Læsetid: 3 min.

Valgkampen i 2011 var den hidtil dyreste

Et folketingsmandat står p.t. i 789.658 kroner – eller næsten dobbelt så meget som ved folketingsvalgene i 2007 og 2005. Det fremgår af partiernes regnskaber for 2011. ’Det bliver stadig dyrere at drive valgkampe,’ siger ekspert
Brian Mikkelsen omgivet af pressen til Konservatives valgaften på Hotel Marriott torsdag den 15. september 2011. Konservative brugte 3,6 mio. kr. på hver af deres otte mandater.

Brian Mikkelsen omgivet af pressen til Konservatives valgaften på Hotel Marriott torsdag den 15. september 2011. Konservative brugte 3,6 mio. kr. på hver af deres otte mandater.

Marie Hald

9. januar 2013

Prisen for at kunne skrive MF på visitkortet har aldrig været højere. Det afslører partiernes regnskaber som de netop har afleveret til Folketinget, der derefter offentliggør dem.

Således brugte de otte partier i alt 138,2 millioner kroner på den seneste valgkamp i 2011 mod 78,8 millioner kroner i 2007 og 84,5 i 2005 (tal som dog ikke er renset for prisstigningerne i perioden).

Kasper Møller Hansen, lektor og valgforsker ved Københavns Universitet kalder stigningen »markant«, men den overrasker ham ikke.

»For mange kandidater er det selvfølgelig stadig de frivillige i lokalforeninger, som står for arbejdet. Men det er et helt andet game for landspolitikerne, topkandidaterne, hvor det ikke længere er de frivillige, som sidder med ved bordet. Her er det spindoktorer, kommunikationsrådgivere og reklamefolk, og den slags koster penge. Det bliver stadig dyrere og dyrere at drive valgkampe, og vi er lang fra, at udgiften kun drejer sig om en fotokopieringsmaskine. Men det er stadig relativt beskedne beløb, vi bruger i Danmark i forhold til for eksempel USA, fordi vi ikke har tv-reklamer. Når der åbnes for tv-reklamer, eksploderer udgifterne,« siger Kasper Møller Hansen.

Udover partiernes officielle udgift til valgkampen kommer et ukendt millionbeløb, som de lokale valgkredse og folketingskandidater selv spytter i kassen.

Dyre konservative mandater

Udviklingen betyder samtidig, at den gennemsnitlige pris for hvert af de 175 folketingsmandatet (eksklusive de fire nordatlantiske af slagsen) er vokset fra 482.709 kroner ved folketingsvalget i 2005, 449.752 kroner i 2007 – og til 789.658 kroner ved det seneste valg.

Mens de otte konservative folketingsmandater hver har kostet 3,6 millioner kroner – og dermed er tingets dyreste – er Enhedslistens 12 de billigste. 212.527 kroner kostede Johanne Schmidt-Nielsen og co hver.

Regnskaberne afslører samtidig, at nok vandt de røde valget, men de blå brugte fleste penge. Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliances valgudgifter løb op i 87,2 millioner kroner. Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslistens ditto var på 51 millioner kroner.

Ifølge Rasmus Jønsson, kommunikationsrådgiver og ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet, er en afgørende del af forklaring på den dyre valgkamp, at der netop i 2011 stod meget på spil.

»Det lå i kortene, at folketingsvalget i 2011 ville blive et afgørende valg, hvor begge sider havde mulighed for at vinde, hvilket gjorde, at det var lettere at få folk til at putte penge i kassen. Samtidig er valgkampagner blevet mere professionelle, og det at der er blevet lettere at flytte stemmer, forstærker vigtigheden af kampagnerne,« siger Rasmus Jønsson.

I forhold til valgåret 2007 steg bidragene fra organisationer, virksomheder og enkeltpersoner fra 48,9 millioner kroner til 82,3 millioner kroner. I 2011 var disse bidrag – samt medlemskontingenterne – for første gang større end partistøtten. Partierne får hvert år et beløb pr. stemme ved det seneste folketingsvalg (i 2012 var det 29 kroner pr. stemme).

Skelsættende valg

Både venstre og højre side i Folketinget mener også, at spændingen om udfaldet af det seneste folketingsvalg kan være med til at forklare prisen for dette.

»Enhedslisten har brugt flere penge, fordi det var et vigtigt valg. Det er det hurtige svar. Men selvfølgelig også fordi, vi allerede inden folketingsvalget oplevede, at der var mange, som lyttede til vores budskab. Det gav også på forhånd en klangbund for at samle flere penge ind til formålet,« siger Henrik Kjær, sekretariatsleder og økonomiansvarlig i Enhedslisten.

Carl Christian Ebbesen, organisatorisk næstformand og økonomiansvarlig i Dansk Folkeparti, henviser til, at partierne denne gang – modsat folketingsvalget i 2007 – har haft en hel valgperiode til at spare sammen til valgkampen i.

»Dansk Folkeparti vidste, at det seneste valg ville blive skelsættende, så vi brugte alle de midler, vi havde. Endelig er Dansk Folkeparti jo vokset gennem årene, så vi har i hvert fald ganske enkelt fået flere penge at bruge,« siger Carl Christian Ebbesen.

 

 

#next_pages_container { width: 5px; hight: 5px; position: absolute; top: -100px; left: -100px; z-index: 2147483647 !important; }

 
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Når der åbnes for tv-reklamer, eksploderer udgifterne,« siger Kasper Møller Hansen."

... når - ikke hvis - reklamemarkedet gives frit for det politiske parnas, skal man vist notere sig. Og når dét bliver tilfældet, vil demokraturet være cementeret. Og konkurrencestaten en realitet.

http://www.dr.dk/P1/Krause/Udsendelser/2011/02/21152904.htm

Ove Kaj Pedersen indkredser, med udgangspunkt i sit begreb om konkurrencestaten, hvordan den internationale udvikling; Bretton Woods' kollaps, globalisering og øget konkurrence mellem nationerne, hjemmemarkedernes forvandling til transnationale markedskonstruktioner etc., har fremprovokeret et paradigme som legitimerer statens brutale, kortsigtede prioritering af (det private erhvervslivs) økonomisk(e) produktivitet. Velfærdsstaten er så at sige udkonkurreret, monopolkapitalen er tilfreds med processen og de offentligt-private partnerskaber vil blomstre.