Den smukkeste sal i min indre biograf er reserveret Uummannaq, hvor jeg boede treethalvt år som barn. Den viser falmede billeder af fjeldet, hundeslæderne, tørfiskene og kamikkerne. Jeg kan endda huske, hvordan kamikkerne lugter.
Jeg var barn, og jeg forstod ikke det komplicerede forhold, der var og fortsat er mellem Grønland og Danmark. Men i dag anser jeg det for pinligt, at Venstre har beholdt retorikken fra hjemmestyrets tid, selv om grønlænderne har overtaget ansvaret for råstofområdet. Lars Løkke Rasmussen har i 11. time bedt om en timeout, og Claus Hjort Frederiksen ærgrer sig over, at Danmark »ikke tidligere har været på banen med at prøve at få danske, nordiske, europæiske investorer til at interessere sig for minedrift i Grønland«.
Det kan meget vel vise sig, at Danmark lavede en ufordelagtig aftale med Grønland i sin tid. Men aftalen er lavet med åbne øjne – at de måske har været søvnige med hensyn til at styrke båndene og fremtidssikre Rigsfællesskabet ændrer ingenting.
Og som Lars Løkke Rasmussen forklarede det i et svar fra april 2009 til Dansk Folkepartis Søren Espersen, havde den daværende VK-regering indsigt i kommissionens arbejde.
Lars Løkke Rasmussen roste selv selvstyreloven til skyerne, da den blev vedtaget, og hans ordfører ved behandlingen af sagen i folketingssalen, Henrik Høegh Hansen, forklarede, at det handlede om at respektere grønlændernes ønske om selvstyre. I den arktiske strategi, som den konservative udenrigsminister Lene Espersen, underskrev i 2011, står der sort på hvidt, at det vil være »en betydelig udfordring for Grønland at udvikle politikker, som ud fra målet om social og samfundsmæssig bæredygtighed håndterer udsigten til markant udenlandsk arbejdskraftindvandring«.
Læg mærke til ordene »for Grønland« – for det er jo netop det centrale. At Grønland med selvstyreloven i 2009 og senere med råstofloven fra 2010 overtog ansvaret og dermed også ansvaret for at håndtere forskellige afledte effekter inden for rammerne af konventionerne. Som Venstres ordfører formulerede det under folketingsbehandlingen i 2009:
»Som det fremgår af forslaget overtager Grønland det fulde ansvar, idet øjeblik myndighedsområder hjemtages, og derfor skal Grønland også være indstillet på at løfte dette ansvar, både økonomisk, administrativt og politisk også i forhold til internationale aftaler.«
Internt i Grønland er storskalaloven og opdateringen af råstofloven af samme grund blevet diskuteret nøje. Behandlingen blev forlænget og gennemgik en proces som inddrog Grønlands største arbejdstagerorganisation. Det har betydet en række skærpede krav om mindsteløn, forhandlings- og konfliktret samt høringsprocesser omkring vurdering af påvirkninger på samfund og miljø, som folketingsmedlem Sara Olsvig fra Inuit Ataqatigiit (IA) for nylig redegjorde for her i avisen. Det kan ikke komme som en overraskelse for Venstre, at Grønland agerer ansvarligt på et område, som Grønland har overtaget ansvaret for. Ansvaret er, som Henrik Høegh Hansen sagde, Grønlands. Det er konsekvensen af Venstres egen politik.
Partiets nye engagement i lønmodtagerrettigheder er teatralsk. I denne sag redder Dansk Folkeparti det daværende VKO-flertals ære ved at være det eneste parti, der har ført en konsistent argumentation. Så kan man være uenig eller ej, men DF har hele tiden ment det samme. Søren Espersen kæmpede utrætteligt imod loven i 2009. Han advarede fra Folketingets talerstol om dens konsekvenser, fordi han mente, at Danmark blev snydt. Hans argumenter blev afvist af flertallet – skudt tilbage med ord som ligeværd, respekt og selvbestemmelse.
De ord betød noget for Venstres ordfører Birthe Rønn Hornbech, der har trukket sig som partiets Grønlands ordfører i protest. Det er nu, vi ser, hvad ordene betyder for Venstres ledelse.
Det kan godt være, at Danmark kunne have fået en bedre aftale. Men en aftale er en aftale, og det burde Lars Løkke Rasmussen stå ved. Ellers må han jo foreslå en genforhandling i stedet for at optræde som en politiker, der først da fremmede magter viste reel interesse, forstod Grønlands betydning.
Grønlænderne venter ikke på Danmark – det har landstyreformanden Kuupik Kleist gjort klart. Det danske Folketing burde derfor stå sammen om at redde, hvad reddes kan – i respekt for og på lige vilkår med grønlænderne.¨
Amalie Kestler er politisk redaktør på Information
Klummen i morgen: Birgit Bundesen om resocialisering
En ting der undre mig er hvorfor Venstre nu går efter Storskalaloven. Hvorfor nu?
Ved Folketingets afslutningsdebat i sommeren 2012 havde Venstre nogle få bemærkninger og DF var som sædvanlig kritisk. Her var Doris Jacobsen ( mener jeg medlemmet fra Grønlands største oppositions parti hedder)utilfreds over, at Storskalaloven skulle presses så hurtig igennem. Men det meste af indholdet var hun enige i og der er senere kommet nogle ændringer ind i Storskalaloven.