Baggrund
Læsetid: 8 min.

Økonomer: Det er slut med væksten, som vi kender den

’Vi er i en ny virkelighed. 00’ernes overflod kommer ikke igen,’ sagde statsministeren i sin nytårstale. Ledende økonomer er enige om, at 60’ernes gyldne vækstrater aldrig kommer igen. Til gengæld er økonomerne delt i spørgsmålet, om der stadig er et vist vækstpotentiale for de rige lande
’Vi er i en ny virkelighed. 00’ernes overflod kommer ikke igen,’ sagde statsministeren i sin nytårstale. Ledende økonomer er enige om, at 60’ernes gyldne vækstrater aldrig kommer igen. Til gengæld er økonomerne delt i spørgsmålet, om der stadig er et vist vækstpotentiale for de rige lande
Indland
2. januar 2013

Næsten hver anden adspurgt økonom mener, at fasen med mærkbar vækst i vor del af verden er ved at være udtømt.

Det fremgår af en rundspørge, Information har foretaget ved indgangen til 2013 blandt en række danske økonomiprofessorer og økonomiske forskere fra universiteter og andre højere læreanstalter og offentlige institutioner.

Det nøgterne syn på mulighederne for fortsat vækst, som vi kender den, er i tråd med statsminister Helle Thorning Schmidts (S) udlægning i nytårstalen, hvor hun indledningsvis bl.a. sagde, at »vi er i en ny virkelighed. 00’ernes overflod kommer ikke igen.«

Svarene fra de vækstskeptiske blandt økonomerne afspejler de kontinuert faldende vækstrater for bruttonationalproduktet, BNP, som har kunnet noteres for gruppen af i-lande gennem næsten et halvt århundrede.

At den anden halvdel af de adspurgte økonomer samtidig mener, at den økonomiske vækst faktisk vil vende tilbage og kan fortsætte langsigtet, illustrerer den betydelige uenighed blandt fagfolk og den mærkbare usikkerhed om økonomiens udvikling. En usikkerhed, der også afspejles internationalt, når f.eks. nobelpristageren i økonomi, professor Paul Krugman, forleden i New York Times spurgte: Is growth over? (Er væksten et overstået kapitel?), eller når EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, i et interview i Kristeligt Dagblad siger, at »vi må glemme alt om ny uhæmmet vækst«.

Ja – nej – ved ikke

– Er fasen med mærkbar vækst i vor del af verden ved at være udtømt, lød ét af spørgsmålene i Informations enquete, som 20 fremtrædende økonomer har deltaget i.

»Ja,« lyder svaret fra tidligere departementschef og ambassadør, professor Jørgen Ørstrøm Møller, Asia Research Centre, CBS.

»Nej, det er der intet fagligt, der tyder på er tilfældet,« svarer medlem af regeringens Produktivitetskommission, professor Carl-Johan Dalgaard, Økonomisk Institut på KU.

»Ja,« siger professor Hans Aage, Institut for samfund og globalisering, RUC.

»Næppe,« svarer tidligere overvismand, professor Christen Sørensen, Syddansk Universitet.

»Ja,« siger Inge Røpke, professor ved det nye Center for Design, Innovation and Sustainable Transition ved Aalborg Universitet.

»Ikke nødvendigvis,« mener professor Bengt-Åke Lundvall, Institut for økonomi og ledelse, Aalborg Universitet

»Jeg tror, den traditionelle vækst baseret på et stadig stigende forbrug er ved at være udtømt,« anfører professor Katarina Juselius, Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

»Det er et rigtig godt spørgsmål, som vi først kan svare på om mange år,« siger Bo Sandemann Rasmussen, professor ved Institut for økonomi, Aarhus Universitet.

Baggrunden for spørgsmålet er det konstaterede langtidsfald i vækstraterne for i-landenes økonomi set under ét. Fra en BNP-vækst på 5,4 pct. som gennemsnit i 1960’erne over 3,1 pct. i 80’erne til 1,4 pct. i 00’erne. For 2012 har IMF og OECD spået en samlet vækst i i-landene på henholdsvis 1,3 og 1,4 pct., mens årets facit for eurozonen er en negativ vækst på minus 0,4 pct.

Mættede materielle behov

Økonomerne angiver en række årsager til, at de gyldne tiders høje vækstrater er løjet af og måske ikke kan genskabes.

»Vækstmulighederne i vor del af verden er formodentlig udtømt i den forstand, at de faktorer, denne vækst har bygget på, er udtømte: først og fremmest det materielle masseforbrug,« mener lektor Henrik Plaschke, nationaløkonom ved Institut for statskundskab, Aalborg Universitet.

Jørgen Ørstrøm Møller taler tilsvarende om »en form for mæthedsfornemmelse« og »større vægt på ikkemateriel velfærd«, ligesom Mikael Skou Andersen, økonom og projektleder ved Det Europæiske Miljøagentur, vurderer, at »mange af de kendte forbrugsgoder har nået et højt mætningsniveau, så der er ikke blot brug for ’mere af det samme’.«

Henrik Plaschke nævner også en kobling af vækst i produktivitet og realindkomst, adgang til import af billige råvarer og energi, udvikling af velfærdsstater med et passende skatteunderlag samt rimeligt stabile klassestrukturer med dertil svarende politiske mønstre som faktorer, der befordrede i-landenes vækst.

»Ingen af disse faktorer er til stede i samme omfang som tidligere,« konstaterer han.

Unormal høj vækst

Mange af økonomerne understreger, at det centrale ikke er konstateringen af, at væksten i i-landene nu er lav, men snarere erkendelsen af, at væksten i en periode har været unormalt høj.

»Måske er det bedre at vende spørgsmålet om: Hvorfor var der basis for så høje vækstrater i 60’erne,« siger f.eks. Inge Røpke, Aalborg Universitet.

»Spørgsmålet burde stilles omvendt: Hvad er årsagen til den exceptionelt høje vækst i kapitalismens guldalder, som man plejede at kalde perioden 1950-1973,« påpeger tilsvarende Hans Aage, RUC

Også professor Peder Andersen, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet, taler om »en unormal høj vækst« i 1960’erne, ligesom tidligere overvismand Niels Kærgård anfører, at »der har været en unormal høj vækst navnlig i 1960’erne, men også i 1970’erne og 1980’erne på grund af en øget arbejdsstyrke forårsaget af afvandringen fra landbruget og kvindernes øgede deltagelse på arbejdsmarkedet.«

»Desuden har hele perioden været præget af globalisering og liberalisering, idet restriktionerne fra krigs- og kriseperioden 1914-1945 gradvist blev ophævet, hvilket også har givet vækst,« påpeger Niels Kærgård.

Han synes her på linje med lektor Anders Chr. Hansen, økonom ved Institut for miljø, samfund og rumlig forandring på RUC:

»De høje vækstrater i 60’erne og først i 70’erne havde også meget at gøre med, at man nu kunne udfolde potentialer i teknologi og international handel, som ikke havde været mulige under de foregående årtiers depression, verdenskrig og økonomiske restriktioner. Der blev også investeret en meget høj andel af BNP i opbygningen af virksomheder, boliger og den offentlige sektor. Alt i alt var de høje vækstrater dengang betinget af nogle historiske omstændigheder, som næppe kommer igen.«

Inge Røpke tilføjer, at »en helt afgørende forudsætning var desuden adgangen til billig energi og andre ressourcer.«

»Den hidtidige teknologiske udvikling, der har bidraget til vækst, har i høj grad handlet om at øge arbejdsproduktiviteten ved hjælp af øget energiforbrug,« forklarer hun og understreger, at situationen nu er en anden:

»Når energi af høj kvalitet bliver dyrere og/eller mindre tilgængelig, bliver det svært at opnå vækst. Det er i stigende grad tilfældet: Energy Return on (Energy) Investment (EROI) falder, så vi skal bruge stadig mere energi på at fremskaffe den energi, vi skal bruge.«

Professor Bengt-Åke Lundvall gør opmærksom på, at der er en »faktor, som stort set alle økonomer negligerer. Den har at gøre med demotivering i arbejdslivet, som afspejler voksende ulighed i indkomst, voksende lag af management og reduktion af den øvrige arbejdskraft til ’arbejdskraft’.«

Lundvall mener derfor, at den økonomiske stagnation i et vist omfang er »resultat af uløste institutionelle problemer og tvivlsom politik.«

Katarina Juselius samler elementerne til forklaring af 60’ernes vækstboom og det efterfølgende fald i vækstraterne:

»Opbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig skabte en stor efterspørgsel på varer og arbejdskraft i en periode, hvor naturressourcerne var rigelige og derfor billige. Bretton Woods-systemet gav os rimeligt stabile inflationsrater og rimeligt lave rentesatser. Alt dette ændrede sig i 1970’erne: Bretton Woods-systemet kollapsede, både inflation, renter og arbejdsløshed var stigende, og vi fik den første oliekrise. Naturressourcerne var ikke længere uudtømmelige. 80’ernes afreguleringsbølge resulterede i en kreditekspansion, som så ud til at generere højere vækstrater, men det var en vækst, som primært byggede på en ekspanderende finansiel sektor, oppustede finansielle aktiver og huspriser. Da boblen brast i 2007-08, viste det sig, at væksten havde været for lånte penge uden tilstrækkelig hold i den reale økonomi.«

Intet tyder på vækstraten falder

Mens ingen af de 20 deltagende økonomer synes at tro på, at de gyldne vækstrater fra 1960’erne kan vende tilbage, så er meningerne delte i spørgsmålet om, hvor megen vækst der fremover er basis for i vor del af verden. Ni ud af de 20 synes som nævnt at mene, at potentialet for mærkbar vækst er ved at være udtømt, mens 10 ud af 20 mener, at væksten vil kunne fortsætte i et vist omfang.

»Der vil altid være perioder med høj vækst og perioder med lavere vækst, men der er intet i et langt historisk perspektiv, der tyder på, at vækstraten er faldende (…) Der er ingen grund til at tro, at den langsigtede vækst vil være markant lavere i fremtiden, end den historisk har været, men sammensætningen af vækstkomponenterne skifter selvfølgelig i takt med, at der over tid altid sker ændringer i sektorsammensætningen,« skriver Peder Andersen i sin besvarelse.

Niels Kærgård vurderer, at »en ’normal’ vækst på knap to pct. må derfor forventes på lang sigt,« mens professor Jesper Jespersen, Institut for samfund og globalisering på RUC, anfører, at »vestlige markedsøkonomier vil fortsat have et betydeligt BNP-vækstpotentiale, men perioden, hvor de ’lavthængende frugter’ høstes, er slut i de rige OECD-lande.«

»Om fortsat vækst så er ønskelig, er et politisk spørgsmål,« pointerer Jesper Jespersen.

Retvisende billede?

Professor Carl-Johan Dalgaard diskuterer, om billedet af faldende vækstrater årti for årti i gruppen af i-lande overhovedet er retvisende.

For det første bør man ifølge Dalgaard se på væksten i BNP pr. indbygger, fordi stagnation eller mindre vækst i befolkningstal i OECD-området kan være del af forklaringen på mindre national BNP-vækst. Men »også her vil man finde en aftagende tendens, hvis man betragter tallene med det blotte øje,« medgiver Dalgaard.

»Dog ikke så markant som når det gælder udviklingen i samlet BNP,« pointerer han.

Professor Finn Østrup, Center for kreditret og kapitalmarkedsret på CBS, har også analyseret væksten pr. indbygger.

»Der er ingen tvivl om, at væksten i produktionen pr. person er faldet ikke alene siden begyndelsen af 1960’erne, men også siden begyndelsen af 1970’erne,« skriver Østrup og vedlægger grafik, der viser faldende BNP-vækst pr. indbygger for en gruppe på 17 i-lande som langtidstendens for de seneste 40 år.

Carl-Johan Dalgaard forklarer dette fald i væksten med ’konvergens’: OECD-lande, der i 1960’erne lå ret langt efter de rigeste lande i gruppen, havde i en periode et stort vækstpotentiale, fordi de havde meget at indhente og bl.a. mange teknologiske muligheder at overtage og implementere fra de rigere lande.

»I takt med at disse muligheder gradvist opbruges, mindskes vækstpotentialet for de oprindeligt tilbagestående lande, hvorfor deres vækst løjer af til et mere ’normalt’ leje; et leje, der hele tiden har karakteriseret udviklingen over det lange stræk for de rigeste OECD-nationer,« forklarer Dalgaard.

»Der er intet overraskende eller urovækkende i denne tendens,« men faldet for den samlede landegruppe slører udviklingen i de enkelte lande, herunder velstående lande som Danmark, påpeger professoren.

En analyse af udviklingen i BNP pr. dansker viser således ifølge Carl-Johan Dalgaard en nogenlunde konstant vækstrate på to pct. i hele efterkrigstiden.

»Man må sige, at vækstprocessen i BNP pr. indbygger (bl.a. i Danmark) udviser en næsten overraskende stor grad af stabilitet,« lyder konklusionen.

De seneste data fra Danmarks Statistik og Eurostat viser for Danmark en gennemsnitlig årlig BNP-vækstrate for perioden 2002-12 på ca. 0,55 pct. – en periode, hvor der samtidig har været en beskeden, men vedvarende vækst i befolkningen.

I alt 35 økonomer fra offentlige forsk ningsinstitutioner blev bedt om at deltage i enqueten. Heraf har 20 sagt ja og besvaret spørgsmålene. Blandt de adspurgte var også et større antal nuværende eller tidligere økonomiske vismænd. Af disse har to tidligere overvismænd deltaget, mens de øvrige ikke har svaret eller har takket nej til anmodningen.

#next_pages_container { width: 5px; hight: 5px; position: absolute; top: -100px; left: -100px; z-index: 2147483647 !important; }

Serie

Økonomi ved en skillevej

• Efter fem års krise endte 2012 med ny økonomisk minusvækst i både Danmark og EU. Spørgsmålet er, om den aktuelle krise afspejler et større paradigmeskift i i-landenes økonomi. Er evnen til vækst ved at ophøre, sætter miljøet nye grænser, eller kan økonomien vende tilbage til kendte vækstrater? Hvad kan økonomerne overhovedet sige om fremtiden?
• Information har gennemført en enquete blandt en række økonomiprofessorer og økonomiske forskere fra universiteterne og andre offentlige institutioner. De kommende dage formidles økonomernes svar og overvejelser i her i Information.
• Det samlede svarmateriale kan findes som dokumentation her på information.dk.

Seneste artikler

  • Det sagde økonomerne

    15. januar 2013
    I alt 20 økonomer deltog i Informations økonomiske enquete. Her er et udpluk af svarene
  • Topøkonom: Væksten i Europa og USA var en løgn

    10. januar 2013
    Tidligere cheføkonom i IMF Raghuram Rajan var en af de få økonomer, der forudsagde den globale finanskrise. Nu advarer han imod centralbankernes manglende kontrol med pengene.
  • Hvad ved økonomer egentlig om økonomi?

    8. januar 2013
    Det er blevet stadig sværere at forudsige økonomiens udvikling, siger flere økonomer. Og jo længere frem man ser, desto mere antager det karakter af rent gætværk. En enkelt er uenig: De kortsigtede konjunkturer er uforudsigelige, men på lang sigt har vi rimeligt styr på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Andersen

Problemet er ved at blive åbenlyst for regering og endeligt også økonomerne:

“Der er ikke udsig til eller baggrund for vækst i Danmark så langt øjet rækker!”

Derfor er det lang mere omfattende end at sætte gang i eller kickstarte noget.

Der skal nytænkning inden for omfordeling og værdisæt til og det vil så igen kræve helt andre succeskriterier end vi har brugt indtil nu.

Jo længere vi venter, jo større problem.

Lise Lotte Rahbek

Regering med nye visioner søges.

Niels Engelsted

Ja, læg så hertil verdens virkelige tilstand og regeringernes almene uformåenhed til at erkende og handle på det.

http://www.monbiot.com/2012/12/31/annus-horribilis/

Christel Larsen

Charles H. Duell was the Commissioner of US patent office in 1899. Mr. Deull's most famous attributed utterance is that "everything that can be invented has been invented."

Flemming Andersen - det bliver vist drømmetænkning i den næste lange periode fremover.

Merkel har meldt realiteterne ud - Der skal arbejdes igennem. Regningen skal betales gennem nedsat rådighedsbeløb og konkurrenceevnen i Europa skal genskabes via knoglefedt og videnshjerner på fuld damptryk.

Jeg er enig deri. Danskerne havde muligheden for at få stemt en rød regering ind. Den er lyseblå nu og den møder ingen reel modstand i befolkningen.

Ofte siger man at man har den regering man fortjener, eller politikere man fortjener. Danskerne er ikke villige til reelt at opgive den samfundsorden vi har frem for en ny - som man ikke kender resultatet af.

Kunsten bliver at holde regeringens naller fra de svageste - kontanthjælpsmodtagerne. At miste sine dagpenge er surt - men ingen katastrofe, ingen er døde nogensinde på den konto.

Personligt så jeg hellere at "hele lortet" var væltet, og finansverden stillet til ansvar. Og et helt nyt systemvar dukket op.. med meget større "gnidningsflade" mellem at være inde og uden for arbejdsmarkedet.

Men der er INGEN reel vilje i befolkningen, fagforeningerne eller andre til en virkelig "bundvending". Der famles rundt i escapistisk underholdning såsom x-faktor, melodigrandprix og dronningens nytårstale, få døgn efter hun har direkte "urineret" befolkningen i ansigtet med en pendant til Hollywoods gyldne Oskar - et ridderkors til Danske Banks direktør. Af alle banker - ved guder. Så er rangordenen sat - og danskerne har rettet ind.

Hvis det er med den på - og danskerne ikke reelt vil andet - så er jeg da med på at pudse mine 2 bachelorgrader af trække i kedeldragten - og vise Østens milliardærer hvad Europæisk Innovation kan, kombineret med hårdt arbejde.

Nyliberalismen HAR infiltreret ALT i vores samfund - take it or leave it. Og Merkel har svinget taktstokken og HTS kan ikke andet end at rette ind.

Velkommen til 2013.

Iøvrigt rammer Katarina Juselius total 'bullseye' med hendes opsummering af 1960-2008.

randi christiansen

men kovendingen er så stor at nogen får lort på designerklunset

Steffen Gliese

Problemet er jo ikke, at der mangler penge - for penge er ikke andet end udtryk for værdier, oprindeligt eksisterende, men i dag desværre i høj grad, hvad der er problemet: forventede.
Men hvad er vækst overhovedet? Er det stigende forbrug? Jamen, vi har mindst af alt brug for at forvente stigende forbrug med en aldrende befolkning, der - det siger al erfaring - forbruger mindre, og en mindre og mindre befolkningstilvækst baseret på fødsler og indvandring.
Hvor meget vil vi egentlig kunne genbruge af metaller, mineraler og andre grundstoffer?
Hvor mange år vil der gå, før vi har erstattet hele energiforbruget med vedvarende kilder? Osv. osv. Det er meningsløst i en verden, der reelt set her og nu ville kunne løse sine grundlæggende problemer, at blive opgivende på baggrund af nogle definitoriske og strukturelle forhindringer, der kun skyldes vores egen angst for forandring.

Niels-Holger Nielsen

Al den snak om vækst er fuldstændig syg. Vi står over for en planlagt nedbringelse af produktionen over de næste tyve år. Alternativet er et ustoppeligt klimaragnarok. 2013 er nødt til at blive det første år i en lang årrække, hvor vi nedbringer udledningen af CO2 med ti procent. Det betyder ikke, at produktionen behøver at falde tilsvarende, og slet ikke, at vores velfærd skal reduceres i en lignende takt, men prøv lige at overveje hvor meget BNP-vækst der bliver plads til under en sådan omlægning. Nada!
Den definitivt afsluttede vækst er kun et problem for kapitalen, og det skal vi nok snart hjælpe den af med.

Niels-Holger Nielsen

Nu har selv statsministren sagt, at er slut med væksten. Så kunne vi måske få spot on klimakatastrofen og den uomgængelig omstilling af vores produktion, livsstil og fordelingen af samfundsproduktet. Det bliver drønhårdt for de rige, men de fleste andre vil vinde både det ene og det andet. Hvad tøver vi for. Lad os gå til arbejdet.

Niels-Holger Nielsen

< a href="http://www.commondreams.org/view/2012/12/27-0">New Year’s Revolution: Connecting the Dots, Coming Together and Fighting Like Hell
by Ronnie Cummins

'Our now terminal dilemma is that single-issue, activism-as-usual organizing, and a fragmented activist rainbow, will never be able to overthrow the Corporatocracy and resolve the most serious threat that humans have ever faced in our 100,000-200,000 year evolution: runaway global warming and climate meltdown.

In other words, you and I and a billion others need to jot down more than just a New Year’s resolution. We need a New Year’s Revolution. We need a Main Street-to-the-Middle East Global Declaration of Interdependence. We need a 21st Century Green Manifesto to overthrow the Corporatocracy and dismantle the suicide economy, before it’s too late.

And, of course, I don’t need to tell you the hour is late. We need to jump-start this revolution in consciousness, coalition building, and action now. This doesn’t mean we have to give up on all of our daily responsibilities and our primary passions. But it does mean that we must all, or at least a critical mass of us, immediately connect the dots between climate-friendly food, energy, transportation, media, public education, public policy, and politics. We must harmonize our discourse, broaden our alliances, and bring together the myriad currents of a U.S. and global movement for survival and revival into an unstoppable force.

Starting today, not next year, we all have to become climate hawks and democracy activists, breaking corporate control over the marketplace and over our elections, media, and public policy. Starting today we must move together to save our climate, our civilization, and Mother Earth.'

Mindst 10% reduktion af CO2-udledningene hvert år til udledningerne er nul. Det kan markedet ikke klare, men det kan menneskene i forening. Til helvedet med markedet. 4-6 grader er selvmord.

Niels-Holger Nielsen

10% om året ellers er det ligegyldigt, alt bliver ligegyldigt. Mennesket kan ikke overleve på en planet, hvor biosystemerne er totalt raseret; det er det, der er ved at ske. 4-6 grader og indlandsisen vil smelte som ind i helvedet mens de sidste regnskove står i luer og havet blive en syreørken. Imens rumler metanbomben i baggunden og sender os mod endnu højere temperaturer, 8 grader, 10 eller mere. Hvor vil du finde plads til dine børn og børnebørn? Redningsplanen tåler ikke yderligere udsættelse, ikke mere sjakren om mammon og geostrategi ikke mere BAU.

Niels-Holger Nielsen

Vækst. Noget af det første, de skal indføres er rationering af olie, benzin og kød. Straks må der derefter udarbejdes planer for forceret bygningsrenovering/klimasikring, voldsom udvidelse af den offentlige transport, nedskalering af motorveje, total omlægning af landbruget, skinlægning af nye broplaner, afvikling af militæret og våbenproduktionen. Der skal udarbejdes nye produktgodkendelser, som sikre os produkter med lang levetid (tre til tidobling) og uden indbygget forældelse af nogen slags. Og så må vi elles i gang alle kvinder og mænd, i gang med at få alle de nye systemer til at fungere i mindre enheder som i videst mulig udstækning er baseret på lokal produktion. Ellers har vi ikke en chance mod hundrede. Væksten fortaber sig i tågerne som den absurde problemstilling, den repræsenterer.

Niels-Holger Nielsen

Jeg glemte, at sige, at enegi- og banksektorerne staks må nationaliseres, da omstillingen elles vil ende i kaos.

Frem mod en planlagt nedskalering af af den materielle produktion.

Bjarne Bisgaard Jensen

Økonomer mig her og der. Jeg er så træt af at høre på deres i bedste fald nogenlunde nonsens om fremtiden. Enhver der gider tænke sig om er udmærket klar over, at denne vækstfokusering ikke går længere. Nu mangler vi så blot at de politikere vi har valgt udviser ansvarlioghed og ikke nøjes med at prædike det overfor os andre jfr nytårstalen

Sandheden er at ingen véd om og i givet fald om væksten vender tilbage i den vestlige verden, incl. i Danmark og Europa - men i øjeblikket er det svært at se hvor væksten skulle komme fra ud over fra ønsketænkning ;o(

Men foreløbig sikrer den førte økonomiske politik effektivt at væksten ikke vender tilbage - krisen af lavvækst og massearbejdsløshed bliver meget langvarig og det var måske også dét der var meningen ?

http://www.information.dk/telegram/321306

Paul Krugmans artikel i New York Times:

http://www.nytimes.com/2012/12/28/opinion/krugman-is-growth-over.html?re...

Regeringen er så småt ved at indse den skal sætte modsat fortegn på alle dens planer.
Den gode medicin er: Sæt skatten op og fordel det arbejde der er. Så langt er den dog ikke nået men sangen om at øge arbejdsudbuddet er dog ved at forstumme.

Steffen Gliese

Vi skal arbejde mere, siger statsministeren - med hvad?

Vi kunne jo udvikle vores produktionsmetoder så vores produkter blev billigere og mere bæredygtige - det ville da være en eksportfremmer alle kunne være interesseret i.

Steffen Gliese

Som jeg ser det, har Europa kun et problem med at fordele fra rige til fattige, så alle er sikret et rimeligt livsgrundlag.
Ude i verden er der fattigdom, som let ville kunne afhjælpes, hvis vi andre lod være med at tage mere for os af retterne, end vi behøvede. Så vil befolkningstallet falde markant, som vi jo ved.
Det er utroligt at høre diskussioner om, at vi kommer til at mangle hænder, når vi alle ved, at vi i 30 år ikke har kunnet beskæftige arbejdsstyrken meningsfuldt - bl.a fordi vi har udviklet et perverst forhold til lønarbejde.

Sandheden er at ingen véd om og i givet fald hvornår væksten vender tilbage i den vestlige verden, incl. i Danmark og Europa - men i øjeblikket er det svært at se hvor væksten skulle komme fra ud over fra ønsketænkning ;o(

Men foreløbig sikrer den førte økonomiske politik effektivt at væksten ikke vender tilbage - krisen af lavvækst og massearbejdsløshed bliver meget langvarig og det var måske også dét der var meningen ?

http://www.information.dk/telegram/321306

Paul Krugmans artikel i New York Times:

http://www.nytimes.com/2012/12/28/opinion/krugman-is-growth-over.html?re...

Flemming Andersen

Torben Selch

Det er da klart at alt etableret vil kæmpe for at presse problemet nedaf, for selv at undgå at skulle afgive noget.

Men som før set har man stablet pengene i så store stakke at flere penge ikke kan tjenes.

Der for vil man se en vis begrænset spredning af værdierne som i 60erne, for at muliggøre ny omsætning og forbrug.

Til eks. kan nævnes at USAs og Frankrigs rigeste nu igen skal til at betale en smule i skat.

Forhåbentligt vil man så forvalte denne mulighed bedre en vanligt, til at indføre andre mere bæredygtige arbejdspladser og boligformer når de basale nødvendigheder er dækket ind.

Det er muligheder den vej vi skal udnytte. Og vi skal lære at virkelige værdier er tid, ikke penge.

Tid til at lære hinanden at kende, så vi ikke skal bedømmes ud fra kassebeholdningen.
Tid til at lære vore børn os at kende, så de har roden til at kræve og få en ordentlig tilværelse.
Tid til at leve mere og arbejde mindre når dette nu er muligt.

O.s.v.

John Fredsted

En fremragende illustration af, at økonomi intet har med videnskab at gøre, uanset hvor meget økonomerne forsøger at profilere den som værende netop det. Hvis videnskabsfolk eller ingeniører var tilsvarende uenige om deres fag, så ville ingen have tillid til deres beregninger; ingen større broer ville stå, ingen avancerede elektroniske produkter ville fungere, mennesket ville aldrig have vandret i rummet eller på månen, etc.

Soren Andersen

John ( og Peter)

"En fremragende illustration af, at økonomi intet har med videnskab at gøre"

Der er forskel på at "ikke være en videnskab" og at "ikke være en eksakt videnskab"

Der er aldrig nogen der har påstået at økonomi er en eksakt videnskab. Folks indlæg bærer præg af at de ikke forstår forskellen og at de heller ikke forstår hvad et "skøn" er

Soren Andersen

Før:
"Det går ufatteligt godt, det har aldrig været bedre og det forstsætter i det uendelige"

Idag:
"Det går ufattelig dårligt, det har aldrig været værre og det bliver aldrig godt igen"

Hold nu snart op......

Morten Kjeldgaard

På et eller andet tidspunkt vil en økonom genopfinde og beskrive begrebet "ligevægtsøkonomi", en økonomi i balance med sig selv, med samfundet og naturen.

Søren Blaabjerg

Kort og godt HTS og og de andre vækstjubeloptimister må væk fra enhver regeringsindsflydelse, jo før jo hellere. Deres enormt overdimensionerede selvimponerethed gør det kronisk umuligt fpr dem at lytte til sund fornuft. De ser det udelukkende som deres mission at belære andre om at tilslutte sig den hellioge almindelige vækstillusion, der for dem repræsenterer den eneste indiskutable sandhed (hvilket de formentlig har ment lige siden deres studieår og aldrig siden vovet at sætte spørgsmålstegn ved.

Der er mange interessante enkelt-kommentarer om den økonomiske væksts fremtid i artiklen, men den kommer ikke rigtig ind på de formodentlig to mest afgørende faktorer for om vi kan forestille os fortsat positiv realøkonomisk vækst i det lange løb: Det er dels spørgsmålet om vi vil opleve fortsatte teknologiske fremskridt, hjulpet frem af forskning og uddannelse, som vil omsætte sig i større produktivitet, og dels spørgsmålet om substitutionsmulighederne i produktionen er gode nok. Især substitutionsmulighederne mellem naturresurser af forskellig slags (herunder også den resurse der består af stabile økosystemer og stabilt klima) på den ene side og menneskeskabt kapital i bred forstand (herunder det man kalder "humankapital") på den anden side er afgørende for om væksten kan fortsætte uden at ødelægge miljøet.
Men nu lægges der jo også op til at der kommer en hel artikelserie som opfølgning på denne indledning. Forhåbentlig bliver de to problemstillinger dækket fyldigere på saglig vis i de kommende dage.

Philip C Stone

»Om fortsat vækst så er ønskelig, er et politisk spørgsmål,« pointerer Jesper Jespersen.

Nej. Som Niels-Holger har været inde på her og andre har været inde på adskillige gange – det er et overlevelsesspørgsmål. Vi må fokusere på den vækst som kan gøre os modstandsdygtige og bevæge os væk fra den vækst som står i modsætning til det mål.

Jørgen Rygaard

Crises what crises ?
Lidl sælger Kobe-bøffer

Bjarne Falk Rangård

En vækst i den reelle verden, det vil sige faktiske produkter kan vores omgivelser ikke klare i længden.
En vækst i den fiktive verden, finanssektoren, med forrentning af en kapital adskillige gange verdens faktisk produktion er ustabil og ødelæggende, hvilket de sidste års finanskrise har illustreret med al tydelighed.
Derfor er det på højetid at arbejde med økonomiske systemer der anerkender menensket som en del af et biologisk system.
Vi har aldrig været rigere, det er fordelingen der halter.
Globalisering må dreje siog om at alle mennesker på jorden i alle politiske systemer kommer i balance med naturen.
Der er nok at tage fat på.
Lad være med at skyde på den nuværende regering alene for hvor mange visioner har oppositionen?
"Tyske lønninger og det må ikke blive dyrere at være dansker".
Erkendelse er en god ting og den har statsministeren begyndt at få.
Et samfund i balance med naturen kræver en mega indsats af os alle sammen, ikke kun politikerne.

Philip C Stone

Noget andet er at en fortsat vækst vil være ustabil og vil modarbejde sig selv:

David Murphy beskriver en ond cirkel af selvforstærkende processer, der vil undergrave mulighederne for vækst:

• Den økonomiske vækst øger behovet for olie

• Stigende behov for olie øger produktionen fra kilder med lavere EROI

• De heraf følgende højere udvindingsomkostninger fører til højere oliepriser

• Højere oliepriser bremser den økonomiske vækst

• Økonomisk afmatning fører til faldende oliebehov

• Faldende oliebehov giver fald i oliepriser.

De faldende oliepriser »ansporer til en ny kortvarig runde med økonomisk vækst, indtil denne cyklus gentager sig selv. Dette system af lumske feedbackmekanismer er meget passende beskrevet som ’vækstens paradoks’: For at opretholde business as usual vil økonomisk vækst kræve produktion fra nye oliekilder, men de eneste tilbageværende oliekilder indebærer høje oliepriser, som hæmmer økonomisk vækst,« påpeger Murphy.
http://www.information.dk/314299

Murphy er ikke den eneste der har præsenteret denne analyse:

When oil prices increase, consumers tend to cut back on discretionary purchases, because oil price increases tend to cause food and commuting expenses to rise, and these are necessities. Earlier this year, economist James Hamilton showed that oil price spikes were associated with 10 out of the last 11 US recessions.
http://ourfiniteworld.com/2011/08/02/why-the-us-debt-limit-agreement-is-...

Jeg mener at jeg for nylig har set disse tanker udtrykt af Michael Levi, som er en langt mere centralt placeret analytiker.

Philip C Stone

Jeg vil (igen) gøre opmærksom på Jeremy Granthams seneste kvartalsbrev:

On the Road to Zero Growth
Jeremy Grantham
Summary
The U.S. GDP growth rate[1] that we have become accustomed to for over a hundred years – in excess of 3% a year – is not just hiding behind temporary setbacks. It is gone forever. Yet most business people (and the Fed) assume that economic growth will recover to its old rates.

Kan downloades her:
www.gmo.com/websitecontent/JG_LetterALL_11-12.pdf

Niels Engelsted

@John Fredsted
skriver, at artiklen viser, at økonomi intet har med videnskab at gøre.

Det tror jeg er forkert. Problemet er snarere, at økonomi lider af et selektivitetsproblem. Som mere end kendt fra andre socialvidenskaber, humanistiske videnskaber og filosofi, så udvælger økonomi sig bestemte sider af virkeligheden på bekostning af andre. Det er ikke udvælgelsen, der er problemet, her foregår alt på bedste videnskabelige vis. Det er fravælgelsen, der betyder, at store dele af virkeligheden holdes ude fra de videnskabelige teorier og den videnskabelige debat.

I økonomi sker dette for eksempel fra 1870'erne gennem udvælgelsen af prisdannelsesmekanismen--udbud og efterspørgsel--som det eneste afgørende på bekostning af alle de sociale aspekter af økonomi, ikke mindst fordelings- og magtspørgsmålet, der havde optaget de klassiske økonomer.

Prisdannelsesteorierne--eller måske skal det kaldes modellerne--er bestemt videnskabelige på samme måde som teoretisk fysik er videnskabelig, problemet er alt det som modellerne har gjort sig blind for og derfor ikke kan forklare. Monokulturen er tydeligvis blevet til fare for forståelsen af vores virkelighed.

En påtrængende opgave i dag, hvor modellerne har vist deres utilstrækkelighed, må derfor være, at indtroducere økonomi, der kan medtage disse længe glemte sociale sider af det økonomiske liv i den økonomiske videnskabelige diskurs (og meget gerne i de økonomistuderendes pensum også).

Personligt vil jeg her anbefale, at man læser den amerikanske økonom Michael Hudson. F.eks. her hans seneste meget læseværdige indlæg med udgangspunikt i den højaktuelle Finansielle Afgrund:

http://www.counterpunch.org/2012/12/28/americas-deceptive-2012-fiscal-cl...

http://www.counterpunch.org/2012/12/31/the-financial-war-against-the-eco...

»Om fortsat vækst så er ønskelig, er et politisk spørgsmål,« pointerer Jesper Jespersen.

Rigtigt ! Så behøver vi ikke at lytte til (de uvidenskabelige) økonomer mere.
Problemet er bare, at de politikere, der sætter den nødvendige dagsorden, er i kraftigt mindretal.

Overflod og materialisk forbrug er falsk lykke.
Især når den er på kredit.

Hvad nu hvis konsekvensen af negativ vækst i den betydning betyder vækst i menneskelig lykke og tilfredshed, fordi vi indser falskheden.

Sagen er jo at jorden ikke byder på overflod, men begrænsninger.

Økonomi er en videnskab -som har meget lidt med naturvidenskab at gøre - men det forhindrer ikke at de fremherskende økonomiske teorier præsenteres som om det drejede sig om naturlove. Man kunne også påstå at økonomi er en religion.

Leif Højgaard

Den helt store misforståelse er at det er økonomien der er noget galt med. Det virkelige problem er i finansieringssiden og kan kun løses ved en regulær pengeombytning med ny start fra gound zero.

@Niels Engelsted "Problemet er snarere, at økonomi lider af et selektivitetsproblem."

Kun een videnskabelig disciplin har nul selektivitetsproblemer, mens alle andre har uendeligt mange.

Når denne unikke videnskabelige disciplin anvendes på virkeligheden går den fra nul selektivitetsproblemer til uendeligt mange.

"all models are wrong, but some are useful" (G.P.Box).

Men spørgsmålet er hvem der skal have gavn af hjælpepakkerne. Indtil videre har man givet hjælpepakker til kreditorerne, altså til bankerne.
men de kunne så godt nedskrive gælden på huslånene. I sidste ende er det alligevel staten der betaler. I sidste ende har man brug for det offentlige
når kreditorernes tilgodehavender ikke kan dække tabene. Det er rent faktisk bankernes opgave at dække tabene, som så bliver lagt over på det offentlige at betale. Og finansieringen af den gæld burde ikke øge statens gældsbyrde. Derfor skal det finansieres ved at trykke flere penge.
Ja, jeg foreslår at man trykker flere penge. Man kan gøre det for at betale statens udgifter og for at nedskrive gælden hos debitorerne..

Modargumentet er vel at det vil øge inflationen,
og at folk vil miste tilliden til valutaen?

Hvorfor skulle det skabe inflation at trykke penge til statens udgifter når økonomien har underudnyttede ressourcer og en arbejdsløshed på 8 % i USA og 9-10 % i Europa?

Teorien er vist at hvis man trykker flere penge så vil det føre til prisstigninger fordi efterspørgslen bliver større. Men jeg tror argumentet de fleste modstandere fremfører er at det vil underminere tilliden til valutaen.

Pointen er at dagsordenen bliver sat af finansmarkedet. Reaktionen på krisen er styret af finansmarkedet og ud fra ortodoks økonomisk teori.

Der er stærke argumenter for at USA og regeringerne i Europa skal trykke penge til at dække budgetunderskuddene. Der har faktisk aldrig været et bedre tidspunkt end nu til at gøre det.

Hvis det er så enkelt hvorfor gør de det så ikke?

Som nævnt så er regeringerne hunderædde
for finansmarkedets ratingsselskaber.
Derfor gør de det ikke.

http://www.youtube.com/watch?v=4Dm5IreNog4

Debatten om fremtidens økonomiske vækst er spændende og vigtig, men også indviklet, fordi der er rigtig mange forskellige problemstillinger involveret. Desværre bliver diskussionen ofte forvirret af en række mindre hensigtsmæssige forhold - det gælder såvel fremstillingen i Information (og andre medier) som hos en række kommentarer på hjemmesiden her:

1) Kortsigts- og langsigtsperspektiver blandes sammen. Begrebet økonomisk vækst bruges både i konjunktursammenhæng, dvs. forudsigelserne for de nærmest kommende år, og i mere langsigtede sammenhænge, som sammenligninger af de materielle levekår over generationer: Hvorfor har vi i dag langt større forbrugsmuligheder end vores forældre og bedsteforældre havde for 30 og 60 år siden? Begge perspektiver er relevante, men problemstillingerne og de mulige løsninger er vidt forskellige, og man står sig ved at skelne skarpt mellem om man ønsker at forholde sig til det ene eller til det andet. Helle Thorning-Schmidt taler fx primært om det første, Paul Krugman (og formodentlig Connie Hedegaard) om det sidste.

2) Der er stor forvirring hos mange om hvad det egentlig er som måles som real BNP-vækst. Mange tror tilsyneladende at BNP-vækst er identisk med et stadig større forbrug af fysiske mængder af de samme varer (fx fladskærmsfjernsyn). Det er imidlertid ikke rigtigt - realvækst afspejler stigninger i den reale VÆRDI af de varer og tjenesteydelser der produceres (dog først og fremmest dem der omsættes på et marked). Kvalitetsforbedringer får således også det reale BNP til at stige fordi de forøger den reelle værdi af den pågældende tjenesteydelse eller vare. Undervisning af højere kvalitet, forbedrede behandlingsmuligheder på hospitalerne og dermed bedre helbred, bedre og mere udbredte kulturelle tilbud, forbedret kommunikationsteknologi og mange andre forhold som de fleste formodentlig oplagt vil synes er klare fremskridt, vil således naturligt blive målt som vækst i værdien af produktionen. Det er derfor lidt underligt at høre folk udtale sig negativt om økonomisk vækst som sådan. Det afgørende må være om produktionen og dens stigninger afspejler befolkningens ønsker - hvilket kræver at markederne er velfungerende.

3) Folk tænker ofte ikke i substitutionsmuligheder. De fleste varer og tjenesteydelser kan produceres på forskellige måder, med forskellig resurseanvendelse og udnyttelse af arbejdskraft og maskiner. Biltransport kan fx produceres ved anvendelse af (bl.a.) fossile brændstoffer, vegetabilske brændstoffer eller el fra vindkraft. Man kan derfor forestille sig at den samme produktion kan bruge mere eller mindre af bestemte typer råvarer og forurene mere eller mindre. Der er på ethvert givet tidspunkt en teknologisk grænse for hvor gode disse substitutionsmuligheder er, men den teknologiske udvikling har historisk ændret på disse grænser. Man kan derfor heller ikke sætte absolut lighedstegn mellem fremtidigt BNP-niveau og f.eks. drivhusgas-udledninger, og derfor heller ikke i dag forudsige med absolut sikkerhed at den økonomiske vækst må stoppe pga. drivhusproblemet. Det vil afhænge af hvor gode disse fremtidige substitutionsmuligheder vil være. En kommentar som fx Philip Stones kl. 11.11 ser således ud til at ignorere forekomsten af substitutionsmuligheder.

En større klarhed på disse punkter ville kvalificere diskussionen.

Leif Højgaard

Meget godt sagt Pia - økonomerne burde betale deres skolepenge tilbage. De har ikke forstået at økonomi ikke er noget der udvikler sig som en slags evolution med skabes af aktive folk med fantasi, handlekraft og idérigdom.

Leif Højgaard

Poul Schou - og du har helt glemt begreberne Opportunity- og Sunk Cost - der er man helt på stenalderstadiet hos de 20 volumensyge og inputfikserede professorer i overskriften. Jeg var lige ved at sige - de gør mere skade end gavn i den nuværende situation med deres forældede teorier der tydeligt har vist deres ubrugelighed til styring af økonomi. De burde kunne afkræves et skadegebyr.

Philip C Stone

Niels Engelsted har tidligere linket til en fin artikel af George Monbiot. Hvis man vil kigge på nogle af artiklens mange link er denne udgave at foretrække:
http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2012/dec/31/year-abandon-natural...

Jacob Knudsen

Niels-Holger Nielsen for prez!

Omstilling til en bæredygtig levestandard for ALLE mennesker vil være en kæmpe motivationsfaktor som kan sætte gang i den bedste form for vækst der findes, intellektuel vækst. Samtidig skal der satses massivt på forskning indenfor biologi og økosystemer, fysik og kvantemekanik og vigtigst af alt, rumforskning, mennesket er fødte eventyrere og uden et fælles fremmede at udforske har vi blot religionernes uhåndgribelige dogmer at holde fast i.

Vi har brug for et nyt paradigme hvor vi arbejder for et fælles bedste, en udvidelse af både vores fysiske og metafysiske horisont, et sundt fokus på fælleskab og solidaritet fremfor individualisme og egoisme, en accept af, at intet levende væsen kan tages for givet og lades i stikken, alt det og mere skal der til, hvis vi vil viderebringe et bæredygtigt og udviklingsparat samfund til fremtidige generationer.

Godt nytår!

Thomas Meinert Larsen

@@Paul Schou
"Mange tror tilsyneladende at BNP-vækst er identisk med et stadig større forbrug af fysiske mængder af de samme varer (fx fladskærmsfjernsyn)."

Tjaa, tjooo.
Den faldende BNP-vækst i OECD landene skyldes vel også i stort omfang, at verdens produktion af "alskens dippedutter, stort som småt" er flyttet til Kina, hvor produktionsomkostningerne er LANGT lavere end i OECD landene selv.

Udover, at det bidrager til et fald i produktionen i OECD-landene (og dermed lavere BNP), så vil det faktum, at de kinesiske produkter er billigere (end tilsvarende produkter fra OECD) jo også medføre et lavere BNP i OECD-landene, når de afsættes i OECD efter de er importeret fra Kina til OECD.

Når de kinesiske produkter er billigere, så kan det meget vel være, at selve det materielle forbrug i OECD faktisk kan være steget en hel del mere end BNP er steget i de sidste 10-20 år.

Og vi har ikke set det sidste til globaliseringen og udflytning af arbejdspladser fra OECD til Kina.

Men i stedet for at fokusere på OECD væksten, så ville det være mere interessant også at se på væksen i BRIK-landene og den samlede GLOBALE vækst (eller faldet heri)

@Leif: opportunity cost og sunk cost er udmærkede mikroøkonomiske begreber, men de har ikke nogen særlig central rolle i forbindelse med de problemer der beskrives her, så jeg forstår ikke hvor du vil hen med din bemærkning?

@Thomas: "Den faldende BNP-vækst i OECD landene skyldes vel også i stort omfang, at verdens produktion af “alskens dippedutter, stort som småt” er flyttet til Kina, hvor produktionsomkostningerne er LANGT lavere end i OECD landene selv. "

Jeg synes ikke at man kan stille det sådan op. Realt BNP er jo generelt steget over den periode hvor udflytningen af mange produktionsprocesser til ikke-OECD-landene har fundet sted (nu ser vi bort fra rene konjunkturudsving). Det er udtryk for at produktionen heraf i OECD er blevet erstattet af produktionen af andre varer/tjenesteydelser som er mere værd, så at betragte det som en årsag til faldende BNP-vækst er at vende tingene på hovedet. Noget andet er at realvækst i førende lande ofte samtidig medfører nogle ændringer i de relative priser som gør at traditionelle brancher bliver mindre konkurrencedygtige; men de erstattes altså af andre, mere værdiskabende brancher.

Import og prisændringer påvirker ikke i sig selv den opgjorte reale BNP-vækst, men jeg er enig med dig i at bytteforholdsforbedringer kan medføre at den reale vækst i vores indenlandske forbrug kan være større end BNP-væksten, som måler indenlandsk produktion. Noget tyder på at det har været tilfældet for Danmark de sidste mange år. Og også i at kigger man på globale vækstspørgsmål, er OECD-væksten selvfølgelig ikke et fyldestgørende mål, og den bliver mindre og mindre repræsentativ hvert år. Jf. diskussionen om konvergens i artiklen.

Niels-Holger Nielsen

Denne diskussion om økonomisk vækst er totalt futil. Vi stå i lort til livet, klimakatastrofen er ikke i morgen, den er nu. Vi har mere end travlt, og de findes kun en måde at redde situationen på i et tempo, der forhindrer klimatisk ragnarok: Øjeblikkelig og vedvarende nedsættelse af CO2-udledningen, læs afbrænding af fossile brændstoffer. Det ved klimavidenskaben noget om, økonomerne er her barnligt uvidende og ævler blot videre om deres metavidenskab, som fx. Poul Schou. Femtidens substitutionsmuligheder, min bare. Vi leve ikke i fremtiden og i det lange løb er vi som bekendt døde. Politikere og økonomer kører et vanvittigt parløb, hvor de er enige om, at udvande klimavidenskaben, fx. ved en totalt forvrøvlet omgang med to-graders-målet. Klimavidenskabsfolkene har hidtil vist gode miner til slet spil og fromt sagt at nedskæringernes størrelse var et politisk spørgsmål. De tider er ved at være slut, førende klimavidenskabsfolk og ikke kun James Hansen er begyndt at tage bladet fra munden. Læs fx. denne mosaik om de modige videnskabsfolk af David Spratt:

Scientists call for war on climate change, but who on earth is listening?

Læs fx. lige her hvad en af de absolut førende klimavidenskabsfolk, Kevin Anderson, sammen med Alice Bows, skiver i en artikel i det videnskabelige tidsskift Nature (Climate Change):

'We urgently need to acknowledge that the development needs of many countries leave the rich western nations with little choice but to immediately and severely curb their greenhouse gas emissions. But academics may again have contributed to a misguided belief that commitments to avoid warming of 2°C can still be realized with incremental adjustments to economic incentives. A carbon tax here, a little emissions trading there and the odd voluntary agreement thrown in for good measure will not be sufficient...
Acknowledging the immediacy and rate of emission reductions necessary to meet international commitments on 2°C illustrates the scale of the discontinuity between the science (physical and social) underpinning climate change and the economic hegemony. Put bluntly, climate change commitments are incompatible with short- to medium-term economic growth (in other words, for 10 to 20 years).
Moreover, work on adapting to climate change suggests that economic growth cannot be reconciled with the breadth and rate of impacts as the temperature rises towards 4°C and beyond — a serious possibility if global apathy over stringent mitigation persists. Away from the microphone and despite claims of 'green growth', few if any scientists working on climate change would disagree with the broad thrust of this candid conclusion. The elephant in the room sits undisturbed while collective acquiescence and cognitive dissonance trample all who dare to ask difficult questions...
At the same time as climate change analyses are being subverted to reconcile them with the orthodoxy of economic growth, neoclassical economics has evidently failed to keep even its own house in order. This failure is not peripheral. It is prolonged, deep-rooted and disregards national boundaries, raising profound issues about the structures, values and framing of contemporary society.
This catastrophic and ongoing failure of market economics and the laissez-faire rhetoric accompanying it (unfettered choice, deregulation and so on) could provide an opportunity to think differently about climate change... Reinforcing the view that we may be on the cusp of a paradigm shift are the fundamental disagreements between orthodox economists as to how to respond to the crisis...
It is in this rapidly evolving context that the science underpinning climate change is being conducted and its findings communicated. This is an opportunity that should and must be grasped. Liberate the science from the economics, finance and astrology, stand by the conclusions however uncomfortable. But this is still not enough. In an increasingly interconnected world where the whole — the system — is often far removed from the sum of its parts, we need to be less afraid of making academic judgements. Not unsubstantiated opinions and prejudice, but applying a mix of academic rigour, courage and humility to bring new and interdisciplinary insights into the emerging era. Leave the market economists to fight among themselves over the right price of carbon — let them relive their groundhog day if they wish. The world is moving on and we need to have the audacity to think differently and conceive of alternative futures.
Civil society needs scientists to do science free of the constraints of failed economics....'

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN

Disse synspunkter udvikler Kevin Anderson på kongenial vis i dette interview på netsiden Tansitition Culture:

An interview with Kevin Anderson: “Rapid and deep emissions reductions may not be easy, but 4°C to 6°C will be much worse”

Interviewet er 'must read', især for økonomer og i særdeleshed for Poul Schou, så han kan få styr på sine vrøvlerier, som ikke tage hensyn til den mildt sagt alvorlige situation som civilisationen befinder sig i. Jeg vil kalde det det vigtigste interview i 2012. Han svarer på alle de spørgsmål, som vi klimabekymrede (med et mildt udtryk) konstant tumler med. Han er forbandet træt af at blive trukket rundt ved næsen af uansvarlige politikere og ditto økonomer som sjakrer med to-gaders-målet.

Disse spørgsmål er langt vigtigere for os at diskutere end en BNP-vækst, som sandsynligvis aldrig vender tilbage i den form vi har kendt den.

Leif Højgaard

Poul Scou - du siger det selv ...ikke nogen særlig central rolle... - det er måske der er den store misforståelse hos alle universitetsøkonomer. Hvad der gælder på mikroniveau gør sig også gældende på makroniveau dog med større disponeringsenheder.

Af denne simple årsag og idet Nationalregnskaberne er baseret på stort set énbenede posteringer - så dúer værktøjer simpelthen ikke til nogetsomhelst andet end blikfang og tågeslør.

Leif Højgaard

- beskæftigelsesterapi for kontorister.

Sider