Læsetid: 3 min.

’Vi må gribe det anderledes an’

På Gladsaxe Skole har man droppet det klassiske skoleskema – i dag undervises eleverne i timelange moduler med temaer, som tilrettelægges af lærerne. Modellen minder om regeringens og lærerforeningens ideer
8. januar 2013

For godt et år siden satte lærere og ledelse på Gladsaxe Skole sig sammen – de ville lave en helt ny og anderledes skole.

»Vi tænkte: Hvordan skulle skolen se ud, hvis den var lavet på børnenes vilkår og ikke ud fra den industrisamfundstankegang, som desværre har præget skolerne herhjemme i mange år,« siger skoleleder Michael Mariendal og uddyber:

»Det virker som en karikeret farce, at man har en klokke, der ringer, hver gang der er gået 45 minutter. At man har fysik, dansk, idræt – men at der ikke er nogen sammenhæng imellem de enkelte timer. Og at timerne er afbrudt af et frikvarter, som heller ikke hænger sammen med undervisningen. Det er ikke tidssvarende – og derfor ville vi kigge fremad.«

Den model, man på Gladsaxe Skole blev enige om – og som trådte i kraft i sommer – ligger tæt op af de ideer, som både regeringen og Danmarks Lærerforening har for den nye folkeskole: Det klassiske skema er droppet, og en elev i 6. klasse har et samlet undervisningsforløb fra klokken 9.00 til 12.00 En times frokostpause og undervisning igen fra 13.00 til 15.00. Der er ikke faste frikvarterer, men der er indlagt fysiske aktiviteter i undervisningen mindst én gang i timen. Lærerne arbejder i teams, som planlægger undervisningsforløbene. Om morgenen fra 8.00-9.00 er der studieværksted, en slags lektiecafé, hvor nogle børn skal komme, mens andre kan komme, hvis de har lyst. På den måde har alle mulighed for at møde forberedt op, og man kan »udligne effekten af forskellige livsvilkår«, som Michael Mariendal formulerer det. Desuden er der på Gladsaxe Skole ingen kridttavler – og på sigt heller ikke de klassiske lærebogssystemer:

»Tanken er, at lærerne skal lave alt undervisningsmaterialet selv. På den måde kan man meget bedre målrette undervisningen til den enkelte klasse og den enkelte elev,« siger Michael Mariendal, som mener, at de klassiske lærebogssystemer »i bedste fald resulterer i færdighedstræning.«

Han understreger, at skolen stadig er i gang med at implementere den nye form – og man er derfor heller ikke helt i mål med alle ideerne. På sigt vil man også gøre op med tanken om faste skoleklasser, og skolen har søgt Gladsaxe Kommune – som er en såkaldt frikommune – om lov til at eksperimentere med at sammensætte eleverne på andre måder – igen for at kunne målrette undervisningen til de enkelte elever.

Radikale ændringer

Michael Mariendal mener, at man er nødt til at tænke radikalt anderledes, hvis det skal lykkes at gennemføre en omlægning af en folkeskole:

»At man indfører en ny struktur, skaber ikke en ny folkeskole i sig selv. Hvis man bare laver en anden timeinddeling og så ellers fortsætter som hidtil, ændrer man ingenting. Det er ved at ændre den måde, man arbejder på – og ved at have en ny forståelse af, hvad en læreproces er, at man skaber en ny skole.«

Foreløbig er den nye skoletanke på Gladsaxe Skole en succes, mener skolelederen: »Jeg ser glæde ved det. Og for mange af lærerne fornemmer jeg, at noget af stoltheden ved faget er kommet tilbage,« siger han.

Projektet har kunnet lade sig gøre uden at ændre på lærernes arbejdstider: »Det har samlet set givet mere undervisning til eleverne – vi ligger lidt over det anbefalede timetal på vores skole. Men det har ikke givet flere timer til lærerne.« Og han er ikke i tvivl om, at modellen er mere tidssvarende end den gamle skoleform med adskilte lektioner, faste frikvarterer og faste lærebogssystemer:

»Hvis man kigger fremad, så er det jo ikke færdighedstræning, eleverne og samfundet har brug for. Det er ikke det, vi skal satse på, hvis vi vil overleve. Derfor må vi gribe det anderledes an og udfordre eleverne på nogle nye måder,« siger Michael Mariendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tina Skivild
  • Mathilde Junski
  • Karsten Aaen
Tina Skivild, Mathilde Junski og Karsten Aaen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Først vil jeg gerne sige, at det lyder godt :) Og det flugter med de tanker jeg har gjort mig om undervisning - delvist baseret på min undervisning af indvandrere i dansk som andetsprog, delvist baseret på denne dejlige lærers, Paula Rogovins, tanker:
http://www.youtube.com/watch?v=8cp0PrjG1ZA om undervisning.

Paula Rogovin opfordrer hendes 1st grade elever til at blive 1st grade students; hun underviser i 1. klasse. Og har en idé om at børnene skal opmuntres til at udforske deres omverden, og skrive om deres oplevelser mv. Jeg mener stadig at man bør have lærebøger som man som lærer kan gå ud fra - hvis alle lærere skal lave alt undervisningsmateriale selv kommer de jo aldrig til at undervise eleverne...

Personligt mener jeg det er en dårlig ide at gøre op med ideen om faste skoleklasser; og det gør jeg ud fra dette her:
Forsøgte man sig ikke med noget lignende i 1970erne? Ligesom man forsøgte sig med åben-plan skoler? Og med at blande elever fra 2.klasse med elever fra 6.klasse? Og altid er er man vendt tilbage til undervisningens grundform: en lærer til en klasse.
I det gamle Ægypten, det gamle Rom, og ja, selv i det gamle Grækenland, underviste man sådan: en lærer til en klasse. Og hvorfor mon? Fordi undervisning kræver tid - eleverne og læreren skal vænne sig til hinanden. Og derved opstår der tillid til læreren hos eleverne, som langsomt opdager at læreren vil dem det godt. Og så føler de sig trygge - og så kan de lære. Og det kræver tid.

Og det betyder at jeg er meget skeptisk overfor ideen præsenteret her: at sammensætte eleverne på andre måder. Sikkert forstået på den måde at man vil blande elever fra f.eks. 3.klasse med elever fra 6.klasse i en slags åben-plan skole. Som sagt mener jeg det er prøvet i 1970erne - og man gik bort fra dette igen. Bl.a. fordi det ikke virkede - dengang.

Men derfor kan det jo godt virke - nu.

Steffen Gliese

Det lyder fuldkommen forfærdeligt! Det er ikke skolen for livet - det er skolen, der forstår sig som selve livet! Det er autoritært og uden forståelse for, hvad skolen først og fremmest giver børn: erfaringer, ligesom alle andre områder af livet, de møder! Erfaringer giver sammenligningsgrundlag, stof til eftertanke og alt det andet, der bygger en identitet op, uden for megen befamling.
At vælge autoriseret lærdom fra er at give en lærer lige lidt for meget indflydelse på, hvilke udsnit af verden eleverne skal kende.Det samme med disse individuelle forløb! Jamen, en klasse er et fællesskab, på godt og ondt, selvom hver rammes på individuel vis af undervisningen. Sådan vil det altid være! Det er noget af det, man overhovedet skal lære - ligesom man skal lære at måtte gøre sig umage med at forstå de lærere med en mindre imødekommende pædagogik, for det er godt nok det vilkår, der er gældende for langt den meste viden, der skal kunne optages uden videre i livet fremover.
Noget af det, jeg virkelig kan huske som irriterende i skolen, var, når lærerne ikke bare ligeud forklarede, hvad noget skulle tjene til eller gik ud på. Det har næppe ændret sig - og måske er den medierende og pædagogiserende tilgang den største barriere for nogle børns forståelse af skolens nødvendighed.

Karsten,

du (og mange andre) kunne nok have glæde af Sten Clod Poulsens kronik i Weekendavisen fra 4. januar. (har desværre ikke et link)