Læsetid: 5 min.

Regeringen, der snublede i starten

Så langt erindringen rækker, har ingen dansk regering formået at skuffe sine egne vælgere så hastigt som SRSF
Selv om det i dag er fortrængt, blev Anker Jørgensen faktisk en populær statsminister. På billedet fra 1972 forlader han som ny statsminister Amalienborg efter et besøg hos dronningen og får den første lykønskning af tømrer Willy Olsen, der kom forbi.

Allan Moe

Indland
27. marts 2013

Hun er så loyal en socialdemokrat, som man kan forestille sig. En stor del af sin 71-årige tilværelse har hun lagt i fagbevægelsen, og hun har været socialdemokratisk viceborgmester i sin hjemkommune.

Nu kigger hun på mig og siger: »Jeg tror, det er sidste gang i mit liv, at jeg oplever en regering, som jeg – i princippet – burde være enig med.«

Hvormed hun slutter sig til dem, der mener, at Socialdemokraterne ryger ud af regeringskontorerne ved næste folketingvalg, og at der kommer til at gå lang, lang tid, før de vender tilbage.

Nogle siger spidst, at for hver yderligere måned SRSF-regeringen sidder, går der et ekstra år, før Socialdemokraterne igen kommer nær taburetterne. At SF én gang til skulle have kraft og mod til at gribe efter regeringsmagt, forestiller næsten ingen sig. De radikale kan man aldrig forudsige noget om, når det drejer sig om regeringsdeltagelse.

Men for det nuværende ministerfællesskab af SRSF er det på bare halvandet år gået galt. Filmen er knækket, kæden er hoppet af.

Intet fællesskab

Måske er forklaringen, at regeringsfællesskabet aldrig var noget fællesskab. De radikale sydede før valget over, at S og SF førte valgkamp på fælles SSF-oplæg, og at SSF lod skinne igennem, at de radikale værsgo var nødt til at stemme for SSF’s program – medmindre de radikale da hellere ville støtte Lars Løkkes og Pia Kjærs-gaards politik.

Nuvel, Løkke mistede flertallet, men S og SF vandt det ikke. SSF gik grimt tilbage. Det var de radikale og Enhedslisten, der vandt Thorning magten. Og de radikale har vidst at tage sig betalt. Thorning blev statsminister i en radikal regering.

Om det er de radikale, der har forstyrret den socialdemokratiske ledelses retningssans, eller Socialdemokraterne selv har mistet den, står uklart. Men beskæringerne af SU og kontanthjælp til fordel for lavere selskabsskat er blevet symbolet på regeringens vildfart. Som salt i såret gnubber det, at lavere selskabsskat formentlig slet ikke hjælper de arbejdsløse.

Den socialdemokratiske ledelse har ikke socialdemokratisk sjæl, SF’s ledelse har ikke politisk styrke, og den radikale ledelse har ikke solidaritet med de to andre regeringspartier.

Nedturen er danmarkshistorisk markant. Regeringspartier plejer ikke så hurtigt at kommegalt af sted med at regere.

Går vi tilbage til erindringens kant – til 1950’erne og 1960’erne – var det sådan, at Socialdemokraterne var al regeringsmagts moder. Partiet havde statsministerposten fra 1953 til 1968. Først alene, så sammen med Retsforbundet og de radikale, så med de radikale, så alene og til sidst alene, men med SF støtte.

Sled sig ihjel

Det var slidsomme år; magten sled på de socialdemokratiske ledere, der segnede på stribe: Hans Hedtoft (død 1955), H.C. Hansen (død 1960) og Viggo Kampmann (invalideret af hjertelidelse 1962). Også andre førende socialdemokratiske ministre arbejdede sig ihjel. Radioen spillede sørgemusik i ét væk; sådan hørte mine drengeøren det.

Men sliddet sled ikke på den socialdemokratiske vælgertilslutning. Den lå mellem 42 og 38 procent. Så måtte de radikale eller andre velvillige slæbe resten hjem. Eller der kunne fikst lånes et mandat. Som i 1960, da SR-flertallet sikredes ved at gøre et grønlandsk folketingsmedlem til grønlandsminister, så han var nødt til at stemme med regeringen.

Galt begyndte det først at gå, da R og S gled fra hinanden. Partilederne Hilmar Baunsgaard (R) og J.O. Krag (S) viste sig at have dårlig indbyrdes kemi. Baunsgaard fandt Krag for magtfuldkommen, og Krag fandt Baunsgaard for højrevendt. De radikale trådte i 1964 ud af regeringen, og Krag chancesejlede videre alene. Krag kom i 1965 for skade at indgå et borgerligt boligforlig, der forhøjede huslejer og indførte ejerlejligheder. Det gav i 1966 et vælgerskred til SF, som Krag derefter sad på – indtil SF revnede under ansvarets åg. Ved sin dalrekurs mellem højre og venstre havde Krag svækket sin folkelige opbakning – og folkelig var han i forvejen slet ikke selv.

Vejen var banet for en radikal svingtur over til de borgerlige. Hilmar Baunsgaards VKR-regering blev i 1968 blev modtaget med store forventninger. De radikale brugte situationen til at tvinge VK til at stemme for sociale reformer, som S og – tøvende – SF derpå taktisk overbød. Baunsgaard forblev populær, men han var det i stigende grad mere hos VK end hos radikale vælgere, der sivede til S, mens VK-folk sivede til R. Trods dette rod var det kun på et enkelt grønlandsk mandat, at Bauns-gaards regering tabte flertallet i 1971.

Forrevet S

Krag kom tilbage, vandt dansk tilslutning til EF og overlod et forrevet Socialdemokrati til Anker Jørgensen, som kun kunne holde sammen på Socialdemokraterne i et årstid. Så fulgte ’jordskredsvalget’ i 1973, hvor 40 procent af vælgerne skiftede parti. Ud af kaos med Glistrups og Erhard Jacobsens nye partier steg ’den smalle Venstre-regering’ med Poul Hartling som statsminister og 22 V-mandater bag sig. Det vovelige i regeringsforsøget gjorde V-regeringen populær, men ved valget 14 måneder efter – i 1975 – viste det sig, at populariteten var vundet på de borgerlige støttepartiers bekostning.

Det deraf følgende skumleri gav comeback til Anker Jørgensen. Selv om det i dag er fortrængt, blev Anker Jørgensen faktisk en populær statsminister i sine følgende runder. Han blev hyldet som »den store, lille mand,« og vælgerne straffede ikke Socialdemokraterne for den parlamentariske usikkerhed, mandatfordelingen tvang dem til at regere i. Det var frivilligt, Anker Jørgensen i 1982 afgik og overlod magten til Poul Schlüter (K).

Modsat Socialdemokraternes forventning blev Schlüters borgerlige firkløverregering modtaget med begejstring, og Schlüters parti svulmede i 1984 til 24 procent af stemmerne. Schlüter holdt hele ti år, før han i 1993 var slidt ned af Venstres narrestreger internt i regeringen – og af Tamilsagen.

Populære Nyrup

Poul Nyrup Rasmussen (S) kom til – og var vælgermæssigt populær i sine første regeringsår. Det, der endte med i 2001 at slide Nyrup op, var indre socialdemokratisk kævl over indvandrerpolitikken og nådesløs agitation fra det i 1995 stiftede Dansk Folkeparti.

Og igen: En ny regering blev mødt med vælgerpopularitet: Anders Fogh Rasmussen (V) trådte til – i ideologisk alliance med Dansk Folkeparti og med et stadigt mere udmattet konservativt parti på slæb. Vælgerne holdt fra 2001 Venstre kørende, så længe Fogh selv orkede. Det var først, da Fogh i 2009 meldte sig på NATO’s slagmarker, at Venstres lykke begyndte at dykke. Om Fogh havde set dykket komme, og om det motiverede hans jobskift, løfter Fogh næppe sløret for – ej eller i mulige erindringsværker.

Lars Løkke Rasmussen (V) måtte næsten blive en fuser. Løkke stod i Foghs skygge, og Venstre havde simpelthen siddet for længe med ansvaret. De konservative blødte for meget. Dansk Folkeparti larmede for meget. Der var i 2011 en bred forventning – også i den borgerlige lejr – om, at andre med en anden politik nu måtte vise vej ud af den økonomiske krise.Det var en forventning, der kan sammenlignes med den, der i 1968 mødte Hilmar Baunsgaard og i 1982 Poul Schlüter: Nye boller på suppen, tak.

Måske er en af forklaringerne på den historisk hastige vælgerskuffelse, at bollerne slet ikke var nye. Men faktisk var hengemte i de forudgående kokkes tupperware-bøtter.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels P Sønderskov

Det er bedre at snuble i starten end i slutningen.

Steffen Gliese

Fint overblik fra David Rehling, der dog forbigår, at det var tydeligt, at Fogh havde regnet med og håbet på at tabe i 2007. Var det sket, var alle fortrædelighederne, som han var ansvarlig for, blevet tilskrevet socialdemokraterne.
At det skulle være fortrængt, at Anker Jørgensen både var en populær og fremragende statsminister, er vist ikke helt sandt. Den gamle mand må græmme sig over, hvordan hans parti er blevet kuppet.

morten Hansen, Lise Lotte Rahbek, Else Damsgaard, Lone Christensen, Vivi Rindom, n n, Anders Krog, Lykke Johansen, Karsten Aaen, Per Torbensen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Nyrup røg i allerhøjeste grad på efterlønsskandalen.
Vælgerne accepterede ikke hans undskyldning for løftebruddet.
Han var for fuld af løgn.

Per Andersen, Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen, Else Damsgaard, n n, Peter Nielsen, Anders Krog, Lykke Johansen, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Peter Hansen.....hva' sker der lige for dig, når du kalder Anker Jørgensen en fremragende statsminister. Manden var populist af værste skuffe.

Steffen Gliese

Nej, hvis der var noget, Anker Jørgensen ikke var, var det populist. Han var tværtimod en ægte repræsentant for sit bagland. Sådan går det, indtil omslaget kommer med Nyrups kup, der betydningsmæssigt er et nybrud: at personligheden vinder over det repræsentative.
Når Nyrup vandt over Auken, var det ikke et spørgsmål større troværdighed, for medlemmerne, men det faktum, at det ikke var lykkedes partiets formand at omsætte en stor valgsejr i december '90 til regeringsmagt, pga. luskefisene, selvfølgelig.

Tino Rozzo, Malan Helge, morten Hansen, Lene Christensen, n n, Torben Nielsen, Lykke Johansen, Karsten Aaen, Per Torbensen, lars abildgaard og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Anker Jørgensen opererede med tordnende underskud på statsregnskabet.
Han forsøgte sig med løbende devalueringer, indtil Vesttyskland sagde stop for den trafik. Det lykkedes ham med den politik, at få den lange rente presset op over 20% p.a. til skade for alle unge familier uden formue i ryggen og til stor gavn for pantebrevsinvestorerne.
Først med Schlütters fastkurspolitik fik Danmark del i det internationale rentefald.
Anker Jørgensen var et dyrt bekendtskab for landet.

Godt at artiklen endelig - og vist for første gang i journalistik for en større kreds - lader dø den socialdemokratiske propagandahistorie om at Nyrup faldt på efterlønnen, og antyder sandheden høfligst i en nøddeskal
Og ... 'Indvandrerpolitikken'. Jamen de havde ingen udover at rende efter de grupperinger der råbte højest.

Soren Andersen

Om ikke andet, så bør vælgerne nu vide hvordan de skal reagere næste gang der kommer et par velklædte mennekser og påstår at alverdens problemer på 12 minutter.

Stadigvæk en smule bekymrende at de ikke lurede den første gang

Per Andersen, Rasmus Kongshøj, Else Damsgaard og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

******
Om ikke andet, så bør vælgerne nu vide hvordan de skal reagere næste gang der kommer et par velklædte mennekser og påstår at DE KAN LØSE alverdens problemer på 12 minutter.

Stadigvæk en smule bekymrende at de ikke lurede den første gang

Michael Kongstad Nielsen

Bemærk, at garderen ikke kunne holde masken. Det ville aldrig være sket i dag.

morten Hansen, Per Torbensen, Anders Feder, Peter Andersen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Det tror jeg faktisk godt det kunne, og det er en af de ting jeg godt kan lide ved Dannevang.

Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Jette Abildgaard

Kunne man forestille sig, at hvad der blev overladt til denne regering var et land, saa oedelagt, at de alle godt var klar over fra begyndelsen at det ville vaere menneskeligt umuligt at rydde op og, at de nu ''bare'' er saa uenige om hvordan de skal komme ud af det uden at miste mere end de 100% af deres egne trovaerdighed end de allerede har mistet, og - at dette er aarsagen til, at vort land falder sammen for oejnene af os, for det er i hvert fald det der sker nu og, Anker Joergensen er blot en droem...uanset hvad ellers han og de andre ''gamle'' maatte have gjort galt, da er der ingen...absolut ingen der slaar Jeres VKO regering!!!

I er ikke kun noedt til - men tvunget til, at skulle have et nyt system...helt nyt og,.faa hele banden skiftet ud - ikkemindst Jeres helt uduelige embedsmaend, som I knapt ved hvem er og, goer det saa hurtigt I overhovedet kan, hvis I vil have blot en minimal chance for igen at faa Danmark til at ligne det det engang var: Et land!!

Robert Ørsted-Jensen

Rehling har en besynderlig naiv forstilling om magforhopldene I Europa og Danmark. Ingen dansk regering i verdenshistorien har nogensinde haft den magt Rehling tilægger dem. Regeringer er reaktive på de fleste afgørende forhold og statsministre er betydningdfulde kransekagefigure som styrer denne reaktivitet. Det Rehlking forestiller er meget det som mange EL vælgerere og medlemmer forestiller sig, at man i Danmark alene kan føre en økonomisk politik helt uden hensyn til den omkringliggende virkelighed. Men det kan ingen regering gøre..

Robert Ørsted-Jensen

Det store problem for Socialdemokratiet især, er at partiet ikke længere tror på eller besidder skygge af en sammenhængende vision om hvor man gerne vil hen med det danske samfund i fremtiden. Sådan noget giver handlingslammelse og denne lammelse kan man se spor af langt ind i SF.

Det er meget letter for Rehlings eget gamle parti, de Radikale, som kan falde tilbage på sin liberaløkonomiske arv og det de kalder 'økonomisk ansvarlighed' (= med renlivet visionsløs eftergivenhed over for de økonomiske betingelser udstukket af de store europæiske regeringers politik).

Nic Pedersen, Per Torbensen, morten Hansen, Lene Christensen, Stig Bøg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Odd Bjertnes, det var efterlønnen, Nyrup faldt på. Indvandrerne bekymrede ingen for alvor, og der blev jo strammet ligeså meget op i Nyrups tid som i VKOs - så meget, at Birthe Weiss valgte at gå som minister.

Carsten Mortensen, Anders Feder, n n, lars abildgaard, Torben Nielsen og Anders Krog anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Robert O Jensen,
Jeg er helt og aldeles uenig i anden del af dit seneste indlæg. De radikale og nok så
alvorligt især Venstre mangler også en "vision", som du siger. Alle har nok at gøre med
at tænke på her og nu.
Hvilket nok også forklarer Venstres berøringsangst især med hensyn til at vælte den siddende regering!

morten Hansen, Lene Christensen, Christian Harder, Torben Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Max Trifunovich

Jo, jo.. men der var sågu format over de gamle. De var ikke så politisk slebne som dem i dag,
de havde politisk mod,
de havde meninger,
de havde ikke spindoktorer og fokusgrupper,
de så ikke efter deres nye job i samme øjeblik de satte sig i statsministeriet.

Jeg kørte tit med Anker i bussen, uden PET folk i hælene, og selv politiske modstandere gik over og rakte ham hånden. Han levede ligeså simpelt som han havde regeret.

De var sande repræsentanter for demokratiet og for dem de repræsenterede. Måske er dem der regerer os i dag ligeså gode repræsentanter for os? Ligeså grå, selviske, manipulerende, arrogante....

Hvem var det er sagde at et folk til enhver tid fortjente den regering de havde?!

Malan Helge, Rasmus Kongshøj, morten Hansen, Lise Lotte Rahbek, Jette Abildgaard, Susse Hansen, Lene Christensen, Lone Christensen, n n, Torben Nielsen, Kristian Rikard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Kristian Rikard
Nu mener jeg at dette især er et problem for venstresiden for tiden. De borgerlige er stadig domineret af den temmelig fejlagtige men besnærende ide at de vandt den kolde krig og alt defor er i orden.

Den væsentligste grund til at det især er et problem for venstresiden er at man i årtier var fastlåst i en venstre-højre tænkning der var dikteret af den kolde krig. Der er meget få tænkere i parlamentarisk poliitik, en sådan arena tiltrækker ikke folk med visioner. Især i de senere år hvor 24-times nuhesacirklen og meningsmålinger doiminere og overskygger enhver form for visionar tænkning.

Jeg er enig i at den er mindst lige så galt fat med visionerne på højresiden, men de har ikke helt opdaget dette endnu, hvor det på venstresiden har ført til handlingslammelse i en grad som er chokerende,

Torben Nielsen

Torben Lindegaard. Uanset sandhedsværdi, har det du beskriver der intet med populisme at gøre.

Kristian Rikard

Robert O Jensen,
Jeg er ikke så sikker på, at alle borgerlige tror på, at den hellige grav er velforvaret.
(Det er det med: Alle borgerlige tror! eller Alle røde tror!).
Men ellers er jeg faktisk overvejende enig.
Hvilket så også indebærer, at jeg foretrækker denne socialdemokratisk ledede regering frem for en borgerlig under en konjunkturnedgang eller "krise".
PS: Jeg kan også udmærket leve uden 24-timers dækning - for slet ikke at tale om meningsmålingerne.

Robert Ørsted-Jensen

Ok - nej jeg tænker i de overvejende tendenser, når jeg skriverd ette. Og - da jeg ikke selv bor i Danmark ser jeg dette i et glbalt perspektiv. Der er ikke afgørende forskelle, faktisk næsten ingen forskel på situatiuonen i Danmark og situation her i Australien, og det Englad og det USA pg Tyskland jeg også kender godt. Det irriterer mifg ofte at den danske debat er ufattelig navlebeskuende, og som gammel marxisty irriterede det mig især at venstresiden synes ekstremt navlebeskuende. Det var ellers den side der udråbte sig selv som intyernationalistisk, men nej, men er idag totalt fortabt i egen navle. Vi er nød til at gribe om, i bredeste forstand den radikale fordring, holde fast på at et ligeværdigt demokratisk og økologisk samfund er muligt og indse at kapitalismen i sjælen er naturødelæggende.

Peter Nielsen

Nej, Peter, Nyrup faldt på højkonjunkturen og Fogs skattestop-kampagne. Folk kunne selvfølgelig ikke lide hans efterlønsløgn, men de var mere trætte af skatter og afgifter, tiden var god, jobmæssigt, genererende en mere egoistisk mentalitet i befolkningen, og det var kombinationen af disse to elementer, som gav Fogh magten.

Så langt erindringen rækker, har ingen dansk regering overtaget så stort et kulturelt og økonomisk fallitbo som SRSF. Det må man dog også have for øje.

Malan Helge, morten Hansen, Holger Lyngklip Strøm, Inger Lis Ioannidis, Per Torbensen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

@Peter Hansen

"Når Nyrup vandt over Auken, var det ikke et spørgsmål større troværdighed..........."

Det var vel også fordi Helweg lavede en aftale med Nyrup. D'Angleterre mødet.

Citat Leksikon.org

"Rasmussens opgør i 92 med Auken var samtidig et opgør mellem partiets højre- og venstrefløj. De mindre højrefløjspartier - der i 93 kom med i den socialdemokratisk ledede regering - med de Radikale i spidsen stillede som krav at få fjernet Auken som statsministerkandidat. Rasmussens regering drejede da også partiets politik skarpt mod højre, og er først i 1997-98 blevet overhalet af den endnu kraftigere højredrejning i søsterpartierne i England og Tyskland."

A.J.

Malan Helge, Per Andersen, morten Hansen, Sabine Behrmann, Torben Nielsen, Per Torbensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Der er en tendens til at romantisere fortidens socialdemokratiske statsledere. Men Anker Jørgensens økonomiske politik var sgu tæt på at ende i en katastrofe og de fleste på venstrefløjen afskyede ham på tidspunktet. Ingen på venstrefløjen kunne li Nyrup heller, han var endog upopulær på S egen venstrefløj, nu mindes han med nostalgiske tårer. Hvor tåbeligt er det?

Per Andersen, Holger Lyngklip Strøm og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Fortsat

Dermed fik det politiske kompas endnu nogle graders misvisning. Samtidig, omkring '90, skete der også en udhuling af det intellektuelle niveau.

Allan Bloom, professor i politisk filosofi, beskriver i bogen "Historien om vestens intellektuelle forfald" at krisen sidst i 80'erne ikke var en politisk eller social krise, men i virkeligheden var en intellektuel krise. Denne synes at forsætte med uformindsket styrke.

Begreber som refleksion, autentisk viden etc. er nærmest ikke eksisterende i undervisningssystemet i dag.

De centrifugalkræfter der lagde grunden til ungdomsoprøret, Thy lejren, Christiania og Tvind, lagde også grunden til nogle vigtige erfaringer. På godt og ondt.

Eksempelvis ville Vestas ikke eksistere i dag uden Tvind. De borgerlige og reaktionære fraktioner morede sig over Tvindmøllen. Bemærkninger som "Den kører da kun rundt når det blæser" var almindelige.

Men den lagde grunden til den eksport Vestas har i dag.
Men også her ses højredrejningen. Fra et medarbejderkaktiedrevet lokalt firma med fokus på kerneproduktet, er spekulation blevet en del af forretningen.

Det seneste udspil til en skolereform, kan også læses i denne kontekst. Vi skal tilpasse børnene til virksomhedernes krav. Det er bare det at disse krav er meget volatile, og tit tager afsæt i meget kortsigtede behov.

Om vi skal tænke højre/venstre orientering fremover kan jeg tvivle på. Det er helt andre kompasretninger der er nødvendige for at verden overlever.

Janus Agerbo, Per Andersen, morten Hansen, Holger Lyngklip Strøm, Inger Lis Ioannidis, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Katrine Visby, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Uffe Palludan

David Rehling slutter artiklen af med: "Måske er en af forklaringerne på den historisk hastige vælgerskuffelse, at bollerne slet ikke var nye. Men faktisk var hengemte i de forudgående kokkes tupperware-bøtter". Det tror jeg ikke. Desværre. For jeg tror, det er meget værre og det er derfor situationen er Danmarkshistorisk. Det handler ikke en gang om, hvilke politiske holdninger man og regeringen har, hvis de da ellers er demokratiske.

Altid, er der blevet solgt valgflæsk, når der har været valg. Altid har sælgerne med deres mere eller mindre charmerende smil fortalt, at de godt selv vidste, de oversolgte deres politik, at der var lidt mere fedt end kød i flæsket, at der blev snydt på vægten, etc. Det var en del af spillet. Men denne gang har det vist sig, at valgflæsket var hest!

Dermed er spillereglerne blevet brudt. Og konsekvenserne er måske ugenoprettelige. Forestil dig en TV-debat op til næste valg, hvor den nuværende statsminister genopstiller og sidder og siger "vi vil i næste periode..." eller "jeg lover...." Det eneste modparten behøver at gøre er, at ligne et spørgsmålstegn. Det ikke en gang nødvendigt at sige noget.

Vi er på vej mod et helt nyt politisk system uden et socialdemokrati og naturligvis uden et SF. Der vil være tre vigtige partier: en ikke helt stueren enhedsliste, et ikke helt stuerent Dansk Folkeparti og et centrum-parti, Venstre samt et lille og betydningsløst Radikalt Venstre.

Hvor mange borgmesterposter scorer Dansk Folkeparti og Enhedslisten ved kommunevalget?

Det er alvor!

morten Hansen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Jørn Boye, n n, Sabine Behrmann, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Aldrig har der vel været skrevet så meget negativt om en regerings politik og så lidt positivt om resultaterne. Endnu engang tak til journalister og bladledere, avisen skal jo sælges.
Tiden er til snask og journalisterne leverer det og kommentatorerne fortsætter linien.
Der skrives om de socialistiske partiers baglande og de'r pyntes så de politiske juletræer, der trækkes frem på en realpolitisk scene, hvor pynten til dels blegner, men fastholdes af baglandet.
Stemmer afgives ved valg og ved meningsmålinger, fortrinsvis emotionelt og ikke efter det politiske indhold af hverken juletræets pynt eller den realpolitiske situation.
Arbejdsmanden, siden forfremmet til specialarbejder er gået videre, men parolerne og partiprogrammet hylder stadig en uddøende race, som den sociale politik selv har været med til reducere i antal og dermed i stemmeantal.
Der er brug for fællessange, d.v.s. realpolitik så farverne blå og rød må blegne.

Benjamin Bach, Malan Helge, morten Hansen, Inger Lis Ioannidis, n n og Niels P Sønderskov anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Der er brug for fællessange, d.v.s. realpolitik så farverne blå og rød må blegne.

Hvilken farve har klassekamp?

morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Katrine Visby, n n og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Niels P Sønderskov skriver:
"Det er bedre at snuble i starten end i slutningen."

Man husker altid bedst starten eller afslutningen på en række af handlinger.

Regeringen har en lille chance for at vende den katastrofale start til noget positivt. Men så skal den også vende om på en tallerken og føre politik for de fattige, og ikke for de rige. Den skal holde op med at forfølge og piske de uheldige, men i stedet hjælpe dem.

Der skal et mirakel til. Det kunne være 100.000 job inden for de næste halvandet år, eller at man gav tryghed i stedet for det modsatte. En klassisk omfordelingspolitik fulgt af en human moral. Hverken mere eller mindre.

Jakob Silberbrandt, morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Steffen Gliese og n n anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Pressen er også markant anderledes nu, end da tidligere regeringer blev dannet. Politiske kommentatorer blev indført kort efter, Anders Fogh Rasmussen blev statsminister. Folketinget blev opdelt i rød og blå blok på nogenlunde samme tidspunkt. Min oplevelse er, at pressen nu er mere kontronterende og formidler flere negative følelser end tidligere, og i realiteten bestemmer befolkningens forventninger til Folketinget. Selv eksperter, der refereres el. interviewes i nyhedsmedier, formidler flere bekymringer end fakta, og kommentatorer antyder ofte, de kun formidler en flig af det, de ved fra deres kontakter på Christiansborg. Når jeg hører politiske kommentatorer på tv, får jeg en følelse af, at sniger sig rundt i Christiansborgs korridorer og lurer ved dørene. Det irriterer mig stadig, når pressen fortæller mig, hvad jeg skal føle, som om jeg ikke selv må bestemme det.

Klassekamp kan vi ikke bruge til noget positivt. Klassekampe er bedst egnede til opdeling af befolkningen i veldefinierede grupper, som dernæst spilles ud mod hinanden. Med andre ord er 'klassekamp' blot et andet ord for 'del og hersk'. Selv er jeg førtidspensionist, og ønsker ikke, alle andre også skal være det. Faktisk synes jeg, et af Socialdemokraternes og samfundets største problemer nu er, at hvis befolkningen opdeles i klasser, hører det meste af arbejderklassen i realiteten til middelklassen men føler sig som underklassen. Bedre er det ikke, at mennesker uden for arbejdsmarkedet nu ikke længere entydigt anderkendes som tilhørende arbejderklassen, fordi mange definerer arbejderklassen som lønmodtagere i beskæftigelse.

Per Andersen, morten Hansen, Torben Nielsen, Per Torbensen, Niels P Sønderskov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Mennesker udenfor arbejdsmarkedet er ikke bare i stigende grad trængte økonomisk, men også på deres borgerrettigheder.
Kommunale kontrolteams, rettergang uden jura, fratagelse af ydelser under 'skøn', manglende repræsentation i offentligheden ud over pressens håndplukkede 'dovne' og ikke-fattige, nyttejobs uden rettigheder eller løn, flexjobreform, afskaffelse af førtidspension for personer under 40 år, uddannelse under tvang, robotificering af ældreplejen, hundedyr pensionist-mad..
... en generelt spændende udvikling, må vi sige.

Til gengæld stiger direktørbelønningerne.

Jakob Silberbrandt, Alan Strandbygaard, Rasmus Kongshøj, morten Hansen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Jette Abildgaard, Sabine Behrmann, Katrine Visby, n n, Torben Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Erik Lang, man skal huske, at medlemmerne af partiet ikke kendte til en aftale med DRV, da de fældede Auken og indsatte Nyrup.

Per Torbensen

Det vi trænger til oven på de fortrædeligheder vi bydes og som er blevet absolut synlige for enhver,en regering for folket og af folkets æt.

Væk med desegner politik,spind doktorer og politikere som ingen erhvervserfaringer har,kort og godt en hovedrengøring på alle planer i vores samfund.

Et opgør med djøf mentaliteten som breder sig som en pest og ødelægger sammenhængs kraften som vi før var så stolte af,tilbage til sporet af den fortabte tid.

Rasmus Kongshøj, morten Hansen, Katrine Visby og n n anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

@Lise Lotte Rahbek: Min oplevelse er, at vi mennesker uden for arbejdsmarkedet mest er trængt efter ønske fra lønmodtagere på arbejdsmarkedet og direktører med en akademisk distance til samfundet. Nogle stramninger blev indført af Poul Nyrup Rasmussen og nu videreført af Helle Thorning-Schmidt. Det gælder bl.a. fratagelse af ydelser under skøn, nyttejob uden rettigheder og tvungen uddannelse.

Robotifisering af hjemmeplejen ser jeg frem til, fordi robotter må formodes at stå til rådighed efter brugernes behov uden krav om, brugerne skal skaffe sig af med møbler og kæledyr.

Citat "De mindre højrefløjspartier - der i 93 kom med i den socialdemokratisk ledede regering - med de Radikale i spidsen stillede som krav at få fjernet Auken som statsministerkandidat. Læs Lone Dybkjær. Statsministerens på den tid kommende ægetviv.

Børge Rahbech Jensen

@Maksimilian Trifunovich

Mig bekendt havde Anker Jørgensen også fokusgrupper, som bl.a. Ritt Bjerregaard, Svend Auken og Lasse Budtz var medlem af.

Der er brug for et nyt parti!

Her er nogle mulige navne

Social Alliance (SA)
Social Ansvarlighed (SA)
Frie Demokrater (FD)
Demokratisk Folkeparti (DF)
Fællespolitisk Union (FPU)
Dansk Politisk Union (DPU)
Nyt Danmark (ND)
Frit Danmark (FD)
Dansk Fremtid (DF)

Men hvad skal der i dem og hvem?

Steffen Gliese

Børge Rahbech Jensen, det er ikke fokusgrupper, det er politiske fraktioner. Det var jo, som bekendt, Kaffeklubben, Ritt Bjerregaards, der var først af den slags uformelle fora.

Per Torbensen

Erik du kommer med ganske gode bud på parti navne-fint.

Hvad der skal i dem og hvem?

Naturligvis de brede lag af uddannelser og befolkninger. og ikke uddannet lag af befolkningen.

Nogle af de største iværksættere ,er faktisk ikke uddannet,møder dem tit og ofte og de slår også mig som uddannet-de skæve vinkler og udsyn som uddannet personer ikke ser.

Har ofte stillet mig selv dette spørgsmål:begrænser faglig viden mere end det udvider-måske det er bestemt muligt.

Per Torbensen

Dermed ikke sagt at uddannelse er dårligt ,selvfølgelig ikke.Der hvor det er lykkedes for mig som privat person er netop hvor man gik imod gængs opfattelse på godt og ondt.

Men vi skal nok fjerne et lag i vores samfund som lever af at kontrollere og begrænser vores befolkninger i den situation de på et givent tidspunkt forskyldt og ikke forskyldt er havnet i.

Møder man sine medmennesker med tillid er der en større positiv energi som kan komme til udfoldelse end den der praksis i dagen kedelige Danmark anno 2013.

Nic Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Robert Ørsted-Jensen, morten Hansen og n n anbefalede denne kommentar
Benjamin Bach

Nu er vi nået så langt, at man kan sammenligne den nuværende og tidligere regering. Jovist, men kan vi få sammenligningen på baggrund af politisk indhold? Hvordan havde VK håndteret de seneste års omstændigheder? De har jo stort set udtalt sig om så lidt som muligt.

Det er en skandale, at en siddende regering kan falde i meningsmålingerne, mens de der stiger ikke behøver udtale sig om noget, selv ikke skattesagen truer dem.

Det er mest af alt en skandale for pressen.

Kristian Rikard og Inger Lis Ioannidis anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

@Peter Hansen

Så vidt jeg ved, var de fokusgrupper på den måde, at de udformede den politik, Anker Jørgensen formelt var ansvarlig for. Det er omtalt i bl.a. bøger om dansk fodnotepolitik i forhold til Nato i 1980'erne.

Jeg mener fortsat, to afgørende forskelle er, at der nu vist er flere journalister end politikere på Christiansborg, og pressen dækker processen mere end resultaterne. Tidligere regeringer kunne godt have fokusgrupper og særlige rådgivere, uden befolkningen vidste det.

Hvorfor er det gået så galt, som det er?
Hvorfor ryger det, der engang - i flere menneskealdre -var Danmarks største parti nu på røv og albuer nedad slisken?

Et svar kunne være: Socialdemokratiet døde den dag, de dolkede Svend Auken i ryggen - for at please de selvfede, grandiose radikale, som anser det for deres førstefødselsret at styre hele landet med deres skallede 7-17 mandater.

Siden er det kun gået tilbage - Nyrup løj os op i vores åbne ansigter og troede han kunne slippe af sted med det. Det kunne han så ikke.

I min levetid er der kun tre statsmænd, som fortjener betegnelsen: Hædersmænd, fordi de hele vejen igennem har været ubestikkelige, stået fast ved deres holdninger og værdier uanset konjunkturerne. De er:
Anker Jørgensen
Thorvald Stoltenberg
Svend Auken.

Alle tre socialdemokrater af den klassiske slags.
Hos Thorning og Corydon ville de ikke have haft en chance.

Man øjner ganske vist et ægte socialdemokratisk talent i Peter Hummelgaard Thomsen, men enlig svale gør ingen sommer.

Trist, trist, trist.

@Tino Rozzo

FInt indlæg.

Jeg tør godt at tilføje Palme.

Steffen Gliese

Jeg vil godt tilføje Schlüter - på trods af sin borgerlighed opretholdte han et retfærdigt og frisættende arbejdsmarkedssystem, hvor man satte respekten for folks behov for et livsgrundlag over den nedrige misundelse, der vandt indpas med Nyrup-regeringen.
Havde vi haft de regler på arbejdsmarkedet, der gjaldt til 1. januar 1994, hvor alt blev opløst i relativitet og lumpenhed, ville den splittelse, vi vist alle oplever, ikke have fundet sted.
Under et velfungerende Danmark ligger en social sikring, der er basis for et godt liv og udpræget aktivitet i samfundet.

@ Erik Lang.

Du har fuldstændig ret: Palme hører selvfølgelig også med.
Tak for, at du gjorde mig opmærksom på det.