Læsetid: 4 min.

’De synes jo selv, de har gjort noget godt’

Adopterede fra Sydkorea vender i stigende grad tilbage til fødelandet. Information har mødt tre af dem, og de undrer sig over, hvorfor danskere er så optaget af deres eget selvbillede og så lidt optaget af at forstå transnational adoption som et system, der reproducerer ulighed
Adopterede fra Sydkorea vender i stigende grad tilbage til fødelandet. Information har mødt tre af dem, og de undrer sig over, hvorfor danskere er så optaget af deres eget selvbillede og så lidt optaget af at forstå transnational adoption som et system, der reproducerer ulighed
18. december 2012

Pludselig er der adoption over alt i medierne – efter 50 års tavshed,« siger Christian Choi om den debat, der har fyldt danske medier, siden dokumentaren Adoptionens pris blev vist på tv. Christian Choi er født i Sydkorea i 1984 og blev adopteret til Danmark via DanAdopts samarbejdspartner Holt. Nu er han flyttet tilbage til Sydkorea, og det har hans adoptivforældre svært ved at forstå.

Det har mange adoptivforældre svært ved at forstå. Hvad i alverden vil adoptivbørnene der? Når nu de kan bo i Danmark? Når nu en dansk familie var så gode at tage dem ud af fattigdom og elendighed?

»Adoptionsbureauerne fortæller de biologiske forældre, at ’dit barn vil få en meget bedre opvækst, hvis du bortadopterer det’. Men det ved de da ikke noget om,« siger Christian Choi.

»Der er masser af adopterede, som har det godt, og masser af adopterede, der har det ad helvede til. Det er ikke dét, der er pointen. Pointen er, at transnational adoption foregår efter nogle helt bestemte mønstre. Det er en industri, som nogen har stærke økonomiske interesser i. Og det er et system, der faciliteter, at folk i Vesten kan få deres ønske om et barn opfyldt, fordi nogle andre ikke har samme privilegier som dem.«

Men når Christian Choi siger det til sine adoptivforældre, vil de ikke lytte, fortæller han.

»De synes jo selv, at de har gjort noget godt. Men de har også støttet en industri, som de ikke ved ret meget om. Det koster jo ikke 120.000 kr. for en flybillet, vel? Hvorfor er folk ikke mere interesserede i, hvad det er for et system, de er med til at opretholde?«

Udviklingspolitik

Anders Riel Müller er også adopteret og er taget til Sydkorea for at arbejde på sin ph.d. om landets fødevarepolitik og opkøb af jord i udviklingslandene. I dag er Sydkorea nemlig en af verdens stærkeste økonomier, og Anders Riel Müller mener, at der burde forskes mere i sammenhængen mellem økonomisk udviklingspolitik og adoption.

»I 1970’erne og 1980’erne, hvor langt de fleste adoptioner fra Sydkorea fandt sted, fungerede transnational adoption som en form for ’eksport’ af nogle sociale problemer, der opstod i kølvandet på den økonomiske vækst og sociale forandring, som det koreanske samfund gennemgik,« siger Anders Riel Müller.

Det samme mønster kan man se i Etiopien nu, og i Adoptionens pris, mener Anders Riel Müller, at det er »slående, at hverken Danadopt eller deres etiopiske partner ser ud til at have hjulpet de biologiske forældre med f.eks. adgang til medicin, så de ikke ville have behov for at bortadoptere deres barn. Det viser den stærke ulighed, der er mellem de biologiske forældres og adoptivforældrenes adgang til ressourcer og rådgivning«.

Efterspørgslens magt

At komme tilbage til Korea har givet Anders Riel Müller indsigt i det system, der ligger bag hans egen adoptionserfaring, fortæller han:

»Der er opbygget en industri af børnehjem og private velfærds-organisationer, som primært har tjent penge gennem transnational adoption, for eksempel Holt. De organisationer har stadig stor magt og indflydelse over børne- og familiepolitik i Sydkorea,« siger Anders Riel Müller.

Han fandt også ud af, at hans biologiske far aldrig havde godkendt bortadoptionen, og er – som mange andre adopterede, der vender tilbage til Sydkorea – kritisk over for historien om, at Sydkorea er et mønstereksempel på etiske adoptionsprocedurer.

»Der er mange penge på spil, og det har skabt grobund for praksisser som at gøre børnehjemsbørn ’forældreløse’ ved at ændre deres navne, fødselsdatoer og familieforhold, så de kunne blive egnede til adoption. Læger, sygeplejersker og politibetjente kunne også supplere deres indtægt ved at ’finde’ forældreløse børn,« siger Anders Riel Müller.

Han peger på det faktum, at statistikkerne fra både Sydkorea og andre adoptionslande viser, at kun et mindretal af de adopterede til Danmark reelt er forældreløse og siger:

»Kan det skyldes, at de børn, der reelt har brug for en adoptivfamilie, ikke nødvendigvis har de egenskaber, adoptivforældre efterspørger? Er det efterspørgslen, der bestemmer hvilke børn, der udbydes?«

Vil I ikke vide det?

Boonyoung Han forlod Danmark for 10 år siden og slog sig ned i Sydkoreas hovedstad, Seoul, hvor hun bl.a. beskæftiger sig med andre tilbagevendte adopterede og med enlige mødre.

»Jeg tror, at vi kan og bør spørge os selv om, hvad vi egenligt ved om adoption,« siger Boonyoung Han og fortsætter:

»Kun en brøkdel af den viden, der cirkulerer om adoption her i Korea, når til f.eks. Danmark, og hverken de koreanske, amerikanske eller danske adoptionsbureauer gør ret meget for at viderebringe nye oplysninger om f.eks. lovgivningen.«Den mangelfulde viden lader dog ikke til at tynge folk i debatten, siger Boonyoung Han.

»Vores forbavsende selvsikker-hed omkring den viden, vi har om adoption, er vel det mest skræmmende og samtidig noget af det mest sigende. Hvorfor stiller vi ikke spørgsmål ved alle de ting, vi ikke ved? Hvor mange danske sagsbehandlere har gennemset de koreanske arkiver? Hvor meget af den interne dialog blandt koreanske socialrådgivere forstår de danske formidlere? Vi ved ganske lidt om adoption, og alligevel klynger vi os til forestillingen om den perfekte adoption,« siger Boonyoung Han og tilføjer:

»Men måske er det netop, fordi vi ikke har nogen substantiel viden, at vi er i stand til at bibeholde vores romantiske ideer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»Vores forbavsende selvsikker-hed omkring den viden, vi har om adoption, er vel det mest skræmmende og samtidig noget af det mest sigende."

.. og det er jo ikke det eneste, de mennesker jeg nogle gange synes er mest skræmmende, er dem som tror de selv er "normale", og derfor godtager deres egne nogle gange syge forestillinger om hvordan verden hænger sammen, for "gode" varer.

Sorry, men denne artikel er varm luft på dåse, vinklet så de stakkels adopterede børn er ofre.

Broderparten af alle adopterede får et godt liv der hvor de kommer. Alternativet ville være at de skulle gå for lud og kold vand i deres respektive hjemlande.
Nej, børnehjem er ikke oprettet kun i bortadopterings øjemed, men det er klart at hjemmene ikke ville kunne klare det med en stadig strøm ind og ingen afgang. Så jo man bliver nød til at bortadoptere nogen.

Jeg synes at eksemplet med Korea er dårligt, fordi landet har oplevet et enormt økonomisk boom siden disse børn blev bortadopterede. Men i bagklogskabens lys kan man jo konstruere hvad som helst.

Når det går galt, bliver det samfundets byrde - en del, har været anbragt. Så der er flere aspekter, der er tabubelagt.

Kapitalismens skyggeside.

- byrden i sig selv var ikke i fokus, eller negativt ladet. Succesraten virker lav i forhold til den opfattelse, der synes at herske.

Det er vel et spørgsmål om værdisæt - jeg havde valgt familien.

Brian Pietersen

jeg er meget mere tilhænger af adoption end at sætte flere børn i verden.... der er meget mere end rigeligt til at dele kagedåsen nu.

Jette Abildgaard

Hvor er det skoent netop i denne artikel at laese boernenes egne erfaringer og viden....

Og, hvor er det trist, men desvaerre ikke overraskende, ogsaa her at se hvordan de store pengeslugende NGOer igen (som stort set indenfor alle andre genrer af den vestlige ''velgoerenhed'') agerer som industrier...og intet andet, fordi omsorgen og interessen for de mennesker dette helt basalt handler om, - de bliver ikke spurgt....familier bliver oedelagt, lande og deres kulturer bliver netop ikke udviklet, fordi der er flere penge i at bibeholde bl.a. adoptions-industrien!

Problemet - eller opgaven om man vil er vel desvaerre, at disse NGOer er blevet saa rige og saa magtfulde, at det stort set er umuligt for mindre (menneskelige) organisationer at goere noget i disse lande for netop at hjaelpe udviklingen, saa boernene ikke behoever komme vaek fra deres biologiske foraeldre...nogle kunne vaere saa fraekke at kategorisere dette under human trafficking ....

Men de Danske adoptivforaeldre bliver glade....og, saa er alt jo godt...haaber ironien kan hoeres....

Det største problem for sydkoreansk adopterede børn - og vist især piger/kvinder - er dette: vi skal hele tiden forholde os til at danskerne sætter os i bås med alle mulige andre udlændinge. Vi bliver hele tiden nøje fulgt iveralt hvor vi går. Sommetider kigger billetdamen eller billetmanden i toget ekstra meget på ens billet - som om det var ens hudfarve som gjorde at man snød...det er det ikke...

At Sydkorea og Etiopien gør børnene forældreløse mv. betyder vel ikke at adoption altid er dårligt? endsige transnational adoption? Det handler vel blot om at der i Sydkorea og i Etiopien sidder nogle mennesker og laver om på reglerne - for egen vindings skyld? Det er vel ikke Dan Adopt (eller Holt) som har fejlen her... Det er vel noget som i sidste instans skal ordnes i f.eks. Sydkorea, ikke noget hvor Dan Adopt kan gå ind og bestemme noget som helst...

Holdningen som gennemsyrer de tre meninger i denne artikel synes at være denne: transnational adoption er noget skidt. Brune mennesker skal bo der hvor brune mennesker nu engang hører hjemme - og det er ikke her. (lettere ironi og meget stærk sarkasme forekommer). Og det kan der så være forskellige grunde til, lige fra genetiske over kulturelle til økonomiske, nemlig at de (af hvilken grund?) reproducerer (økonomisk) ulighed....

Det kan jeg altså bare ikke se. Tror Michael virkelig at han ville have læst på universitetet i Seoul? og tror han virkelig at han ville have fået lov til at lave en ph.d. - hvis hans far havde beholdt ham i Sydkorea...

Karsten Aaen.

Man kan godt blive lykkelig uden at være PHD for eksempel ved at vokse op hos sin familie i et land blandt egne folk.

Og desuden kan du slet ikke forudse en alternativ fremtid.

Din holdning er jo netop hvad der kritiseres i artiklen.

Robert Ørsted-Jensen

Det er igen den der med at hensynet til de 'stakkels barnløse' ender med at veje over alt andet - også barnets tarv. De forældreløse er jo voksne og bedrøævede mennesker man kan se, tale med og som kan fremføre deres synspunkter. Børn, når de er små, regnes ganske enkelt ikke for mennesker med rettigheder helt som de voksne. Det er snarere sådan lidt ligesom en slags hundehvalpe som alle voksne menneker er udstyret med en naturlig ret til at få, eje og holde.

Det er det samme vi ser når der tales insimination, man tror sgu sommetider at det er indre organtransplantationer de taler om og ikke fremtidige mennesker med rettigheder som dem selv. Hvad fanden er der galt inde i hovedet på disse mennesker og på lovgiverne?

Børn over en vist antal måneder i en mors indre - bør anses - ikke for børn - men for mennesker med menneskerettigheder helt på linie med enhver voksen.
Rettigheder der har krav respekt og på beskyttelse præsist som ethvert voksent menneskes rettigheder har det.

Sådanne børn har og bør som et absolut minimum have retten til at kende identiteten på deres biologiske mor, Personligt mener jeg også man bør have retten til, om ikke at kende, men så i det mindste at kunne hente alle relevante oplysninger om sin biologiske far,
Men det at kende identiteten på sin biologiske mor bør sgu anses for en hundredetusindårig hævdvunden menneskeret.

Robert Ørsted-Jensen

Om man ligner en dansker Aaen er fundamentalt ligegyldigt. Der er desuden ikke længere nogen arketypisk dansker og fremmedhadende folk bør sgå bare have rettet ørene ind til hovedet.

Men hvis man beslutter sig til at erkende at børn hvad angår rettighder er mennesker som alle andre, mennesker hvis ret det er at kende deres biologiske ophave og hvis ret til et biologiske ophav skal respekteres prææsist som ethvert andet menneskes rettigheder skal - så vil det i sig selv medvirke til at man obvervbinder denne type probvlemer. Desuden bør man ikke skelne mellem adoption og insiminisation med fremmed biologisk arvemateriale der kan blive et menneske. Det bør også opfattes som adoption af et fremmed individ hvis rettigheder skal respekteres og beskyttes af det offentlige og lovgivningen.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er bestemt også tilhænger af adoption og anden form for insiminatiuon med fremmed biologisk arvemateriale - men menneskerettighederne skal respekteres, det her er rystende.

Jeg hentede min søn på et børnehjem i en af de fattigere provinser. En af de lokale guider græd da hun så hvor fattigt børnehjmmet var.

I dag er min søn en glad 10 årig som er fuldt bevidst om sin kinesiske herkomst (det er jo bare at kigge i et spejl), dygtig i skolen, i gng med et elite sportstræningsprogram og gået i gang med at lære engelsk.

En masse ting som ikke havde været muligt hvor han kom fra.

Robert Ørsted-Jensen

Det er ok Bøjden - utvivlsomt så godt som du beskriver det - men nbørn er mennesker - deres rettighder nhar krav på samme respekt som alle andre og her er der klart problemer

Mærkeligt at man tror et bedre materielt liv bare sådan uden videre gør det ok at tage et barn med fra den anden side af kloden. Et meget snævert menneskesyn.

Robert Ørsted-Jensen

Hamre
Der er ikke tvivl om at et materielt bedre liv betyder meget for mange børn. Problemet er at det ikke er så enkelt for alle og også at man har tenderet mod at undervurderer at børn fra specifikke kulturer langt fra vor egen ikke bare ophører med at føle sig knyttet til denne. Blod er tykkere end vand og børn er ikke hundehvalpe - der er mennesker som os selv med alt hvad dette indebærer. Oplevelsen af at være anderledes i udseende og på anden måde anderledes indebærer utvivlsomt for mange at de søger svar og når de finder disse svar viser det sig ofte at være meget anderledes end man havde forventet.

I visse lande taler man om stjålne generationer og der er betydelig sorg og vrede blandt dem som mener at de blev franarret deres biologiske forældre. Der er endog mange der søger financiel kompensation for det de mener dette har bibragt dem.

Mit bud er at vi i fremtiden vil komme til at opleve prælsist det samme med insiminationsbørn. Vi er alle forskellige og nogen, sikkert mange, i alle tilfælde flere end man forestiller sig, vil stå stædigt fast på at de har krav på at kende deres biologiske ophav. De vil vinde disse sager af rettens vej og der vil blive udbetaling af store kompensationsbeløb for de tåbeligheder læger, feritilisionsklinikker og lovgivere i deres uendelig mangel på visdom bedriver i dag.

Vi har i mange år tenderet mod at drive en slags fascisme mod børn i den tro, at vi har en forgyldt ret til at bestemme al ting på deres vegne og at ønsker fremsat af voksne og barnløse overskriver barnets rettigheder som menneske i egen ret. Det er helt tilsvarende tiudligere tvangsfjernelse eller fingreret tvangsbortadoptionser af unge piger og enlige mødrers børn. Det var altsammen gjort i 'den bedste' jeg-ved-bedre 'mening'. Men pludselig 2,3,4 årtier senere står man så over for køer af vrede mennesker der mener at der er blevet begået vold mod deres rettigheder. Mere end det, de vil som hovedregel ende med at få medhold i retten. Men den sorg enkelte - somme tider mange - føler - kan ingen kompensere for.

Bøjden her fortæller os at han hentede sit adoptivbarn fra et børnehjem hvor børn levede under de mest kummerlige vilkår. Jeg er ikke tvivl om at dette er rigtigt. Men i mange tilfælde nå barnet selv dreager tilbage og undersøger sagen vil de fi8nde ud af at de rent faktisk var taget voldeligt fra deres biologiske forældre, eller enlige mødrer eller hvad ved jeg, at de har familier i dette lande, at der også er slægtninge som har spurgt efter dem og lignende. Mange fortæller dem måske endog ikke hele sandheden og landet er landet er måske i mellemtiden blevet rigt og fordums kummerlieg fattigdom og underernæring glemt. Men følelsen af at være blevet afskåret fra en kultur som man stadig føler en tilknytning til er måske stadig der.

Robert Ørsted-Jensen

Der er ingen enkle løsninger, kun etisk behandling af især den svageste parts fundamentale menneskelige rettigheder kan give os rimelige garantier. Man skal kunne adoptere også fra andre lande, men det skal gøres med respekt og barnets rettigheder til at kende sit biologiske ophav og dennes kultur skal respekteres.

Men Aaens antydninger - som i sin yderste konsekvens handler om Danmark kun for hvide og for danskere - gør mig syg til maven. Jeg troede i vi ovre den slags nonsens.

Der er 'brune menneker' i Danmark, brune danskere om man vil, og de er ikke alle solarie-brune. Multikultur er en realitet, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Det er kun et spørghsmål om hvordan vi definere ordet. Dets blivende realitet kan ikke anfægtes.

@Robert

Hvad er det for rettigheder du mener at jeg ikke giver min søn (og for øvrigt også min datter).

Fakta er at hen som fattig i en fattig provins formodentlig(med omkring 125% chance) ville være vokset op på et børnehjem med dertil hørende udsigt til : dårlige tænder, dårlig ernæringstilstand, dårlig uddannelse, forventet levetid på max 50 år , vold i barndommen og dårlige boligforhold.

Hvad vi giver er ubetinget kærlighed samt en tryg og rolig barndom. Oplevelser som ikke havde været mulige uden adoption.

Og husk at reglerne for international adoption er at man først forsøger lokal adoption og først derefter international adoption.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg har ikke udtalt mig i ddin sag overhovedet Bøjden, andet end at jeg tager dine ord for pålydende. Det her er ikke en debat om mdin personlige sag. Jeg er sikker på, alt det jeg kender til dig, at du varetager dine børns tarv med største varsomhed. og magen kærlighged. Hvis du læser de ting jeg skriver grundig vil du notere at jeg bestemt er tilhænger af adoption, også af udenlandske børn. Men det er jo også indlysende fra artiklen at ikke alle har været lige varsomme i fortiden, heraf mine bemærkninger

Jeg har selv to adoptivbørn. Men bilder mig ind at være relativt balanceret i mit syn på sagen.

Jeg plejer at sige, at der er to perspektiver på international adoption. Det makroøkonomiske internationale og det private/menneskelige nede på jorden perspektiv. Disse to perspektiver må holdes adskilt i diskussioner, hvis man ikke vil gøre de enkelte familier ansvarlige for det internationale makroøkonomiske problem.

Det er helt uden tvivl sandt, at international adoption hænger sammen med en enorm - absurd - ulighed i verden. Det er en forfærdelig ulykke og dybt uretfærdigt for de mange millioner mennesker, det handler om. Når de kommer relativt mange børn til international adoption hænger det i høj grad sammen med denne enorme ulighed og forfærdelige fattigdom. Det er naturligvis et faktum.
Som i andre forfærdelige/absurde menneskelige forhold, så er der givetvis mennesker, der i en god omend misforstået mening handler uetisk og andre der langt mere uetisk 'ser deres snit' til at udnytte denne situation. Fx børnehjem og indfødte 'konsulenter' mv. der af gode eller mindre gode grunde 'hjælper' børn til at forlade (meget) fattige familier. Det var vel det vi så ifm. den meget omdiskuterede (og på alle andre mulige måder meget ringe) danske dokumentar om de børn fra Etiopien. Netop det fokus burde - i mine øjne - være blevet fastholdt i dokumentaren.

Og her kommer vi til det andet perspektiv - som den omtalte dokumentar desværre fuldstændigt overså. For på det private/menneskelige plan så handler adoption også om, at der i den rige del af verden findes forældre, der brændende ønsker sig et barn - og vil elske et 'fremmed' barn uanset, hvor det kommer fra, ser ud osv. Det er faktisk rørende og en aspekt af problematikken, der handler om grænseløs kærlighed. I det mindste i mine øjne.
Samtidig er der børn i den fattige del af verden, der på grund af fattigdom mv. indleveres til børnehjem og som aldrig ville få noget, der blot minder om samme grad af kærlighed .... og økonomisk tryghed, hvis de ikke blev bortadopteret internationalt.

Pointen er nu, at man ikke kan gøre de enkelte adoptivfamilier ansvarlige for verdens ulighed. Ligesom man - i det mindste i mine øjne - heller ikke må overse, at adoption på et 'mikrosociologisk' plan handler om kærlighed og at bortadopterede børn generelt får langt bedre mulighed et godt og sundt, kærligt og økonomisk liv end de ellers ville have fået mulighed.

Hvis man ikke forstår de to vidt forskellige perspektiver og holder dem adskilt i diskussionerne, så kommer man meget let til at se adoptivforældre, som mennesker der blot udnytter og måske endda nærmest skaber problemerne for de fattige mennesker og børn i de fattige dele af verden. Det er selvsagt ikke sandt. Og det er i øvrigt både en uretfærdig og potentiel skadelig beskrivelse for såvel adoptivforældre som adoptivbørn, der forleder til, at man overser, at det mest fundamentalt handler om kærlighed og den dybtfølte lyst til at være en familie.

Men det makroøkonomiske perspektiv står tilbage. Og det er naturligvis dybt forfærdeligt med den enorme ulighed og fattigdom, vi til stadighed lader bestå og er med til at reproducere. Men det er jo vores alle sammens kollektive problem i den rige del af verden... Da ikke adoptivforældrenes ansvar.
Måske er den store harme forbundet med den omtalte dokumentar delvist forklaret på den måde, at man gør de to forældre i programmet til syndebuk for al verdens ulighed. Og dermed kan dulme ens egen halv-dårlige samvittighed og afmagt ift. den sete fattigdom.

Men det er ikke adoptivforældrenes ansvar, at der er fattigdom i verden. En fattigdom der føder og nærer børn, der sættes op til international adoption.

Ligesom det heller ikke er de adopterede børns ansvar at løse problemet.

Jeg forstår ganske udmærket, at adoptivbørn kan synes, at det er dybt uretfærdigt, at netop som børn fik mulighed for at få et langt bedre liv end de ellers ville have fået. Og at de på den baggrund nærmest kan føle skyld og derfor ønsker at tage tilbage til oprindelseslandet eller på andre måder ønsker at arbejde på at ændre tingenes tilstand. Personligt føler jeg noget af den samme skyld. Netop fordi jeg heller ikke er i stand til helt at undertrykke, at mine børn formentlig kun er kommet til os, fordi der var stor fattigdom i deres land. Jeg overvejer derfor også, hvordan jeg personligt måske på længere sigt kan vende tilbage og hjælpe i de fattige lande. Vel ligesom adoptivbørnene i artiklen.

Men med et mere kritisk perspektiv på problemets enorme omfang og med de to perspektiver ridset op, så er det vel egentlig ret tydeligt, at det er lidt af en misforståelse, at en adoptivfar som jeg og adoptivbørn som dem i artiklen, skal føle os skyldige for alverdens fattigdom?

Det siger jeg ihvertfald til mig selv med mit intellekt. Mit hjerte siger noget andet. Nietzsche siger noget tredje: Det er stort at ville give tilbage til verden, hvad verden har givet en.

På den baggrund er det vanskeligt andet end at være stolte af, at adoptivbørn (skyld eller ikke skyld) ønsker at vende tilbage eller på andre måder ønsker at arbejde for en mere lige og retfærdig verden.

Men med de to perspektiver in mente, så er og bør det vel være helt legitimt at være en almindelig lykkelig adoptivforælder og et almindeligt lykkeligt adoptivbarn, der 'blot' ønsker at føre et så vidt muligt almindeligt liv under de betingelser, der nu på tilfældige måder blev deres skæbne.

Niels Engelsted

Det her er nok et område, hvor man skal prøve ikke at være alt for skråsikker. Det er ihvertfald en god idé at lytte til dem, der har skoen på.

@Robert O Jensen

"Det her er ikke en debat om din personlige sag"

Jeg ved godt at jeg har tendens til at gå i forsvarsposition når det gælder mine børn og den beslutning og process der førte til at vi fik dem.

Men når jeg læser et udsagn som " Vi ved ganske lidt om adoption, og alligevel klynger vi os til forestillingen om den perfekte adoption," så må jeg sige at der er et eller andet der er gået fuldstændigt galt undervejs. Der er ingen idag, ingen, der tror på "den perfekte adoption".

Derimod bliver adoptivforældre undervist og kraftigt indprentet at "Transnational adoption er det udvej der var mulig, I er 3 eller 4 valg. Få det bedste ud af det".

Felix Zelda Xavier

Hvad med, at de sagsbehandlere, der i Danmark lægger pres på deres klienter for, at de skal få foretaget en abort, i stedet overtalte dem til at bortadoptere?

Mine betragtninger udspringer direkte af mine erfaringer som adopteret (med en iransk biologisk far og en tysk biologisk mor, hvor jeg rent fysisk ligner min iranske biologiske far). Og før folk har prøvet hvordan det at at have en butiksdetektiv i røven, fordi jeg ser ud som jeg gør, eller at dsb-ansatte tjekker stemplet på mit klippekort ekstra grundigt aner I ikke hvad jeg taler om.
I Danmark findes der måske ikke en officiel racisme, men der findes den stille racisme, den racisme der findes i hverdagen. Og som bl.a. kommer af den gift ift. brune mennesker som VKO har lagt ud de seneste 10- 12 år. Alle mennesker med brun hud ses i denne optik som snyltere, dovne, ugideligee og som folk som kun er ude på at snyde det danske samfund. Og hvis I ikke kan se de, burde I få jer nogle nye briller....

Mine betragtninger omkring adoption, og da især omkring transnational adoption stammer fra, at jeg selv er transnational adopteret - og ser ud som en en iraner, en iraker, eller en italiener eller en græker. Mine betragtninger omkringg 'brune mennesker' handler om at de mennesker, som er kritiske overfor transnational adoption mener, at f.eks. folk fra Sydkorea altid vil have det bedre blandt deres 'egne' - dvs. blandt sydkoreanerne i det her tifælde. De anser det derfor for bedst for brune børn (eller gule børn) at blive hvor de er - uanset om det er i Afrika eller i Sydkorea, fordi børnene jo aldrig nogensinde vil blive (anset) som danske. Og det mener jeg ganske enkelt er udtryk for en racistisk tankegang hos de her mennesker - folk skal blive hvor deres egne mennesker bor....

Dengang i 1970erne og 1980erne arbejdede med ikke med tilknytning så meget som man gør ved transnational adoption i dag. Og det er trist og kedeligt at de har fået en dårlig oplevelse af at være/blive adopteret til Danmark, men hvorfor skal det betyde, at de skal bestemme, hvordan vi, et samfund som det danske, skal se på adoption?

PS:
Og ja, jeg bruger bevidst ordet brune og gule mennesker. Det mener jeg er min ret som adopteret. Og så for at provokere også...

Robert Ørsted-Jensen

Jo Aaen, men men det løser ingen problemer at trække Danmark tilbage til dengang (hvis sådan en gang nogen sinde har eksisteret) hvor alle danskere havde hvid hud og blå øjne og man ikke kunne være dansker uden. Din provokation, som du kalder den, er derfor tom og temmelig ukonstruktiv.

jasper bertrand

Problemet for Aaen er efter hans egen beskrivelse at han ser ud som de indvandrergrupper vi har problemer med, og derfor er det forståeligt, men selvf. Forkert at folk kigger på ham med skepsis. Det er jo ikke tilfældet for folk fra Korea, jeg kender et par stykker ret så godt, og de har følt sig generet når folk kigger pga af det fremmedartede udseende, men har næmest været positivt diskriminerede, da sydøstasiater underforstås intelligente.

Adoption er ingen garanti for lykke,det at blive født er ingen garanti for lykke.
Hvor mange fødte børn bryder med deres genetiske ophav?. De tager ikke til korea, men i eksil indenfor dk´s grænser, men forståelses afstanden til forældrene er vist den samme.
Alle der vil være i forældrerollen påtager sig et enormt ansvar, og løber en stor risiko.
Derfor er det vigtigt at vi lærer at adoption foregår på ordenlige præmiser. Dette for vi bla ved at lytte til dem der haroplevet forløbet på egen krop.

Man har næppe levet op til de højeste etiske standarder, med mindre man deler ud af sit overskud, indtil man ikke har mere tilbage til sig selv end den fattigste og elendigste på kloden.
Af en eller anden grund er det ikke så ofte man møder folk, der faktisk lever op til disse høje fordringer.
Med beklagelse må jeg indrømme, at jeg ikke gør det selv, men Anders Riel Müller gør det utvivlsomt.
Det tager jeg sgu hatten af for!
Noget helt andet er, at forældre sjældent skal forvente taknemlighed fra deres unger– hverken fra adopterede eller hjemmeproducerede.
Det er vist en temmelig almen erfaring.

Robert Ørsted-Jensen

Smukt formuleret Benny og meget rigtigt. Det er også korrekt som Engelsted skriver at man skal lytte til dem der har skoen på og - som jeg læser det - tage hensyn til nuancerne. Det var så også det vi gjorde. Manden i Sydkorea er jo også en af dem med skoende på. Virkeligheden er jo at der er mange fødder og derfor også mange sko, sajmt at nogen af dem er meget små og ikke bliver lyttet til før de når en vis alder - og så vil der være dem der måske stadig synes de ikke også skal lyttes til. Jeg mener det modsatte, at de bestemt også skal lyttes til. Mere end det. Deres stemme er i virkeligheden den vigtigste af alle stemmer.

Lad mig lige tilføje, at jeg/vi som adoptivforældre vel mere end nogen andre i denne samtale har en interesse i, at adoptivbørns situation bliver forstået.

Vi har jo ansvaret for børnene.

Præcist ligesom biologiske forældre er vi selvsagt uudgrundeligt interesserede i, at vores børn får et så godt liv som muligt.

Robert Ørsted-Jensen

Det tror jeg ikke at der er ret mange der vil rejse tvivl om Lars. Som forældre gør man sit yderste. Men der er jo mange ting i dette opg mange andre end bare forældre involveret i dette og som det fremgår af artikllen, også en del ting som, i alle tilfælde i fortiden, synes at være overset af nogen af disse mange involverede parter.

Jesper Park van der Schaft

Brian Knudsen siger: "Broderparten af alle adopterede får et godt liv der hvor de kommer. Alternativet ville være at de skulle gå for lud og kold vand i deres respektive hjemlande."

Jeg spørger, hvordan ved han det. Jeg selv er adoptivbarn og hellere end gerne have gået for lud og kold vand end den omsorgssvigt der fandt sted hos mine adoptivforældre. Når man bliver adopteret, så forventer man altså også få varme, omsorg og kærlighed fra ens adoptivforældre...