Læsetid: 3 min.

Professionsstuderende frygter besparelser på SU

Hvis SU-reformen resulterer i en afskaffelse af det sjette år, kommer det også til at gå hårdt ud over de professionsstuderende, hvor hver syvende studerende er mønsterbryder, lyder det fra studenterorganisationerne på lærer- og sygeplejerskeuddannelserne
13. februar 2013

Efter uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i sidste uge varslede besparelser på SU’en, har der især været spekulationer om, at den kommende SU-reform vil føre til afskaffelse af det sjette års SU – det såkaldte ’fjumreår’.

Men selvom uddannelsesministeren primært har rettet skytset mod de universitetsstuderende, så vil afskaffelse af det ekstra års SU også få store konsekvenser for de studerende på professionsuddannelserne til lærer, sygeplejerske, pædagog og så videre. Omkring en tredjedel af de studerende på professionsuddannelserne har nemlig enten skiftet studie eller har taget en kortere uddannelse, forklarer Tobias Holst, der er formand for de lærerstuderende.

»Vi bliver uforholdsmæssigt hårdt ramt, fordi mange studerende allerede har brugt af deres SU på en anden uddannelse inden lærerseminaret,« siger Tobias Holst.

Selvom de lærerstuderende i gennemsnit kun er et par måneder forsinket på deres studier, så risikerer en stor gruppe af lærerstuderende alligevel at få problemer med at færdiggøre deres studier, hvis man fjerner det sjette års SU, vurderer Tobias Holst.

Intet arbejde ved siden af

For de sygeplejerskestuderende er problemet det samme, men i modsætning til mange andre studier kan de studerende ikke arbejde ved siden af studierne under store dele af uddannelsen, fordi den foregår i praktik ude på hospitalerne, forklarer formand for de sygeplejerskestuderende Marie Nagel Christensen.

»Der vil være mange, som ikke har råd til at gøre uddannelsen færdig, fordi det er umuligt at arbejde ved siden af studiet på den halvdel af uddannelsen, hvor vi er i praktik,« siger Marie Nagel Christensen.

Hun undrer sig over, at SU-besparelser primært bliver gjort til et problem for de universitetsstuderende af uddannelsesministeren og medierne, når mange af de studerende på de mellemlange uddannelser også risikerer at blive ramt.

Professionsuddannelserne har samtidig de videregående uddannelser, der har langt de fleste mønsterbrydere. Hvis man sammenligner eksempelvis sygeplejerskers forældres uddannelsesniveau med uddannelsesniveauet for forældre til læger, er tendensen tydelig. Hos sygeplejerskerne har 14,8 procent af de studerendes forældre kun en grundskoleuddannelse, mens det tal er nede på 5,8 procent hos lægerne, viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen.

»At skære ned på SU-perioden vil få stor indvirkning på den sociale mobilitet, der rent faktisk er på de mellemlange uddannelser, hvor vi har mange studerende med ufaglærte forældre,« siger Marie Nagel Christensen.

Efteruddannelse truet

At fjerne det sjette års SU vil desuden gøre det så godt som umuligt for de godt 1.000 professionsbachelorer, der hvert år tager en kandidatgrad oven på deres professionsuddannelse. Professionsuddannelser tager fra 3,5 til fire år og en kandidatgrad to år – derudover kommer supplerende kurser for at blive optaget på universiteterne.

»Mange studerende vil gerne de mere praktiske professionsuddannelser, men vi vil bestemt se nogen vælge dem fra, hvis de ikke kan se, at det er muligt at videreuddanne sig efterfølgende, fordi der mangler SU,« siger Mai Birk Andersen, der er socialrådgiverstuderende og repræsenterer professionsuddannelserne i SU-rådet.

Samme bekymring deler Tobias Holst fra læreruddannelsen:

»Det vil stille vores uddannelser dårligere, hvis vores efteruddannelsesmuligheder går fløjten. Det er jo langt mindre attraktivt, hvis ansøgere, som måske gerne vil noget andet end at være lærer på et senere tidspunkt, får ringere muligheder,« siger Tobias Holst, formand for de lærerstuderende.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) mener ikke, at de studerende, der har læst professionsuddannelse og derefter tager en kandidatgrad, vil blive påvirket af den kommende reform: »Vi er ikke kommet med forslag om at afskaffe det sjette års SU. Det, at man først læser professionsbachelor og så en kandidatuddannelse på normeret tid, burde der ikke være nogen problemer i,« Morten Østergaard.

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bastian Friborg
Bastian Friborg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu