Læsetid: 2 min.

Ny lov øger kontrollen med PET

Kontrollen med PET’s brug af agenter styrkes med ny lov, som indfører et uafhængigt tilsyn
12. januar 2013

Et nyt uafhængigt tilsyn skal fremover sikre en bedre kontrol med Politiets Efterretningstjeneste (PET). Kontrollen omfatter blandt andet PET’s brug af agenter og registrering af oplysninger.

Justitsminister Morten Bødskov (S) præsenterede i aftes hovedpunkterne i en ny PET-lov. Bag lovforslaget står regeringspartierne samt Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative.

»Vi opretter et stærkt og uafhængigt tilsyn, som får uhindret adgang til alle oplysninger hos PET,« siger Morten Bødskov.

Tilsynet skal have fem medlemmer. Formanden bliver udpeget af præsidenterne for Østre og Vestre Landsret. De øvrige medlemmer udpeges af justitsministeren efter en drøftelse med Folketingets Kontroludvalg.

Det nye tilsyn kommer til at hedde Tilsynet med Efterretningstjenesterne, og det afløser det nuværende Wamberg-udvalg, der har haft til opgave at føre tilsyn med PET’s registrering og videregivelse af personoplysninger. Almindelige borgere får desuden mulighed for at henvende sig til tilsynet med henblik på at få undersøgt, om man er registreret hos PET på ulovlig vis.

»Alle kan henvende sig til tilsynet med spørgsmål om PET’s behandling af personoplysninger,« siger Morten Bødskov.

Hvorvidt man er registreret, og hvilke oplysninger det gælder, kan borgeren dog ikke få oplyst. Retsordfører Jeppe Mikkelsen (R) begrunder det således:

»Efterretningstjenesterne er nødt til at kunne arbejde hemmeligt. Men derfor er det godt, at vi nu får denne her indirekte kontrol,« siger han.

Også retsordfører Karina Lorentzen (SF) er tilfreds med det nye kontrolorgan.

»Det er vigtigt, at få et uafhængigt udvalg, som ikke alene udpeges af justitsministeren. Og så er det vigtigt med et ekstra sæt øjne på brugen af agenter,« siger hun.

Netop brugen af agenter bliver også en opgave for tilsynet. I modsætning til for eksempel telefonaflytninger og hemmelige ransagninger, så er PET’s agentvirksomhed ikke kontrolleret af domstolene. Tilsynet vil derfor en gang om året blive orienteret af regeringen om PET’s brug af civile som agenter.

Formålet med den nye lov er desuden, at PET’s arbejdsopgaver skal fastsættes ved lov. Hidtil har PET været underlagt almindelige forvaltningsretslige regler, retningslinjer fra Justitsministeriet samt retningslinjer fra tjenesten selv.

’Varm luft’

Enhedslisten og Liberal Alliance står uden for forliget. Den nye lov, imponerer ikke Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

»De havde her en enestående chance for at vise, at de tager retsstatsprincipper alvorligt, og en enestående mulighed for at hive Danmark ud af vores bundplacering som det demokratiske land med den dårligste kontrol med efterretningstjenesternes arbejde.Det er ekstremt skuffende, at de har ladet den chance passere forbi,« fastslår Pernille Skipper i en pressemeddelelse.

Hun kalder regeringens nye lov for »varm luft«, der ikke kan bruges til ret meget.

»Selv med denne aftale vil der i realiteten ikke være kontrol med PETs arbejde. Når borgere får afslag på et arbejde på grund af en manglende sikkerhedsgodkendelse, som eksempelvis i Sass-Larsens tilfælde, vil der stadig ikke være adgang til at klage,« siger hun med henvisning til sagen om den PET-registrerede S-politiker Henrik Sass-Larsen og tilføjer:

»Og der vil stadig ikke være et uafhængigt tilsyn, der kan kontrollere om PET overholder reglerne for deres arbejde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Med de mange flere beføjelser som PET har fået gennem Terrorlovene forstår jeg ikke, at tilsynet med PET ikke bliver væsenligt forhøjet alene for den danske befolknings retssikkerhed.

Fx. at agenterne bliver betalt skattefrit - er det ikke statsanerkendt sortarbejde? - Men værre kan disse agenters oplysninger ikke tænkes farvet af ønsket om disse skattefriebetalinger.