Læsetid: 4 min.

’Man skal ikke komme og spille fandango’

Jesper Petersen ønsker ikke længere at være medlem af SF. Men hvorfor vil han egentlig være medlem af Socialdemokraterne?
Jeg er i politik for at gøre en forskel og gavne almindelige mennesker. Derfor er det for mig ikke et spørgsmål om man skal tage ansvar. Det skal man gribe, hvis man kan, forklarer Jesper Petersen som begrundelse for at skifte fra SF til Socialdemokraterne

Jens Nørgaard Lrsen

21. marts 2013

Det har været en lang dag for Jesper Petersen. En dag, hvor den 31-årige nu tidligere politiske ordfører for SF har forklaret, hvorfor han har meldt sig ud af partiet og ind i Socialdemokraterne. En beslutning han allerede søndag orienterede Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby, om, mens SF’s formand, Annette Vilhelmsen, måtte vente til tirsdag.

Og en beslutning, som var koordineret med medlem af Europa-Parlamentet, Emilie Turunen, og tidligere folketingsmedlem og medlem af landsledelsen Nanna Westerby, efter at Mattias Tesfaye tidligere også har skifte partibog.

Det ubesvarede spørgsmål er imidlertid stadig, hvad Jesper Petersen & Co. kan tilbyde deres nye parti?

»Jeg går meget ydmygt til opgaven og ved godt, at når man på den måde kommer ind fra siden, så skal man ikke komme og spille fandango og føre sig for meget frem. Jeg vil starte helt stille og roligt og skal nu have en snak med Henrik Sass Larsen om, hvad der kan interessere mig af områder. Og så ser vi, hvad der er af muligheder.«

– Men den politiske linje, som ikke blot du, men også Emilie Turunen, Nanna Westerby og Mattias Tesfaye repræsenterer, hvad kan den bidrage med i Socialdemokraterne?

»Jeg vil bidrage til at styrke Socialdemokraterne, alt det jeg kan. Og jeg vil bidrage med min arbejdskraft og...de syn på tingene, jeg nu engang har. Og så må de jo blive brugt til, hvad de kan bruges til i Socialdemokraterne. Jeg kommer ikke og har en forventning om, at jeg skal udfylde en eller anden meget stor politikdefinerende rolle, når jeg lige har meldt mig ind«.

– Men du har hele dagen sagt, hvad problemet er i SF. Hvad er det så, som er så tillokkende i Socialdemokraterne?

»I det grundliggende politiske ståsted og i nogen væsentlige politikområder – og vægtningen af dem i hverdagen på Christiansborg – kan jeg mærke, at jeg er enig med Socialdemokraterne. Og i høj grad også i spørgsmålet om det konsekvent at ville tage ansvar og lederskab – også når det er svært. Og have det godt med det! Der er jeg på linje med Socialdemokraterne og ikke et SF, som jeg stadig synes har et meget jomfrunalsk forhold til magten og en mere indadvendt diskussion om, hvad det vil sige at være venstreorienteret.«

»Jeg er i politik for at gøre en forskel og gavne almindelige mennesker. Derfor er det for mig ikke et spørgsmål om man skal tage ansvar. Det skal man gribe, hvis man kan.«

– Det handler alt sammen om midlerne, hvad med målene? Hvilke mål ... ?

»Det første handler absolut om målet. Hvad er det langsigtede projekt med det, som man vil som parti? Hvad er det, man vil med Danmark? Også i nogle konkrete spørgsmål. For eksempel hele synet på rettigheder og pligter. Der har jeg mødt modstand i SF. Mens jeg omvendt er helt enig med Socialdemokraterne i, at rettigheder og pligter går hånd i hånd, og at de principper må gennemsyre vores velfærdspolitik.«

»Til gengæld for goder og rettigheder har vi forpligtelser overfor fællesskabet, for vores egen situation, for familien og omgivelserne. At man altså arbejder, hvis man kan, betaler sin skat og sørger for, at fællesskabet hænger sammen. I diskussionen om de sociale ydelser skal de selvfølgelig altid være på et niveau, der gør, at man kan leve ordentligt. Uanset om man er kommet i en vanskelig situation. Men det er for fattigt at blive ved med at sige, at det mest venstreorienterede er, i hvor lang tid man kan få en social ydelse, og hvor høj den er«.

– Nu fremhæver du selv, at det vigtigt at kende det langsigtede projekt med det, som man vil som parti. Hvad er Socialdemokraternes langsigtede projekt?

»Det er at videreudvikle på det solidariske velfærdssamfund, som er partiets historiske bedrift sammen med fagbevægelsen. Et samfund med en lille forskel på rig og fattig. Hvor alle, som kan arbejde, er i arbejde. Hvor man tager vare på nuværende og kommende generationers miljø og klima ... Og det er jo en samfundsform, som er under pres. Dels fra den økonomiske krise og de internationale tendenser. Og dels fra liberalistiske strømninger i Danmark, som vil have et mere brutalt og råt arbejdsmarked og vil lave velfærdsnedskæringer«.

– Det her solidariske velfærdsprojekt er jo krise, og Socialdemokraterne har de laveste meningsmålinger i over 100 år ...?

»Derfor kan man jo heller ikke beskylde mig for at lave karriereplanlægning i det her!

– Nej, men hvad skal Socialdemokraterne gøre for at komme ud af denne krise?

»Øh ... Jeg synes ikke, at det tilkommer mig – på min første dag som socialdemokrat – at give indtryk af, at jeg har løsningen på alle partiets udfordringer. Men jeg håber, at de rigtige og vigtige beslutninger, regeringen træffer for at skabe ny beskæftigelse, vil komme til at vise sin virkning så hurtigt, at danskerne kan se og belønne os for det, når vi nærmer os valgdagen«.

– Men er der allerede i dag enkelte steder, hvor der trods alt er plads til forbedringer?

»Nej, jeg vil ikke på min første dag som socialdemokrat bare antydningsvis komme med en kritik af det parti, som jeg nu har fået lov til at være medlem af. Jeg er lykkeligt for, at de gerne vil have mig og den modtagelse jeg har fået«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor er respekten og hensynet til vælgerne som har stemt SF, stemmer I bruger til at gå ind i socialdemokraterne med? Er det bare den nemme løsning for Jer? Eller mener I at I ved bedre, end dem som har stemt på SF, hvad der er bedst? Hvor er Jeres respekt for demokratiet? Jeg tilhører ikke de implicerede partier.

Vibeke Rasmussen, lars abildgaard, Lykke Johansen, Lene Christensen, Michael Skaarup og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Han vil gøre en forskel...
EN FORSKEL???
På hvad?
For hvem?

Umiddelbart ser det sandeligen ud til at den pæne, velfriserede unge mands 'forskel' drejer sig om at gøre en forskel for ham selv.
Det er da et udmærket og ambitiøst projekt.
Men det kunne han vel gøre på det almindelige arbejdsmarked, istedet for at deltage i at smadre befolkningens tillid til politikere og betale dem en løn for at svigte deres løfter.

morten rosendahl larsen, Vibeke Rasmussen, lars abildgaard, Lykke Johansen, Henrik Rude Hvid, Lene Christensen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Spørgsmål!
Har vi fået en ny politisk Zapperkultur, der betyder at man som man bruger internettet, shopper og zapper politik efter behov.
Det kunne være interessant i den nærmeste fremtid at diskutere hvordan den generelle holdning, både blandt politikere og befolkningen, er til ansvaret overfor vælgerne, for er det blandt politikerne, blevet ligesom i erhvervslivet at en karriere er et personligt ansvar og ikke er afhængig af andet en egne behov og ambitioner.

Claus Jørgensen, morten rosendahl larsen, Vibeke Rasmussen, lars abildgaard, Lykke Johansen, Steffen Gliese, Henrik Rude Hvid, Lene Christensen, Michael Skaarup, Lars Peter Simonsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er temmelig fattigt at læse, at Jesper Petersen og Socialdemokratiet har en drøm om samfundet, som langsomt vil bringe frem os til 50erne.

Claus Jørgensen, lars abildgaard og Lykke Johansen anbefalede denne kommentar

"Jeg vil starte helt stille og roligt og skal nu have en snak med Henrik Sass Larsen om, hvad der kan interessere mig af områder. Og så ser vi, hvad der er af muligheder."
Jesper Pedersen vil tage ansvar og lederskab, også når det er svært. Det er måske for svært at tage det, der hvor man er?
Mener han i virkeligheden ikke det modsatte af, hvad han skriver?«