Ifølge et debatindlæg fra Anne Sophia Hermansenville det »være et kæmpe samfundsproblem, hvis flere kvinder skrev debatindlæg og fik dem trykt i landets aviser. I stedet for debatindlæg om Syrien, reformering af velfærdssamfundet, EU’s fremtid og den økonomisk krise ville siderne blive fyldt med indlæg om graviditet, amning, barsel og barnløshed. For det er, hvad langt de fleste kvinder interesserer sig for«.
– Hvad bygger du dine påstande på?
»Har du været i en DSB-kiosk for nylig? Reolerne bugner af dameblade, og det skyldes, at rigtig mange kvinder rigtig gerne vil læse om andre kvinder, om børn, det at være mor, boligindretning, og hvordan de får drømmekroppen. Og det ser jeg intet galt i. Men en debatsektion i en avis må forventes at have en bredere horisont. Det er relevant at diskutere daginstitutioner, kunstig inseminering, og hvor svært det er at blive 40 år, men disse emner er nødt til at finde sin plads i en debatsektion på linje med en lang række andre emner. Sådan som det er nu. Jeg så personligt nødigt, at de emner fyldte mere, end de gør i dag i Politiken eller Informations debatspalter.«
»Vi kan jo heller ikke bebrejde damebladene, at de ikke behandler mere stof om arbejdsmarkedsreformer og Vestbredden. Når Politikens debatredaktør undrer sig over, at 71 pct. af avisens debatindlæg er skrevet af mænd, ja, så kunne det skyldes, at mange kvinder – og bemærk, at jeg ikke siger: alle – går op i noget andet end at skrive debatindlæg om opec, eu, nato eller pavens afgang. Du kan jo åbne Femina. Der er masser af kvinder, der deltager i debatten om såkaldt nære ting, kvinder er ikke debatforskrækkede, tværtimod, de debatterer bare ofte noget andet end det, debatredaktøren på Politiken gerne vil have.«
Kvinder får masser af plads
– Som blogger på b.dk har du skrevet flere indlæg, som er kategoriseret under emnerne ’børn’, ’den gode mor’, ’amning’, ’au pair’ og ’barsel’ - emner, som du mener, at særligt kvinder interesserer sig for. Fortryder du, at du har skrevet indlæg om disse ’kvinde-emner’?
»Overhovedet ikke, og jeg vil da også fortsat kommentere øremærket barsel, mænd og kvinder i den offentlige debat og ligestillingsemner, for det interesserer også mig, og det fremgår helt tydeligt af mine blogindlæg. Men det er ikke det eneste, der interesserer mig, derfor har jeg også skrevet om folkeskolen, folkekirken, kongehuset, velfærdsydelser, pirateri og meget andet. Det, jeg skriver i mit indlæg i Politiken, er, at jeg ikke synes, at man for at få flere indlæg fra kvinder, skal bruge flere kræfter på de emner, du nævner her. De får masser af plads, emnerne altså. Og kvinderne, der skriver dem, gør også.«
– Du skriver også, at kønsdebatten er fyldt med kvinder, der ikke kan få nok af kvindelig selvundersøgelse, mens mændene diskuterer arabisk forår og bankpakker. Mener du, at det giver et retvisende billede af mænd og kvinder i Danmark i år 2013?
»Ja, det er for en stor dels vedkommende et retvisende billede, når man ser på, hvad der bliver bragt i debatsektionerne. Kan du i øvrigt nævne mig en mandlig pendent til Ditte Giese, Tine Byrckel, Johanne Mygind, Eva Agnete Selsving, Annegrethe Rasmussen (når hun ikke må skrive om politik), Mette Bom, Nanna Kalinka Bjerke, der tidligere havde 24syv-programmet Bom&Bjerke, og Ulrikke Moustgaard? Disse kvinder skriver meget om deres eget køn, men mig bekendt findes der ingen mandebloggere, der hver uge skriver i avisernes debatsektioner om det at være mand. Hvorfor ikke? Det kunne jo skyldes, at mænd ikke ser sig selv som køn, men som mennesker, og ofte interesserer sig for andre ting.«
»Det er fjollet at efterlyse en 50/50-fordeling af indlæg fordelt på køn, ligesom det vil være useriøst at kvotere efter alder, landsdel og uddannelse. Der er også en overvægt af indlæg fra akademikere fra København- skal vi til at kvotere flere malere og bagere fra Sønderjylland i debatspalterne? Formålet må være, at en debatsektion som den i Politiken, Information eller Berlingske skal beskæftige sig bedre med aktuelle emner, og det gør de sådan set fint i dag. Det er vigtigere for mig med 100 procent udsyn end 50 procent kvinder. I hvert fald når jeg åbner avisen. Det andet får jeg i de dameblade, jeg jo også læser i.«
Mht. relevans som omtales ovenfor. Er dette interview virkelig relevant i Information? Hvorfor koger dagbladet suppe på en af Politiken iscenesat problemstilling om debat og køn? Lad dog dem om det, og skriv i stedet noget, der er relevant for Informations læsere - uanset køn!
Jeg syntes, at det er et interessant og relevant indlæg, der peger på et kønsbestemt split i debatten, som det er værd at tænke over.
Mig forekommer det, at det vi mangler er debatindlæg--og i det hele taget politisk tænkning--der beskæftiger sig med "Syrien, reformering af velfærdssamfundet, EU’s fremtid og den økonomisk krise"med afsæt i de afgørende vitale og livgivende ting, som "langt de fleste kvinder interesserer sig for." Måske ville det kunne tilbyde et andet perspektiv end den vanlige kappestrid og drengeleg, og et nyt perspektiv på samfundsudviklingen er i lyset af kriserne netop, hvad vi er i nød for.
Maj-Britt Kent Hansen: "Er dette interview virkelig relevant i Information?"
Godt spørgsmål Maj-Britt. Men nogen i redaktionen må vel have ment det, siden de sendte journalistpraktikanten i byen for at interviewe virrehovedet Anne Sophia Hermansen i anledning hendes bidrag til "kønsrolledebatten" i dagbladet Politiken.
Skulle der mod forventning være nogen blandt Informations læsere, der sidder med et uopfyldt behov for at vide, hvad Anne Sophia Hermansen for tiden mener om dette og hint og alt mellem himmel og jord, så har hun sin faste klumme i Berlingske (og sine trofaste klakører af hankøn sammesteds). - Hvor enhver med adgang til nettet ganske gratis og uforpligtende kan stille sin hunger efter åndelig føde på damebladsniveau.
Jeg forstår ikke, hvorfor fru Hermansen så mener, hendes meninger er relevante?
Hermansen må jo mene hendes egne ugebladsmeninger kvalificerer den offentlige debat på en måde, verden ikke kan være foruden - især hendes frækhed, når hun sådan er rigtig ude med riven efter sine medsøstre.
Nu er Hermansens indlæg jo et svar på at Camilla Stampe mener at "vi" savner kvinder i den offentlige debat. Så det er jo nok politikken der har ment at hendes meninger er relavante i forhold til deres egen debat redaktør.
Så.. disse to kvinder diskuterer via medierne om der er plads til flere kvinder i debatterne eller ej?
Du godeste...
her er indlægget fra Anne Sophia Hermansen ( i Politiken )
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1893231/vi-har-ikke-brug-for-f...
synes indlægget fra Ditte Giese ( Politiken ) er et yderst relevant svar:
http://politiken.dk/debat/profiler/giese/ECE1895888/lad-dog-kvinder-klog...
og her: Had og sexisme: Mediernes dobbeltbogholderi - er et tiltrængt bidrag i den offentlige debat, meget godt og tak til Dorte Toft!
http://bizzen.blogs.business.dk/2013/02/11/had-og-sexisme-mediernes-dobb...
og her, et seværdigt program, nyligen sendt på SVT.se:
http://www.svt.se/ug/hotades-att-stenas-och-valdtas
Kære læsere,
Jeg svarer på ASH's udfald i Politiken i dag sammen med journalist og forfatter Susanne Sayers. Indlægget kan endnu ikke læses online, men kun i papiravisen. Skal nok lægge et link, når det kommer på.
Med venlig hilsen
Annegrethe Rasmussen
Annegrethe:
Skimmede det lige her til morgen. Godt indspark!