Mens regeringen med den ene hånd opfordrer flere til at læse videre, afviser staten med den anden hånd at give de såkaldte professionsbachelorer, der tager en kandidatgrad på universitetet, samme lønvilkår som andre akademikere. En sygeplejerske med en kandidatuddannelse kan nemlig ikke komme under samme overenskomst som andre akademikere, selv om de udfører præcis samme arbejde.
Såvel på København og Aarhus Universitet som på Syddansk Universitet er de kandidatstuderende professionsbachelorer utilfredse med de ulige vilkår. Det fortæller Lars Bo Jørgensen, der sidder i studienævnet på den sundhedsfaglige kandidatuddannelse på Københavns Universitet.
»Jeg opfatter det som forskelsbehandling, at vi ikke er sikret de samme forhold som andre akademikere,« siger han.
Første- og andenrangs-akademikere
Hvert år bliver flere end 1.000 professionsbachelorer færdige med en kandidatuddannelse, og regeringen arbejder på, at endnu flere skal gå samme vej.
Men forskelsbehandlingen betyder typisk, at de nye kandidater ikke bliver placeret på et højere løntrin, men forbliver på professionsbachelorniveau. Typisk kan de forhandle sig til personlige tillæg, men det er en dybt urimelig situation, mener den faglige organisation Djøf.
»Det hænger ikke sammen, at der skal være første- og andenrangs-akademikere, når man bliver ansat inden for det offentlige,« siger chefkonsulent Ellen Gydesen fra forhandlingsafdeling i Djøf.
Også formand for Dansk Magisterforening Ingrid Stage mener, det er på tide, at de offentlige arbejdsgivere ser på problemet. »Det underminerer jo regeringens projekt med en bedre uddannet befolkning,« siger hun.
Djøf har nu rejst det som et generelt krav til overenskomstforhandlingerne, at der ikke gøres forskel på akademikere uanset baggrund.
Radikales uddannelsesordfører Sofie Carsten Nielsen medgiver, at »det ville være rart«, hvis bedre uddannelse førte til bedre løn, men hun vil ikke blande sig i overenskomstforhandlingerne. »Det er ikke op til os som politikere,« siger hun.
Faktisk burde professionsbachelorer med videregående teoretisk uddannelse have bedre aflønning. Her er en person med praktisk erfaring udbygget med teoretisk viden. Hvor imod de teoretisk uddannede ingen arbejds erfaring har og ingen praktisk erfaring har.