Læsetid 2 min.

Inkassofirma nægter at inddrive gæld fra sms-lån

Web- og sms-lån har været i voldsom vækst siden 2008. Politikerne har ikke villet gribe ind over for lånene, men Danmarks største inkassofirma afviser at inddrive gælden
2. februar 2013

Lånene er etisk og moralsk forkastelige. Sådan lyder begrundelsen for, at Danmarks største inkassofirma, Intrum Justitia, kategorisk afviser at inddrive gæld stiftet via sms- eller web-lån.

»En virksomhed, som ikke kreditvurderer sine kunder ordentligt, fører meget hurtigt privatpersoner direkte ind i en gældsknibe, der efterfølgende ryger til inkasso. Derved kommer de i endnu større krise,« siger Morten Engelbæk, direktør for Intrum Justitia, der leverer over 40 procent af de personer, der står i RKI’s register over dårlige betalere.

»Det er en forretningsmodel, vi ikke ønsker at bidrage til. Det er helt fair, at man i perioder har svært ved at betale sine regninger, men vi ønsker ikke at stresse nogen unødigt.«

Der var senest politisk debat om kviklånene i 2009, men daværende økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), afviste dengang at gribe ind. Siden har branchen været i voldsom vækst.

Antallet af de såkaldte elektroniske kviklån er således firdoblet, siden krisen satte ind i 2008, viser et notat fra Forbrugerombudsmanden. Det eneste,der kræves for at optage et kviklån, er, at man ikke er registreret i RKI’s skyldnerregister – ellers er det bare et tryk på telefonen eller et klik med musen.

Vor tids åger

Der findes ikke nogen samlet opgørelse over, hvor mange lån, der er foretaget efter den model, ligesom det heller ikke kan oplyses, hvor mange penge, der i alt er tale om. Men Forbrugerombudsmanden, som i år har særligt fokus på lånene, har på baggrund af indberetninger fra tre store lånefirmaer forsøgt at danne sig et overblik.

I 2010 bevilgede de tre firmaer lån for i alt 37 mio. kr. Året efter var tallet steget til godt 60 mio. kr., og i 2012 forventes de tre firmaer alene at have udlånt mere end 90 mio. kr. Størstedelen af lånene tegnes af unge under 24 år.

Forbrugerrådet har tidligere dokumenteret, at den årlige omkostning i procent (ÅOP) kan løbe op i 500.000 procent, og kritiserer i stærke vendinger metoden:

»Hurtiglån er vor tids åger, hvor man udnytter trængte menneskers nød, og det bør der sættes en stopper for. Det fører til overgældsætning, som skaber personlige ulykker og er et stort samfundsmæssigt problem,« siger Vagn Jelsøe, chef for Forbrugerpolitisk center i Forbrugerrådet.

Forbrugerrådet foreslår stadig, at der fra politisk hold sættes loft over lånenes ÅOP, hvilket ville tvinge långiverne til kun at låne penge ud til forbrugere, som man har en rimelig sikkerhed for kan tilbagebetale lånet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
    Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Taitto

Det er oftere og oftere, at en artikel afsluttes med "Det har ikke være muligt, at få en kommentar fra ....". Hvad er det egentlig, der skal insinueres her?

Brugerbillede for Søren Kramer

Det klareste eksempel på at lovgivningen er bygget på interesser fra dem der bestemmer. Det er ulovligt at stjæle en ost i et supermarked, men det er ok at røve de mindre kloge for adskillige tusinde om året.

Anette Vilhelmsen har vist sig ikke at vide noget som helst om det fagfelt hun opererer i. I stedet for at lukke en masse tossesnak ud, var det her et område hvor hun øjeblikkeligt burde slå til. Det kommer ikke mere tydeligt.

Rasmus Kongshøj, Torben Selch og John Vedsegaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Et inkassofirma med moral.
Fint.

Christian Svenstrup Harder, Rasmus Kongshøj, Torben Selch, Jakob Lilliendahl, John Vedsegaard og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

Man kan da bare ændre lovgivningen, så låntagerne af den slags lån, kun skal betale tilbage hvis de selv syntes det, eller i det mindste den del der udgør renter og gebyrer og andre omkostninger, så alle krav (uanset om der foreligger underskrift) ikke kan overstige lånet + 1 promille over diskontoen. Skulle nogen have lyst til at betale mere er de selvfølgelig velkommen til det.

Brugerbillede for Peter Jensen

Et brandingbevidst incassofirma. Kapitalismen betjener sig som så ofte før af intern diskussion, så vi alle kan bevidne at nogen altså vil os det godt - og så de diskursive og ideologiske poler faciliteres indenfor den herskende ordens rammer. Det er slet ikke alle som vil tjene penge; kun nogle. Der findes gode kapitalister ... og onde kapitalister. Vi skal holde med de gode, fat det så!

Brian Pietersen, Simon Olmo Larsen og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Olesen

Lur mig om EU ikke har et eller andet at skulle have sagt, i denne sammenhæng.

Ligesom med liberaliseringen af spillemarkedet, er det åbenbart magtpåliggende at få bragt et maksimalt antal borgere ud i bundløs gæld.

"De kan jo bare lade være".

Rasmus Kongshøj, Torben Selch og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Holm Jacobsen
Bo Holm Jacobsen

Åger er en slem ting. Men artiklen angiver omkostninger op til en halv million procent! Det betyder at et lån på 1000 kr 1. Januar skal tilbagebetaltes som 5 millioner kroner til 31. December. Måske der skulle stå 500 procent eller findes der virkelig udlån hvor 1000 kr bliver til 5 millioner på et år?

Brugerbillede for Mihail Larsen

Radikale og liberale

Regeringen vil ikke foretage sig noget. De vil heller ikke gribe ind over for bankernes spekulationsvirksomhed. Eller regulere bogmarkedet, så der bliver lads til den smalle litteratur. Men de vil gerne gribe ind over for de studerendes SU.

Jeg har svært ved at tro, at det skyldes S og SF. Altså er det nok engang de radikale, der svinger taktstokken.

Det undrer mig mindre og mindre, at topfolkene i Liberal Alliance har en fortid i det Radikale Venstre. De er gjort af samme stof.

Niels Engelsted, Brian Pietersen, Rasmus Kongshøj og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

.... plads til den smalle litteratur

Det refererer til, at vores nytiltrådte kulturminister, Marianne Jelved, ikke ønsker en lovgivning, der sikrer bredden (og dybden) i litteraturen (garanterede mindstrepriser), men åbenbart foretrækker markedets regulering af litteraturen.

Brugerbillede for Per Torbensen

Lån er ingen gave,uanset rente satsen,men når mange unge ikke kender begrebet,rente og rentes rente har de og samfundet et stort problem.

Hvor blev Erlands den lille grønne tabel bog med diverse tabeller af i undervisningen i folkeskolen? Det er et svigt af uhyrlige dimensioner.

Brugerbillede for Poul Simonsen

Man kniber sig lige en gang i armen eller kikker i kalenderen om det er 1. april, når man ser sådan en branding.
Mon ikke sagen er, at selskabet har impirisk belæg for, at det er spildt arbejde fordi der ikke er noget at hente hos debitorerne.
Mennesker der tager den slags lån er selvklart helt uden for pædagogisk rækkevidde, når det gælder økonomi.
Men anklagemyndigheden burde selvfølgelig rejse sag mod sjakalerne - hvorfor sker det ikke?

Rasmus Kongshøj, Per Torbensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob E

Jo mere gæld man kan presse folk ud i, jo mere stiger deres tvungne lyst til at arbejde. Dette går jo godt i spænd med 12 minutter mere, heldagsskole og tyske lønninger.

Brian Pietersen, Simon Olmo Larsen, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik L Nielsen
Henrik L Nielsen

For snart mange år siden da jeg var i gang med mit jurastudie mener jeg vi fik at vide at åger var ulovligt og at selvom der ikke var en fastsat grænse, så lå grånsen omkring de 60%. Jeg har ikke arbejde med det område af dansk lov, men gælder de regler ikke mere?

De 500.000% er vist på de lån hvor man låner 1000 kroner i 14 dage max og skal betale 250 kr i oprettelsesgebyr og 250 kr i rente. Altså 50% tilskrivning på 14 dage. Det ville, hvis man lod regnestykket køre i et år give omtrent de 500.000 i åop.

Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj

Jeg er nu også ret sikker på at den pludselige moralske adfærd skyldes at SMS-lånene ikke kan inddrives. Så deres branding som moralsk ansvarlige er nok en gratis omgang.

Der burde gribes ind over for ågerkarlene. Der bør sættes et maksimum på ÅOP. Alle de lån der er over denne sats bør tvangsmæssigt nedskrives til en lovlig sats.

Mon vores borgerlige/eks-røde regering vil gribe ind på området? Næppe. De har tydeligt demonstreret manglende mod, vilje og evne til at begrænse erhvervslivets tyvetogt gennem samfundet.

Gældssætning er i øvrigt et nyttigt redskab til at få folk til at makke ret på arbejdsmarkedet. Enhver alfons og menneskehandler ved man kan bruge en gældsklemme til at sikre lydighed. På samme måde er almindelige arbejdere bundet op på forbrugslån, boliggæld, billån, studiegæld osv. Det sikrer at de bliver ved.med at knokle for erhvervslivet, uden at gøre vrøvl.

Brugerbillede for Peter Ole Kvint
Peter Ole Kvint

"Jeg er nu også ret sikker på at den pludselige moralske adfærd skyldes at SMS-lånene ikke kan inddrives. Så deres branding som moralsk ansvarlige er nok en gratis omgang."

Ja, det kan ikke svare sig for dem, at forsøge at inddrive SMS-lånene.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund

@Peter Jensen:
"- og så de diskursive og ideologiske poler faciliteres indenfor den herskende ordens rammer."

Og det betyder? På dansk, tak!

Brugerbillede for Per Jongberg

"Størstedelen af lånene tegnes af unge under 24 år."

Maaske skulle den juridiske lavalder ... eller hvad den nu hedder, haeves til 30 aar ?

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Olav B. Hessellund."Og det betyder? På dansk, tak!"

På dansk betyder det så hut jeg vidsker "sådan er kapitalismen, utak er de armes løn".

Men dette er som bekendt Information (organet for Minervas sønner og døtre), og gammel kærlighed ruster ikke :-)

It begins when you sink in his arms, and it ends with your arms in his sink, som de sagde til hinanden i rødstrømpekredse i de noget mere optimistiske halvfjerdsere.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund

@Grethe
Tak for udlægningen.

(Jeg bliver bare så provokeret, når man bruger dette universitære fagsprog ude i det offentlige rum, hvor det højst forstås af et par procent af befolkningen. Spekulerer på om, det er mangel på omtanke/hensyntagen eller arrogance, der får nogle til at udtrykke sig i denne jargon, når de henvender sig til mennesker, de ikke kender).

Brugerbillede for Espen Fyhrie

Vedrørende rentesatserne nævnt i artiklen

De umiddelbart absurde rentesatser skyldes, som Henrik Nielsen også forklarer, at man for at kunne sammenligne lånetyper, sammenligner tilbagebetaling i ÅOP. Eftersom visse af lånene har usammenligneligt kort løbetid, og fordi de ofte meget små beløb på helt ned til 500 kroner, gør at gebyrerne ved låntegningen udgør en meget høj andel af den samlede tilbagebetaling, kan dette tal ved en fremskrivning blive til helt op til 500.000 %. Det skal ikke læses således, at redaktionen har kendskab til sager, hvor få tusinde kroner har resulteret i tilbagebetalingskrav på millioner af kroner, men blot at denne metode muliggør sammenligning.

Debatvært
Espen Fyhrie