Læsetid: 3 min.

En parkeret bil er værdiløs som bevis på socialbedrageri

Kommunernes kontrolgrupper kan ikke længere basere anklager om socialbedrageri på observationer af, om kærestens bil er parkeret tæt ved den enlige modtager af sociale ydelser
Holbæk Kommune brugte bl.a. bilobservationer som bevis for, at Antkail Al-Ghizzi, mor til syv, ikke reelt var enlig. Med Ankestyrelsens principafgørelser vil bilobservationer ikke kunne veje tungt.

Holbæk Kommune brugte bl.a. bilobservationer som bevis for, at Antkail Al-Ghizzi, mor til syv, ikke reelt var enlig. Med Ankestyrelsens principafgørelser vil bilobservationer ikke kunne veje tungt.

5. februar 2013

Da kontrolgruppen i Holbæk Kommune i september 2010 indledte en sag om socialt bedrageri mod den irakiske kvinde Antkail Al-Ghizzi, indgik en række såkaldte bilobservationer i kommunens materiale. Flere gange var medlemmer af kontrolgruppen således kørt forbi kvindens bopæl og havde omhyggeligt noteret, når bilen tilhørende kvindens fraskilte mand stod parkeret i nærheden.

Antkail Al-Ghizzi blev efter at have klaget til Det Sociale Nævn langt om længe anerkendt som enlig forsørger for sine syv børn, men i dag ville kontrolgruppens omhyggelige observationer af mandens parkerede bil slet ikke kunne bruges imod hende.

Ankestyrelsen har nemlig i fire nye principafgørelser bl.a. taget stilling til, hvilken vægt observationer af parkerede biler skal have. Ifølge Ankestyrelsen er bilobservationer af »ringe bevismæssig værdi«, når en kontrolgruppe skal afgøre, om en modtager af sociale ydelser som børnetilskud, friplads og boligydelse er reelt enlig eller ej. Styrelsen skriver direkte, at bilobservationer er en »uproportional måde at indhente oplysninger på«. Hvis kærestens bil holder parkeret nær en enlig modtager af sociale ydelser, kan kontrolgruppen kun bruge det som en indikator på, at der kan være behov for at begynde at indhente oplysninger i sagen, fastslår Ankestyrelsen.

Ifølge lektor i socialret ved Aalborg Universitet Nina Von Hielmcrone er bilobservationerne nærmest blevet »et fast tidsfordriv« for mange kontrolgrupper, og derfor kan Ankestyrelsens principafgørelse få vidtrækkende betydning.

På samme måde forholder det sig med bevisværdien af en anonym anmeldelse. Ofte er det netop en anonym anmeldelse, der starter en sag om muligt socialt bedrageri. Men her slår Ankestyrelsen fast, at den anonyme anmeldelse også kun kan bruges som en anledning for kontrolgruppen til at indhente yderligere oplysninger.

På Ankestyrelsens hjemmeside udtaler ankechef Anette Hummelshøj således, at en anonym anmeldelse »i sig selv har en ringe bevismæssig betydning«, fordi »troværdigheden af og motiverne bag en anonym anmeldelse« ofte vil være svær at bedømme.

Samvær med børn er ok

I en af Ankestyrelsens nye principafgørelser har den enlige fået hjælp af sin kæreste i et »ikke ubetydeligt omfang«. Men kommunen har undladt at undersøge, om der har været særlige grunde til denne omfattende hjælp. Det viste der sig at være, den enlige var således syg i flere perioder og havde derfor behov for hjælp. Derfor tilsidesatte styrelsen kommunens og Statsforvaltningens afgørelse.

»Det er nyt, at særlige forhold som f.eks. sygdom kan gøre, at det er okay at få selv betydelig hjælp,« konstaterer Nina Von Hielmcrone.

Et tredje afgørende nyt punkt er, hvor meget eller hvor lidt fraskilte forældre må hjælpes med at hente og bringe deres fælles børn til og fra daginstitutioner. Her skriver Ankestyrelsen i en af principafgørelserne, at »bidrag til den fælles husførelse« skal være af en art, »som direkte eller indirekte udgør en økonomisk fordel for ydelsesmodtageren«.

Ifølge Nina Von Hielmcrone er det et punkt, hun har »pukket på« i årevis:

»Når man passer sine egne børn, er det samvær mellem barn og forælder og ikke et kritisabelt bidrag til en fælles husførelse.«

Det er længe siden, at Ankestyrelsen sidst har udtalt sig principielt om reelt enlige.

»Styrelsen har nok følt et behov for at sætte nogle ting på plads,«mener Nina Von Hielmcrone og henviser til, at samtidig med offentliggørelsen af de nye principafgørelser trækkes en række tidligere afgørelser tilbage.

En af de tilbagetrukne afgørelser har kommunerne ellers flittigt henvist til, når de fratog ydelser fra enlige og stillede krav om tilbagebetaling.

Den nu tilbagetrukne principafgørelse fra 1999 fastlagde, at kommunerne bl.a. skulle se på »karakteren« af de involveredes forhold samt på boligforholdene hos den person, som menes at leve sammen med ydelsesmodtageren. Desuden spillede det en rolle, om der var tale om tidligere ægtefæller eller samlevende, som fortsat havde »hyppig kontakt« med hinanden, og endelig, men som det lavest prioriterede punkt, skulle kommunerne også inddrage de involverede personers »egen forklaring«.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kommunernes organisation, KL.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • n n
  • Erik Jensen
  • Inger Sundsvald
n n, Erik Jensen og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

I stedet for at gøre op med de øgede udgifter kommunerne har fået fra deres venner på Christiansborg er de blevet ludderkarle der sparker nedad.

Hetzen mod borgere på overførselsindkomst er eskaleret med TV programmerne om socialt bedrageri.

Her er min klage til DR:

Kære Jacob Mollerup

Efter at have set de 4 første udsendelser i rækken om ”Socialt Bedrageri”, må jeg konstatere at DR’s sædvanlig seriøsitet er tilsidesat til fordel for en populistisk præsentation af en gruppe udsatte danskeres formodede svindel med overførselsindkomster.

Jeg vil gerne her begrunde min påstand:

Ingen af de viste cases er analyseret og kommenteret af jurister med speciale i socialjura eller strafferet. Derfor kommer kommunernes afgørelser til at fremstå som ensidige postulater med en påstået høj sandhedsværdi.
Det kan give anledning til at borgere der ser disse programmer bliver fejloplyst om deres rettigheder, ligesom det kan bekræfte kommunerne i deres ret til den udviste adfærd. Dette dokumenteret i pressen af juristerne Nina von Hielmcrone og Kirsten Ketcher.

I begyndelsen af hvert afsnit argumenteres for kommunernes motivation til aktionerne med baggrund i et formodet tab på svindel. Dette tal er der ikke redegjort for. Ganske vist præsenteres tallet som et skøn, men det får alligevel i kraft af måden og tidspunktet tallet præsenteres på, en karakter af sandhed og objektivitet.

Efter hver udsendelse opgøres den enkelte kommunes besparelse.
Dette tal er efter min bedste overbevisning et postulat. For det første er tallet et bruttotal, dvs. at der ikke er taget højde for evt. omstødelser i ankesystemet. Der er ej heller taget højde for det faktum at en del af de borgere der er under anklage, måske slet ikke magter at klage, men accepterer ”dommen”. Derfor er tallet et postulat der alene bygger på kommunernes afgørelser, med de fejl der måtte ligge heri.
Samlet fremstår udsendelserne som journalistisk makværk med tendentiøse vinkler, med det formål at stigmatisere borgere på overførselsindkomster, hvilket er ganske uklædeligt for en public service kanal.