Carsten Nielsen siger, at »jeg har overhovedet ikke beskæftiget mig med kulturpolitik, så jeg kan ikke tro på, at jeg står først for tur«.

Ingen rokade

Til gengæld vil statsministeren ikke benytte lejligheden til at gennemføre en større regeringsrokade, men blot lade de radikale stille med en ny person til posten.

Ved at foretrække et medlem af den radikale folketingsgruppe håber økonomi- og indenrigsministeren straks at få en driftssikker kulturminister.

Uffe Elbæk er i højere grad blevet kritiseret for sin håndtering af sagen om AFUK – end for selve sagens indhold. En kritik, som tirsdag kulminerede i et fire timer langt åbent samråd i Folketingets kulturudvalg, hvor Uffe Elbæk skulle forklare afholdelsen af fem middage for 180.000 skattekroner på AFUK, hvor han selv tidligere har siddet i bestyrelsen – og hvor hans mand i dag er ansat.

På samrådet indrømmede Uffe Elbæk pludselig, at embedsmænd havde advaret ham mod at holde et sjette arrangement på AFUK. Kulturministeren havde ellers på vej ind til samrådet over for pressen forklaret, at han ikke var blevet advaret af sine embedsmænd mod at afholde de fem arrangementer på AFUK. Selv om kulturudvalget nu har bedt Rigsrevisionen om at undersøge sagen, mener Margrethe Vestager dog ikke, at sagen mod Uffe Elbæk har været »stor nok til at begære en fyring«. Også statsminister Helle Thorning-Schmidt sagde i går, at »fejlen er ikke stor nok til, at han havde behøvet at gå«.

11-dages-reglen

På forhånd havde Enhedslisten også fredet Uffe Elbæk, indtil Rigsrevisionens undersøgelse lå klar.

Men kulturministerens katastrofale samråd havde allerede delvist overskygget SRSF-regeringens præsentation af skolereformen, og Uffe Elbæk kunne se frem til en ny runde i cirkusmanegen, når Rigsrevisionens rapport lå klar om nogle måneder.

Uffe Elbæk valgte da også selv at gå, selv om det er påfaldende, at økonomi- og indenrigsministeren ikke ønsker at fortælle, om hun bad ham om at blive.

På det tidspunkt havde den snebold, som Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen lod rulle dagen før Venstres landsmøde i november mod kulturministeren dog for længst nået en størrelse, ministeren ikke kunne stå imod.

»Det ligner en vennetjeneste, mere end det ligner en reel politisk beslutning, og det gør det bare endnu mere aktuelt, at jeg skal stille de her spørgsmål«, sagde Michael Aastrup Jensen dengang til Politiken.

Dermed levede Uffe Elbæk op til den tidligere britiske premierminister Tony Blair spindoktor, Alastair Campbells, berømte »11-dages-regel« om, at hvis en ministers problemer er forsiden i så lang tid, så må vedkommende gå af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"...
På samrådet indrømmede Uffe Elbæk pludselig, at embedsmænd havde advaret ham mod at holde et sjette arrangement på AFUK. Kulturministeren havde ellers på vej ind til samrådet over for pressen forklaret, at han ikke var blevet advaret af sine embedsmænd mod at afholde de fem arrangementer på AFUK.
..."

Det er ju riktigt, det Elbæk siger, ingen advarsel vedr. de fem arrangementer, hvorimod i sept. enighed med en embedsmand om at ikke afholde et sjette, eller flere fremover.
Elbæk har hele tiden talt sandt.

Jeg ved godt, at Statsministeren er pressens minister og hun skal vist som sådan skytte om den ... tror jeg nok.

Men hvem slår i bordet, når pressen går for vidt ... i f.eks. i tilsyneladende uhæmmede sensationstrang og mangel på proportionssans ?

Er det også Statsministeren ? I så fald har hun fejlet slemt.

Her kunne et par "borgerlige ord"fra "al-moderen" sgu have været på plads.