Hvad ved økonomer egentlig om økonomi?

Det var højst forskellige og tankevækkende svar, der kom frem i Informations enquete om økonomi, som 20 økonomiprofessorer og andre økonomer fra universiteter og offentlige forskningsinstitutioner har deltaget i op til årsskiftet. Særligt interessant var svarene på det allersidste: Hvordan vurderer du de reelle muligheder for at forudsige den økonomiske vækst på kort sigt (en-to år), på mellemlang sigt (tre-fem år) og på lang sigt (10-40 år)?

Baggrunden for spørgsmålet er de tilbagevendende vanskeligheder for den officielle økonomiske ekspertise hos f.eks. regeringen, de økonomiske vismænd og i Nationalbanken, når det gælder om at bedømme økonomiens udvikling.

Da recessionen ramte i 2009, blev den danske BNP-vækst således næsten seks pct. lavere end forudsagt året før. Seneste eksempel på den vanskelige forudsigelseskunst er regeringens markante fejlskøn af den danske BNP-vækst i 2012. Så sent som i august forudsagde eksperterne hos økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, at årets vækst ville lande på plus 0,9 pct. – i december erkendte man, at et minus på 0,4 pct. nok bliver det reelle facit. Et spring i prognosen inden for godt tre måneder på 1,3 pct.

Så hvad siger de uafhængige økonomer selv om evnen til at spå om økonomiens udvikling på henholdsvis a) kort, b) mellemlang og c) lang sigt?

Professor Hans Aage, Institut for samfund og globalisering på RUC, svarer således:

»a) Gode. b) Meget mere usikkert. c) Herom har økonomi og økonomer ikke noget fornuftigt at sige. Det bliver kun til bevidstløse ekstrapolationer eller i bedste fald almindelig sund fornuft. Her må man spørge de tekniske videnskaber og naturvidenskaberne.«

Professor Christen Sørensen, Syddansk Universitet, der som overvismand i perioden 1985-88 og medlem af Det Økonomiske Råd frem til 2006 har haft medansvar for mange prognoser, svarer:

» a) Rimelige under forudsætning af, at der ikke sker ret uventede ting, som f.eks. at Lehman Brothers fik lov at gå konkurs. Den mest ødelæggende beslutning, som ingen med rette kunne forudse. b) Vanskelige. c) Meget vanskelige og i realiteten uinteressant.«

»Problemet er,« skriver Christen Sørensen, »ikke de økonomiske modeller, men anvendelsen heraf. Det er et stort problem, at Finansministeriet ikke alvorligt udfordres, bl.a. fordi de får lov at skjule de centrale forudsætninger bag 2020-planen. Pressen, journalisterne og økonomerne er simpelthen for ringe til at sikre, at den tilstrækkelige udfordring sker.«

Flere har samme vurdering om end uden den direkte kritik af de ansvarlige for prognoserne.

Professor Katarina Juselius, Økonomisk Institut, Københavns Universitet:

»a) Nogenlunde. b) Ikke særlig gode. c) Vi kan slet ikke sige noget om det.«

Projektleder Mikael Skou Andersen, Det Europæiske Miljøagentur:

»a) Rimelige. b) Små. c) Minimale vedrørende lang sigt.«

Lektor Henrik Plaschke, Institut for statskundskab, Aalborg Universitet:

»a) Rimeligt gode muligheder – om end med en vis usikkerhed. b) I et vist omfang også muligt – om end naturligvis med en større usikkerhed og meget mindre præcision end på kort sigt (tendenser snarere end præcise fremskrivninger). c) Vi kan ikke sige noget meningsfyldt.«

Professor Jesper Jespersen, Institut for samfund og globalisering, RUC:

»a) Rimeligt gode, hvis en realistisk model eller teori benyttes, og der ikke sker afgørende og uforudsete ændringer. b) Usikkerheden på fremtidsskønnene vokser mere end proportionalt med tidshorisonten. c) Her er den underliggende markedsøkonomiske udvikling uforudsigelig.«

Professor Bo Sandemann Rasmussen, Institut for økonomi, Aarhus Universitet:

»a) Rimeligt gode, men regeringerne er ikke de bedst egnede til at gøre det, for de kan have interesse i f.eks. at udvise optimisme. b) Stadig OK. c) Noget sværere, da det her er ’opfindelse’ eller innovation, der bestemmer vækstpotentialet.«

Professor emeritus Søren Kjeldsen-Kragh, Fødevareøkonomisk Institut på KU:

»Under ’normale’ forhold med jævn vækst: a) Gode muligheder. b) Ringere muligheder. c) Umuligt.«

Kjeldsen-Kragh tilføjer, at det under ’unormale’ forhold især bliver vanskeligt at forudse, hvad der sker på kort sigt.

Det lange perspektiv

Det kunne lyde, som om der er nogenlunde fodslag blandt økonomerne om muligheder og begrænsninger for at sige noget på kort, mellemlang og lang sigt. Det er dog ikke tilfældet.

Således svarer professor Carl-Johan Dalgaard, Økonomisk Institut på Københavns Universitet, stik modsat de fleste:

»a) Rent konjunkturspørgsmål; uhyre vanskeligt at sige noget præcist om. b) Rent konjunkturspørgsmål; uhyre vanskeligt at sige noget præcist om. c) Her er mulighederne langt bedre, siden den langsigtede trend har stor forklaringskraft.«

Dalgaard uddyber ikke nærmere, men ræsonnementet er måske, at der på kort sigt kan optræde uforudsigelig ’flimmer’ i form af politiske forviklinger, atomkraftulykker, pludselige bankkrak eller andet, der påvirker markedets aktører og forstyrrer de aktuelle konjunkturer, hvorimod den langsigtede udvikling afspejler mere overordnede tendenser i demografi, innovation m.m. og derfor lader sig forudse. Det kan ske ved i de såkaldte ligevægtsmodeller at sammenholde de historiske data og trends med de selvreguleringsmekanismer, modellerne opererer med for økonomien.

Carl-Johan Dalgaard mener i hvert fald, at det er muligt at give bud på den økonomiske udvikling i det lange tidsperspektiv:

»Set over fire årtier (10 år er fagligt set for kort en periode til at kunne benævnes ’lang sigt’) vil det bedste bud være en vækst i BNP pr. indbygger på ca. 2 pct. i gennemsnit pr. år.«

Ser man bort fra den atypiske periode efter Anden Verdenskrig, hvis ødelæggelser gav grundlag for den usædvanligt høje genopbygningsvækst i efterkrigsårene, er 2 pct. årlig vækst ifølge Dalgaard faktisk normaltilstanden for en økonomi som den danske gennem de seneste godt hundrede år og vil altså også være det i adskillige årtier fremover.

Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård, Fødevareøkonomisk Institut på KU, synes at indtage et midterstandpunkt:

»a) Her kan man sige noget om både konjunkturerne og vækstraternes størrelse. Men man rammer jo ikke rigtigt hver gang. Økonomerne med deres modeller kan dog sige noget, der er meget bedre end rent gætværk og automatisk forlængelse af eksisterende tendenser.«

»b) Mulighederne er lidt bedre end på langt sigt, men konjunkturerne kan man ikke sige så meget om (…)«

»c) Man kan sige noget om de langsigtede strukturer – hvor mange der er i arbejdsstyrken, hvor mange pensionister der er, og hvad det betyder for økonomien – og man kan beregne virkningen af planer for f.eks. de offentlige budgetter, men man kan ikke sige noget om konjunkturerne, eller om de politiske planer bliver gennemført.«

Stadig vanskeligere at forudsige

Jesper Jespersen anerkender, at der i det lange tidsperspektiv kan være ’stabiliserende faktorer’, som i givet fald definerer visse rammer for udviklingen – han nævner robuste institutioner og målrettet politik med retningslinjer for den ønskede samfundsudvikling – men der kan også dukke ’sorte svaner’ op, dvs. ganske uventede begivenheder og fænomener, »som kan skabe en helt ny situation«.

Derfor er hans konklusion den førnævnte: At den markedsøkonomiske udvikling i det lange tidsperspektiv er uforudsigelig, »i modsætning til, hvad de fleste ligevægtsøkonomer mener«.

Flere af økonomerne peger på, at bl.a. økonomiens globalisering og finanssektorens forstærkede rolle har gjort det stadig vanskeligere at forudsige udviklingen.

»Gennem 1960’erne og frem til den første oliekrise (1973-74) var økonomer gode til at forudsige den økonomiske udvikling. Siden den første oliekrise har de økonomiske prognoser generelt været elendige. Jeg mener, at økonomer i stedet for at bygge videre på de traditionelle økonomiske modeller skulle prøve i højere grad at tage en historisk tilgang, hvor man søger efter historiske fortilfælde,« anfører Finn Østrup, professor ved Center for kreditret og kapitalmarkedsret, CBS.

»Økonomierne bliver i stigende grad komplekse, og finanskrisen viste, at modellerne ikke kunne forklare virkningerne fra den finansielle sektor særlig godt. Vi kommer måske til at opleve, at økonomiske modeller bliver mere partielle i fremtiden: At de kan forklare virkninger på afgrænsede områder, men ikke forudsige væksten for et helt land,« bemærker Thorkil Casse, lektor på Institut for samfund og globalisering, RUC.

»Jeg føler, at de modeller, der bliver brugt til prognoser, ofte bygger på et urealistisk grundlag,« siger professor Jakob Brøchner Madsen, Monash University i Australien: »Det er ekstremt svært at forudsige.«

Duncan Wigan, finansøkonom ved Department of Business and Politics, CBS, formulerer sig endnu skarpere:

»Når vi forudsiger, er det eneste, vi siger, at jeg gætter på, at A er mere sandsynligt end B. Inputtet til disse gæt er usikre målinger af konstant foranderlige parametre, hvis definitioner i sig selv ofte er genstand for debat. Vi bør tale om ’gæt’, eftersom talen om ’sandsynlighed’ skjuler graden af tilfældighed i forudsigelsen. I det længere tidsperspektiv bliver det at lave prognoser et redskab til at kolonisere fremtiden snarere end at forudsige den. Hvis den naturlige verden er uforudsigelig, så er den sociale verden det endnu mere. Og de to verdeners samvirken er hinsides noget, der kan laves klare forudsigelser af.«

I sin besvarelse løfter Jesper Jespersen diskussionen om selve den økonomiske videnskabs natur.

»Mit helt grundlæggende videnskabsteoretiske udgangspunkt er, at ’samfundsøkonomi’ ikke er en prædikativ videnskab. ’Samfundsøkonomi’ er som videnskab en metode eller flere metoder til at forsøge at forstå den hidtidige økonomiske udvikling – her minder ’økonomi’ på mange måder om ’historie’. Ligesom ’historien’ ikke gentager sig, så gentager ’økonomien’ sig heller ikke.«

»Som økonom kan jeg i bedste fald sige, at hvis de samfundsmæssige forhold i bred forstand forblev uændrede, ville der være en tendens til, at (i dette tilfælde) BNP udvikler sig inden for en ramme af xx pct., hvor den ramme skal gøres større, desto længere trenden forlænges ud i fremtiden.«

Eftersom det eneste sikre ifølge Jesper Jespersen imidlertid er, at de samfundsmæssige forhold i bred forstand ikke forbliver uændrede, så er hans egne bud i Informations enquete »’betingede’ trendmæssige fremskrivninger, der mere fortæller noget om fortiden end om fremtiden (om overhovedet)«.