Læsetid: 3 min.

To forsider – to virkeligheder

Debatten om selskabsskatten afslører, at moderne aviser ikke længere afspejler virkeligheden. De afspejler deres målgrupper
27. december 2012

Omhyggeligt udmålt er der knapt 869 meter i luftlinje fra Politikens Hus på Rådhuspladsen i København til Berlingske i Pilestræde. Men den journalistiske afstand skal måles i lysår. Og i den journalistiske afstand ligger der – selvom enhver journalist og redaktør vil slå syv kors for sig og hårdnakket benægte det – en markant politisk afstand. Det er ikke specielt nyt, at de to store københavnske morgenaviser har et forskelligt syn på tilværelsen – de er nærmest uenige om det meste, undtagen dagbladenes særlige nulmoms. I den store medielærebog står der ellers på side et, at avisernes holdninger udtrykkes i de ledende artikler, mens journalistikken er uafhængig, kritisk og hævet over politiske eller økonomiske dagsordener. Men stemmer det?

Lad os tage et eksempel. Lørdag den 15. december var topoverskriften på Politikens forside »KUN HVERT TREDJE FIRMA BETALER SKAT.« Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) og Enhedslistens Frank Åen var ubehageligt overraskede over, at Politikens dokumentation, der kom fra SKAT’s offentliggjorte liste over 160.000 danske virksomheders skatteopgivelser, viste, at kun 52.000 selskaber betalte skat.

Budskabet var klart: Alt for mange selskaber ’snyder’ i skat. Snyder i gåseøjne, fordi mange selskaber – specielt flere af de multinationale – lovligt flytter indtægter og udgifter rundt i verden for at lande det reelle skattepligtige overskud i det land, hvor selskabsskatten er minimal.

En god historie, veldokumenteret men som mange andre nyhedshistorier med en vinkel. Vinkelen er her, at de store grimme koncerner udhuler velfærdssamfundet, og at byrderne bæres af arbejdsomme danske lønmodtagere og forbrugere. De røde på Rådhuspladsen slog til igen!

Det har helt sikkert irriteret konkurrenten i Pilestræde, at Politiken lidt løb med dagsordenen i et par dage. Men, som DR’s tidligere generaldirektør, forhenværende minister og hofchef Hans Sølvhøj engang sagde, »mands minde er cirka fem dage«. Så fem dage efter, den 20. december fyldte denne overskrift forsiden på Berlingske: »DE FINANSIERER VELFÆRDEN.« Under rubrikken stod navnene – og logoerne – på de syv danske firmaer, der topper listen over de selskaber, der rent faktisk betaler skat. Budskabet var klart. Dansk Shell, Mærsk, Novo, TDC, Nordea, Chevron Danmark og Lego står for en tredjedel af den samlede selskabsskatteindbetaling i Danmark. Uden dem ville vi alle sulte, fryse eller ende på fattiggården – de finansierer nærmest det hele! Tak, Mærsk! De blå i Pilestræde slog tilbage, så det kunne mærkes.

To forsider, to aviser, to vinkler, to versioner af virkeligheden. Der er, så vidt jeg kan checke, ikke nogen forkerte tal i de to historier. De er journalistisk (næsten) uangribelige, måske bortset fra den næsten reklameagtige brug af de samfundsbevidste virksomheders farvelogoer på Berlingskes forside. Jeg kan se for mig, hvordan Nordea eller Lego nu overvejer reklamekampagner med massivt brug af Berlingskes forside. De vil nok virke lidt bedre end Danske Banks ’New Normal’-kampagne, og ingen skal ud og undskylde offentligt bagefter. Tværtimod. Vi bukker og takker.

Jeg melder mig i rækken af de 52.000 virksomhedsejere, som betaler selskabsskat. Jeg overvejer et slogan, der hedder ’JEG FINANSIERER VELFÆRDEN’. Der var engang, hvor mit firma havde underskud. Jeg gætter på, at der er mange af slagsen for tiden, og at det er en af mange forklaringer på at ’KUN HVERT TREDJE FIRMA BETALER SKAT’. Finanskrisen som årsag til miseren var ikke just fremtrædende i Politikens vinkling, der naturligvis også bød på en ekspert, tidligere overvismand Torben M. Andersen, der var bekymret over de svindende selskabsskatter fra de multinationale. Berlingske havde selvfølgelig også en ekspert, nemlig tænketanken Cepos’ ’erhvervsjuridiske seniorkonsulent’ Henriette Kinnunen, som var bekymret over »regeringens hetz mod de multinationale«.

To forsider – to virkeligheder. I det strammede mediemarked og den benhårde aviskonkurrence skal man lede længe efter tilstræbt objektivitet, bred og neutral orientering samt balanceret afspejling af virkeligheden. Det, der stadig undervises i på journalistuddannelserne. Moderne aviser afspejler ikke længere virkeligheden. De afspejler deres målgrupper.

Lasse Jensen er mediejournalist og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’.

Ugens personlige klummer: Torsdag: I medierne Fredag: I kulturen Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og, Michael Pedersen, lade være med at tro for meget på, hvad man læser. Man vil - hvis man venter længe nok - finde ud af, at man selv havde ret i sine egne, mindre flyvske, mere gennemtænkte overvejelser.