Læsetid: 4 min.

En rummelig folkeskole kræver nytænkning

De økonomiske ressourcer skal ikke længere følge diagnosebørnene, foreslår forskere. I stedet skal pengene gives til at forbedre pædagogikken på skolerne, så de kan løfte opgaven med at inkludere de børn, der igennem de seneste 15 år ellers er blevet henvist til specialtilbud
I det nuværende system er diagnoser blandt børn ofte vejen til ressourcer. Den tendens risikerer at gøre folkeskolen blind for det, man kan kalde systemfejl: at skolen også er med til at producere elevernes problemer, mener kritikere. Eleverne på fotoet har ikke noget med artiklens indhold at gøre. Arkiv

I det nuværende system er diagnoser blandt børn ofte vejen til ressourcer. Den tendens risikerer at gøre folkeskolen blind for det, man kan kalde systemfejl: at skolen også er med til at producere elevernes problemer, mener kritikere. Eleverne på fotoet har ikke noget med artiklens indhold at gøre. Arkiv

Sigrid Nygaard

30. januar 2013

Før folkeskolen kan inkludere de børn, der tidligere blev henvist til specialundervisning, og fremadrettet sikre en folkeskole med plads til alle, skal man gentænke det økonomiske system på området, lyder det nu fra forskere på området.

»I dag skal man mange steder bruge et individuelt cpr-nummer og en diagnose for at udløse ressourcer til at arbejde med børn i skolevanskeligheder. Det er derfor væsentligt også administrativt at flytte fokus fra individet og hen mod fællesskabet i stedet. Og således sørge for, at det er muligt at få støtte uden en diagnose,« lyder det fra Maja Røn Larsen, der forsker i folkeskolen og specialundervisning på RUC.

For med især 00’ernes snævre syn på læring, test og ansvar for egen indlæring, er der til tider rettet et enøjet fokus på det individuelle barns fejl og mangler, lyder det fra Maja Røn Larsen. Og med det nuværende system, hvor diagnoser ofte udløser ressourcer, misser vi de underliggende problemer i folkeskolen:

»Den tendens risikerer at gøre os blinde for det, man kan kalde systemfejl: at skolen også er med til at producere elevernes problemer,« siger hun.

Som Information i den forgangne uge har beskrevet, viser ny forskning, at det snævre fokus, der har været på læring og resultater i folkeskolen de seneste årtier, har været med til at marginalisere de udsatte grupper af børn yderligere.

Evnen til læring er ifølge Maja Røn Larsen fra RUC klart forbundet med de sociale sammenhænge, som børnene indgår i, og det er dem, der skal bære inklusionen. Ligesom det administrativt er vigtigt, er det også afgørende, at skolerne i pædagogikken fjerner sig fra det individuelle perspektiv og ser på fællesskaberne og sammenhængene i stedet, siger hun.

»Nogle børn har oplevet, at det gør dem populære at være grove over for læreren. Så griner de andre i klassen. Eller man kan forestille sig et barn, der bruger den sidste del af timen på at planlægge, hvordan det skal nå ned på fodboldbanen for at blive valgt til et hold i frikvarteret. Der ligger ofte nogle væsentlige sociale grunde til, at børn ikke er med fagligt. Folkeskolen skal blive bedre til at se sammenhængene.«

Hvor disse børn tidligere med store omkostninger til følge ville blive visiteret videre til specialskoler, skal midlerne omstruktureres, så lærerne bliver klædt bedre på til at spotte sammenhængene mellem sociale og faglige kompetencer.

Mere tillid

En god skole for de udsatte børn kræver for det første, at kommunerne ikke ser inklusionsparadigmet som en nem måde at spare penge på, pointerer Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College.

»Man skal simpelthen have et nyt økonomisk system. Men først og fremmest skal det sikres, at pengene bliver kanaliseret tilbage ind i skolerne sammen med de børn, der ellers har haft pengene med på specialskole,« siger Andreas Rasch-Christensen.

Børn, der visiteres videre, kan koste helt op til 450.000 kroner om året, og der er nu et politisk mål om at sænke antallet af børn i specialtilbud fra 5,6 procent til i 2015 at ligge på fire procent.

Ifølge Andreas Rasch-Christensen skal støtte og ekstra ressourcer ikke være afhængig af, om der er diagnosebørn i klassen, og det vigtigt, at politikere, folketings såvel som lokale, har tillid til, at folkeskolerne er eksperter i deres arbejde. »Man skal stole på folkeskolerne. Der er ikke én løsning på problemerne, og derfor skal skolerne selv have mulighed for vurdere, hvad lige præcis de har brug for støtte til.«

En klasse i Brabrand ved Aarhus kan have brug for ressourcer til at etablere modersmålsundervisning til den store andel af børn med anden etnisk baggrund end dansk.

»Mens klassen i Viby måske har brug for en tolærerordning eller en pædagog. Derfor skal kommunerne stole på folkeskolens kompetencer til at løse problemerne selv.«

Skolen er ikke klar

Samme melding lyder fra H.C. Andersen Skolen, der ligger i Vollsmose i Odense. Et område, hvor størstedelen af eleverne af anden etnisk baggrund. Her har de i årevis arbejdet med at integrere de ’svære’ børn i stedet for at sende dem videre i systemet:

»Vores råd til folkeskolerne er: Fleksibilitet og en forståelse af, at det er skolen, der skal indrettes efter dens elever og ikke omvendt,« siger Marianne Justesen, der er souschef på skolen og ansvarlig for specialpædagogikken. Skolen arbejder med vejlederkorps og har på tværs af lærerstaben skabt forskellige hold, der er eksperter på hvert deres felt, såsom modersmålsundervisning, sociale problemer og kvalitet i undervisningen. Skolen har med sine socioøkonomiske sammensætning af elever adgang til flere ressourcer, og det har den blandt andet brugt på specialiseret vejledning omkring undervisningen:

»Så oplever lærerteamet ikke at stå alene med udfordringen, men tilbydes den nødvendige støtte, der sætter det i stand til at inkludere elever med særlige behov.«

Skolen i sin nuværende form, er slet ikke klar til at modtage de børn, der før har været henvist til specialskoler, lyder det fra Niels Egelund, der er centerleder på Aarhus Universitet:

»Hvis ikke vi får indrettet skolen, så den bliver klar til de her børn, så kan det nogle steder ende med kaoslignende tilstande, fordi skolerne ikke har ressourcer eller kompetencer til at tage vare på de her børn endnu. Man kan være bekymret for, at forældre vil hive dem ud af folkeskolen og sætte dem på privatskoler, og man kan bekymre sig om, hvorvidt folkeskolelærerne kan holde til det, eller om vi vil se flere stresstilfælde,« siger Niels Egelund.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Se her - ud mellem sidebenene kommer en del af forklaringen på de seneste års eksplosion i antallet af diagnoser. Tror jeg:

"»I dag skal man mange steder bruge et individuelt cpr-nummer og en diagnose for at udløse ressourcer til at arbejde med børn i skolevanskeligheder. "

Det er jo det, som sker. Lærerne presser forældrene for at få en diagnose, så de kan få flere ressourcer til skolen. Og forældrene hopper på den, leger med - eller resignerer, hvier poden til psykolog og får en diagnose.

Alle er glade. Og det er ikke lærerens fejl, hvis Brian tænder af under hendes undervisning.

Jørn Mortensen

Godt der bliver gjort op med diagnoserne. Artiklen bekræfter de erfaringer, jeg selv har gjort gennem 32 år i folkeskolen. Alt for mange børn er blevet fanget i systemet grundet diagnosekravet.
Men mange steder vil det blive svært at få de udskilte børn inkluderet i normalklasserne igen.

Hvad med at gentænke skolen - den er jo ikke meget for selv at være lærende. Måske skulle den se at blive det og finde ud, hvad den egentligt skal. Og så er det vist på meget høje tide, at vi får søsat en række forsøgsmodeller på andre måder at organisere skolen, så vi kan komme væk fra den gamle model, som tydeligvis ikke fungere.

Hvad med at gentænke skolen - den er jo ikke meget for selv at være lærende. Måske skulle den se at blive det og finde ud, hvad den egentligt skal. Og så er det vist på meget høje tide, at vi får søsat en række forsøgsmodeller på andre måder at organisere skolen, så vi kan komme væk fra den gamle model, som tydeligvis ikke fungere.

Steffen Gliese

Hans Hansen, konklusionen er vist snarere, at det var den gamle model, der virkede - og den nye, segregerende, der ikke virker.