Læsetid: 6 min.

Tosproget gymnasium skal få flere til at tage studentereksamen

På Københavns Private Gymnasium har over 90 procent af eleverne rødder i Tyrkiet, og ikke en eneste elev har etnisk dansk baggrund. Flere partier frygter dårligere integration, men ifølge rektor kan undervisning målrettet tosprogede få flere igennem ungdomsuddannelserne
Da Københavns Private Gymnasium åbnede, var en bred vifte af politikere bekymrede for, at det ville skabe et parallelsamfund. Men rektoren mener, de unge netop bliver bedre integreret, fordi de får mulighed for at fortsætte på universitetet bagefter.

Da Københavns Private Gymnasium åbnede, var en bred vifte af politikere bekymrede for, at det ville skabe et parallelsamfund. Men rektoren mener, de unge netop bliver bedre integreret, fordi de får mulighed for at fortsætte på universitetet bagefter.

Tine Sletting

7. januar 2013

På andre gymnasier i Danmark får mange elever med anden etnisk baggrund en identitetskrise. De har svært ved at passe ind og tager derfor en identitet på sig, der slet ikke er dem selv.«

Ordene kommer fra den 18-årige Mehmet Yilmaz, der går i 2. g på Københavns Private Gymnasium. Et gymnasium, der næsten udelukkende har elever med rødder i Tyrkiet.

»Her ligner vi allerede hinanden i det ydre, og vi har samme baggrund. Det giver mere overskud til at reflektere over sin identitet og personlighed,« fortæller Mehmet.

»Det er voldsomt som teenager, hvis man både skal stille spørgsmålstegn ved sit tøj, sit udseende, og hvem man er som person. Her er der plads til at skille sig ud, fordi vi forstår hinanden.«

Det er svært at forestille sig, at denne reflekterede unge mand for halvandet år siden havde karakterer, der nærmede sig dumpeniveau. For Mehmet burde slet ikke være elev på Københavns Private Gymnasium, men i stedet gå i 3. g på Allerød Gymnasium. Her begyndte han i 2010 i en klasse med næsten udelukkende etniske danskere, som det aldrig lykkedes ham at blive venner med. Den manglende sociale kontakt gik hårdt ud over hans faglige præstationer. Faktisk var hans karakterer så lave, at rektor ved Københavns Private Gymnasium, Crilles Bacher, var kraftigt i tvivl om, hvorvidt han ville optage Mehmet som elev.

»Og i dag ligger dit snit mellem 11 og 12,« siger rektor – tydeligt stolt – henvendt til Mehmet. Den unge mand smiler blufærdigt.

»Det er faktisk faldet en lille smule ved sidste karaktergivning,« siger han.

Succes eller parallelsamfund

For nylig viste tal fra PISA, SDU og Københavns Kommune, at 42 procent af de 26-29-årige tosprogede mænd i hovedstaden hverken er i gang med eller har taget en ungdomsuddannelse. Den tilsvarende andel for etnisk danske mænd er 12 procent. Det var tal som disse, der fik en gruppe etnisk tyrkiske fædre til at grundlægge Københavns Private Gymnasium, med håb om at et gymnasium målrettet tosprogede kunne hjælpe flere med at tage en studentereksamen. Spørgsmålet er, om konsekvensen bliver parallelsamfund og dårligere integration.

Da gymnasiet for halvandet år siden slog dørene op, udtrykte både Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative bekymring om netop dette. De frygtede, at eleverne ikke ville blive integreret i samfundet, hvis de kun omgikkes andre unge med indvandrerbaggrund.

I dag har gymnasiet 140 elever fordelt på to årgange. Ud over et par enkelte med arabisk baggrund, en fra Iran og en fra Bosnien har alle elever rødder i Tyrkiet.

Rektor håber, at gymnasiet i fremtiden også kan tiltrække etnisk danske elever, men han har svært ved at se, at uddannelsesinstitutioner som Københavns Private Gymnasium kan skade integrationen. Tværtimod er han overbevist om, at unge med indvandrerbaggrund bliver bedre integreret, hvis de får en ungdomsuddannelse og dermed muligheden for at tage en videregående uddannelse. Og det kræver en anden undervisningsdag end den, de offentlige gymnasier tilbyder.

»Københavns Private Gymnasium opfylder et stort behov. Mange af vores elever har ikke nogen derhjemme til at hjælpe dem fagligt. Her kan de hver dag som en del af undervisningen få hjælp til lektier og afleveringer,« fortæller rektoren.

Ud over lektiehjælp mødes eleverne hver uge med en af gymnasiets to vejledere – en mand og en kvinde, der begge har anden etnisk baggrund og dermed også fungerer som rollemodeller for de unge.

Desuden fremhæver rektor det tætte samarbejde med forældrene som en af grundene til, at gymnasiet har succes med at fastholde elever, der ellers ikke ville have kunne få en studentereksamen. »Min formodning er, at cirka en tredjedel af eleverne her ikke ville kunne blive studenter andre steder. Den anden del ville måske godt kunne gennemføre, men det ville blive med lavere karakterer på eksamensbeviset,« siger han.

»Men det er også vigtigt, at de elever, som har det bedre med at gå i det her miljø, får en mulighed for at gøre det.«

Han giver som eksempel, at alle eleverne på skolen er muslimer, og at knap halvdelen af pigerne derfor går med hovedtørklæde. Flere af dem har fortalt rektor, at de på tidligere skoler dagligt skulle forsvare deres valg – her skiller de sig ikke ud, og de kan derfor slappe mere af, forklarer han.

Det er ikke første gang, Crilles Bacher udforsker eksotiske hjørner af det danske uddannelsessystem. I 90’erne var han rektor på Det frie Gymnasium, der er kendt for elevdemokrati og højt til loftet bag de graffitimalede vægge på Nørrebro i København. Herefter var han en tur forbi Mobila-gymnasiet i Malmø og var forstander på Niels Brock, inden han blev opfordret til at blive den første rektor på Københavns Private Gymnasium.

’Jingle Bells’ på tyrkisk

Da klokken nærmer sig halv fem, tilbyder Mehmet sig som rundviser i gymnasiets hovedbygning og et tilhørende anneks. De ligner begge tidligere industribygninger, men Mehmet fortæller, at de før husede en arabisk friskole.

Rektor giver ham sit nøglebundt, men det kunne han godt have sparet sig, for modsat almindelige gymnasier summer etagerne stadig af liv. I et klasselokale på 1. sal sidder en større gruppe drenge og venter på, at lektiecafeen går i gang. Ud over den daglige hjælp til lektier og afleveringer sammen med lærerne kigger ældre studerende en gang om ugen forbi og hjælper med lektierne. Da de ældre studerende ofte læser på universitetet, fungerer de sandsynligvis i lige så høj grad som rollemodeller.

De er dog ikke dukket op endnu, så drengene er alene. De puffer til hinanden, griner og taler sammen på en blanding af dansk og tyrkisk. Et par af dem stikker hånden frem og hilser pænt på journalisten.

Kort efter kommer en anden elev løbende omkring et hjørne.

»Hey, Mehmet, jeg skal lige hente nogle billeder. Rektor siger, at jeg kan låne nøglerne af dig.«

Mehmet overdrager nøglerne og går i retning af kantinen, hvor to piger sidder i hjørnet med en computer. Den ene har tørklæde på, den anden har ikke.

Firat, en af Mehmets klassekammerater, kommer lige fra undervisning i Saz – et tyrkisk instrument, der minder om en lut, og som gymnasiet tilbyder undervisning i.

»Giver du ikke lige et nummer for journalisten?« spørger Mehmet ham, og kort efter sidder vi i kantinen, hvor den unge mand spiller et medley af tyrkisk folkemusik.

»Jeg har også lært mig selv at spille »Jingle Bells«,« siger Firat og demonstrerer.

På spørgsmålet om, hvorvidt han har etnisk danske venner, er Mehmets svar et klart nej.

»Vi har vel alle haft etnisk danske venner på et eller andet tidspunkt, men det er et stykke tid siden nu,« fortæller han.

»Det er ikke, fordi jeg har noget problem med at kommunikere med etniske danskere, jeg tror bare ikke, at vi har de samme interesser. Men jeg vil sagtens kunne samarbejde og gå på universitetet sammen med dem. Det er jeg ikke bekymret for.«

Og rektor er heller ikke bekymret. Tværtimod mener han, at uddannelsessystemet skal opdeles og målrettes specifikke grupper i langt højere grad, end vi ser i dag: »For at give forskellige elever lige muligheder, skal vi ikke udsætte dem for det samme – vi skal derimod møde dem på deres præmisser. Jeg tror på et meget diversificeret uddannelsessystem lige fra børnehaven,« siger han.

Mehmet bryder ind. Han mener, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om eleverne på Københavns Private Gymnasium er mere ens end eleverne på offentlige gymnasier. Ud over at være muslimer og have rødder i Tyrkiet er eleverne meget forskellige, synes han.

»På mit gamle gymnasium så jeg en fuldkommen homogen gruppe – de gik med samme slags tøj og havde ens computere – jeg kan ikke forestille mig, at de alle uafhængigt ville have den samme slags computer. Man kunne forvente, at eleverne på et offentligt gymnasium ville være mere forskellige end her, men det synes jeg faktisk ikke, de var,« siger han.

Serie

Seneste artikler

  • Fri os fra at være anderledes

    11. januar 2013
    På skoler med en homogen elevsammensætning har eleverne bedre mulighed for at koncentrere sig om det faglige, mener skolelederen for den muslimske friskole DIA. Det kan skyldes, at tosprogede elever i den etnisk mangfoldige skole kan få rollen som de svage elever, mener forsker
  • ’Sociale kompetencer får man bedst, når man er en del af klassen’

    27. november 2012
    På Torstedskolen i Horsens erkender skoleleder Per Bentsen, at skolen har svigtet de tosprogede børn. Nu forsøger skolen at udskille så få børn som muligt fra timerne i deres normale klasse og at gøre undervisning i dansk som andetsprog til en del af alle læreres værktøjskasse
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Crilles Bacher

Jeg tror på, at jo flere borgere i vores samfund, der har indsigt i de relativt komplekse forklaringer, der er på de nuværende klimaforandringerne, jo større vil chancen være for, at borgerne påvirker politikerne til at handle.
Og så tror jeg også på, at den faglige og almene dannelse som vores elever tilegner sig i gymnasiet er det bedste fundament for at deltage aktivt i demokratiet i det komplekse, senmoderne samfund vi lever i.
Så nej - en studentereksamen (til flere) øger overlevelsesmulighederne.