I et snævert lokale på Slotsholmen venter 29 mænd i jakker. De er bestyrelsesformænd for professionshøjskoler, erhvervsakademier og andre korte og mellemlange videregående uddannelser i Danmark, og de er ved at binde sig til at levere konkrete resultater til uddannelsesministeren de næste to år.
Efter tur defilerer de forbi et lille bord og sætter deres underskrift sammen med ministeren, mens andre foreviger øjeblikket med mobiltelefonens kamera. Der er smil, kransekage og bobler i glasset.
»Han sagde jo, da han tiltrådte, at nu skulle det være slut med alle de tal. Nu skulle vi have udvikling. Og jo længere vi er kommet hen i perioden, jo flere tal er der kommet på bordet, og nu er det jo blevet de rene resultatkontrakter. Man kender en politiker på gangen,« siger en af bestyrelsesformændene smågrinende til to kolleger, efter han har fået sin underskrevne kontrakt i hånden.
Fire overordnede mål
Det er første gang, alle videregående uddannelsesinstitutioner har indgået en udviklingskontrakt, og ligesom for universiteterne har uddannelsesminister Morten Østergaard (R) sat fire overordnede mål for kvalitet, gennemførsel, innovation og sammenhæng i uddannelsessystemet. Vi skal have bedre, hurtigere og mere af det, og institutionerne har så selv valgt, hvordan de konkret skal måles på det. Men hvis ikke de har været ambitiøse nok i forhold til deres kolleger, har ministeriet høfligt gjort opmærksom på det, siger Morten Østergaard.
»Jeg vil gerne give dem frihed til at løse opgaven. Men det er ikke frihed til at være i fred. Vi skal være enige om, hvordan vi nærmer os de centrale mål, som vi fra politisk hold fastsætter. Derfor er det et spørgsmål om at stå til regnskab for, om man leverer,« siger uddannelsesministeren, hvis kransekage endnu står urørt på bordet ved siden af ham.
Formanden for Københavns Erhvervsakademi bryder ind for at sige farvel og giver også ministeren lidt igen.
»Nu gælder det så samarbejde med de andre uddannelsesinstitutioner. Der skal du jo levere,« siger han.
»Det gælder jo om, at alle skal bøje sige mod hinanden,« svarer ministeren og tripper lidt på stedet.
– Alle de her konkrete tal, er det for at stå til regnskab for Finansministeriet?
»Vi er jo kun én regering. Jeg vil se, at uddannelsessektoren bliver bedre og bedre, mens jeg har ansvaret. Jeg vil kunne vise alle, at det går fremad: finansministeren, kollegerne i de andre lande, de studerende.«
»Omvendt skal man selvfølgelig også vide, at det ikke er sikkert, at vi når alle de ting, vi har sat os for her. Men vi kan også se med de her kontrakter, hvem der er forrest i feltet, og hvad de andre kan lære af dem. Gennemsigtighed er der aldrig nogen, der har taget skade af,« siger ministeren mens han pakker sin kransekage ind i en serviet og tager den med sig ud.
