Læsetid: 3 min.

Den dårlige, den dygtige og den dyre forskel

Ideen om, at de dårligst uddannede skal have mindre i løn for at styrke konkurrenceevnen, er tvivlsom. Danmarks fordel er netop, at lønforskellene mellem lavt- og højtuddannede er relativt små
28. januar 2013

Sidste lørdag overværede jeg en svensk erhvervsmand tale for nyuddannede Executive Masters i Business Administration ved Lunds Universitet. Talen gjorde de nyslåede MBA’ers gode humør bedre. Årsagen var, at erhvervsmanden fortalte dem, at de nu ikke alene var mere dannede menneske, de var også dygtigere, og frem for alt havde de gode chancer for at opnå lønforhøjelse. Den efterfølgende fest foregik i højt humør.

Ikke så overraskende, hvis man ser frem til at starte mandagen med at gå til sin chef og bede om højere løn. Men var sidste mandag en god dag for de højtuddannede, så blev tirsdag hurtigt til en dårlig dag for de lavtuddannede. I hvert fald hvis de lyttede til en anden erhvervsmand, nemlig A.P. Møller Mærsks topchef, Niels Smedegaard Andersen. Til Berlingske Tidende sagde han, at særligt danskere med ingen eller en kort uddannelse må gå ned i løn. Og hvis ikke det sker, så vil indere, tyskere eller svenskere overtage deres job. Så den danske befolkning – mente Smedegaard Andersen – står over for et fundamentalt valg; enten melder vi os ind i den internationale konkurrence om vækst, eller også beskytter vi os så godt, det nu lader sig gøre. Men er det den rigtige vej til vækst at sænke de dårligt uddannedes løn? Jeg tvivler.

Idéen om lavere lønninger til de dårligt uddannede risikerer at skabe for stor ulighed – og det er til skade for beskæftigelsen. Denne sammenhæng mellem ulighed og beskæftigelse beskriver professor i økonomi James K. Galbraith i bogen Inequality and Instability. Udtrykt på en anden måde dokumenterer han i denne bog, at relativt stor lighed i indkomst hænger sammen med et samfund, der formår at holde arbejdsløshed på et relativt lavt niveau. Modsat foreligger der ingen dokumentation for, at arbejdsløshed på europæisk plan hænger sammen med en ekstraordinær solidarisk lønstruktur til fordel for de lavtlønnede og til ulempe for konkurrenceevnen. Tværtimod.

Mindre arbejdsløshed

De skandinaviske lande har to fordele. Den ene er – stadig ifølge Galbraith – at de repræsenterer en relativt lige lønstruktur. Og det betyder som nævnt, at arbejdskraften i disse lande oplever relativt mindre arbejdsløshed end andre lande. Den grundlæggende forklaring er, at relativt små lønforskelle som regel ikke skaber et store pres for at ændre lønnen radikalt. Den anden fordel består i de skandinaviske landes tradition for en sammenpresning af lønstrukturen. En sammenpresset lønstruktur betyder nemlig, at virksomheder, der er tilbagestående teknologisk set, presses ud af markedet. Det er umiddelbart skidt for beskæftigelsen. Men fører man parallelt hermed en aktiv arbejdsmarkedspolitik i form af videreuddannelse, en aktiv investeringspolitik, der indfaser nye avancerede sektorer og en efterspørgselsfremmende finanspolitik, så er resultatet teknologisk set progressive virksomheder, der af samme grunde kan konkurrere internationalt.

Hvis denne type af politik lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt. Det er nemlig sådan en politik, socialdemokratisk indstillede lande har en tradition for at føre. Det gælder også Danmark, der er vant til, ja faktisk tvunget til at være vant til, at det ikke er et valg, men en nødvendighed at begå sig i international konkurrence. Men det vigtigste at holde sig for øje er, at det har taget lang tid at reducere uligheden i et land som Danmark. Det er ikke foregået dramatisk, og det er oftest heller ikke ønskeligt. Ligesom det altså heller ikke ud fra en vækstmæssig betragtning er ønskeligt med hverken en pludselig forøgelse af ulighed eller en forøgelse af ulighed som sådan.

Niels Smedegaard Andersen mente ikke alene, at de lavtlønnede fik for høj løn, han mente også, at Danmark har fantastiske styrker som f.eks. et udmærket sundhedssystem og uddannelsessystem og et samfund præget af transparens. Til disse styrker vil jeg gerne tilføje den vigtigste, nemlig at det danske samfund er præget af en relativt lige lønstruktur. Både de dygtige og de dårligt uddannede må holde igen, fordi for stor forskel mellem dem er dyr for såvel konkurrenceevnen som for samfundet som helhed.

 

Claus Holm er ph.d. og chefkonsulent ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu