Læsetid: 6 min.

S låst fast i gammelt dilemma

Mismodet trives hos Socialdemokraterne, der er i gang med spekulationer om arvefølgen efter et muligt valgnederlag
8. januar 2013

Mens Venstre er kommet styrket ud af sit landsmøde, vokser mismodet blandt Socialdemokraterne. Udadtil hedder det, at Socialdemokraterne er klar til et januarvalg, men på de indre linjer er det blevet stadigt vanskeligere at opretholde troen på, at Anders Fogh Rasmussen (V) kan væltes. En række socialdemokratiske kilder, som Information har talt med i og uden for folketingsgruppen, tegner et billede af, at S mangler en klar og entydig strategi, der kan sætte dagsordenen og bane vej for et regeringsskifte. Mens samtlige medier faldt bagover af begejstring over Anders Fogh Rasmussens præstation på Venstres landsmøde, illustrerede et socialdemokratisk gruppemøde i tirsdags, at optimismen er dalende i oppositionen. »Stemningen var helt nede i kulkælderen,« som et gruppemedlem beskriver det. Én efter en tog gruppemedlemmerne ordet og gav udtryk for, at der måtte gøres noget. At man måtte have en klar vision, komme ud med nogle udspil og afsløre hulheder i regeringens politik. Uden for gruppeværelset på Christiansborg er spekulationerne mand og mand imellem godt i gang om, hvad der vil ske på valgnatten, hvis VK-regeringen fortsætter. Selv om nogle gruppemedlemmer hæfter sig ved, at deres partiformand periodevis virker »træt« i forhold til Anders Foghs næsten umenneskelige formkurve, er det langtfra sikkert, at der sker udskiftning på formandsposten umiddelbart efter valget. »Men man fornemmer helt tydeligt, at spillet er startet. Folk positionerer sig til, hvad der skal ske efter valget. Det kan godt blive drabeligt. Og jeg tror slet ikke, at Mogens er klar over, hvad der foregår af snak,« siger et gruppemedlem, der har hæftet sig ved øget aktivitet i diverse kaffeklubber. Det overordnede billede er, at Mogens Lykketoft – nu to år efter at han overtog ledelsen i det kriseramte parti – står i nogenlunde samme dilemma, som sendte forgængeren Poul Nyrup Rasmussen til tælling: Partiet og vælgerkorpset er ikke overbeviste om, at deres formand er i stand til at generobre magten. Den politiske fornyelsesproces blokeres af, at de gamle Nyrup- og Auken-fløje fortsat præger klimaet. I det daglige politiske arbejde får Lykketoft ikke helhjertet opbakning fra partifællerne. Der er for få, der løfter opgaven med formanden, lyder det. Grupperingerne beskylder hinanden for at lurepasse og distancere sig fra ansvaret for et kommende nederlag. Og Lykketoft selv kan – efter et muligt valgnederlag – presses til at blive på posten som partiformand blot for at undgå krig og blodbad. Ingen kronprins tegner i øjeblikket til at kunne samle tilstrækkelig opbakning til at overtage magten på en måde, der ikke ender med at lægge kimen til yderligere årelang strid.

Præget af formandsopgør

På det politiske plan dækker sporene fra de gamle fløjkrige over reelle uenigheder om strategien: Venstre har systematisk bevæget sig ind mod midten af dansk politik, gjort op med gamle højre-venstre-dogmer og forsøgt at sætte sig på hovedparten af de socialdemokratiske kerneområder inden for velfærd, uddannelse og forskning. Uden i nævneværdig grad at få problemer med sin højrefløj eller afstedkomme tab til den samlede blok. Socialdemokraternes svar på den voldsomme udfordring har indtil videre været at dreje lidt over mod venstrefløjen på nogle områder og lidt ind mod midten på andre. Det samlede indtryk af en lettere flaksende strategi kan til dels tilskrives uenighed om analysen: Blandt centrale socialdemokrater som den politiske ordfører Frank Jensen, Svend Auken og partiets magtfulde amtsborgmester Bent Hansen trives i usvækket styrke forestillingen om hulemanden: Skræmmebilledet af, at Venstre vil bruge en ny valgsejr til at demonstrere den sande ideologiske Fogh, udfoldet i ubehagelige angreb på samfundets svageste og velfærdssamfundets indretning. Efter Venstres landsmøde fastholdt Frank Jensen således i en kommentar til pressen, at målet for Fogh fortsat – om end med små skidt – er minimalstaten. Ledigheden vil også fortsat blive fremhævet som et kæmpeproblem for regeringen, selv om nye tal fra Danmarks Statistik i den forløbne uge viste, at der er skabt knap 5.000 ekstra arbejdspladser siden juli måned. Blandt de socialdemokratiske fornyere, de gamle såkaldt Nyrup-tilhængere, efterlyses, at S bliver langt mere resultatsøgende. Frem for at skyde på alt, hvad regeringen rører ved, og med jævne mellemrum kræve en ministers afgang, bør S tage konsekvensen af Venstres midterkurs og udvælge få, men afgørende områder, hvor de politiske forskelle skal tydeliggøres, lyder analysen. »Vi kan ikke både anklage Venstre for at hugge vores politik og samtidig sige, at de vil ødelægge velfærdssamfundet,« siger et S-medlem. En anden gruppefælle udtrykker det således: »Vi kan godt råbe bål og brand og sige, at vi er på vej mod egoistdanmark – men hvis ingen borgere oplever det sådan, får vi ikke meget ud af det.« På det personlige plan præges Socialdemokraterne fortsat af det formandsopgør, der er langt over ti år gammelt. Flere partimedlemmer fremhæver, at Frank Jensen som politisk ordfører er alt for fraværende – og slet ikke giver Lykketoft et tilstrækkeligt kraftigt medspil i offentligheden. En problematik, der nærer spekulationer om, at Frank Jensen blot går og venter på selv at kunne tage over. Ligeledes har det vakt opsigt, at Svend Auken i et debatindlæg i Berlingske Tidende for nyligt beskrev, at det danske folketingsvalg, i modsætning til det amerikanske, ikke er et præsidentvalg. Et partimedlem aner således en giftighed i det underforståede budskab – at Lykketoft i så fald ikke ville være i stand til at vinde over Fogh.

Mislykket magtfordeling

En centralt placeret kilde fortæller, at håbet om, at de gamle personstridigheder langsomt ville dø ud i takt med, at yngre generationer satte deres præg på folketingsarbejdet, har vist sig at være en illusion. Fløjkrigene lever, selv om Mogens Lykketoft som en af sine allerførste gerninger som ny partileder forsøgte at skabe en konstituering, der ville imødekomme ønsker fra de to hovedgrupperinger. Men konstitueringen af gruppeledelsen endte med, at fornyerne ikke fik deres krav om balance opfyldt. I dag er vurderingen, at de to gamle fløje er næsten lige store. Fornyerne tæller blandt andet folk som Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov, Jan Trøjborg og Lotte Bundsgaard, der mødes et par gange om måneden i den såkaldte »morgenmadsklub«. Over for dem er Frank Jensens støtter med folk som Jacob Buksti, Svend Auken, Sandy Brinck og Pernille Blach Hansen. En gruppe midtimellem tællende blandt andre Ole Stavad, Jens Peter Vernersen og Pia Gjellerup vurderes at hælde mod den gamle Auken-fløj - altså en mulig accept af Frank Jensen som arvefølger. På tværs har gruppeformand Pia Gjellerup samlet en række kvinder omkring sig, som hun jævnligt ser. Kom det til en afstemning om arvefølgen, ville Frank Jensen formentlig vinde marginalt med den nuværende sammensætning i gruppen. Men rykker Frank Jensen umiddelbart efter et valgnederlag, vil fornyerne stille med en modkandidat, så der bliver kampvalg. Her kan Jan Trøjborg og Henrik Dam Kristensen komme på tale. Sidstnævnte – der i dag er medlem af Europaparlamentet – har før været fornyernes potentielle bud på en modkandidat til Frank Jensen. Det har vakt udbredt respekt, at Henrik Dam Kristensen ved EP-valget i juni var i stand til at høste hele 90.000 personlige stemmer på trods af en placering under Socialdemokraternes spidskandidat Poul Nyrup Rasmussen. De socialdemokrater, der vil have en modkandidat til Frank Jensen, kan se en fordel i at beholde Lykketoft i nogen tid efter et valgnederlag. Fordi der så bliver tid til at bygge en modkandidat op. Hvad Mogens Lykketoft selv vil gøre er et åbent spørgsmål. Efter det historiske valgnederlag i november 2001 – mens Poul Nyrup Rasmussen stadig var formand - gav Lykketoft udtryk for, at vælgernes dom var et behov for at se nye ansigter. For godt et år siden afviste han i Information at ville klæbe til taburetten i tilfælde af et nyt valgnederlag: »Jeg er partiformand så længe, det nytter noget godt for Socialdemokratiet. Men jeg skal nok kende min besøgstid.« Foreløbig står ét klart: Der vil blive lyttet nøje til Frank Jensen på valgnatten. Den novemberaften i 2001, da det socialdemokratiske nederlag var en realitet, var hans første budskab til pressen, at perioden i opposition skulle bruges på at gennemføre »et generationsskifte« i partiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu