Læsetid: 2 min.

Ændringer af sygedagpengeregler vækker skuffelse

Enhedslisten og Gigtforeningen er skuffede over regeringens forslag til en reform af sygedagpengeområdet, som blandt andet skal fjerne tidsbegrænsningen af ordningen
8. februar 2013

Det er ikke mange venlige ord, beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) udspil til en reform af sygedagpengeområdet får med på vejen af Enhedslisten og en af de interesseorganisationer, som bliver berørt af de ændringer af ordningen, ministeren fremlagde i går: »Vi er skuffede. Det er beskæmmende, at regeringen kun vil afskaffe varighedsbegrænsningen for en meget lille gruppe mennesker, når den skriver noget andet i regeringsgrundlaget. For mange andre sygedagpengemodtagere sker en kraftig forringelse, når man nedsætter perioden for sygedagpenge fra 52 til 26 uger,« siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.

Direktør i Gigtforeningen Lene Witte peger også på nedsættelse af sygedagpengeperioden for de modtagere, som ikke er omfattet af en liste med udvalgte livstruende sygdomme, som et af de elementer i regeringens udspil, hun er mest skuffet over.

»Det er problematisk, at man laver en liste over sygdomme, der kræver særbehandling. Det er diskrimination over for andre sygdomsgrupper, som også er alvorlige og kan være dødelige,« siger Lene Witte, der understreger, at det dog er positivt, at regeringen på visse områder gør op med varighedsbegrænsningen af sygedagpengene.

På listen over sygdomme, der fremover, hvis regeringen finder et flertal for sit udspil, skal give varige sygedagpenge, står kræft undtagen hudkræft og forstadier til kræft, blodprop i hjertet, hjertestop med efterfølgende hjerneskade, svære hjertesvigt, ventetid før store operationer, hjerneblødning eller blodprop i hjernen, aids i udbrud, visse former for sklerose, større organtransplantationer, svære psykoser og komplicerede ulykkestilfælde.

Ifølge beskæftigelsesministeriet modtager 430.000 personer hvert år sygedagpenge.

De fleste er hurtigt ude af sygedagpengesystemet igen, og kun fire procent af sygedagpengemodtagerne – 27.000 personer – er fortsat sygemeldt efter et år.

Sikres en ydelse

Ifølge ministeriet er der hvert år 8.000 personer, som falder for den nuværende tidsbegrænsning af sygedagpengene og derfor ender uden forsørgelse. Den nye sygedagpengemodel, som regeringen foreslår, betyder, at sygemeldte, der i dag ikke opfylder betingelserne for at få forlænget deres sygedagpenge, bliver sikret en ydelse, som svarer til kontanthjælpen, uden det er afhængigt af vedkommendes formue eller ægtefællens indkomst, sådan som tilfældet med kontanthjælp er på almindelige vilkår i dag. I fagbevægelsen er sekretær i LO Marie-Louise Knuppert positiv over for mulighederne for at forlænge sygedag-pengeperioden for personer med de livstruende sygdomme. Men hun er kritisk i forhold til udsigten til, at flere sygedagpengemodtagere skal på den lavere kontanthjælpsydelse:

»Det bliver aldrig vores holdning, at en lavere ydelse er med til at gøre en person mere rask. Derfor mener vi ikke, at denne del af regeringens forslag er vejen frem,« siger Marie-Louise Knuppert i en pressemeddelelse.

Ifølge beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er det vigtigt for regeringen at sikre økonomisk ro hos de personer, som har en livstruende sygdom: »Det er et problem, at der er kræftpatienter, som i dag oplever at være i kemobehandling, og så udløber deres sygedagpenge, så de står uden forsørgelse. Det er ikke en ordentlig måde at behandle mennesker på, som i forvejen er i en svær livssituation,« siger hun.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen vil nu indkalde alle Folketingets partier til forhandlinger om sygedagpenge. Det forventes, at der kan indgås forlig i løbet af foråret, så ændringerne kan træde i kraft fra 2014.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • n n
n n anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvis forslaget skal ses positivt - så er foreslaget bedre for de langtidssygemeldte end i dag. Hvor en der falder ud af sygedagpenge ordning i det mindste vil kunne få den lavere kontanthjæp selv om samleveren har et arbejde og familien har hus og en vis opsparing.

Hvad med i det mindste at overføre denne ordning til alle de mennesker der falder ud af dagpengesystemet. Men det vil jo blive dyre, da der i denne måned allerede er faldet omkring 5000 ud. Hvilket skriger til himlen, da OVK og R regnede med, at der KUN ville falde mellem 2000- 4000 ud om året.