Læsetid: 2 min.

PET kigger politikerne i kortene

Politiets Efterretningstjeneste vil fremover stadig i visse tilfælde kunne ’behandle’ oplysninger om folks lovlige politiske aktiviteter. ’Man er nødt til at være pragmatisk,’ lyder det fra regeringsparti
Venstres retspolitiske ordfører, Karsten Lauritzen vil have undersøgt og uddybet, hvad PET må bruge de oplysninger, de har indsamlet om politikerne, til

Venstres retspolitiske ordfører, Karsten Lauritzen vil have undersøgt og uddybet, hvad PET må bruge de oplysninger, de har indsamlet om politikerne, til

Torkil Adsersen

15. januar 2013

Politiets Efterretningstjeneste (PET) får lov til fortsat at udspionere danske politikere i forbindelse med beskyttelsen af disse.

Ifølge Informations oplysninger går en formulering fra det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg om, at PET kan behandle oplysninger om »potentielle ofre« for terroristiske eller ekstremistiske forbrydelser, således igen i justitsminister Morten Bødskovs (S) kommende lovforslag om efterretningstjenestens virke.

»Jeg kan godt forstå, hvis det ser lidt mærkeligt ud, og man tænker: Kan det virkelig være rigtigt, at man må overvåge personer, fordi de er politikere,« siger Radikale Venstres retsordfører, Jeppe Mikkelsen, og fortsætter:»Men man er nødt til at være pragmatisk og indstille sig på, at hvis PET skal beskytte udsatte borgere, så er de også nødt til at have en eller anden form for viden om disse. Langt hen ad vejen så får de da også disse oplysninger af personen selv. Og hvis oplysningerne alligevel bliver brugt til andet end at beskytte vedkommende, så er det en klar overtrædelse af loven.«

Netop spørgsmålet om PET’s registrering af lovlige politiske aktiviteter har præget den politiske debat siden nedsættelsen af Wendler Pedersen-udvalget i 1998.

Men udvalget – som er opkaldt efter sin første formand, Hugo Wendler Pedersen – har frarådet et absolut forbud mod behandling af lovlige politiske aktiviteter. Det sker ikke blot med henvisning til behovet for at skaffe oplysninger om disse potentielle ofre (udvalget nævner specifikt »ministre eller fremtrædende politikere«), men blandt andet også ønsket om at indsamle materiale om »lovlige politiske aktiviteter med henblik på at tilvejebringe baggrundsmateriale til forståelse af generelle samfundsmæssige forhold«.

Selv om kun Enhedslisten står uden for aftalen om PET-loven, så vil Venstres retspolitiske ordfører, Karsten Lauritzen, under den kommende behandling af lovforslaget have undersøgt og uddybet, hvad PET bruger deres muligheder på dette område til.

»Jeg tror, de fleste er klar over, at PET overvåger potientielle terrorister. Men det kommer nok som en overraskelse for de fleste, at efterretningstjenesten har samme beføjelser til at overvåge potientielle ofre,« siger Karsten Lauritzen.

Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup, understreger dog, at det kun vil være i »sjældne tilfælde«, at PET kigger politikerne efter i kortene. Og kun, når der er brug for det.

»Det er et spørgsmål, om man har tillid til PET. Har man mistillid til PET, så kan man godt hidse sig op. Har man tillid til, at PET kan behandle de her oplysninger, så er der ikke noget problem,« siger Peter Skaarup.

Morten Bødskov ønsker ikke at kommentere oplysningerne før fremlæggelsen af lovforslaget til februar.

Men Jacob Mchangama, chefjurist i Cepos, kalder det uklart, hvilke personregistreringer som fremover egentlig må registreres.

»Men fokus på personoplysningerne minder meget koldkrigstiden. Vi lever i en tid, hvor der elektronisk bliver registreret mange ting, og almindelige personer kan finde ting – om du og jeg – ved en onlinesøgning, som efterretningstjenesten før måtte bruge ressourcer på at finde«.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Til anbefaling hør det lange indslag i P1s Orientering fra i går, hvor Jesper Tunel(eller hvordan det staves) havde en længere gennemgang af foreslaget og aftalen mellem de fleste partier i Folketinget.
Konklusionen var at forslaget gav PET videre beføjelser end PET har i dag.