Læsetid: 4 min.

To af offentlighedslovens ’fædre’ advarer mod nyt lovforslag

Socialdemokraten Erik B. Smith og SF’eren Leif Hermann, der var med til at forhandle offentlighedsloven på plads i 1985, opfordrer til at stemme nej til en ny lov, hvis den undtager dokumenter, der er anvendt som ministerbetjening
8. januar 2013

To retsordførere, som for 27 år siden var med til at få forhandlet den gældende offentlighedslov på plads, advarer nu åbent mod at vedtage en ny offentlighedslov, hvis den indeholder den omstridte paragraf 24 om ministerbetjening.

Det er socialdemokraten Erik B. Smith og SF’eren Leif Hermann, der over for Information direkte opfordrer deres partifæller i Folketinget til at gå imod en kommende lovparagraf om ministerbetjening.

»For mig er det ubegribeligt, at man vil indføre en sådan regel. Det vil skærpe befolkningens mistænksomhed, så det er også dumt,« siger Erik B. Smith.

»Jeg forstår ikke, hvorfor SF har ændret opfattelse,« siger Leif Hermann og henviser til, at hans parti var meget kritisk over for paragraf 24, da den tidligere konservative justitsminister Lars Barfoed i 2010 fremlagde VK-regeringens forslag til en ny offentlighedslov.

»Hvis andre ministerier eller embedsmænd i andre styrelser advarer mod eller har indvendinger mod et lovforslag eller et politisk udspil, så er der da netop god grund til, at offentligheden skal kunne se det,« mener Erik B. Smith.

Holde nysgerrige væk

»Noget af det mest væsentlige i vort demokrati …«

Sådan karakteriserede den daværende konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen loven om offentlighed i forvaltningen, da Folketinget i oktober 1985 behandlede det første udkast til en dansk offentlighedslov, som han havde fremlagt.

Den socialdemokratiske ordfører under debatten, juristen og rektoren for Den Sociale Højskole Erik B. Smith, der var medlem af Folketinget 1979-94, spillede en væsentlig rolle i lovens udforming. Det blev offentligt anerkendt af justitsministeren:

»Jeg vil gerne takke hr. Erik B. Smith personlig for, som han udtrykte det, at det har været formålstjenligt at føre nogle samtaler i denne sag,« som Erik Ninn-Hansen sagde fra talerstolen under debatten.

27 år senere har Erik B. Smith svært ved at forstå, hvorfor en socialdemokratisk ledet regering vil fremlægge et forslag til en ny offentlighedslov, der i forhold til dokumenter anvendt til ministerrådgivning vil være markant ringere end den gældende lov.

»En god offentlighedslov giver pressen og offentligheden bedre muligheder for at vurdere sandhedsværdien i udmeldinger fra ministre,« mener Erik B. Smith.

Som tidligere beskrevet vil Morten Bødskovs forslag til en paragraf 24 ifølge Informations oplysninger undtage alle dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem ministeriet og styrelser »på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand«. Men ifølge Erik B. Smith er der ikke nogen væsensforskel mellem Bødskov og Barfoeds forslag til paragraf 24. »Formålet kan kun være, at man vil have mulighed for at indføre noget, som andre embedsmænd vil være betænkelige ved, uden at offentligheden skal kunne få det at vide,« vurderer han.

– Den officielle forklaring er, at vi får bedre love, hvis embedsmændene tillades et vist frirum?

»Det argument tror jeg ikke på. Embedsværkets rådgivning skal jo ikke være det rene pjat. Embedsmænd må selvfølgelig stå til ansvar for, hvad de foreslår. Og hvis det viser sig at være et dårligt råd, så må man erkende det, and so what,« spørger Erik B. Smith.

Han understreger, at en ny offentlighedslov ikke skal give indsigt i, hvad departementet rådgiver sin minister om. Det skal fortsat være internt.

»Men hvis der fra embedsmænd uden for departementet argumenteres imod et udspil eller lovforslag, så bør offentligheden kunne se det. Og så må man enten argumentere imod, og det bør også være offentligt, eller tage kritikken til efterretning, for hvis en indvending er relevant, så bør den da også komme til udtryk i lovgivningen. Jeg forstår simpelthen ikke argumenterne for en paragraf 24. Det forekommer mig meget uklogt.«

– Argumentet er, at for meget åbenhed vil lægge en dæmper på embedsværkets kreativitet?

»Det argument kan jeg kun forstå som: Hvor usagligt må det være? Jeg er selv jurist, og jeg kan slet ikke tage den slags. Folketinget bør se på paragraf 24 en gang til. I øvrigt er det jo heller ikke sikkert, at Socialdemokraterne vedbliver med at være i regering.«

Leif Hermann, der var medlem af Folketinget 1984-90, mener, at Bødskovs ændringer i formuleringen af paragraf 24 i forhold til Barfoeds forslag er kosmetiske:

»Det, som hidtil er kommet frem, er stort set taget fra lovbemærkningerne i Lars Barfoeds lovforslag fra 2010, så det er forkert, at der er tale om noget nyt. Det er alene en form for kosmetik, som Justitsministeriet udlægger som noget helt nyt. Men juridisk set er der ikke nogen ændring, så Bødskovs paragraf kan bruges til at udelukke alle dokumenter, hvis man vil det,« vurderer han.

– Argumentet er, at der er behov for et frirum for embedsmændenes kreativitet?

»Nu har vi levet med den gældende offentlighedslov siden 1985, og jeg ved ærlig talt ikke, hvilke skader det manglende frirum har betydet. Argumentet om et frirum er efter min mening et løst postulat, som dybest set ikke er andet end vrøvl.«

– Hvad synes du, en paragraf 24 skal indeholde?

»Jeg vil ikke være tilfreds, før Justitsministeriet garanterer, at alle de dokumenter, som man i dag kan få udleveret, også vil blive udleveret med den nye lov,« siger Leif Hermann og tilføjer:

»Jeg vil meget stærkt advare mod at vedtage Bødskovs paragraf 24. Justitsministeren er nok klar over, at offentlighedsloven ikke ligefrem er et hit i vælgerskaren. Men denne populistiske tilgang kan ikke bruges til noget. Det er afgørende, at offentligheden i mindst samme omfang som hidtil er i stand til at udøve kontrol med magthaverne. Derfor er det helt uforståeligt, hvorfor SF og Radikale ikke fastholder den principielle opfattelse, de to partier tidigere har haft i dette meget vigtige spørgsmål.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Esben Maaløe
Esben Maaløe anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu