Læsetid: 3 min.

Den ensrettede kvindekrop

I dag er kroppen som kampscene en død sild. Kvindekampen er en saga blot, og seksualiteten er nedtonet. Fremfor at nyde vil kvinderne hellere modellere kroppen i et fitnesscenter hen imod et standardideal
Claude Cahun: Selvportræt som vægtløfter, 1927

Claude Cahun: Selvportræt som vægtløfter, 1927

8. marts 2013

I mit soveværelse hænger en plakat af den franske billedkunstner, Claude Cahun. En fladbrystet kvinde i stramt træningstøj, i kort skørt med benene over kors og håret samlet, trutter sin malede mund og ser med en blanding af skepsis og lyst direkte ind i betragterens øjne: Kom og spis mig! Hun har et kærligt hjerte på hver kind og højre lår, men skulle den potentielle elsker på trods af de dobbelte signaler blive lysten, slår hun ham prompte hjem med ordene: »I’m in training: Don’t kiss me

Billedet er fra 1927 og i den grad et selvbevidst udtryk for kroppen som politisk redskab, men signalerer også kvindens seksuelle dilemma: Figurens attitude siger både ja og nej til seksualiteten. Hun inviterer til kys, men på mine vilkår.

Cahun udtrykte sig i mellemkrigstiden, hvor kvinderne slørede kønnet, klippede håret kort, gik i kjoler, der skjulte barm og talje, men til gengæld viste ben. Se! En kvinde kan gå selv. Flere kvinder var blevet selverhvervende og skulle ikke nyde noget af igen at blive låst fast som objekter for det mandlige blik.

Genkender vi billedet? Ja, de af os, der husker 1960’erne, gør. For det var præcis det samme, der skete i 1965, da Mary Quant slog igennem med det provokerende, lårkorte miniskørt. Ude på landet var vi bare glade for de strømpebukser, der fulgte med, for de var varmere at cykle i. Mændene begræd tabet af strømpeholderne og det lille stykke med bart, men opdagede ikke, at moden manipulerede deres blik væk fra de kurvede bryster til benene. Den radmagre fotomodel Twiggy blev kult – ikke ligefrem sexet, men velegnet til at skaffe fred til ’training’: Kvinderne ville ikke være sexobjekter, de ville undersøge deres egne behov.

Så ja, kroppen er også en politisk kampplads. Og har langt tilbage været et politisk redskab.

Inden avisen på denne internationale kvindekampdag drukner i militante manifester, vil jeg minde om, at den væsentligste kvindekamp er den, der udvikler sig i den enkelte kvinde. Uden individuel styrke kan man ikke slås hverken for sine rettigheder, sin seksualitet eller et bedre samfund. Ingen kvinde kan tage den overordnede kvindekamp alene, men hvor er søsterskabet i dag? Slå op i kultbogen Kvinde kend din krop og få dig et velundt grin af den firkantede retorik, men opdag også, hvilke kræfter der ligger i ord som ’Det private er politisk’: Vend det ikke indad, men forstå dig selv i en samfundskontekst.

Hvor jeg dog savner et mobiliserende, feministisk fællesskab.

Mens vi i 1970’erne nøjedes med at signalere frigjorthed ved at blotte bryster på stranden, går den civile nybølge Femen skridtet videre og bruger nøgenheden som våben i offentlige demonstrationer mod alt undertrykkende. Ved at demonstrere kontrol over hele den nøgne krop, aferotiserer de ikke bare stykket med bart, men manipulerer det lumre ud til fordel for det naturlige.

Det gjorde vi også i 1970’erne, og siden er det kun gået ned ad bakke. Kvinder i dag lever et mere individualistisk, kontrolleret liv end nogensinde, og kroppen er ikke længere noget, en kvinde er glad for. I dag er kroppen et konkurrenceparameter. Noget udvendigt. Den enkeltes udfordring er langt hen ad vejen at modellere sin krop hen mod et standardideal, skabt af kommercielle medier. Men på den måde forsvinder jo det individuelle udtryk. Blandt andet de træk, som alderen naturligt sætter, og som er med til at skabe personligheden. Vi oplever en stræben mod den perfekte krop på bekostning af det enkelte menneskes personlighed. Altså en slags tingsliggørelse.

Selvom det oplevedes som grænseoverskridende at smide BH’en, gjorde vi det alligevel dengang i 1970’erne for at signalere, at vi ikke gad klemmes inde af noget som helst. Men tidens kropslige frihed og tolerance gjorde det også meget nemmere at have en krop. Vi rettede ikke et øjenbryn, ’trænede’ ikke et sekund, ejede ikke en vægt, men dyrkede flittigt sex og bevægede os ud i samfundet. I dag er kroppen som kampscene en død sild. Bortset fra den, der foregår i de små hjem.

Kvinder i dag synes at undervurdere seksuel glæde, og det ærgrer mig at se dette gratis vidundermiddel, der skaber inderlighed og tilknytning, blive sat på plads af et medlemskort til et fitnesscenter. Så mit bedste 8. marts råd er: Sæt dine egne grænser, men lad være med at gøre seksualiteten til en kampplads. Giv dig hen. Seksualiteten er ligeglad med en bule på maven. Og brug så energien til at udrette noget, der rækker ud over din nærmeste næsetip.

 

Hanne Dam er journalist

Klummen i morgen: Kim Kristensen om socialdemokrater og klassekamp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Tove Lodal
Viggo Okholm og Tove Lodal anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Knudsen

Det ville være fint om vi for en periode kunne om ikke forlade så dog flytte fokus fra krop til hjerne.
Flyv fugl flyv over Furesøens våge var klart for meget og alligevel smukt. Vi skulle selv finde betydningen.
I modsætning til ham der ville have sænket sin seksualitet , nemlig fra hjernen og nedad, hvor der var lidt stilstand, så den anden vej i ord og handling.
I bogen Lykkeridderne af Luis Landero udfordres hjernen til det yderste og smukkeste i spændingen imellem mand og kvinde og udløsningen er blot et næsten ubeskrevet pust af mødet imellem to fuldt udviklede hjerner af følelser, der mødes.
Lidt eller meget plat vil jeg sige at vi skal have pynten tilbage på lagkagen inden vi æder os ind til cremen.

Torben Knudsen

Her på kvindernes kampdag skal vi tale seksualitet.
Vi starter med at hænge hjernen på sømmet og efterlade de forudsætninger som i gamle dage kunne føre til både det ene og det andet, de følelser, der udspringer fra vore sanser og 'styres' i og nok ikke altid af hjernen.
(seksualitet gratis vidundermiddel, der skaber inderlighed og tilknytningserne )
Sikke noget bavl. Der er vl ikke noget som et fladt knald, der kan efterlade en som de ensomste menneske uanset, hvor tæt man ligger. Men det er måske en mandeting.
Horisonten er nu fuld af ensomme ryttere, der har konstateret at ensomheden går især igennem utallige flade knald, imedens han kærligt klapper hesten.
Der er selvfølgelig også masser af enlige kvindelige ryttere.
Hvilken dumhed vi er vidner til.

Lise Lotte Rahbek

Torben Knudsen

"Der er vel ikke noget som et fladt knald, der kan efterlade en som der ensomste menneske uanset, hvor tæt man ligger."
Jeg er tæt på at bryde ud i klapsalve.
Præcis sådan kan det være. Det er nok en mennesketing. ;-)

Når Hanne Dam opfordrer til hengivelse til seksualiteten, og samtidig opfordrer til at kvind skal bruge energien på noget, som rækker ud over egen krop,
så vrøvler hun. Så vidt jeg kan forstå.

Vibeke Svenningsen

Jeg bliver altid instinktivt skeptisk, når ældre generationer bedømmer yngres udtryksformer, livsstil og fx seksualitet. I min studietid hørte jeg en radiomontage fra 50'erne, hvor nogle ældre talte om de unge med brylcreme i håret og rul i hofterne - det er sgi ikke meget nyt under solen i, at alder også betyder man holder op med at forstå visse ting - men visse ting behøver af den grund ikke at være helt afsporede osv. Verden er af lave... Osv. Tag en ostemad

Hanne Dams artikel forstår jeg kun halvvejs (eller måske " 3/4 vejs" ).

En sådan artikel kan ikke undgå at være en delvis funktion af forfatterens personlige oplevelser og grundholdninger - og sådan skal det også være, for alle er mere eller mindre forskellige , og derfor er det meget meningsfyldt at skrive sådan en artikel.

"Kritikken" af artiklen kunne være, at den er rettet mod danske forhold (?) - der er givet en masse steder rundt omkring i "den store verden" , hvor fittness træning og "oprør" mod BH'en m v er mega langt væk fra realiteterne og målene for den lokale "kvindekamp" / kamp for ligestilling og anerkendelse som "mennesker".

Lise Lotte Rahbek

Johannes Aagaard.

Du kan meget vel have ret. Jeg erkender blankt min manglende evne til at fortolke denne tekst..

Gorm Petersen

Alle mandlige modedesignere er bøsser.

For at have så mange mænd som muligt til rådighed for sig selv, studerer de, hvad heteroseksuelle mænd tænder på.

Derefter definerer de det stik modsatte som kvindelige mode-ideal.

Anorektikeren kønsløse sygelighed - de ligner sommetider terminalpatienter fra et hospice - er et velkendt eksempel.

" Den enkeltes udfordring er langt hen ad vejen at modellere sin krop hen mod et standardideal, skabt af kommercielle medier."

Jeg synes nok de ser så ens og tynde ud alle sammen på go´morgen - go´aften TVet- og i vejrudsigterne. Ofte er det kun hårfarven der adskiller dem.

Jeg har aldrig helt kunne acceptere at kroppen skal være enten det ene eller det andet.

Nogen gange er den det ene, andre gange er den det andet.

Og dette ændrer sig naturligvis over tid, fra barndommen over ungdom til modenhed og alderdom.

Sådan har livet altid været og det kan hverken modeskabere, damebladsredaktører eller kvindebevægelser lave om på.

Anders Sørensen

Naturligvis findes der et kropsligt ideal. Det ideal er en sund krop. For kvindernes vedkommende er det en trænet krop, for mænds vedkommende er det det samme. En trænet, sund kvindekrop er relativt slank; en trænet, sund mandekrop er relativt muskuløs.

At foregøgle sig selv, at man er attraktiv som kvinde eller mand, mens man vralter omkring med 60 kilo fedt om maven, er i bedste fald til grin.

Jeg tror egentlig ikke ud fra et biologisk synsvinkel at det er specielt sundt for kvinder at løbe marathonløb. Men det er tilsyneladende meget moderne for tiden. - Måske man bliver afhængig af endorfinerne.
Men selvfølgelig skal man passe på helbredet og dyrke motion i passende mængde for at modvirke det ofte stillesiddende arbejde vi har. Men at se afpillet eller senet ud finder jeg på ingen måde yndigt. Ligesom de 60 kg fedt heller ikke pynter nogen steder.

Lise Lotte Rahbek

En sund krop.... jamn det er da en krop,som kan bruges og er rar at være i.

Hvis den skal spæges og trænes og modelleres og stille op til overanstrengelser, pilles ulysteligt ved at fremmede eller ha' tilført store mængder mad, så holder den op med at være bekvem og brugbar.
Det er i grunden ret simpelt

Anders Sørensen

Lise Lotte Rahbek, nej. Der findes krop, der er sundere, bedre, end andre. Der findes en krop, der er sund, uafhængigt af hvordan det føles at besidde denne krop. Der findes et ideal. At bilde sig selv (og ikke mindst andre) ind, at det ikke skulle være tilfældet, er at lyve. At mene, at man er lige så attraktiv, rent fysisk, når man er 60, som når man er 20, er ikke rigtigt. At mene, at man er lige så attraktiv med mave som uden, er ikke rigtigt. At mene, at bryster, der hænger i navlehøjde, er lige så attraktive som ditto, der strutter spændstigt i -ahem- brysthøjde, er ikke rigtigt.

Der findes et ideal. Men hvis man ikke lever op til dette, kan man naturligvis kompensere på utallige måder. Det gør, at man er mindre utilstrækkelig. Ikke at man er efterstræbelsesværdig.

Øhm - nej. For hvad er en sund krop? I det gamle Kina blev det ansat for at være fint at være meget tyk - det viste nemlig at man(d) fik nok at spise. I 1880erne skulle man have en hud så hvid som sne - det viste nemlig at man ikke arbejdede. I 1980erne skulle man være brun i huden, det viste nemlig, at man ikke arbejdede.

Det danske sundhedsideal stammer fra det græske sundhedsideal, om hvordan mænd og kvinders kroppe skal (burde) se ud. Og måske især fra den hellenistiske periode, hvor mænd var slanke og havde svulmende muskler, og kvinder havde skønne, slanke, kroppe med (knapt så) svulmende bryster mv.

Hvis ikke andet er der da kommet dette ud af at jeg havde oldtidskendskab i gymnasiet....

Gorm Petersen

National Geographic har kørt en serie der viser, hvor kulturelt betinget - og derfor tillært - skønhedsidealet er - alene i vor tid.

F.ex. er der steder, hvor kvinderne tager - formentlig skadelige - hormoner for at få gigantiske fedtdepoter uden på ballerne. Det bliver som en slags op til en halv meter lange kamel-pukler af rent fedt, der ikke kan undgå at hænge nedad til sidst.

De lokale mænd siger, at de synes om det - i modsætning til de skønhedsidealer - anorexi og muskelsvind - bøsse-designerne påtvinger vores kultur.

randi christiansen

Kroppen har et optimum, hvor den fungerer bedst.

Fremmedgørelsen huserer overalt - hvornår mon vi udvikler åndedrætsfunktioner, som kan neutralisere og omdanne giftige luftarter ...

Henrik Brøndum

Dejlig moderne artikel med skarpe analyser, god argumentation, fine fortolkninger og perspektiverende konklusioner. Jeg er helt rolig.