Læsetid: 5 min.

’Så cykler man der med sin sæd under armen’

For fire år siden gennemgik Anders Rosengren en længerevarende fertilitetsbehandling, fordi han har dårlig sædkvalitet. I dag kan han grine af mange af absurditeterne i behandlingen, men dengang var det en stor psykisk udfordring
Anders Rosengren med sin nu treårige datter, som han og kæresten fik ved hjælp af reagensglasbehandling.

Anders Rosengren med sin nu treårige datter, som han og kæresten fik ved hjælp af reagensglasbehandling.

Tine Sletting

29. december 2012

»Nu har taxachaufføren fandme at lade være med at spørge mig, hvad jeg skal.«

Sådan tænkte Anders Rosengren, hver gang han satte sig ind i en taxa tidligt om morgenen med endnu en sædprøve præsteret i en kop på sit og kærestens toilet, puttet på tube og tapet ind på huden mellem hans overarm og overkrop. Sædcellerne skulle holdes varme på turen fra Vesterbro til Rigshospitalets Sperma-klinik, hvor sædcellerne skulle analyseres. Og egentligt gad han ikke snakke så meget om det.

»Nå, hvorfor skal du til Rigshospitalet så tidligt om morgenen?« spurgte taxachaufføren høfligt. »Du er vel ikke syg?«

Anders Rosengren tøvede et øjeblik: »Jeg skal bare ud og aflevere en sædprøve.«

Episoden ligger over fire år tilbage i tiden. Men det er oplevelser som den, der står stærkest i Anders Rosengrens erindring.

I dag har han datteren Molly med sin kæreste Anne.

»Taxachaufføren hed Elvis og endte med at tilbyde mig sin kones nummer, for hun var altså healer og skulle da nok lige få løst det problem,« siger Anders Rosengren og griner.

Det var i 2005, da Anders Rosengren var 28 år, at hans kæreste første gang nævnte sine drømme om at få et barn.

’Ikke en god prøve’

Først havde Anders Rosengren ikke helt vidst, hvad han skulle mene om projektet.

»Du ved, den der typiske mandereaktion: Jeg var bange for, at hele mit liv ville blive taget fra mig, hvis jeg blev far.«

Men efter kort tid blev beslutningen truffet, og Anders og Anne gik på gammeldags manér i gang med at forsøge at blive forældre.

»Lægerne siger jo, at det kan tage ni måneder til et år at blive gravide, så vi ventede bare og så tiden an,« siger Anders Rosengren.

Da der var gået to et halvt år, begyndte Anne for alvor at undre sig, fortæller Anders Rosengren.

Hun blev undersøgt til at begynde med, og Anders Rosengren indså, at han hellere også måtte forsøge sig med en undersøgelse. På et laboratorium i Indre By mødte Anders Rosengren første gang det forstenede udtryk, der har det med at hænge på mænd, der afleverer sædprøver:

»Venteværelset på klinikken var fyldt med mænd, der listede rundt langs panelerne som grå skygger.«

Et par uger senere kom svaret på prøverne fra Anders Rosengrens egen læge i telefonen: »Det er ikke en god prøve,« lød beskeden.

Klinisk modtagelse

Det der undrede Anders Rosengren mest i hans behandlingsforløb, var, at følelser aldrig rigtig blev nævnt. Al snak med personalet handlede om sædprøver og æg og succesrater. Det var let at konstatere, at især kvinderne, men også mændene gennemgik en svær tid, fortæller Anders Rosengren.

»Det, mænd gennemgår, er jo ingenting i forhold til, hvad kvinder gennemgår. Alligevel forbavser det mig, at der ikke blev talt mere om det psykiske aspekt af behandlingen. Jeg følte ikke selv, at min manddom blev klinket af nyheden om min dårlige sædkvalitet, men jeg har siden mødt mange mænd, der har haft den oplevelse.«

Selv om Anders Rosengren ikke følte, at hans ego led under behandlingen, kunne han alligevel ikke lade være med at nære et lille håb om, at det ville lykkes ad naturens vej.

»Det handler nok i virkeligheden mere om det rent menneskelige, end det handler om mandighed, at man gerne vil have et barn på den gammeldags måde. Så selv om vi gennemgik behandling, håbede jeg da, at det lige pludselig ville ske af sig selv: et rigtigt kærlighedsbarn.«

Anders Rosengren og hans kæreste indledte en behandling, hvor kæresten skulle insemineres med hans bedste sædceller. Nu startede turene frem og tilbage til klinikken. På sin rustne cykel drog han til privatklinikken i patriciervillaen i ambassadekvarteret i København og afleverede sine prøver.

»Så står man der og afleverer sin sæd imellem et postbud, der er i gang med at levere en pakke, og en kvinde, der er inde for at spørge om vej. Jeg kunne nærmest lige så godt være gået ind på den israelske ambassade,« siger han.

Det var ikke decideret ydmygende, husker Anders Rosengren. Men det var bizart, og det var ubehageligt. Inseminationsbehandlingen virkede ikke, og Anne og Anders Rosengren besluttede sig for at forsøge med den såkaldte IVF-behandling, reagensglasbehandlingen.

Kæresten kom på hormonbehandling for at overproducere æg, som Rigshospitalets klinik tog ud og befrugtede med Anders’ sædceller, for derefter at sætte æggene op i hende igen.

Det var et besøg på Rigshospitalet, der endte med at blive Anders Rosengrens mest stressende oplevelse under den lange behandling.

»Jeg plejede altid at sige, at jeg gerne ville lave sædprøven derhjemme. Alt andet end at skulle ind i de der rum.«

Uventet ville Rigshospitalet have en prøve på stedet, og Anders Rosengren måtte sætte sig i kø som den tredje på en bænk uden for sædrummet, et omdøbt toilet.

»Nogle er hurtige, og andre er langsomme, og man sidder der i køen helt tavse. De havde sørget for det hele: soft porn, hardcore og fetisch. Men det kunne jeg virkelig ikke bruge til noget. Jeg blev bare stresset, der sad folk i kø uden for og ventede på, at jeg skulle få rejsning.«

Anders Rosengren griner af det i dag, men dengang var det alvor.

Folks reaktion

På Rigshospitalet blev Anders Rosengrens sæd udredt. Det var sandsynligvis en gammel operation, der havde kappet nogle blodforbindelser til en testikel, som var årsag til hans nedsatte sædkvalitet.

»Det var lettende. Jeg gik jo der og tænkte over en masse småting, der kunne være årsagen: At jeg også altid har tygget meget på kuglepenne, og at jeg røg meget engang.«

Der er stor uvidenhed om nedsat sædkvalitet blandt mænd, der ikke lider af det, mener Anders Rosengren. Og så er problemet tabubelagt.

»Jeg har igennem hele forløbet været meget åben om det, for det var nok min måde at komme igennem det på. Men folk omkring mig gik ofte lidt i baglås. Enten var deres primære reaktion at lave sjov med det, som mine brødre gjorde, eller også blev de utilpas, fordi de var bange for at sige noget forkert,« fortæller Anders Rosengren.

Efter andet forsøg med reagensglasbehandling blev Anders Rosengren og Anne gravide med deres datter, der i dag er tre år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

I stdet for dette flæberi og den selvmedlidenhed burde man måske være taknemmelig for, at der faktisk tilbydes hjælp og i dette tilfælde åbenbart med det ønskede resultat

Flæberi: Det synes jeg da ikke,en nøgtern forklaring på et forløb med tanker,humor og andet.
Det er da en fin artikel omkring mænds " strabadser" når naturen ikke lige er som den bør være.

Henrik Brøndum

Som saerdeles forhenvaerende men dengang hoejt profileret chauffeur i Koebenhavs Taxa, maa jeg protestere over den usandsynlige indledning.

Medmindre formaalet med turen ganske aabenbart (sandaler og kaempekuffert) er en uskyldig ferietur eller lignende, spoerger vi ikke passagererne hvad de skal.

Specielt ikke naar adressen er den mindste smule foelsom - hospitaler, bordeller, politistationer, retssale, skumle vaertshuse, "strassen" (Istedgade ved Hovedbanen), Nationalbanken, Christiansborg .... man har vel pli.

Jeg haaber der er dokumentation for dette grove brud paa etiketten, og behoerig klage er sendt.

Inger Sundsvald

Usandsynlig og utroværdig er artiklen i høj grad. Hvilken klinik kan finde på at tilsige alle mænd på samme tid?

»Venteværelset på klinikken var fyldt med mænd, der listede rundt langs panelerne som grå skygger.«

Hvem skulle tro det om alle mænd?