Læsetid: 2 min.

Sundhedsideal vigtigst når danskere motionerer

Danskerne vælger i stigende grad holdsport fra, når de dyrker idræt, viser en ny rapport. Den sunde, smukke krop frem for fællesskabet er blevet målet for motionister
»Danskernes stræben efter sundhed handler ikke kun om at leve længere, men også om at se godt ud. Man kan altså tale om en vis forfængelighed i folks motions- og sportsvalg, for dette kropsfokus har aldrig været så udbredt i eksempelvis håndbold og fodbold,« siger professor og idrætssociolog ved Syddansk Universitet Henning Eichberg

»Danskernes stræben efter sundhed handler ikke kun om at leve længere, men også om at se godt ud. Man kan altså tale om en vis forfængelighed i folks motions- og sportsvalg, for dette kropsfokus har aldrig været så udbredt i eksempelvis håndbold og fodbold,« siger professor og idrætssociolog ved Syddansk Universitet Henning Eichberg

Tine Sletting

14. februar 2013

Den danske idrætssektor er vokset markant de seneste fem år, og 64 pct. af alle danskere dyrker i dag motion mindst én gang om ugen. Det skyldes først og fremmest en kraftig stigning i antallet af danskere, der løber og styrketræner. Det viser en ny rapport udgivet af Idrættens Analyseinstitut.

Udviklingen bunder ikke mindst i, at drivkraften i danskernes motionsvaner i dag er tæt forbundet med samfundets dominerende idealer for sundhed, mener professor og idrætssociolog ved Syddansk Universitet Henning Eichberg.

»Idræt handler i dag om sundhed. Derfor vinder løb og styrketræning frem, fordi de er lette at gå til og i de fleste tilfælde kun kalder på få tekniske færdigheder.«

Ifølge Eichberg lå idrættens fokus i det forrige århundrede i langt højere grad på folkelighed, foreninger og fællesskab. Det var sådan, DGI markedsførte dansk idræt i udlandet, forklarer han og påpeger en dobbelthed i nutidens dominerende sundhedsbegreb.

»Danskernes stræben efter sundhed handler ikke kun om at leve længere, men også om at se godt ud. Man kan altså tale om en vis forfængelighed i folks motions- og sportsvalg, for dette kropsfokus har aldrig været så udbredt i eksempelvis håndbold og fodbold.«

De nye tal bekræfter tendensen fra tidligere undersøgelser. Idrætsanalytiker Trygve Buch Laub fra Idrættens Analyseinstitut er alligevel overrasket over udviklingen.

»Allerede i 2007 var mængden af joggere og motionsløbere stor, så det kommer lidt bag på mig, at stigningen fortsætter så markant. Motionsløb er i dag klart den største idræt blandt voksne danskere.«

31 procent svarer således, at de løber regelmæssigt – en stigning på seks procentpoint i forhold til sidste undersøgelse. Næsten halvdelen af de 20 til 40-årige siger nu, at de ofte hopper i løbeskoene. Siden man begyndte at undersøge danskernes motionsvaner i 1964, er der for første gang flere løbere end vandrere, mens næsten hver fjerde styrketræner regelmæssigt.

Det er for letkøbt kun at tale om individualisering

Kun to procent af de voksne danskere løber i en forening, viser den nyeste rapport. Trygve Buch Laub tolker tallene som et udtryk for, at danskerne bevæger sig længere væk fra fællesskabet. Rapporten viser også at der er tilbagegang at spore i tilslutningen til traditionelle sportsgrene som fodbold, håndbold og badminton.

»Teenageårene betyder farvel til foreningerne for de fleste danskere i dag. Voksne kræver fleksibilitet og vil ikke lade sig binde af idrætsforeningens skema.«

Men det er forsimplet blot at kalde udviklingen et resultat af danskernes egomentalitet, mener Tryge Buch Laub. Et stigende antal motionsløbere deltager nemlig i diverse konkurrencer og arrangerede begivenheder som kvindeløb eller ekstremløb.

»Motionsløberne vil i mange tilfælde gerne fællesskabet, viser vores undersøgelse. Det er i virkeligheden mest af alt manglen på tid, som står i vejen for foreningsdeltagelsen.«

Henning Eichberg mener heller ikke, at man fyldestgørende kan forstå danskernes sports- og motionsvaner ved alene at tale om individualisering. Han kalder det et sociologisk popbegreb og peger på, at foreningsstrukturerne ligeledes genopstår i de danske fitnesscentre.

»Det er for nemt bare at tale om individualisering. De fitnessudøvere, der holder fast og fortsætter med at træne, gør det oftest på hold eller sammen i en gruppe. Det foregår uformelt og minder ofte lidt om en kaffeklub,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Hm.
Jeg er ikke vildt imponeret over det statistiske grundlag i linket.

Dataindsamlingen til den seneste undersøgelse, ’Danskernes motions- og sportsvaner 2011’, blev foretaget af SFI Survey i efteråret 2011 blandt mere end 13.000 tilfældigt udvalgte danskere, hvoraf 45,6 procent svarede.

Hvorfor var der kun 45% der svarede - og var det evt. fortrinsvis dem, som ikke dyrker motion, som undlod at svare, kan man spørge, for alle ved jo at det er overordentligt utrendyt at undlade at motionere, men når man ser sig om i gadebilledet, er det næppe SÅ usædvanlig en udeladelse endda.

Astrid Baumann

@Rahbek:

Alle surveys døjer efterhånden med stort bortfald, altså en lav responsrate. Det er der en række årsager til, men det er et problem der også findes i stort set alle andre lande. I Danmark er problemet dog specielt stort.

Problemet kan til dels imødegåes ved hjælp af eftervægtning via forskellige statistiske teknikker (efterstratificering).
SFI er dygtige, så jeg er ikke i tvivl om at deres designvægtning er robust.

Lise Lotte Rahbek

Andreas Baumann

Det lyder interessant. Er der nogen som har undersøgt årsagerne til de lave responsrater? (nej, jeg mener det skam alvorligt)

Jeg kan ikke betvivle SFI's undersøgelse. Det har jeg ikke basis for, da de eneste data jeg har adgang til, er konklusioner.
Jeg kan bare notere mig, at jeg finder det en anelse tvivlsomt at 64% af alle danskere dyrker motion mindst een gang om ugen. Jeg siger ikke, at respondenterne ikke SELV siger sådan. Jeg tror bare realiteten ser anderledes ud.

Ét ord: kulturassimilering.
Danskerne er vist ikke det mest selvstændigt tænkende folk i verden. Mange danskere, specielt unge, gør bare, hvad "man" gør. Og nu er det fitnesscentre, der dikteres af "de anonyme kræfter". Og derfor følger danskeren trop... Udseende og (pseudo)fællesskabet må under ingen omstændigheder tabes!
Hvorfor fokuseres der ikke på spidsborgermentaliteten? Er det fordi, at det er for kontroversielt til den danske, politisk korrekte og borgerlige/kulturradikale presse?

Det er da vigtigt, at man motionerer. Men jeg foretrækker naturlig motion, så som cykling i den friske luft, frem for at smadre min krop med håndvægte, i et ildelugtende fitnesscenter.

Nåja, endnu et debatterbart emne: hvorfor skal drenge nærmest styrketræne, hvorimod piger, der styrketræner (med håndvægte på lidt mere end 1-2 kg), betragtes som "traktorlebber"?

Michael Kongstad Nielsen

Der var 13.000 med i undersøgelsen, men kun 2 til at kommentere. Og de 2 kommentarer går enten på, at der er for meget ego, eller også på, at der ikke er for meget ego. Så kan man selv vælge.

Astrid Baumann

Rahbek:

Bortfaldet skyldes en række årsager. Dels var der i 2002-2007 mulighed for at fravælge at blive kontaktet gennem CPR-træk når man flyttede ("forskerbeskyttelse"). Det er heldigvis afskaffet nu, men det har forvredet materialet en del.

Derudover undersampler man i forskellige grupper: groft sagt er det store problem de rige, de unge og de fattige. De rige undersamples fordi de har travlt i hverdagen, og responsraten kan her hæves ved at være mere fleksibel i hvornår interviewene kan lægges. Det samme gælder i høj grad de unge, men her kan vi ydermere hæve responsraten ved at understrege samfundsværdien af et givent survey. Unge udsættes for talrige marketingsundersøgelser gennem nettet, og som sådan er de nødt til at selektere - der kan vi håbe på at de selekterer deltagelse i vigtige undersøgelser som AKU'en eller Levekårsundersøgelsen fremfor kommercielle undersøgelser. Der er noget diskussion om årsagen, men der er selvfølgelig den faktor at en del danske fattige har meget dårlige erfaringer med ting, der minder om tests. Derudover er der selvfølgelig en del af gruppen, der har ringe danskkundskaber.

Derudover er der også den faktor, at responsrate på landeniveau hænger omvendt sammen med autoritetstro - og danskerne er generelt ret antiautoritære.