Forsker: Vi aner ikke om anbringelser af udsatte børn virker

Manglende forskning på området har betydet, at den måde, hvorpå vi anbringer udsatte børn, ikke har forandret sig stort de sidste 100 år. Skiftende socialministre symptombehandler, mens kommunerne klandres for de grimme anbringelsessager, lyder det fra Frank Ebsen, der forsker i anbringelser af børn og unge
25. februar 2013
Delt 91 gange

Vi ved ikke nok om, hvad der virker ved anbringelser af udsatte børn. Det siger Frank Ebsen, der er forskningsleder på Institut for Socialt Arbejde på Professionshøjskolen Metropol, og som forsker i behandlingen af udsatte børn og unge. Hvis man havde bedre og mere viden på området, ville politikernes forsøg på at reformere og forbedre anbringelsespolitikken måske have større effekt, end de har haft de seneste 20-30 år.

For ifølge Frank Ebsen, der har skrevet afhandling om den første samlende anbringelseslov, Lov om forbryderiske og forsømte børn fra 1905, er der sket ganske lidt på området, siden loven trådte i kraft for 108 år siden. I år skal den næste reform på området, tilsynsreformen, forhandles på plads af Folketingets partier, men udspillet til reformen bærer ifølge Frank Ebsen præg af samme symptombehandling, som de foregående reformer har gjort.

»Jeg havde registreret, at der havde stået de samme fraser i alle nye reformtiltag på området i de seneste 20 år. Børnene skulle i centrum, og der skulle være en tidlig indsats. Jeg fandt ud af, at vi stadig laver børnelovgivning ud fra stort set samme tanker som i 1905. I de seneste 20 år har størst fokus været på tidlig indsats og behandling i eget hjem i form af familiebehandling, aflastning og rådgivning, men vi aner faktisk ikke, om det virker, for det har vi aldrig undersøgt til bunds.«

Manglende viden

Årsagen til, at udviklingen på området har stået stille op gennem årene og har forvoldt skiftende ministre og kommunale sagsbehandlere og budgetter store kvaler, er, at der er for lidt viden på området, vurderer Frank Ebsen.

»Interessen i at forske i socialt arbejde har været ganske lille. Der har været en manglende prestige i forskningen og i at investere i forskning på området. Det er besynderligt, når man tænker på, hvor store konsekvenser det har, og hvor økonomisk tungt området er,« siger han og pointerer, at der ikke engang er klarhed over, hvor mange børn der forlader børneforsorgen for at vende hjem til deres familie igen.

Når effekten af anbringelser indimellem bliver undersøgt, zoomes der ofte ind på de mest omkostningsfulde anbringelsesformer.

»Vi har set noget forskning i effekten af døgnanbringelser i institutioner, som er den dyreste form for anbringelse, og den forskning har været brugt som incitament til i højere grad at anbringe i familiepleje,« fortæller Frank Ebsen og efterlyser, at forskningen i højere grad bliver lavet uafhængigt af politiske processer og ønsker om at spare på området: »For vi ved heller ikke noget om, hvad effekten af familieplejeanbringelse er, selv om man har opfordret til at benytte den form for anbringelse mere.«

Når skiftende ministre i lyset af de mange sager om overgreb på børn i hjemmet eller i anbringelser vil handle, gør de det altså på en relativt uoplyst baggrund.

»Hvem måler eksempelvis på, om den nye tilsynsreform virker? Hvis det blev gjort, hvem ville så stå til ansvar? Ikke den nuværende minister, for hun ville ikke længere være ansvarlig for området, når sådan en undersøgelse var gennemført.«

Derfor vil ministre hellere sætte nye reformer i søen, og derfor interesserer det dem ikke at prioritere de langsigtede forskningsprojekter, hvor man over en periode på f.eks. 10 år undersøger, hvordan det går de omtrent 25.000 børn i børneforsorgen: Om de kommer tilbage til forældrene, hvorfor der sker brud i anbringelser, og hvilke aktuelle indsatser virker bedst.

»En sådan forskning ville give det overblik, vi mangler, og ville kunne overleve forskellige ministre og skiftende embedsmænd og derfor i højere grad være frigjort af politiske interesser og varierende økonomiske dagsordener,« siger Frank Ebsen.

Hvis forskningen samtidig giver kommunernes medarbejdere indsigt og redskaber til at forstå og handle, er der mulighed for at imødekomme den kritik, der har været støt stigende, siden kommunerne overtog det primære ansvar for anbringelser i 1976.

To magtinstanser

Selv om det har været sparsomt med reelle forandringer på anbringelsesområdet de seneste 100 år, betød bistandsloven i 1976 en stor omvæltning med sig. Antallet af paragraffer på børneområdet blev skåret ned til fem, og den primære myndighed blev sagsbehandlere i kommunen. Ansvaret var førhen delt mellem flere instanser: amter, kommuner, frivillige, anbringelsesinstitutionerne og organisationer som Mødrehjælpen.

»Ud fra en forestilling om, at den, der var tættest på borgeren, bedst kunne vurdere, hvad der var i borgerens interesse, gav man kommuner og sagsbehandlere en enorm magt,« siger Frank Ebsen og forklarer, at sagernes afgørelse nu i højere grad kom til at bero på sagsbehandlerens skøn end på retsprincipper.

»Men med denne udvikling indskrænkede man også statens magt på området. Når noget så gik galt, kunne de skiftende ministre og embedsmænd snildt anklage kommunerne, uden at politikerne havde den store magt til at ændre noget i praksis.«

For at udvise handlekraft har de skiftende socialministre så skruet på lovgivningen og påduttet kommuner og sagsbehandlere flere regler og love for at forbedre området. For fdolketingspolitikerne har kun loven og de økonomiske bevillinger at styre med, pointerer Ebsen. I 90’erne steg udgifterne på området drastisk, og siden da har Folketingets politikere sendt to beskeder til kommunerne:

»I skal både reducere udgifterne, men vi vil heller ikke se nogen sager i medierne om overgreb, har de sagt til kommunerne, mens de har udstedt flere regler og love. I stedet for at skælde ud, kunne de have forsket i dybden for at se, hvordan kommunerne egentligt arbejder med loven. Men der vælger politikerne at lave et plaster med en tilsynsreform.«

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Frank Ebsen, Forskningsleder, Metropol. Arkivfoto

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Elin Søndergaard

kunne ikke være mere enig i at der skal ske noget på området. Jeg vil tro at hvis man tog de som har børnene i hverdagen med i sådanne undersøgelser ville man få en klar oplevelse af, at årsagen til det ofte mislykkedes er fokus på økonomien UANSET hvor mange reformer som har ligger op til fokus på det enkelte barn.
Vi kan ikke komme udenom at de konklusioner som Ankestyrelsen har lavet de sidste år omkring klager ift anbragte børn, tyder på at fokus ikke er hvor det burde være ift lovgivning. Desværre oplever vi som står med børnene at det ingen konsekvenser har for kommunerne at bryde loven. Det har det dog ofte for børnene.
Mange undersøgelser munder ud i at det er fx plejefamilierne som ikke magter opgaverne - og at der derfor sker brud i anbringelsen. Den vinkel som ikke bliver (eller ønskes) belyst er HVORFOR sker bruddet. Man mangler den ene parts side af historien.
Som plejefamilie kæmper vi ofte mod Goliat. Det er ikke barnets vanskeligheder som vælter familierne - men den ulige kamp det er med en forvaltning. I Barnets reform er fastsat at plejefamilier skal have fx 2 uddannelses/kursus dage om året. Mange plejefamilier får ikke disse - uanset hvor meget de kæmper. For der mangles i samme reform at præciseres : Hvad ER en kursusdag : er dette fx nok at kalde 3 timers foredrag for en kursusdag? Ligeledes mangles at præciseres at det ikke kun er forvaltningen som skal kunne vurdere hvad som er et behov. Sådan som loven er nu, er det udelukkende forvaltningerne som bedømmer - og dermed bestemmer.
Mange plejefamilier kæmper med, at de må "finde sig i" at forvaltningerne sætter det plejebarn som er anbragt hos den pågældende familie, igennem den ene efter den anden bekostelige (både økonomisk men også menneskeligt for barnet) udredning. Dette UDEN at det får betydning for noget som helst. Forvaltningerne er ikke forpligtiget til at følge udredningernes anbefalinger. Det gør at mange børn går fra den ene til den anden udredning. At det i sidste ende kan gøre at barnet er så stresset af alt det som det skal igennem, at det ikke kender forskel på op og ned har ingen betydning... for andre end plejefamilien som skal samle op. Ofte uden opbakning fra anbringende kommune.
KRÆVER plejefamilierne at der sker handling, munder det ofte ud i trusler om fyring. Holder plejefamilien fast, sker fyringer ofte under betegnelsen "samarbejdsvanskeligheder". Her beskyttes barnet ikke af nogen som helst lovgivning. Der er eksempler på, at end ikke parthøring hos børn/unge overholdes jvf lovgivningen. Dette uden konsekvens selvom plejefamilierne tager kontakt til hist pist og allevegne. Ingen undersøgelser viser, HVAD og HVORDAN disse vanskeligheder udarter sig.
Samarbejde ses på meget forskellig måde fra de 2 parters sider. Oplevelsen er, at hvis forvaltningen kræver et tiltag, så er det KUN rimeligt. Er det plejefamilien der gør det opfattes det som krævende, urimeligt og usamarbejdsvillig.
Set med mine øjne, trænger vi til en helt anden form for reform. En "Anbringelses reform" hvor man får skilt økonomi og handling fra hinanden. Derved er der en mulighed for, at man udelukkende ser på barnets tarv. Fx. kunne man ligge det ind under den nuværende tilsynsenhed. Har læst i Jane Findahl høringssvar til netop denne reform, at hun oplever det som risikofyldt og bekymrende, at man ligger op til, at samme enhed skal godkende, supervisere, matche osv. At det er samme enhed som skal vurdere og evaluere egen indsats. En sådan udtalelse får mig til at tænke: Hvad er forskellen ift nuværende model. Også her er det samme indstands som superviserer, matcher osv. At hun oplever det som bekymrende, må da gøre at hun kigger lidt mod egen indsats nu.
Der er et behov for en undersøgelse om, hvad og hvordan det ser ud, for de anbragte børn. INGEN tvivl om det. Det vi må håber er, at man tager de godt 6000 familieplejere og opholdssteder (ukendt antal) med. Ikke kun specielt udvalgte, men tilbyder hele vejen rundt, at man må være med. UDEN risiko for fyring!!

Til sidst skal nævnes, at de omtalte problematikker er bla fra stor gruppe på godt 1000 familie plejere på Facebook. IKKE at jeg taler for dem, men ridser kun groft nogle af problematikkerne op, som virkeligt fylder i os. Vi får skyld for, at hvis vi blev ansat på ordnede vilkår, så ville vores kærlighed til de børn vi har i vores varetægt forsvinder. Noget forfærdeligt vrøvl! KUN ved at vi har dem under huden lykkedes det. At det så skal bruges imod os, virker urimeligt, gammeldags og uforståeligt.
Håber at en artikel som den her kan sætte gang i debatten. Det opleves som et råddent æg som alle har berøringsangst for. Selv tror jeg det har en DEL med økonomi at gøre. men hvem siger det behøver være dyrere at behandle plejefamilierne ordentligt? Ingen undersøgelser viser hverken det ene eller andet. Så lad os få en igang.
Skulle der være ønske om uddybning af problematikker eller tanker, så står jeg gerne til rådighed.
Hilsen Elin Søndergaard.

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre

Jeg har engang, for 30 år siden, arbejdet som socialrådgiver. Også den gang så det håbløst ud med undersøgelsen af familiepleje-familierne. Barnet gik ofte fra den ene til den anden familiepleje, fordi plejefamilien gik i opløsning, eller ikke kunne klare anbringelsen eller på grund af andre forhold. Det skadede mere end det gavnede. Barnet havde jo også en familie 'derhjemme', som hun/han var solidarisk med og tænkte meget på. Men et var sikkert: Plejefamilierne åbnede deres døre af økonomiske årsager. Og pressede på, at det kunne blive et '++barn'. Det gav flest penge. Og hvis de ellers umiddelbart så ud til at leve op til idealet for en borgerfamilie, var den som regel hjemme, indtil det hele krakkelerede og barnet måtte på den igen. Man burde måske se på, at gøre noget for familien inden man anbringer børnene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette Abildgaard

Elin Søndergaard,

Dine ord er de klogeste jeg laenge har hoert!!

Men desvaerre i det Danske ''system'' da har det offentlige altid ret og, naa de ikke har det, saa soerger de blot for at faa det og, boernene taber med stort T, men det er det offentlige (og regeringen) ligeglad med, naar blot de ikke taber penge....

Det ville klart vaere oenskeligt, at man kunne privatisere hele dette omraade, og faa det vaek fra det ''system'', som saa helt klart ingen positiv virkning har...udelukkende negativ!

Er der ikke mulighed for at lave en privat ordning og, udelukkende klare selve betalingen gennem det offentlige...HVIS de absolut skal vaere indblandede? Som det ''fungerer'' nu, tyder alt jo desvaerre paa at det udelukkende er paa oedelaeggende vis....for baade boern og plejefamilier etc. Det maa private virksomheder/behandlere/plejere kunne klare meget, meget bedre....baade uddannelsesmaessigt samt interessemaessigt!?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for HC Grau Nielsen

En pædagog lavede en underretning - plejeforældrene klagede over vedkommende - pædagogen blev indkaldt til en irettesættelse. Kan det være rigtigt?
Som bedsteforældre var vi enige i underretningen og grunden til underretningen har kommunen tilsyneladende ikke reageret på!!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Tak til Frank Ebsen for artiklen der sætter fokus på et vigtigt område der i bund og grund, handler om menneskerettigheder for umyndige børn, der ikke selv kan påvirke deres rettigheder i samfundet.

Elin Søndergaard skriver:

"Anbringelses reform" hvor man får skilt økonomi og handling fra hinanden. Derved er der en mulighed for, at man udelukkende ser på barnets tarv.

Det er en løsning, når plejefamilien der har børnene i varetægt peger på, at årsagen til det ofte mislykkedes er fokus på økonomien, det er logisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Hansen

Tak til Elin Søndergaard.
Jeg går i samme retning med et eksempel fra det virkelige liv.
Jeg er plejemor og har for ganske nylig fået afslag på en undersøgelse af mit ene plejebarns største problemområde.
Årsag: Jeg er ikke 'part i sagen'. Forældrene er de rette til at søge, men de magter det ikke - kommunen indstiller ikke barnet til den givne undersøgelse, fordi en bekræftelse af mistanken vil betyde flere omkostninger til behandling nu og her, og mig, jeg må ikke.
Resultat: Barnets udvikler sig ikke ud af dette problemområde fordi det ikke er erkendt og derfor heller bliver afhjulpet.
Næste resultat: Barnet skal efter alt at dømme i specialklasse med 1 lærer pr 2 elever. Istedet for at kunne gå i alm skole med inklusion.
Dyrt - dårligt og uetisk.
Næ, se så på hospitaltsvæsenet. Her er undersøgelse, behandling og økonomi skilt ad. Her kan børnelægen uden at kigge på kassen få etableret en tilsvarende undersøgelse og diagnostisering. :)
Du har så evig ret Elin.
Pengene og sagen må skilles ad. At blande det sammen medfører kun kortsigtede og fordyrende løsninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anna Gudmundsen

Først en tak til Frank Ebsen for sin efterlysning af forskning, for han har selvfølgelig helt ret i at videnopsamlingen er meget mangelfuld.
Den videnopsamling der er, fortæller dog en smule, men slet ikke tilstrækkelig.
Vi ved f.eks fra SFI at anbringelser øger kriminaliteten en anelse, psykiske problemer er også noget der stiger, uddannelsen er yderst mangelfuld hos tidligere anbragte, og arbejdsmarkedet belaster de heller ikke i samme udstragte grad som tilsvarende udsatte, men ikke anbragte.
Vi ved også overdødelighed, samt rusmisbrug og anden selvdestruktiv adfærd er overrepresenteret hos tidligere anbragte.
http://www.sfi.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2f... "– Ingen undersøgelser påviser på gruppeniveau positive effekter af anbringelse uden for hjemmet, hverken når der er tale om anbringelse i familiepleje eller under institutionelle former.
– Undersøgelserne peger på gruppeniveau i samme retning – omend med usikkerhed – mod negative eller ingen effekter af anbringelse uden for hjemmet."

Så lad os endelig få mere videnopsamling, så kan der måske rokkes ved børneforsorgens livsløgn.
Jeg tillader mig også at citere fra forfatterens egen afhandling

"Subjektgørelsen og undersøgelser af effekter kan vise sig at være
elementer, der bidrager til at ændre det eksisterende sandhedsregime om
børneforsorgen. Det ser dog ud til, at regimet er så stabilt og sejlivet, at
børneforsorgens institutioner som samfundets ideelle håndtering af
udsatte børn og unge er sikret i mange år fremover"

Jeg håber inderlig det ikke bliver alt for mange år, rigelig familier er knust, og alt for mange unge og børn er skadet ved adskillelsen fra sin familie.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Elin Søndergaard

du har så evigt ret Anne Gudmundsen. Og hvis det ikke fremgår tydeligt nok at mit skriv uddyber jeg lige her:
Det lykkedes bare ikke så godt for de børn som er i pleje. DET er et faktum. Enkelte bryder igennem og når frem til det man måske kan kalde at "bryde arven". Dette IKKE ment som nedladende overfor det biologiske ophav. For sådan er det ikke ment!!
Når et barn i dag bliver anbragt af en forvaltning er min erfaring og oplevelse blandt mine kollegaer, at så opholder AL hjælp. Forvaltningerne tørrer hænderne med et "SÅ har vi gjort hvad vi er forpligtiget til. Puha det var godt". Når anbringelsen er effektueret stopper hjælpen og fokus på barnet. Man overlader det til plejeforældrene/institutionerne og opholdssteder at hjælpe barnet. Der er oplevelser om plejeforældre som får afslag på undersøgelse om x en simpel test for ordblindhed (trods dette var vedtaget af ppr til afsluttende møde efter lang udredning). argumentet var, at "når barnet allerede er anbragt og går på special skole ser vi ingen grund til det" Det skal siges at det pågældende barn gik i 5 kl og stadig kun kunne læse sit navn. Begge forældre var dyslektikere. Et lille eksempel på, at hjælp stopper.
jeg tænker, at for at få et faktuelt og helhedssyn på om anbringelserne virker MÅ man ind og kigge på hvorfor det IKKE lykkedes. Ikke kun spørge kommunerne. Men også de steder som har modtaget barnet. Sfi´s undersøgelse konkludere ud fra hvordan det er gået børnene. Ikke HVORFOR? Den side mangler. ER det fordi de ikke fik hjælp? ER det fordi de fra starten af har fået et stempel i panden med "Anbragt - ikke værd at bruge (flere) ressourcer på" DET er min klare oplevelse.

I alt det her glemmer man sommetider, at børnene er i Ingenmandsland. Hvem er dem der kender dem bedst og kan hjælpe dem bedst? Er det biologisk ophav? Er det kommunens sagsbehandler? Er det plejefamilien/opholdsstedet/institutionen? Det kan jeg godt konkludere på. Det er kommunens sagsbehandler som måske er den 10 på sagen og kun kender barnet som et cpr nr. For det er ham/hende som bestemmer 100 % hvad der skal ske med barnet (læs: hvad er der råd og villighed til at betale).
jeg ville ønske, at man tog alle parter med i det her. Eller rette: I min "Anbringelsesreform" ville og skulle det være et samspil parterne i mellem. Og ikke mindst barnet skulle være part. Igen med hensyntagen til udvikling osv da mange børn har så meget med sig i bagagen, at de ikke er modent som ikke anbragte børn og unge i en alder af fx 12 år.

jeg ser, at noget af det der kan være årsagen til at det går galt er, at i dag er det meget almindeligt, at anbringe de unge efter det 16 år i egen bolig med støtte. Barnet kan være udredt til at være lettere retarderet, bagud, have forskellige vanskeligheder med sig af forskellige arter. Disse forsvinder som dug for solen, idet barnet skal videre. Hvis ikke dette er når de er 16 så ophører hjælp totalt ved det 18 år. Man kunne fristes til at sige, at her lykkedes det da. Børnene er raske og uden vanskeligheder. Sagt med smil på læben. Men pudsigt er det, at den mulighed som hedder Efterværn er et sjældent fænomen i plejefamiiler. Ved ikke om det gør sig gældende i andre anbringelsesformer også, men hos "os" er det er faktum, at MEGET få bliver tilbudt det. Der er eksempler på, at plejebarnet i "fødselsdagsgave" fra anbringende kommune fik brev om, at anbringelsen nu ophørte og at man ville finde ud af hvad barnet skulle. Det var en besked som kom til den efterskole hun var på. Plejefamilien og biologisk familie klagede samlet. Og fik afslag. Barnet var flere år tilbage i sin udvikling. Hun bor til oplysning stadig hos plejefamilien som har hjulpet, betalt og guidet hende til en uddannelse for egen regning. INGEN hjælp fra anbringende.

Så igen. Håber det her giver en bedre forståelse med hvad jeg mener når jeg skriver: Spørg den anden side også! Vi SKAL have brudt den negative spiral. Men er det kommunerne selv som skal evaluere egen indsats, ja så er det logisk at resultatet er : "Vi bruger en masse spildte ressourcer på det her, så lad os trykke prisen. Så føler vi os da ikke så meget til grin" Det falder meget godt i tråd med Jane Findahls udtalelse om hendes oplevelse af anbringelse i plejefamilier. Jeg tror ikke der er mange plejefamilier som kan sige, at den hjælp som der blev vurderet som værende nødvendig, blev sat i værk. Hvad med at ryste posen og sige: "ok. NU satser vi stort! Børnene får det som eksperterne anbefaler!" Helt sikkert, det vil koste, men på sigt? VED godt at en sådan satsnings virkning går over flere kommunevalg. Men her burde man sigte langsigtet! Det fortjener de der er anbragt!

Elin
Plejemor.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jes Thomsen

Mærkeligt...at man fortsat ikke ønsker ordentligt langsigtet forskning på området.
Flere nævner ganske kogt, at børnene skal spørges....det bliver de også...Men ikke altid.
Anbrnigende kommunes sagsbehandler SKAL (lovpligtigt!) have to årlige samtaler med børnene/de unge.Dette sker ofte ikke, da sagen har skiftet sagsbehandler. Og det tager altså tid at etablere et ordentligt fortrolighedsforhold-opbygge tillid barnet den voksne imellem. Specielt hvis det er en ny sagsbehandler hver gang!
Har som familieplejekonsulent oplevet at børn nægtede at tale med atter en ny sagsbehandler, for som de sagde: "jeg gider altså ikke fortælle det samme igen og igen, eller jeg kender hende ikke".....Man skal også ligge tænke over det ofte er børn med en yderst skrøbelig tillid til voksne og systemer, og de åbner ikke "bare lige op"!
Ofte er det famileplejekonsulenten, som har anbragt der kommer mere kontinuerligt på personrettet tilsyn i plejefamilien, der får en bedre kontakt til det anbragte barn, da hun kommer jævnligt, og måske igennem HELE anbringelsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anna Gudmundsen

Jeg er klar over dine forslag til fremtiden ikke var en kritik af forældrene Elin, de har jo allerede bevist de er en anelse bedre end plejefamilierne til at tage sig af børnene med den forskning der foreligger. Når to fingre peger på forældrene, peger de tre tilbage på børneomsorgen, herunder plejepersoner og ansatte.
Men det vi skal have, er ikke yderligere eksperimenter af disse "udsatte" børn, men en vidensopsamling hvilket er langt på overtid.
Et er at spørge børnene (hvilket selvfølgelig hører til det nominelle arbejde allerede) et andet er at systematisk opsamle data hos nuværende og tidligere anbragte.
Som forfatteren er inde på, så ved man end ikke om børnene har været hjemme i perioder mens de er svingdørsbørn.
Selv er jeg af den opfattelse at vi kan lære meget om virkningen med en systematisk registrering, alt fra de anbragtes egen tilfredshed, til hvordan de rent faktisk klarer sig.
Sekundært kunne man lave en prøve hvor børneforsorgen ved lodtrækning lavede sammenlignelige grupper hvor enten plejepersonerne, ansatte, forældre fik lov til at bestemme hvilken hjælp de skulle have, og se resultatet, men dersom man ikke samler sammen løbende, så vil forsøgene ikke kunne bruges til ret meget.
Vedr ADHD så har de ikke brug for ret meget andet end ordentlig kost, og en kostomlægning kan gennemføres i hjemmet. http://videnskab.dk/krop-sundhed/oprab-drop-adhd-medicin-og-kig-pa-kosten

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Schreiber

Med kun 20 års erfaring indenfor anbringelses området, vil jeg undlade at gå 108 år tilbage men blot konstatere et det er tankevækkende at der på dette område ikke er sket udvikling.

I vores anbringelsestilbud er anbringelserne ofte med baggrund i en dom, som på den måde pludselig bliver en del af anbringelsen. Her kan jeg desværre konstatere at der ikke er sket udvikling siden Jesus blev født, så her er vi 2013 år tilbage i tiden. Den måde vi straffer de anbragte og hævder os selv på er den samme, i store træk, som de metoder der blev benyttet dengang. At det ikke hjælper at straffe er en kendsgerning. Dog ynder vi at forlænge den medicin som vi ved ikke virker, som endnu et eksempel på at vi ikke lære af vore erfaringer.

Vi driver tillige et par kommercielle virksomheder, hvor succesen bliver målt på bl.a. bundlinje. Hvis vi derfor gør ting forkert bliver vi nødt til at korrigere metoder, strategi mm. for at udvikle til bedre resultater - ellers lukker butikken. Hvis min forretningsplan viser svagheder reviderer jeg på planen.

De pædagogiske lærebøger er stort set uændrede og mange tager deres teoretiske udgangspunkt i filosofer som har levet for længe siden. Måske vi i højere grad skulle tænke nyt eller basere vores arbejde på erfaringsmæssige gode resultater. Vi må tænke os ind i det nye samfundsmønster, med de krav som er til borgere der vil være en del af vor nutidige samfund. Er det ikke tid til forsøge med nye metoder?

Inden vi bilder os ind at alle kan blive atomfysikere og astronauter, bør vi måske erkende at vi stadig har mange unge som har brug for håndens arbejde. Så i stedet for at udflage disse job så lad dem blive i Danmark som et godt tilbud til en ung, der kan komme i mesterlære. Så kunne man kombinere tilfældet at en dom med afsoning og udvikling. Alt efter forbrydelsens karakter vil en dom kunne blive en kombinationsdom hvor både mulighed for afsoning i fængsel og derefter ud til et ”normal” netværk eller direkte ud til uddannelse og ”normal” netværket.
Da rigtig mange unge med behov for anbringelse snuser til den kriminelle løbebane vil det derfor være hovedparten som er målgruppen.

Dette fordrer blot:
• en ændring af den statslige kasseopdelingen,
• opblødning af faggrænser,
• at en eventuel spirende misundelse om at der kunne være penge i dette, ikke får lov at gro
• og meget meget mere

Derfor kan vi, som sidder med nogle dokumenterede resultater eller anden for viden der ville nytte, aldrig føre vores tanker ud i livet. Forskning vil derfor heller aldrig nytte, for selvom man nåede frem til noget der ville gøre en forskel, ville det være stort set umuligt at implementere, da det vil kræve en revolution – desværre!

Dokumentation på en ny måde
Hvis min retur procent var ligeså stor som fængslernes, ville jeg for længst være gået konkurs med vores emballage produktion.
Hvis opholdstederne blev bedt om at dokumentere om deres indsats nyttede; om de unge flyttede sig, ville det blive afsløret hvad der nytter for den enkelte og man ville meget hurtigere kunne agere og ændre tilbud hvis ikke indsatsen bærer frugt.
Hvis den unge fik medansvar, evt. sammen med familien, til at få anbringelsen til at gøre en forskel og følte medejerskab i projektet ville det gøre en forskel.

Dokumentation kan være med til at synliggøre og fastholde medarbejderindsatsen og derved fremme fantasi og pædagogiske metoder, til at søge nye veje for at opnå det fælles mål - at få personen videre.
Vi har udviklet vores eget dokumentationssystem hvor vi måler på helt basale funktioner og forholder os faktuelt til udviklingen ud fra observationer. Disse observationer og tal danner rammen for den videre dialog med den unge, så begreber og resultater bliver visuelle, i form af progressions-grafer, og ikke bløde formuleringer på baggrund af subjektive temperamentsfulde vurderinger.

Dette indebærer også:
• Belønning frem for straf.
• De unge skal i højere grad forstå og ikke så meget forstås, for at skabe en udvikling. Vi skal ikke omklamre og synes alting er synd for de unge og derfor invalidere dem til at være i centrum, men være ærlige om hvad der er dem i vente lige om lidt, når de bliver voksne.
• De unge skal stilles overfor ansvarsfulde opgaver der giver mening i det omfang de magter det.
• De unge skal finde social netværk som roser for noget godt, så de ikke bliver lette ofre for rygmærkebander, der roser for noget skidt.
• Der skal følges op årligt de 10 efterfølgende år man har sluppet dem og ser om indsatsen har nyttet – også på lang sigt.

Jeg synes under alle omstændigheder vi skylder at prøve at forskelliggøre tilbuddene frem for at ensrette
- især så længe vi ikke ved hvad der nytter. Som det er i dag er alting standardiseret og lovreguleret - Ikke ud fra hvad der virker for det ved vi ikke, men ud fra hvad vi tror virker. Det forfærdelige er, at vi så blot bygger ovenpå det som ikke virker - det er jo helt tosset.

Man produktudvikler i industrien og landbruget for hele tiden at gøre resultaterne bedre. I anbringelsesverdenen konstaterer man det virker ikke og beder om flere penge til den samme indsats som man ved ikke virker. Måske vi skulle prøve noget ganske andet indtil man har forsket eller resultatorienteret sig til det, som virker?

anbefalede denne kommentar