Analyse
Læsetid: 4 min.

Regeringens vej til nye job går igennem øget velstand

Det lyder flot med 150.000 ekstra beskæftigede i 2020, men ifølge regeringen selv stiger arbejds-udbuddet blot med 1.000 personer i 2020 som følge af planen. Langt den største del af den forventede stigning i den private beskæftigelse kommer ved, at regeringen håber at gøre Danmark rigere og danskerne mere produktive
Holger K. Nielsen (SF), Margrethe Vestager (R), Helle Thorning-Schmidt (S) og Bjarne Corydon (S) præsenterede i går en vækstplan, der ifølge dem vil skabe 150.000 nye job i 2020.

Keld Navntoft

Indland
27. februar 2013

Der gik ikke mange dage, fra at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede ideen om en ’jobskabelsespakke’, til den ændrede navn til en ’konkurrenceevnepakke’. I går så vi forklaringen på navneforandringen sort på hvidt i det, der er endte med at hedde Vækstplan DK. Der er fortrinsvist tale om en strukturel pakke, som har til hensigt at øge beskæftigelsen på sigt ved at gøre Danmark til et rigere og mere produktivt samfund over en årrække. Arbejdspladser her og nu er der ikke så mange af – 5.000 private af slagsen til næste år og 4.000 året efter, særligt som følge af genindførelsen af boligjobordningen, fremrykningen af offentlige investeringer, renovering af den almene sektor og en nedrivningspulje til landdistrikterne. Herefter skal jobbene komme fra forbedrede konjunkturer.

Da Helle Thorning-Schmidt præsenterede planen – flankeret af finansminister Bjarne Corydon (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) på et pressemøde i går – var en af overskrifterne, at regeringen vil skabe 150.000 nye job i den private sektor i 2020. Det lyder flot, men hvordan når finansministeriet op på det høje, runde tal?

Jo: De 37.000 private job ville ifølge planen været kommet, selvom regeringen havde siddet på hænderne, som resultat af det såkaldte »strukturelle forløb uden nye reformer« – de er altså regnet ind som følge af bl.a. efterlønsreform og andet, som den forrige regering vedtog. Herudover forventer regeringen, at den private beskæftigelse øges med 80.000 via forbedrede konjunkturer – hvilket vi vender tilbage til. Og endelig forventer regeringen en øget privat beskæftigelse på 33.000 som følge af reformerne af førtidspension- og fleksjobordningen, skat, SU og kontanthjælp, som regeringen allerede har planlagt – heraf 8.000 fra reformer, som »endnu ikke er konkretiserede«. Alt dette giver tilsammen det magiske tal på 150.000 private job i 2020.

Og videre hedder det så:

»Hertil kommer en forøgelse af arbejdsudbuddet med ca. 1.000 personer, afledt af den produktivitetsforøgelse via øgede investeringer i kapitalapparat, der følger af Vækstplan DK,« hvilket må tolkes således, at den langsigtede beskæftigelseseffekt af vækstplanen er på 1.000 personer. Hvilket langtfra er prangende.

Internt i regeringspartierne mumles om, at planen skal virke både »på lang sigt og på kort sigt«, hvilket kan oversættes til, at både Radikale og SF skulle kunne se sig selv i den. Æren for den kortsigtede beskæftigelseseffekt får – og tager – SF primært ved ifølge partiet selv at have kæmpet for de offentlige investeringer og investeringerne i voksen- og efteruddannelse, der trods alt er blevet en del af planen. De radikale har til gengæld haft øjnene rettet mod mere langsigtede mål, mens Socialdemokraterne prioriteret en balance mellem de to.

Læk skabte røre

En ukoordineret læk søndag aften, hvor TV 2 kunne fortælle om den planlagte selskabsskattelettelse skabte voldsomt røre internt i regeringen, da den satte en tyk streg under det billede, som særligt S og SF forsøger at imødegå; nemlig at regeringen tager fra de fattige (med reformer af SU og kontanthjælp) og giver til de rige (i form af selskabsskattelettelser). Regeringen har selv ansvaret for denne sammenkædning, i og med at reformerne af kontanthjælp og SU stort set falder sammen med præsentationen af pakken og meget tydeligt indgår i dens finansiering. Men så enkel er verden alligevel ikke ifølge de økonomiske ministre, der hele dagen i går forsøgte at forklare sig i pressen.

En plan, ikke en pakke

Finansminister Bjarne Corydon henledte opmærksomheden på, at »der er tale om en plan og ikke om en pakke« og gjorde dermed opmærksom på de langsigtede mål. Planen er nemlig også en afløser for 2020-planen fra sidste forår. Den er dog bygget væsentligt anderledes op end sin forgænger. I 2020-planen skulle de planlagte – og dengang endnu ikke vedtagne – reformer (inklusive de kuldsejlede trepartsforhandlinger) bruges til at øge væksten i det offentlige forbrug. De foreslåede initiativer i Vækstplan DK som f.eks. selskabsskattelettelsen, momsreduktionen på hotelovernatninger, de lavere energiafgifter og afskaffelse af emballageafgiften er allerede finansierede af de nu vedtagne reformer, og regeringen håber på den måde at komme uden om det kommunikationsmæssige problem med hele tiden at skulle forklare »hullet i 2020-planen«.

Herudover arbejder den med endnu ikkespeficierede målsætninger og »yderligere arbejdsmarkedsreformer«, som skal bidrage med 19 milliarder kroner i 2020.

Dermed er hullet »tryllet væk« i gårsdagens plan, og målsætningen blevet noget mere fleksibel. Dette viser blot, hvor stor betydning det har, hvordan finansministerens regnedrenge sætter tal og mål op i excel-ark. Regeringen har med et snuptag også besluttet at øge forventningerne til modernisering af den offentlige sektor – dette skal nu bidrage med 12 mia. i stedet for syv, hvilket regeringen ikke forklarer med andet, end at det tror den på er muligt at indfri via bl.a. digitalisering.

Ikke her og nu-løsning

Og det er så her, vi vender tilbage til de 80.000 private job. Regeringen introducerer nemlig i planen et mål om, at BNP – altså den samlede samfundskage – skal vokse med 40 mia. kr. frem mod 2020. Og det er ved, at samfundet bliver rigere, at konkurrenceevnen forbedres og eksporten stiger, at de 80.000 private job skabes.

Man kunne altså med andre ord kalde planen en produktivitetsplan. For ud over de fremrykkede offentlige investeringer, som giver lidt beskæftigelse på kort sigt, er regeringens håb, at selskabsskattelettelserne og lempelserne for erhvervslivet vil sætte Danmark i stand til at hoppe med på vognen, når dét opsving, som regeringens økonomer fortsat spejder efter i horisonten, kommer. Med Vækstplan DK tager regeringen fat om den manglende produktivitet og omkostninger for virksomhederne, men når det kommer til arbejdspladser her og nu er planen ikke svaret. For som det hedder i planen:

»Uden forbedringer af konkurrenceevnen via målrettede forbedringer af erhvervslivets vilkår er der stor risiko for, at konjunkturgenopretningen vil ske langsommere, dvs. via et langvarigt forløb med ledighed og afdæmpet lønudvikling.«

Regeringen forsøger at give et svar på fremtidens udfordringer, mens den aktuelle ledighed ikke bliver løst med Vækstplan DK.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Hokus pokus filihankat.

Dorte Sørensen

PS: Hørte lige i P!-morgen, at en erhvervsmand fra Fyn , ganske rigtigt sige at de små virksomheder - som underleverandører osv. - ikke får glæde af den nedsatte selskabsskat - der er idag kun ca. 25 procent af virksomhederne, der betaler selskabsskat - derfor mente han, at regeringen burde sørge for løntilbageholdenhed eller længer arbejdstid uden lønkombination. Derudover mente han også at afgifterne burde sætte mere ned.

Mht. Venstres ønske om at gøre noget ved grænsehandlen, så kunne momsen på dagligvare sættes ned så den svarede til den tyske moms på dagligvare. Dette ville især gavne lavtlønnede og folk uden for arbejdsmarkedet og give disse gruppe mere købekraft - med andre ord herved ville forbruget gå op til gavn for virksomhederne og vel også for beskæftigelsen.