Læsetid: 4 min.

Grønlandsk uran vil ramme et turbulent verdensmarked

Priserne på uran er sprunget dramatisk op og ned det seneste tiår, men har de seneste år mest været præget af faldende priser
Det kan være et økonomisk risikabelt projekt, hvis Grønland opgiver sin gældende nultolerancepolitik for uranudvinding. Markedet for uran er uforudsigeligt og har de seneste år har været præget af faldende priser. På billedet ses en boring i forbindelse med mineralefterforskningen på Kvanefjeldet ved byen Narsaq i Sydgrønland.

Det kan være et økonomisk risikabelt projekt, hvis Grønland opgiver sin gældende nultolerancepolitik for uranudvinding. Markedet for uran er uforudsigeligt og har de seneste år har været præget af faldende priser. På billedet ses en boring i forbindelse med mineralefterforskningen på Kvanefjeldet ved byen Narsaq i Sydgrønland.

John Rasmussen

29. januar 2013

Det ligner et økonomisk risikabelt projekt, hvis Grønland opgiver sin gældende nul-tolerancepolitik for uranudvinding og giver det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy Ltd. grønt lys til at bryde uran i Kvanefjeld ved Narsaq i Sydgrønland.

Det globale marked for uran til atomreaktorer er omskifteligt og uforudsigeligt, og de seneste år har været præget af udskudte projekter, faldende priser og faldende kurser på uranmineselskabers aktier. Det australske selskab, der har været i gang med efterforskning og forberedelser ved Kvanefjeld siden 2007, oplevede således i løbet af 2012 et fald i værdien af sine aktier på 41 procent, efter et forudgående fald i 2011 på 62 procent. Det rapporterer branchemediet Uraniumletter International.

Også verdensmarkedsprisen på de såkaldt sjældne jordarter, som i givet fald skal udvindes sammen med Kvanefjelds uran, svinger og har vist fald de seneste to år.

»Der er naturligvis risici forbundet med at investere i uran,« skriver markedsanalytikeren Brett Arends i en aktuel kommentar i Wall Street Journal.

»Én katastrofe til (som Fukushima-havariet i 2011, red.) kan betyde industriens undergang. Atomkraftprogrammer er fortsat udsat for politisk pres. Verdens energibehov vil måske vokse langsommere end forudsagt og mindske behovet for atomkraft. Andre energikilder som naturgas eller solenergi kan vise sig billigere eller lettere tilgængelige end ventet.«

I øjeblikket ligger den såkaldte spotpris på det internationale uranmarked på ca. 42 dollar per pund uran, svarende til 511 kr per kg. Det er markant under, hvad de fleste mineselskaber kan producere for.

»Jeg har analyseret tallene for alle de store offentlige mineselskaber, og den gennemsnitlige omkostning ved driften af deres virksomhed er omkring 106 dollar per pund. Så med et niveau omkring 40 dollar per pund taber de omkring 66 dollar for hvert pund, de sælger,« sagde forleden geolog og ressourcerådgiver Matt Badiali til investeringsmagasinet The Energy Report.

Badiali nævner forsinkelsen af tre store projekter i Australien, Namibia og Niger som eksempler på, at uranmineindustrien ikke vil søsætte nye projekter med de aktuelle lave priser på uran.

Ned, op, ned, op, ned

Historisk begyndte uranprisen at falde fra starten af 1980’erne, blandt andet som konsekvens af den tiltagende kontrovers om atomkraft og opbremsningen i udbygning i USA og Europa og deraf følgende overproduktion af uran. Et svagt, men vedvarende fald fortsatte helt frem til 2001, hvor et minimum på syv dollar per pund blev nået.

Prisudviklingen fik en række selskaber til at dæmpe aktiviteterne eller helt forlade branchen, hvilket gradvist bragte uranoverskuddet ned, skabte ny efterspørgsel og fik prisen til atter at stige mærkbart. Mineselskaberne begyndte at optrappe deres aktiviteter, og verdens største uranproducent, canadiske Cameco, bebudede åbning i 2007 af en mine ved Cigar Lake, Saskatchewan, verdens største uudnyttede forekomst af uranmalm af høj lødighed. Den store mines produktion ville formentlig have stabiliseret de stigende priser, men under forberedelserne brød en beskyttende dæmning sammen og oversvømmede minen fuldstændig. Det skete én gang til i 2008 under forsøgene på at udbedre skaderne, og Cigar Lake-projektets kollaps – minen ventes nu først i fuld produktion i 2017 – fik uranpriserne til at stige dramatisk, til 137 dollar per pund i en regulær uran-prisboble.

Så kom den finansielle krise, og uranpriserne styrtdykkede til omkring 40 dollar i starten af 2010.

Under indtryk af klimadebat og atomkraftens såkaldte renæssance samt svage tegn på krisens tilbagerulning satte en ny prisstigning ind. Tidligt i 2011 var man tilbage på næsten 70 dollar – og så indtraf den 11. marts det firedobbelte reaktorhavari på det japanske Fukushima-værk. Tyskland satte prop i sit atomprogram, Japan gik i tænkeboks, og andre lande udskød reaktorprojekter – med dalende uranefterspørgsel og igen faldende priser som konsekvens.

Atomkraftens usikre fremtid

I branchen og blandt analytikere spekuleres p.t. i, hvordan det internationale uranmarked og priserne vil udvikle sig fremover. Industrien udviser professionel optimisme og siger, at bunden nu er nået, og at Kina og andre landes atomare udbygningsprogrammer samt de atomkraftpositive signaler fra Japans nyvalgte regeringschef, Shinzo Abe, vil øge uranefterspørgslen og trække priserne samt værdien på deres skrantende aktier op.

Brett Arends gør opmærksom på, at der i givet fald først kan komme fart på ny atomkraft efter 2020.

Og »hvis (uran)forsyningerne vokser hurtigere end forudsagt, kan det betyde pres nedad på priserne. Uranmineproduktion er steget skarpt de seneste år, primært som resultat af en hastigt voksende produktion i Kasakhstan, der har overtaget rollen som verdens største uranproducent,« påpeger han.

To kritiske atomkraftanalytikere, Mycle Schneider og Antony Froggatt, påviser i det videnskabelige tidsskrift Bulletin of the Atomic Scientists, at antallet af atomreaktorer i verden er faldet med 15 i forhold til et maksimum i 2002, at atomkraftens globale elproduktion toppede tilbage i 2006, og at atomkraftens andel af den globale elforsyning er reduceret lige siden midten af 1990’erne.

»Den markedsniche, som atomkraften engang indtog, er ved at forsvinde (…) I 2012 har atomkraftens konkurrenter – mest bemærkelsesværdigt vind- og solbaseret elproduktion – hurtigt vundet markedsandele, alt imens lange forberedelsesfaser, konstruktionsforsinkelser, budgetoverskridelser og sikkerhedsproblemer i fællesskab har gjort atomkraft til en risikabel investering, som markedet i stigende grad er uvillig til at foretage,« skriver Schneider og Froggatt.

Mere eller mindre kvalificerede gæt på udviklingen er hver mands privilegium. Greenland Minerals Energy Ltd., der vurderer Kvanefjeld til at indeholde 260.000 ton af det færdige uranprodukt, angiver at kunne præstere en udvindingspris på godt 30 dollar per pund uran ved en mine, der samtidig nyttiggør forekomsten af de sjældne jordarter. Om det holder, og hvad Grønland i givet fald får ud af det, er et åbent spørgsmål. Så længe nultolerance-politikken gælder, et rent akademisk spørgsmål.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip C Stone
  • John Fredsted
  • Jette Abildgaard
  • morten Hansen
Philip C Stone, John Fredsted, Jette Abildgaard og morten Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu hvor man for alvor er gået i gang med at fremstille el ved at bore 950-1.800 ned i undergrunden og tage 85-95 grader varmt vand op, ser det ikke ud til at være en fremsynet idé.
Disse anlæg der gør varig energi, har forholdsvis store etableringsomkostninger men til gengæld meget lave driftomkostninger, samt en strømpris der er langt under prisen fra et a-kraftværk. Desuden er de egnede til mindre bydelsværker, der ikke kræver store kraftledninger til destribution.

Desuden vil Grønland løbe ind i meget bekostelige sikkerhedsforanstaltninger. Dels til at sikre de ansatte mod stråling, og dels til at hindre uvedkommende får adgang til malmen.

Og da Grønland har mange andre mineraler, vil det nok være mere hensigtsmæssigt at satse på dem.

Steffen Gliese, Brian Pietersen og morten Hansen anbefalede denne kommentar
morten Hansen

Lad lortet ligge i fjeldet.

Per Torbensen, randi christiansen, Jette Abildgaard, Michael Kongstad Nielsen, Lars Hansen, Brian Pietersen, Alan Strandbygaard og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nultolerance er en holdning. Hold fast ved den.
Grøndland kan sagtens blive rigt og selvkørende ude at tage hul på den malm, der indeholder uran. Lad den ligge, og udvind noget andet i stedet.

så længe den danske stat kan stille garantier og sidde tilbage med regningerne, mens dem med kontrakten render med eventuelle indtjeninger, så skal det nok gå altsammen.......

Steffen Gliese

Nu er uranen jo åbenbart et biprodukt, så man behøver vel slet ikke at sælge den, medmindre prisen er høj. Det skulle ikke være svært på Grønland at finde plads til et temmelig stort lager et sted.

"Nultolerancepolitik" er ligesom andre tomme, politiske floskler, som "grøn omstilling", "bæredygtighed", mm. udelukkende beregnet som et bluffnummer, med det slet skjulte formål at narre os (den småt begavede vælgerskare) til at tro, at der er nogen som helst magthavere indenfor politik og industri, der giver en skid for andet end profit på bekostning af alt andet.
Selv nu, hvor det langt om længe er begyndt at dæmre, for menigmand såvel som eksperter og magthaverne, at vi befinder os på afgrundens rand, på et punkt hvor det totale økologiske og økonomiske kollaps truer med at vælte samfundet og slå så godt som os alle ihjel indenfor en meget (nærmere end du tror!) nær fremtid, ser vi gang på gang, at viljen til at forsøge at gøre noget, viljen til at forsøge at overleve som art såvel som samfund, må vige til fordel for en hunger efter hurtig profit.
En hunger, der vil følge os helt ned i vores allerede gravede, og sultent ventende, grav.

Føj for helvede, men hvor har vi dog fortjent alt hvad der er på vej i vores retning.

Det er op til Grønland at bestemme, hvad der skal ske på Grønland.

Vi skal "blande os udenom" , og hvis Grønland vælger en kontroversiel linje, så kan vi blot vælge at bede grønlænderne om at forlade Rigsfællesskabet og etablere deres egen folkeretligt helt uafhængige stat.( Vi skal selvfølgelig sige farvel med maner og uden smålig surhed.)

Hvis det er korrekt, at mineprojektet kræver import af 30.000 fremmedarbejdere, så vil det nok ødelægge Grønland på længere sigt ( - forholdsmæssigt ville det svare til, at vi her i Syddanmark importerede over 3 mio fremmedarbejdere !!!)

Der skal bygges havne, lufthavne, hospitaler o s v , og der skal ske en gevaldig udvidelse af den grønlandske ordensmagt og administration.

Hvis man får f eks 30.000 kinesiske arbejdstagee til Grønland, så vil Kina givet have en "support" til disse mennesker i form af flådeenheder patruljerende ud for Grønland, og hvis mineselskabet standser betalingerne til Grønland , hvordan vil grønlænderne så slippe af med gæsterne , hvis de ikke flyttes af arbejdsgiveren / Kina ?

Storskala-projektet kan risikere at lede til nogle rigtigt grimme udenrigspolitiske problemer, som vi helst bør undgå - vi skal som mindstemål tænke os godt om forinden, så vi ved hvad vi rager os ind i.

Mads Christensen

@Robert Kroll,
Det er ikke korrekt, at et evt. uranmineprojekt kræver import af 30.000 fremmedarbejdere.

Det virker mildt sagt som om, at det kunne være en god ide for dig og andre interesserede læsere at klikke her: http://www.bmp.gl/images/stories/faelles/Report_to_Inatsisartut_on_miner...

På side 8 i den publikation, som dukker frem, kan man i tabel 4 bl.a. se, at der skønnes at være behov for 2000 personer i anlægsfasen og 700 i driftsfasen. Disse tal må betragtes som usikre og foreløbige. Af flere grunde, men bl.a. fordi mineselskabet der p.t. har efterforskningstilladelse på Kvanefjeldet, uanset hvad de selv gerne vil give indtryk af, er ganske langt fra at være klar til at aflevere en ansøgning om udvindingstilladelse med behørig dokumentation. Skønnene stemmer nogenlunde med de offentliggjorte skøn for arbejdskraftbehovet ved jernmineprojektet ved Isukasia, 150 km NØ for Nuuk, hvor mineselskabet London Mining i august sidste år afleverede en ansøgning om udvindingstilladelse, som fortsat er under behandling i Råstofdirektoratet i Nuuk.

Den behandling trækker ud bl.a. som følge af, at der er gået dansk indenrigspolitik i spørgsmålet om regeringens fremsættelse af forslag til visse ændringer i udlændingeloven for Grønland, der er nødvendig for at følge op på den såkaldte storskalalov, som blev vedtaget i Grønlands landsting den 7. dec. 2012.

Kære Mads Christensen.

Hvis det er så få mennesker, det drejer sig om, så er der ingen bekymring på dette punkt.

Men uanset hvad, så er det grønlænderne ,som selv må bestemme det her - hvis vi har det dårligt med beslutningerne, så må vi bare opløse Rigsfællesskabet, så Grønland bliver en selvstændig stat.

Syddanmark skal ikke være kolonimagt i forhold til grønlænderne.

Mads Christensen

Kære Robert Kroll,

Jeg er ikke bekymret, men det er der godt nok mange andre, som er. På begge sider af Atlanten, af vidt forskellige årsager, heraf nogle med begrundelser, der måske var en anden og bedre sag værdig.