Læsetid: 5 min.

’Jeg er jo ikke to mennesker’

Er det som religiøst folketingsmedlem muligt at adskille politik og tro? Esben Lunde Larsen mener ’ja’ eller rettere: ’Jo, på en måde.’ For man er jo ikke to mennesker, og i etiske spørgsmål taler han med sin kristendom i bagagen. Derfor, forklarer han, er også han modstander af homoseksuelles ret til at blive gift i folkekirken
Esben Lunde Larsen er 34 år. Hans politiske engagement begyndte, da han i 1995 meldte sig ind i Venstres Ungdom. Han har i snart tre år været viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, og i september 2011 blev han valgt ind i Folketinget.

Esben Lunde Larsen er 34 år. Hans politiske engagement begyndte, da han i 1995 meldte sig ind i Venstres Ungdom. Han har i snart tre år været viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, og i september 2011 blev han valgt ind i Folketinget.

Tine Sletting

27. december 2012

Folketingsmedlem Esben Lunde Larsen (V) er en spinkel mand. Men fra hans mund strømmer ubesværet fyldige ord. Og når temaet, som i Informations politiske interviewserie her i julen og nytåret er værdier og grundlæggende frihedsrettigheder, er han helt på. Inden båndet har rullet i to minutter, er det strøget ud med sætninger som »det er jo demokratiets paradoks«, og »vores frihed er udfordret på et eksistentielt plan«, eller »Christiania har med peace-love-og-så-videre levet i 30 år som et korrektiv til det danske samfund ud fra en frigjort tankegang« – det sidste sat op som et modbillede mod radikaliseringen af unge indvandrere i Danmark.

Og det er åbenbart sådan, det er med Esben Lunde Larsen. Han blev valgt ved det seneste valg i 2011, har netop afsluttet sin ph.d. om Grundtvig og er sideløbende med dette viceborgmester i Ringkøbing-Skjern, hvorfra han også kommer. Med andre ord er Esben Lunde Larsen en veluddannet, veltalende Venstremand, der måske en dag kan blive arvtager til værdiforkæmpere som Birthe Rønn Hornbech og Bertel Haarder. Det sidste vil dog nok kræve, at han arbejder med sin ydmyge stil. Som Lunde Larsen svarede opponent professor emeritus Theodor Jørgensen ved forsvaret af sin ph.d.-afhandling i sidste uge, må tiden jo vise, hvad han kan drive det til i politik. Men foreløbig fornærmer vi næppe Esben Lunde Larsen ved at kategorisere ham i enden af rækken af MF’ere, som fortsat er temmelig ukendte for den bredere offentlighed.

Den sociale indignation

Men som en af tre nuværende teologer på tinge har Esben Lunde Larsen meninger om temaet for vores interviewserie:

»Når vi taler om grundlæggende frihedsrettigheder, er jøders problemer med at gå med deres davidstjerne og deres kalot eksempler på noget, der rører mig. Når jeg i den forgange uge har set, hvordan en tredje-verdens prædikant forkynder sharia for danske muslimer, så rører det mig, fordi det er en tænkning, som ikke ønsker den frihed, som jeg ønsker.«

– Men er den frihed ikke netop grunden til, at vi kan have den slags organisationer eller foreninger i Danmark?

»Jo, det er det lige nøjagtig. Den frihed, som f.eks. også Hizb ut-Tahrir har, bruger de til en propaganda, som vil begrænse den selvsamme frihed. Det er jo demokratiets paradoks. Det er klart, jeg som lovgiver tænker: Er der noget af friheden, vi bliver nødt til at håndtere på en anden måde, end vi har gjort indtil nu?«

– Hvordan for eksempel?

»For eksempel hvad angår terrordagsordenen og antidemokratiske grupper i det danske samfund. Lovgivningen bliver nødt til at orientere sig mod det samfund, den er en del af. Der har vi fået terrorlovgivningen. Men jeg ønsker et frit samfund, og jeg ønsker at bekæmpe ekstremister med demokratiske midler. Men jeg kan ikke undgå at tænke: Er demokratiske midler nok?«

– Men hvad kunne være alternativet?

»Jamen, alternativet er jo værre end det, vi har i dag. Forbud er jo slet ikke en vej, jeg ønsker. Tror jeg på, at det er forbud og strammere lov, der forebygger den slags radikalisering? Eller tror jeg på, at det er uddannelse, der skal oplyse folk? Jeg tror på det sidste og derfor er jeg uddannelsespolitiker.«

Esben Lunde Larsen lægger ikke skjul på, at han kommer fra et privilegeret hjem. Faktisk er det ifølge ham selv netop det, der fik ham ind i politik. Adspurgt hvorfra drivkraften kommer, svarer han: fra den sociale indignation. Men hvordan kombinerer man benhård liberalisme, en betydelig vrede mod fagbevægelsens ’skan-daløse’ opførsel i f.eks. Vejlegårdssagen, som Esben Lunde Larsen også står for, med et blødende socialt hjerte? Indignationen kommer fra barndomsgården i Stauning i Vestjylland. Hos landsmandsfaderen og kontorassistentmoderen var der altid kaffe på kanden mellem klokken 15.00 og 17.00, hvilket folk på egnen vidste.

Troen er privat og personlig

Ifølge Esben Lunde Larsen kom han ved køkkenbordet på gården i kontakt med mange forskellige mennesker, som kom for at få kaffe og tale om deres livssituation på godt og ondt. Og én oplevelse har særligt sat sig fast:Et feriebarn fra København, som bedsteforældrene, der boede på aftægtsgården ved siden af, havde holdt kontakt til i en menneskealder, kom ofte på besøg med sin søn, som Esben Lunde Larsen og hans søskende lærte at kende.

Sønnen havde i en årrække haft et narkotikamisbrug og var på et tidspunkt kommet fri af stofferne. I den periode tog han med ind til Esben Lunde Larsens folkeskoleklasse og fortalte sin historie. Men der gik ikke længe, før misbruget igen fik overtaget, og resultatet var en overdosis med dødelig udgang i Hovedstaden.»Det gjorde meget stort indtryk på mig. Det dér fuldstændig ander-ledes liv end vores trygge, beskyt-tede gårdmandsliv. Det påvirkede mig…«

Esben Lunde Larsen fortæller, at der over hans forældre og hans bedsteforældres hjem hvilede en ’ånd’ af, at »man skulle tage sig af folk, som havde brug for det«.

– Du taler meget om frihed og har netop skrevet ph.d. om Grundtvigs åndsfrihedsbegreb. Var der lovgivning, som indskrænkede for meget i VK-regeringens tid?

»Ja. Forbuddet mod religiøse symboler overskrider for mig ytringsfriheden. Religionsfriheden er den aller vigtigste frihed, for det er et menneskes eksistentielle anliggende. Og det ikke at ville tillade religiøse symboler i f.eks. retssale, er en overskridelse for mig. Der er jeg uenig med dele af Venstres folketingsgruppe – det er jeg godt klar over.«

– Kan du sætte nogle ord på din egen tro?

»Det gør jeg faktisk ikke, fordi den er privat og personlig. Den politiserer jeg ikke over. Men det er klart, at som alle andre er farvede af deres grundsubstans, så er jeg også…«

– Til dit ph.d.-forsvar stak Theodor Jørgensen lidt til dig. Han mente, at du burde drage nogle politiske konsekvenser af din analyse…?

»Det gør jeg så også eksempelvis i min kamp for øget religionsfrihed, når jeg selv gerne vil have en frihed, så skal andre også have den frihed…«

– Hvad med homoseksuelles frihed til at gifte sig?

»Det spørgsmål har en lidt anden karakter for mig. For jeg mener ikke, der er belæg for at indføre den slags i folkekirken.«

– Men blander du ikke netop din tro med politik her?

»Nej, for det at have et vielsesritual er jo netop et teologisk anliggende. Det er jo helt uhørt, at vi har en kirkeminister, som blander sig i kirkens indre anliggender.«

– På den ene side vil du ikke fortælle om din egen tro, fordi du siger, at du ikke bruger den politisk. Men på den anden side er mange af de temaer, du rejser, født ud af din egen tro. Det lyder lidt, som om det flyder sammen?

»Det gør det ikke for mig. Forstået på den måde, at det er jo ikke sådan, at det ene øjeblik har man sin troskappe på og det andet øjeblik den politiske kappe. I en debat om finanslov eller motorveje handler det ikke om tro. Men i etiske spørgsmål, hvor vi jo er sat fri (til ikke nødvendigvis at følge partidisciplinen, red.), er det klart, at ens personlige ståsted bringes mere i spil. Det ville være forkert at sige andet. Man kan jo ikke være to mennesker.«

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Nej, man kan ikke være to mennesker. Og religion er det mindst private af alt. De menneskefostre, vort samfund har aflivet og fortsat afliver - hvad vil de svare, når lutheranske politikere siger til dem, "Jamen, det var som repræsentant for det verdslige regimente, at jeg slog dig ihjel, ikke som kristen forkæmper for Guds rige. Husk, vi lutheranere har to-regimentelæren." Skal de så svare "Nåeh- okay"...?

Han taler om frihed som om han kender til >ikke frihed<. Det eneste jeg høre ham sige og snakke om er traditioner i form af statslig og guddommelig autoritet.

Nu kan fostre jo ikke snakke eller tænke vel Kristian?

Men du kan jo spørge din gud, hvorfor han har slået omtrent 50 millarder af dem ihjel.

" Det er jo helt uhørt, at vi har en kirkeminister, som blander sig i kirkens indre anliggender. "

Slemt vaas, det der er uhoert er, at vi har en kirkeminister !

Han er socialt indigneret og samtidig liberalist. Det lyder som et paradoks, men nej nej, han blev ganske rørt over at en narkoman han kendte døde, og så i øvrigt ikke mere forklaring af den sociale indignation?

Michael Kongstad Nielsen

Det danske Folketing er vel nogenlunde lige så
kristent, som det det egyptiske er islamisk.

I øvrigt fremgår det af vores grundlov, at staten understøtter den evangelisk-lutherske kirke (§ 4), så det er jo forståeligt nok, at nogle af medlemmerne er medlemmer begge steder.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Janus Agerbo – Fostrenes billede er hos Gud, ligesom alle menneskers billede er hos Gud. De er fuldstændig uskyldige martyrer. De træffes i det hinsidige. Det er min tro, og kristeligt set er den aldeles ikke urimelig.
Hvad er det for 50 mia. fostre, du anklager min gud for at have dræbt? Livet tilhører Gud. Han giver det, og Han tager det igen. Og Han giver det igen. Vi har derimod ikke ret til at tage det fra hinanden, for det tilhører ikke os.

Så snart folk siger, at de henter deres moral og etik i religion, så vender jeg stille og roligt om og går den anden vej...

Esben L. Larsen siger:

"Religionsfriheden er den aller vigtigste frihed, for det er et menneskes eksistentielle anliggende"

Den vigtigste frihed er ikke religionsfrihed - men frihed fra religion.

Så snart du har religion, så har du også mennesker, der ikke er mere primat end dig selv, i præstekåber, som uden skyggen af bevis, siger de ved hvad skaberen af universet har af planer med os. Det vil jeg umådeligt gerne være fri for, tak.

Det er trist, at de mest fundamentalistiske kredse finder hinanden i en kamp om kirken, der kun vedrører de mest radikale fløje.
Hovedparten af den danske folkekirkes præster og menigheder bakker op om homoseksuelles mulighed for kirkelig vielse ud fra en fuldgyldig teologisk position. At det skal kendetegne 'kristne' folketingsmedlemmer, at de ikke følger denne indstilling, siger meget om den uvidenhed, der har fået lov at slå rod i den danske befolkning, der således forledes til at tro, at den ikke mere er i overensstemmelse med kirken. Intet kunne være mere forkert; men vi ser godt nok nogle kedelige politiske resultater af den afstand mellem folk og kirke, de borgerliges helligholdelse af de syv dødssynder har medført. "Synd modigt", siger Paulus ganske vist, men noget sakramente at gøre det, er det nu ikke.

Sören Tolsgaard

Esben Lunde Larsen erkender jo til sidst i interviewet, at han i etiske spørgsmål har sin troskappe på eller i spil.

Det er vigtigt i politisk "korrekte" kredse såvidt muligt at gøre indtryk af, at den slags personlige overvejelser ikke spiller ind i de "objektive" afgørelser, som man postulerer, at politik i overvejende grad udgøres af. Det er blot langtfra sandt, for næsten alle politiske overvejelser er farvet af det menneskesyn, som ligger bag, og de "objektive" kendsgerninger ses i en helt andet lys, når livssynet er et andet.

Det kan således bidrage til en personlig fordel, men også bero på en fortrængning, når økonomiske teorier lægges til grund for en hårdhændet socialpolitik, mens etiske overvejelser ignoreres.

Ligeledes kan det bro på en fortrængning, når juridiske konventioner lægges til grund for synet på abort, mens de eksistentielle overvejelser fejes ind under gulvtæppet. Et foster kan ikke snakke, ikke tænke og ikke forsvare sit synspunkt. Men et foster kan formentlig føle smerte, måske endog en eksistentiel smerte af dimensioner, som vi ikke kender til, ligesom den kvinde, som af sociale eller andre grunde har accepteret "valget" eller "friheden" til at afbryde sit svangerskab, kan føle en smerte derved, som ikke nødvendigvis overvindes af velmenende juridiske argumenter.

Nogle omfatter deres dødfødte fostre med kærlighed, mens andre -- vel, jeg vil blot her gøre mig til talsmand for, at vi burde velsigne dem alle. Det er jeg overbevist om, at Gud i alle tilfælde gør.

Niels-Simon Larsen

Til jer der stadig bruger ordet Gud: Hvem fa’en er den stakkel? Kan I dog ikke snart fatte, at når I drager dette ord ind, udsætter I det for at blive snavset til?
Man kan ikke bruge det ord, som om det hører hjemme i den offentlige debat, for det gør det ikke. Desuden opfattes det vidt forskelligt af tilhængerne. Lad os får det ud og hellige os de fælles problemer.
Min ateisme må man gerne svine til, men ingen gør det, og det skyldes sikkert ikke, at folk ikke har lyst, men mere at de ikke ved, hvad det er. Jeg ved heller ikke, hvad jeres gud er, så igen: Lad os hellige os noget, vi har forstand på.

Espen Lunde Larsen (se billedet) er en rigtig flinkeskoleteolog, der har en mening om abort. Det har vi alle, men hvorfor skal han pakke synspunktet ind i fedtede, religiøse omslag? Han kan da bare sige, at det går han ikke ind for, og så er den pot uden. Næ, nej, han skal på fisketur hos vælgerne, der modtager ham som kristen politiker. Det er vammelt, og hos mig udsætter han sin gud for hån, spot og latterliggørelse.

Michael Kongstad Nielsen

Danske demokrater, der kritiserer de arabiske
forårslande for at ville indføre religion i politikken, burde se på sig selv først. Hvem vil kaste den første sten? Og det gælder også Tyskland og alle de andre EU-lande. I Tyskland hedder Angela Merkels parti: "Christlich Demokratische Union Deutschlands", og det har mange søsterpartier, og deres medlemmer har ligesom flinkeskolemanden her en religiøs tilgang til deres politiske holdninger. Det skal man bare være sig bevidst.

Flemming Andersen

Jeg troede faktisk at vi her i landet var kommet længere end til at nogle, med en bog i hånden (bibel, kohran eller andet) iført deres eget kompleks, forsøgte at tilrane sig retten til at bestemme hvad andre skulle synes var det rigtige at gøre med eget liv og krop.

Fri os dog snart for disse vogtere der aldrig selv er i tvivl og altid ved bedst

Heinrich R. Jørgensen

"§ 71: Den personlige frihed er ukrænkelig /Esben Lunde Larsen (V)"

GRL § 71, stk. 1, er indholdsløst ordskvalder der blev kreeret som del af 1953-grundloven. Der lyder meget poetisk, men det har ingen sammenhæng med den øvrige paragraf.

Esben Lunde Larsen er utvivlsom begavet og vidende om mangt og meget, men er tydeligvis ikke nogen skarp tænker. Normale fordomme og overfladiske vaneforestillinger har han åbenbart i behold i rigt mål.

Sören Tolsgaard

"Fri os dog snart for disse vogtere der aldrig selv er i tvivl og altid ved bedst"

Det lyder i mine ører som om, den ateistiske front selv optræder skråsikkert og ved bedst mht. bl.a. abortspørgsmålet, hvor man tillige i kraft af lovgivningen kan gøre gældende, at man har retten på sin side.

Der gives dog stadig nogle eksistentielle spørgsmål, som mennesker ser forskelligt på. Hertil hører bl.a. hvilke rettigheder naturen, dyrene, de umælende, de fattige, de gamle, de syge, børn og fostre, som ikke kan "klare sig selv", men hvis skæbne er i hænderne på stærkere magter, skal tildeles. Vi kloge, stærke og ansvarlige voksne mennesker i den bedste alder har som regel et syn på, hvorledes kagen skal skæres, og holdningen farves af mangt og meget. Og især er det da noget vi selv bestemmer, ham Gud er jo død. Vi har taget magten, og også moralen er noget, som vi definerer selv, som da soldaterne spillede terning om den døde frelsers klæder.

Jeg har ingen patentløsninger, men kan dog ikke dele den opfattelse, at vi med forstanden kan afgøre alt. De store perspektiver afgøres af intuitionen, og hvad dette angår, har jeg simpelthen et andet syn på, hvor mennesket (og fosteret) kommer fra og hvor det går hen, end den ateist, som lader ligge til grund for sin afgørelse, at der ikke findes andet, end hvad vi kan måle og veje. Jeg oplever bevidsthedsfunktioner og eksistentielle værdier, moralske og etiske, som ikke kan vejes og måles. Ateisten argumenterer for sit synspunkt, og jeg argumenterer for mit.