Læsetid: 6 min.

Lykketoft: Økonomer har ikke fundet de vises sten

Politikere kan let komme i fagfolkenes vold uden at være opmærksomme på usikkerheder og subjektive forudsætninger i de økonomiske modeller, siger Folketingets formand. Han frygter, at det akutte økonomiske krisefokus stjæler opmærksomhed fra de langsigtede udfordringer fra klima og ressourcekrisen
’Vi står alle – ikke kun i Danmark – med det problem, at de mere langsigtede perspektiver bliver skubbet til side til fordel for akutte konvergensprogrammer og nødhjælpspakker til Sydeuropa. Vi har slet ikke nær det samme fokus på sammenhængen mellem kort og lang sigt, som vi havde for ikke så længe siden,’ siger Mogens Lykketoft

’Vi står alle – ikke kun i Danmark – med det problem, at de mere langsigtede perspektiver bliver skubbet til side til fordel for akutte konvergensprogrammer og nødhjælpspakker til Sydeuropa. Vi har slet ikke nær det samme fokus på sammenhængen mellem kort og lang sigt, som vi havde for ikke så længe siden,’ siger Mogens Lykketoft

Jens Nørgaard Larsen

15. januar 2013

Man skal gøre sig meget, meget klart, at økonomi er ikke nogen eksakt videnskab, og at der er ikke nogen økonomfaglig gruppe eller nogle enkeltøkonomer, der har fundet de vises sten.«

Det siger en mangeårig bruger af økonomernes analyser, vurderinger og prognoser, Folketingets nuværende formand, tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister, forhenværende formand for Socialdemokratiet, selv økonom af fag, Mogens Lykketoft.

Information har bedt Lykketoft som bruger læse svarene i den enquete, avisen for nylig har gennemført med deltagelse af 20 økonomiprofessorer og andre økonomer fra universiteter og offentlige forskningsinstitutioner.

Her blev økonomerne bedt om dels at give deres bud på udsigterne for den kriseramte vækstøkonomi i Europa og USA, dels kommentere på den økonomiske videnskabs evne til overhovedet at forudsige udviklingen.

Med få undtagelser svarede økonomerne, at man næsten intet meningsfuldt kan sige om udviklingen af økonomien i det lange perspektiv, dvs. i en 10-40-årig tidshorisont. Som formuleret af f.eks. professor Hans Aage, Roskilde Universitet:

»Herom har økonomi og økonomer ikke noget fornuftigt at sige.«

– Mogens Lykketoft, langt de fleste af de deltagende økonomer medgiver, at det er meget svært at spå om udviklingen, især på længere sigt. Alligevel har de økonomiske vismænd nærmest status af orakler og Finansministeriets økonomer afgørende magt over politiske dispositioner. Er det i virkeligheden beslutningstagerne, der gemmer sig bag økonomernes autoritet og modeller, fordi det er ubehageligt at træffe egne beslutninger?

»Det er svært at sige. Nogle gange er beslutningstagerne i fagfolkenes vold og ikke selv i stand til at vurdere usikkerhederne og forholde sig tilstrækkelig kritisk til de økonomiske modeller. Men der er meget påståelige økonomskoler alle vegne. En af dem sidder i centraladministrationen. Så det handler ikke kun om beslutningstagerne,« siger Lykketoft.

»Én ting, Folketinget burde kræve for mange af de økonomiske redegørelser, er økonomernes egne usikkerhedsberegninger. Jeg tror, centraladministrationen nogle gange forsømmer at forklare modtagerne, at der i prognoser er tale om et bredt bælte af variationsmuligheder, blot med stregen i midten som den, man finder mest sandsynlig. Det giver et mere fyldestgørende billede, hvis man får sådan en sammenhæng præsenteret.«

»Min egen erfaring er, at man sagtens kan bruge modelredskaberne, men det er en meget vigtig ballast at have været igennem alle diskussionerne om, hvordan de er opbygget, og hvor de er kritisable eller følsomme i valget af forudsætninger. Det kan godt være, modelopbygningen bliver mere og mere avanceret, men det er stadig sådan, at de forudsætninger, man lægger ind, bestemmer udfaldet. Og vi har ikke samme vurdering af, hvad der er realistiske forudsætninger om sammenhængene i økonomien,« påpeger Lykketoft.

Skattelettelser og arbejdslyst

Mogens Lykketoft henviser som eksempel på usikkerhederne til den aktuelle diskussion om, hvorvidt skattelettelser får folk til at arbejde mere eller mindre.

»Det er ikke sikkert, det virker ens alle vegne i alle samfund og for alle grupper i befolkningen. Selv om det måske er rigtigt – det siger modellerne i alt fald – at det samlede billede er, at hvis du sænker skatten på arbejde, så bliver der udøvet mere arbejde, så er der grupper – i vores samfund ret store grupper – der kan risikere at reagere modsat. Børnefamilierne er stjernekandidater til det: ’Vi kan opretholde vores levestandard med mindre arbejde og få mere tid til ungerne’.«

For Lykketoft er det afgørende at være bevidst om, at de økonomiske modeller, der lægges til grund for politiske dispositioner, har klare begrænsninger.

»De økonomiske teorier er som regel internationale, men de sociale omstændigheder, normer og vaner, samspillet mellem offentlig og privat sektor m.m. kan sagtens være så forskellige fra land til land, at modellerne ikke kan bruges til særlig meget. Vi er nødt til at betjene os af den viden og de modeller, vi har, men vi er også nødt til at være meget omhyggelige med den kritiske vinkel på, hvilken fortællekraft de egentlig besidder,« understreger den tidligere skatte- og finansminister.

Kortsigtet fokus

Det bekymrer Lykketoft, at den akutte økonomiske krise i Danmark og Europa stjæler opmærksomhed fra nogle af de udfordringer, der er del af den større krise, som har ramt det internationale samfund.

»Vi står alle – ikke kun i Danmark – med det problem, at de mere langsigtede perspektiver bliver skubbet til side til fordel for akutte konvergensprogrammer og nødhjælpspakker til Sydeuropa. Vi har slet ikke nær det samme fokus på sammenhængen mellem kort og lang sigt, som vi havde for ikke så længe siden. Det bør man skaffe sig overskud til igen, og de bredere udfordringer bør også indgå i de økonomiske ministeriers analyser og overvejelser.

– For politikerne kan det vel være svært at have mentalt overskud til både de akutte udfordringer – Grækenlands gæld, EU’s banktilsyn, Danmarks akutjob – og langsigtede problemer som klima- og ressourcekrisen?

»Det er meget forståeligt, men det er også meget ærgerligt, for vi ved jo godt, at klimaforandringerne sker og sker i et tempo, som kan vise sig at indebære uoprettelige skader og blive meget kostbart for økonomien og de menneskelige levevilkår, socialt destabiliserende osv. Man kan desværre ikke sige: ’Det vender vi tilbage til’, for når man vender tilbage til det, kan det være for sent.«

Måden, man politisk vælger at signalere og agere på i forhold til den akutte krise, har direkte konsekvenser for de langsigtede udfordringer.

»Der er forenklede fremstillinger, der siger: ’Nu skal folk bare lære at svinge kreditkortet, så kommer der gang i økonomien igen.’ Det gør der for det første ikke, så længe rigtig mange er arbejdsløse, er bange for at blive det eller har set en stor illusion om friværdi forsvinde og nu sidder med en stor gæld. Selv om man giver folk skattelettelser, vil de ikke i den sindstilstand bruge pengene, men snarere sætte dem i banken. Derfor spørgsmålet: Hvad er det, der skal drive økonomien frem? Hos os må det i høj grad være, at vi er så dygtige, at vi kan hænge fast i nogle nicher på de voksende internationale markeder.«

»Men vi skal også – og det er måske meget sværere for politikere – stoppe op og sige: ’Selv om vi kunne få danskerne til at forbruge, som de plejede i 00’erne, er det så egentlig det, vi skal tilskynde? Er det overhovedet holdbart?’ Sagt på en anden måde: Hvordan kan vi påvirke det private forbrug, når det måtte komme op igen, til at blive noget, der ikke er i modstrid med de langsigtede bæredygtighedsmål, men i overensstemmelse med dem? Kan man tilskynde, overtale, pålægge folk at bruge en større del af deres privatforbrug og penge til grøn omstilling, spare på energien osv. Det bliver man nødt til at forholde sig til.«

»Hvis staten har penge, kan den give tilskud, men den kan også sige: ’Det der skal være ordnet inden en bestemt dato.’ Det belaster ikke statskassen, og det tror jeg bliver en del af motoren for at få gang i økonomien igen på en bæredygtig måde.«

Slut med højvækst

I Informations enquete troede de færreste af de adspurgte økonomer på vækstrater for EU og Danmark over én pct. de kommende fem år. Enkelte tror på to pct., men flere forudser nulvækst, og halvdelen af økonomerne mener, at det langsigtet er slut med den mærkbare vækst, i-landene har været vant til. Lykketoft er ikke uenig.

»Vi ved fra USA og Europa, at når økonomien og velstanden kommer op over et vist niveau, så bliver vækstraterne lavere. Den tendens var mærkbar, allerede før de store ressource- og klimaproblemer kom på dagsordenen, og jeg tror ikke, det er en tendens, man kan vende.«

»Det nye spørgsmål er, hvordan ressourceknapheden, presset på fødevareproduktionen og andre beslægtede problemstillinger vil kunne presse vækstraterne ned i forhold til, hvor meget teknologi kan løse op for nye muligheder, vi ikke kan se i dag. Det er svært at svare på, men man kan sige med sikkerhed, at den rige vestlige verden ikke vender tilbage til vækstrater, vi kendte i 1960’erne.«

Det udelukker ifølge Lykketoft ikke, at den nuværende krises ødelæggelser i sig selv giver basis for en genopbygningsfase med højere vækst.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Amstrup
  • Niels-Simon Larsen
  • Grethe Preisler
  • Jarl Artild
Henrik Amstrup, Niels-Simon Larsen, Grethe Preisler og Jarl Artild anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Lykketoft har heller ikke noget bud på hvordan vi forebygger klimakatastrofen. Hvad skal vi med borgerlige økonomer, når det nu er afsløret, at de ikke engang kan bruges som spåmænd, astrologer eller er i stand til at forklare hvad der gik galt?

Skamme dig kan de heller ikke, men heri adskiller de sig ikke nævneværdigt fra de politikere, som skal forestille at styre samfundsudviklingen. Lykketoft er begge dele, og burde have noget mere at bekende.

' We urgently need to acknowledge that the development needs of many countries leave the rich western nations with little choice but to immediately and severely curb their greenhouse gas emissions. But academics may again have contributed to a misguided belief that commitments to avoid warming of 2°C can still be realized with incremental adjustments to economic incentives. A carbon tax here, a little emissions trading there and the odd voluntary agreement thrown in for good measure will not be sufficient...     Acknowledging the immediacy and rate of emission reductions necessary to meet international commitments on 2°C illustrates the scale of the discontinuity between the science (physical and social) underpinning climate change and the economic hegemony. Put bluntly, climate change commitments are incompatible with short- to medium-term economic growth (in other words, for 10 to 20 years).      Moreover, work on adapting to climate change suggests that economic growth cannot be reconciled with the breadth and rate of impacts as the temperature rises towards 4°C and beyond — a serious possibility if global apathy over stringent mitigation persists. Away from the microphone and despite claims of 'green growth', few if any scientists working on climate change would disagree with the broad thrust of this candid conclusion. The elephant in the room sits undisturbed while collective acquiescence and cognitive dissonance trample all who dare to ask difficult questions...     At the same time as climate change analyses are being subverted to reconcile them with the orthodoxy of economic growth, neoclassical economics has evidently failed to keep even its own house in order. This failure is not peripheral. It is prolonged, deep-rooted and disregards national boundaries, raising profound issues about the structures, values and framing of contemporary society.     This catastrophic and ongoing failure of market economics and the laissez-faire rhetoric accompanying it (unfettered choice, deregulation and so on) could provide an opportunity to think differently about climate change...     Reinforcing the view that we may be on the cusp of a paradigm shift are the fundamental disagreements between orthodox economists as to how to respond to the crisis...     It is in this rapidly evolving context that the science underpinning climate change is being conducted and its findings communicated. This is an opportunity that should and must be grasped. Liberate the science from the economics, finance and astrology, stand by the conclusions however uncomfortable. But this is still not enough. In an increasingly interconnected world where the whole — the system — is often far removed from the sum of its parts, we need to be less afraid of making academic judgements. Not unsubstantiated opinions and prejudice, but applying a mix of academic rigour, courage and humility to bring new and interdisciplinary insights into the emerging era. Leave the market economists to fight among themselves over the right price of carbon — let them relive their groundhog day if they wish. The world is moving on and we need to have the audacity to think differently and conceive of alternative futures.    Civil society needs scientists to do science free of the constraints of failed economics..'

http://www.climatecodered.org/2012/12/scientists-call-for-war-on-climate...

Niels-Holger Nielsen

A Critique of Jacobson and Delucchi’s Proposals for a World Renewable Energy Supply

by Ted Trainer
http://www.greens.org/s-r/60/60-09.html

Bare for at slå fast hvad der ikke kan lade sig gøre.

Ted trainer er her i ganske god overensstemmelse med Kevin Anderson:

An interview with Kevin Anderson: “Rapid and deep emissions reductions may not be easy, but 4°C to 6°C will be much worse”
http://transitionculture.org/2012/11/02/an-interview-with-kevin-anderson...

Niels-Holger Nielsen

Økonomi er, kære Lykketoft, en tilstrækkelig eksakt videnskab til, at det uden større besvær lader sig fastslå, at det kapitalistiske systems indre modsigelser før eller siden vil få det til at kollapsel jvf. Keynes, Marx, Kalechi, Schumpeter, Foster, Sweezy og mange, mange flere. Det er det, der sker om ørene på os i denne tid. Her burde Jørgen Steen Nielsen have vist sig som en langt skarpere interviewer, men alt er vel som det plejer van at være? Det er interview'ofret', der stiller betingelserne! Til skade for offentlighedens indsigt og til evig skam for journalisterne. Den fjerde statsmagt, min bare.

Normalt ville jeg ikke være så harsk, men det handler om civilisationens og milliarder af menneskers overlevelse. Er det ikke på tide at smide fløjlshandskerne?

Man kan vel også vælge at dø som et urbant og artigt menneske?

Hvo intet vover, intet vinder.

Henrik Darlie, Niels Mosbak, Niels Engelsted, Niels-Simon Larsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Udmærket pointe af Lykketoft:

"Min egen erfaring er, at man sagtens kan bruge modelredskaberne, men det er en meget vigtig ballast at have været igennem alle diskussionerne om, hvordan de er opbygget, og hvor de er kritisable eller følsomme i valget af forudsætninger. Det kan godt være, modelopbygningen bliver mere og mere avanceret, men det er stadig sådan, at de forudsætninger, man lægger ind, bestemmer udfaldet."

En rimelig vurdering af mange udsagn fra den økonomiske videnskab og fra økonomer uden for videnskabens verden kræver ofte et kendskab som er lidt større end det man får ved blot at læse aviser og se overskrifter på nettet og i TV. I den forstand er debatten om økonomiske emner i offentligheden ofte ret overfladisk. Det er simpelthen nødvendigt at sætte sig ret grundigt ind i emnet hvis man for alvor vil forstå de problemstillinger som f.eks. Finansministeriets modelberegninger på det korte og det lange sigt handler om. Eller økonomiske beregninger af klimaproblemerne og hvad man bør gøre ved dem.

Niels-Simon Larsen

Tak til jsn for de interessante artikler.

Lykketoft skuffer, selvom han er en smule kritisk. Vi mangler en af format, der kan slå i bordet. Mogens ’udelukker ikke en genopbygningsfase med højere vækst’. Nå ikke? Det må så også betyde med højere temperaturer. Jeg forstå slet ikke hans fodslæberi. Han er ikke en frontfigur.

Man kan nu sige, at økonomerne er bombet tilbage til bogholderiet. De har haft deres glansperiode under den økonomiske optur. I nedgangsperioden er det nok ikke så sjovt for dem at buldre ud med dystre forudsigelser, så der bliver de nok hjemme.

Befriet for vores vildledere er vi tilbage ved start. Hvad nu? Jeg kigger mod horisonten og ser kun de ansvarsbevidste, modne og voksne borgere. Nå, jeg må vist hellere få brillerne frem.

Toke Ernstsen

Får vi ikke her en mistanke om, at akademiseringen af folketinget kunne være en del af forklaringen på den alt for ofte åbenlyse mangel på sund fornuft i de tiltag, politikerne udleder af modellerne?

Niels Engelsted

Mon ikke Mogens Lykketoft ligesom i Deadline forleden er sendt i byen for at lave damage control efter han i Det økonomiske Råds Jubilæumskrift over for sine fagfæller kritiserede Thornings og Corydons økonomiske politik, men blev opdaget af Ekstrabladet.
http://www.dors.dk/graphics/Synkron-Library/50%C5rsJubil%E6um/354_367_mo...
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1895825.ece