Læsetid: 2 min.

Skattesagen: Centralt skattevidne oplevede ministerpres

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) ville blande sig i Thorning-parrets skattesag, mente central embedsmand
9. januar 2013

Der er tilsyneladende dokumentation for, at et af Skattesagskommissionens helt centrale vidner, fagdirektør i Skatteministeriet Ivar Nordland, oplevede, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) gerne ville blande sig i Thorning-parrets skattesag.

»Jeg bryder mig ikke om at udlevere personoplysninger til en minister, der ikke må blande sig (men gerne vil),« skrev han i en mail, der blev læst højt under afhøringerne i Skattesagskommissionen i går.

Det er chefkonsulent Michael Frank, der vidnede for kommissionen i går, som var modtager af mailen fra Nordland.

Michael Frank mener, at formuleringen taler for sig selv og ønsker ikke at uddybe, hvad Nordland kan have ment.

Ivar Nordland skal først afhøres senere på måneden.

Men det står efterhånden klart, at han er et af de helt centrale vidner i den del af kommissionens undersøgelse, der handler om, hvorvidt der er forekommet magtmisbrug, da Skat København i 2010 afgjorde, om Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark.

Skattedirektør Lisbeth Rasmussen fra Skat København har i sin dagbog om sagen skrevet, at Ivar Nordland ringede til hende, efter afgørelsen var klar. I den telefonsamtale skulle Ivar Nordland have sagt, at Troels Lund Poulsen og hans spindoktor Peter Arnfeldt angreb Skat Københavns afgørelse.

Hidtil har oplysninger om, at Ivar Nordland skulle have oplevet indblanding fra ministeren, været givet som mundtlige referater af telefonsamtaler, i visse tilfælde på anden hånd. Mailen er første skriftlige dokumentation for, at den centralt placerede embedsmand og ekspert i skattepligt mente, at ministeren blandede sig.

I højeste alarmberedskab

Formelt set er der vandtætte skotter mellem Skatteministeriet og de enkelte skatteregioner, der afgør konkrete skattesager.

Men Skattesagskommissionen skal undersøge, om nogen uden for Skat København blandede sig i behandlingen af Stephen Kinnocks og Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Chefkonsulent Michael Frank kunne også fortælle, at der ikke gik lang tid, fra Skatteministeriet modtog den første telefonopringning fra dagbladet BT om Stephen Kinnocks skatteforhold i sommeren 2010, før ministeriet var i højeste alarmberedskab.

Departementschef Peter Loft gav ordre til, at ministeriets embedsmænd skulle finde ud af, hvad der var »op og ned« i sagen. Og opgaven havnede hos Michael Frank.

Michael Frank havde ikke selv adgang til at se borgernes personlige skattepapirer, men ved hjælp fra en kollega fik han adgang til Thorning-parrets oplysninger, fortalte han Skattesagskommissionen i går.

»Når man får en henvendelse fra sin departementschef, er det hans ansvar, om det skal udføres eller ej. Man kommer ikke langt ved at sige: ’Arh, Peter, er det nu fornuftigt’,« siger Michael Frank.

Ved hjælp af oplysningerne kom Michael Frank frem til, at Stephen Kinnock efter alt at dømme ikke var skattepligtig i Danmark.

Muligvis kunne der være nogle mindre problemer i overførsler af fradrag til Kinnocks ægtefælle, men det var forhold, der var fuldt oplyst, konkluderede Frank. Det fremgår af et notat, han udarbejdede til Peter Loft. Notatet indgår i Skattesagskommissionens tusindvis af bilag.

»Jeg har ganske kort tid til det. Men jeg rammer faktisk det, Skat København når frem til flere måneder senere,« lød det fra Michael Frank.

Han fandt det ikke påfaldende, at departementschefen ville kende sagen grundigt, selv om det betød, at departementschefen fik private oplysninger om enkelte borgere.

»Jeg kan ikke påvise, at der ikke er gode grunde til, at han skulle have det her,« siger Michael Frank.

Ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Om Bananstater.
Man må da ikke håbe at sådan en sag som denne, kommer til særligt mange menneskers kendskab, rundt omkring, at en dansk minister, med ulovlige midler, har forsøgt at skaffe private oplysninger fra en offentlig myndighed om en oppositionspolitiker. Så vil man da sikkert ryste på hovedet og tænke, sikke en bananstat!