Læsetid: 4 min.

Klinikken til patienter uden sygesikringskort

Den halvandet år gamle sundhedsklinik for illegale udlændinge har op til 60 patienter om ugen. En af dem, der har besøgt klinikken, er filippinske Joyce. For hende udviklede en banal infektion sig dramatisk
14. februar 2013

Kun et lille klistermærke med organisationens logo afslører, at Røde Kors holder til i disse bygninger. Her i en kælder på en hemmelig adresse på Vesterbro, hvor prostituerede står på fortovet, narkomaner og pushere sidder i trappeopgange, og politiet bor et par hundrede meter nede ad gaden, ligger en lægeklinik for illegale udlændinge. Gemt væk fra offentligheden tilbyder klinikken – som det eneste sted i landet – lægehjælp til mennesker, der ikke har sygesikringskort, CPR-nummer eller opholdtilladelse i Danmark.

Klinikken, der åbnede i august 2011, oplever lige nu et stigende antal henvendelser, og »klinikken tager kun toppen af isbjerget af det behov, der er for sundhedshjælp,« fortæller leder Vibeke Lenskjold.

»Der er fyldt op de tre aftener om ugen, vi har åbent. Det har der været, siden vi åbnede, og der kommer bare flere og flere patienter,« siger Vibeke Lenskjold, mens hun viser rundt i klinikken. Der er kun adgang for pressen uden for klinikkens åbningstid, for »patienterne skal have lov til at gå til læge uden at blive overvågede«, som lederen på forhånd har gjort det klart. Som hos mange andre praktiserende læger består klinikken af et venteværelse og to konsultationsrum med et leje, et skrivebord og en computer.

I begyndelsen havde klinikken kun åbent to aftener om ugen, men behovet viste sig at være så stort, at der nu er åbent tre aftener. I gennemsnit når der at sidde 14-16 patienter i den sorte lædersofa i venterummet pr. aften. Ganger man det op, bliver det i omegnen af 60 patienter om ugen. Alle med vidt forskellige sygdomshistorier, lidelser og skavanker.

»Vi kan jo ikke hjælpe på deres situation, men vi kan i hvert fald lindre de sygdomme, de kommer med. Og det er det budskab, de går ud med til resten af miljøet,« siger Vibeke Lenskjold.

Som sundhedsloven er i dag, har illegale udlændinge hverken ret til forebyggende behandling eller hjælp til kroniske lidelser. Kvinder uden opholdstilladelse kan derfor ikke blive scannet under deres graviditet, illegale indvandrere med diabetes kan ikke gå til kontrol, og skulle de brække benet, kan de godt få gips på, men ikke få undersøgt, om knoglen er helet. Det er en naturlig konsekvens af, at de opholder sig ulovligt i landet.

Men på lægeklinikken er hele omdrejningspunktet, at alle nødvendige lidelser skal tilses, fordi en sygdom kan blive akut, hvis ikke den behandles.

»Set fra et samfundsperspektiv hjælper vi til, at der ikke er så mange, der ligger syge og dårlige rundt omkring, og som andre så skal tage sig af. Vi bidrager til, at vi i hvert fald i nogle tilfælde kan imødekomme en sygdom, så den ikke bliver akut og voldsomt dyr for samfundet. Og så inddæmmer vi jo mulige smitsomme sygdomme, som kan være til fare for os alle sammen,« siger Vibeke Lenskjold.

Frygt for politiet

En af dem, der har benyttet sig af tilbuddet på sundhedsklinikken, er 28-årige Joyce fra Filippinerne. Hun har en universitetsgrad i public management og kom til Danmark i 2008 for at arbejde som au pair. Hendes opholdstilladelse udløb i 2010, og siden har hun levet som illegal indvandrer.

Da Joyce for nogle måneder siden fik en urinvejsinfektion, turde hun ikke opsøge et hospital af frygt for at blive udvist, og hun gik derfor med sygdommen i tre måneder. Men til sidst blev smerterne for voldsomme, og via en veninde hørte hun om klinikken. Første gang vendte hun dog om på halvvejen – af frygt for at blive opdaget af politiet.

»Jeg var meget bange, men jeg havde virkelig brug for lægehjælp og blev nødt til at tage derhen. Jeg var sikker på, at politiet holdt øje med mig eller ventede på mig indenfor. Jeg ville gerne derind, men samtidig var jeg meget tæt på at opgive og skynde mig hjem,« fortæller Joyce. Anden gang tog Joyce dog mod til sig.

»Hvis ikke klinikken var blevet åbnet, lå jeg måske på gaden og var død. Jeg har gjort noget kriminelt ved ikke at rejse tilbage, men derfor har jeg alligevel brug for lægehjælp,« siger Joyce.Inde på klinikken forklarede lægen, at politiet er klar over, at klinikken eksisterer.

Ugen efter lægebesøget var lang, fordi Joyce frygtede, at lægen havde udleveret hendes oplysninger til politiet.

»Jeg ventede hele tiden på et opkald fra myndighederne. Eller at politiet pludselig ville stå uden for min dør. Men en uge gik, så to og så tre, og ingen ringede, så jeg tænkte, at det nok skulle gå.«

Tilbage på sundhedsklinikken forklarer Vibeke Lenskjold, at klinikken fører journaler over patienterne, som de skal ifølge sundhedsstyrelsen, men det foregår i et lukket arkiv, som ikke kommunikerer med det offentlige sundhedsvæsen. Det sker, fordi lægerne ikke behandler efter, hvilken juridisk status patienterne har, men efter behov. Og ifølge Vibeke Lenskjold er der brug for at belyse dette behov.

»Det overordnede formål her – ud over at yde hjælp til de mennesker, der ikke kan komme til det almindelige sundhedsvæsen – er at pege på behovet for at ændre på reglerne. Klargøre sygdomsforløb og omfanget af patienter, for det er også meget diffust. Og så selvfølgelig at sige til politikerne, at det er en offentlig forpligtelse at sørge for sundhed til alle.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu