Læsetid: 7 min.

Sagen, der blev startskuddet til blokadecirkulæret

Blokadecirkulæret bliver i dag kritiseret af socialdemokrater for at stække fagbevægelsen, men da Anker Jørgensen-regeringen vedtog det, var det for at stække mere venstreorienterede faglige kræfter. I dag for 40 år siden kulminerede den historiske Hope Computer-konflikt, som blev startskuddet til kriminalisering af fysiske blokader
Demonstration i Hadsund i august 1973 i forbindelse med retssagen, hvor ni fagforeningsfolk bliver sigtet for frihedsberøvelse med erstatningskrav på en halv million. Retten i Aalborg frifinder otte og dømmer én.

Demonstration i Hadsund i august 1973 i forbindelse med retssagen, hvor ni fagforeningsfolk bliver sigtet for frihedsberøvelse med erstatningskrav på en halv million. Retten i Aalborg frifinder otte og dømmer én.

10. januar 2013

Jeg har også våben’, sagde direktøren, mens han sad der bag skrivebordet med sine to hunde omkring sig,« husker Arne Dahl Olsen, der om eftermiddagen 10. januar 1973 trådte ind på direktør Thure Barsøe-Carnfeldts kontor på Hope Computer-fabrikken i Hadsund for at forhandle overenskomst.

»Uden for stod alle vores kammerater, vi var jo kommet fra hele Nordjyllands Amt,« fortæller han. Arne Dahl Olsen var den yngste – og så vidt vides eneste nulevende – af de ni fagforeningsfolk, der senere blev anklaget for ulovlig frihedsberøvelse i en af dansk arbejdsmarkedshistories mest bemærkelsesværdige konflikter.

Historien om de højspændte dage i 1973 trækker tråde op til nutidige arbejdskampe som fagforeningen 3F’s omdiskuterede blokade af restaurant Vejlegården i sommeren 2012. Her blev både restauratøren og 3F-formanden truet på livet, og fagforeningens brug af blokade fik borgerlige politikere til at tordne mod ’bøllemetoder’ og angreb på individets frihed. At bølgerne gik så højt, hænger sammen med en årtier lang kamp om rammerne for lovlig faglig konflikt.

I dag for 40 år siden kulminerede den såkaldte Hope Computer-sag, som ifølge PET-Kommissionen blev »første skridt på vej mod en større rolle for PET i faglige konflikter«, og som sammen med andre store faglige konflikter i årene blev anledning til det kontroversielle ’blokadecirkulære’ af 1976.

Den daværende socialdemokratiske regering og landets politiledelse argumenterede for, at cirkulæret blot var en præcisering af gældende regler. Men i praksis blev fysiske blokader, som tidligere var foregået ustraffet, kriminaliseret, og politiets indgriben i faglige konflikter blev optrappet. Forud for alt dette var gået en række stilfærdigt spektakulære begivenheder i Hadsund i årets første dage i 1973.

Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD, nu i 3F) og Kvindeligt Arbejdsforbund (KAD, nu i 3F) indleder 2. januar 1973 blokade mod Hope Computer. I månedsvis har de forsøgt at tegne overenskomst med Hope-direktør Thure Barsøe-Carnfeldt, men da virksomheden er delvist amerikansk ejet, mener direktøren ikke, at han behøver indrette sig efter det danske arbejdsmarked. Den stigende arbejdsløshed styrker Barsøe-Carnfeldts tro på, at han ikke behøver indgå i forhandlinger med fagbevægelsen, og han begynder at ansætte skruebrækkere. »Et amerikansk eksempel på foretagsomhed,« synger Søren Sidevinds Spillemænd i sangen ’Hope Computer’.

9. januar beslutter SiD at afholde en demonstration foran fabrikken. Arne Dahl Olsen er næstformand for SiD i Nørre Sundby og bliver valgt til den forhandlingsdelegation, der endnu en gang skal forsøge at få Hope-direktøren i tale. Da busserne med fagforeningsfolk ankommer til Hadsund 10. januar, befinder der sig ud over direktøren i alt 27 skruebrækkere og udenlandske gæster på Hope Computer-fabrikken.

»Vi forsøgte længe at overbevise Barsøe-Carnfeldt om det fornuftige i en overenskomst. Det kørte jo sådan på fabrikken, at døren blev låst, når arbejderne var mødt og først åbnet igen, når de var færdige. Toiletpauser havde man hver fjerde time. Dét kan man kalde frihedsberøvelse,« siger Arne Dahl Olsen, der husker Hope-direktøren hidse sig op på kontoret den januareftermiddag i 1973.

Han nægtede at diskutere noget som helst med os. Han sagde bare: ’I Amerika har man ikke overenskomster, og det skal vi heller ikke have her’.«

Arne Dahl Olsen var blandt de godt 30 demonstranter, der valgte at blive foran fabrikken hele natten.

»Barsøe-Carnfeldt ville ikke lade os tale med arbejderne derinde, så vi besluttede at vente, til de kom ud.«

Den lokale politimester Kai Harne bliver ringet op af Hope-direktøren, der mener sig spærret inde. Harne anser det imidlertid ikke for politiets opgave at blande sig i faglige konflikter. Demonstranterne bliver foran fabrikken til kl. 5 om morgenen, hvor Harne – der har modtaget opkald fra udenrigsministeriet på grund af de udenlandske gæster på Hope – rykker ind med forstærkning fra Aalborg og eskorterer folk ud fra fabrikken.

Efterspillet

Den 12. januar underskriver Barsøe-Carnfeldt overenskomst med SiD og KAD, og politimester Harne mener, at sagen er afsluttet. Men efter pres fra statsadvokaten indleder Harne efterforskning af blokaden, og ni fagforeningsfolk bliver sigtet for frihedsberøvelse med erstatningskrav på en halv million. I august frifinder Terndrup Ret otte – herunder Arne Dahl Olsen – og dømmer én. Både forsvarer og anklager anker til Landsretten, hvor alle ni bliver frifundet.

Men dermed er sagen langtfra slut.

Venstre, Konservative, Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet (for hvem Hope-direktør Barsøe-Carnfeldt senere bliver valgt til Hadsund Byråd) afkræver Socialdemokraterne svar på, om politiet er direkte instrueret i ikke at gribe ind ved blokader – og om regeringen støtter fagbevægelsens praksis med at forhindre folk i at »færdes frit på steder, hvor de har lovligt ærinde«. Justitsminister fra februar 1975 Orla Møller (S) udtaler bl.a., at »blokade som kollektivt kampskridt over for en arbejdsgiver må, hvis den skal være effektiv, nødvendigvis medføre en række sanktioner, men de må naturligvis være fuldt lovlige«.

Landets politimestre får et vink med en vognstang om at gribe hurtigere ind i fremtiden, og fra stort set ingen indblanding er politiet involveret ved mindst 82 faglige konflikter resten af årtiet.

Kriminalisering

I 1976 vedtager Anker Jørgensen-regeringen det kontroversielle blokadecirkulære. Heri indskærpes det, at fysiske blokader – hvad enten det er af personer eller varer – kan straffes efter politivedtægtens §3 (om forstyrrelse af den offentlige orden). Dele af fagbevægelsen fortsætter de fysiske blokader, men politiet sætter hårdt mod hårdt, og de lokale fagforeningsfolk oplever, at forbundsledelsen trækker opbakningen til blokaderne.

I 1984 deltager politimester Kai Harne i en debat under temaet ’Kriminalisering af faglige konflikter’, hvor han indleder sit indlæg med ordene:

»Inden Hope-sagen var der kun et forholdsvis lille antal konfrontationer mellem politi og fagbevægelse. Hope-sagen var nok begyndelsen til det sidste tiårs optrapning af voldsomhederne politi og arbejdere imellem.«

PET-overvågning

Det er ikke kun politiet, der optrapper. Regionspolitilederen beder efter Hope-blokaden efterretningstjenesten om en rapport, hvilket PET må afslå – de har ikke indsamlet oplysninger, da de betragtede Hope Computer-sagen som en lovlig faglig konflikt. Da PET fra flere sider mærker utilfredshed med de manglende efterretninger, begynder de at efterforske tilrettelæggelsen af den faglige aktion og afgiver rapport i foråret 1973. Her konkluderer PET, at kommunisterne har spillet en vis rolle, men at Hope-konflikten primært har været drevet af socialdemokratiske fagforeningsfolk i Nordjylland, som ligger til venstre for deres kammerater i resten af landet.

I de følgende år fortsætter PET overvågningen af de faglige konflikter på opfordring fra både landets politiledelse og justitsministeriet.

Vil ikke tale om blokaderne

I slutningen af 1980’erne er det blevet konsensus, at fysiske blokader er ulovlige. Da det civile initiativ ’Komitéen vedrørende politiets rolle i samfundet’ i midten af 1980’erne forsøger at afdække fagbevægelsens holdning til urolighederne under faglige konflikter, får de indtryk af, at »fagforbundene ikke vil tale om blokaderne og snarest undsiger dem«.

Ti år senere fremsætter Enhedslisten krav om ophævelse af blokadecirkulæret, men uden succes. Kritikken af blokadecirkulæret får imidlertid stadigt større tilslutning fra fagbevægelsen i slutningen af 1990’erne. I 1998 vedtager SiD at arbejde for en ophævelse af cirkulæret, og kravet bliver reaktualiseret i 2003 under forhandlingerne om den såkaldte Østaftale, der skal sætte rammerne for arbejdskraftindvandring fra de nye EU-lande. Byggefagenes Samvirke kræver blokadecirkulæret ophævet, og i 2005 stemmer 3F i. Det bliver dog prompte afvist af Socialdemokraterne i Folketinget:

»I dag har fagbevægelsen folkelig lokal opbakning til sagerne om at få skaffet ordentlige forhold også til den udenlandske arbejdskraft. Jeg er bange for, at noget af den opbakning vil forsvinde, hvis det kommer til egentlige fysiske konfrontationer,« siger Socialdemokratiets daværende arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov.

’Husk blot blokadecirkulæret!’

I 1976 fungerede blokadecirkulæret ifølge arbejdsmarkeds- og retshistorikere som en inddæmning af venstreoppositionen i fagbevægelsen, der var blevet en væsentlig magtfaktor. Bl.a. derfor var det med bred opbakning fra ledende socialdemokrater i LO, at den socialdemokratiske regering vedtog det. I dag fremstår blokadecirkulæret for nogle socialdemokrater som arbejderfjendsk og dermed som noget, kun de borgerlige kan have fundet på.

»De borgerlige har aldrig – hverken i EU eller herhjemme – ladet nogen lejlighed gå fra sig i bestræbelserne på at begrænse arbejdstagernes muligheder for at gennemføre krav om overenskomstbaserede løn- og arbejdsforhold. Husk blot blokadecirkulæret!« skrev den socialdemokratiske lokalpolitiker Hans Jørn Norvin Madsen i foråret 2012.

Formalisme vs. politik

I 1984 påpegede politimester Harne, at blokadecirkulæret ikke først og fremmest havde indvarslet en juridisk, men derimod en politisk vending. Den pointe er fagbevægelsen tilsyneladende ved at tage op igen. I en analyse af Vejlegård-konflikten kritiserede formanden for HK/Privat Simon Tøgern i efteråret 2012 fagbevægelsen for at være for optaget af, hvad der er lovlig og almindelig praksis og for lidt optaget af politiske argumenter.

»Man skaffer ikke opbakning til en faglig konflikt ved at henvise til formelle regler. For offentligheden, som efterhånden knap nok ved, hvad en overenskomst er, bliver al den snak om arbejdsmarkedsbestemmelser næsten lidt voodoo,« siger Simon Tøgern.

»For ansatte i fagbevægelsen er en faglig konflikt ren rutine. Det er det ikke for folk ude på arbejdspladserne – for mange er det noget, der kun sker én gang i deres liv.«

Derfor bliver det nemt en voldsom oplevelse, også selvom der er langt fra Vejlegården 2012 til 1970’ernes Hope Computer-sag og de andre store faglige konflikter, der fulgte i årene efter, mener Simon Tøgern.

»Også i dag vil folk gerne have de gode forhold, som følger af en ordentlig overenskomst. Men man kan ikke bare troppe op og sige: ’Nu er vi i konflikt’,« siger Simon Tøgern og fortsætter: »Så blokadecirkulære eller ej – vi skal opbygge politisk legitimitet i vores konfliktmetoder, og i den sammenhæng er ’den danske model’ en ren abstraktion. Det er jo ikke vigtigt for folk i Vejle, om det var i overensstemmelse med procedurerne for faglig kamp, men om det var ret og rimeligt.«

Artiklen bygger på bl.a.: Bind 8 i PET-kommissionens beretning; ’Sociale uroligheder. Politi og Politik’ fra forlaget SOCPOL 1986; Dansk Arbejdsgiverforenings årsberetninger 1972-1974; LO-skole-rapporten ‘Hope Computer-sagen. Anklageskrift mod fagbevægelsen’ 1974; tidsskrift- og avisartikler.

Hør Søren Sidevinds sang her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Nielsen
Steffen Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer